| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > Norske barn i utlandet > Pendul-immigration

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no

 

Af HENRIK WINTHER
Genopdragelse. Norsk menneskerettighedsorganisation afslører, at tusinder af norsk-pakistanske børn sendes hjem til muslimsk genopdragelse og giftermål. En praksis der også kendes i danske indvandrermiljøer.
Den norske menneskerettighedsorganisation Human Rights Service (HRS) besøgte i januar Pakistan for at opspore nogle af de flere tusinde norsk-pakistanske børn, som i al ubemærkethed er blevet sendt på genopdragelse af deres forældre i oprindelseslandet. Her opholder børnene sig i årevis for at gå på muslimsk skole, og mange bliver gift med en fætter eller kusine, inden de returnerer til Norge som teenagere - uden at kunne tale et ord norsk.

I næste uge udgiver HRS rapporten Ute av syne, ute af sinn. Den er finansieret af Stortinget og er lavet, fordi HRS har observeret, at problemet med hjemsendelse og 'dumping' er i stigning uden at nogen myndigheder gør noget ved det. Weekendavisen er som det eneste medie i besiddelse af rapporten; heri beskriver HRS' leder Rita Karlsen og informationschef Hege Storhaug et besøg på en privatskole i området 'Little Scandinavia', der er et område midt imellem Islamabad og Lahore i provinsen Punjab, og hvorfra den største indvandring af pakistanere til Norge og Danmark stammer:

»Vi besøgte en skole som ejes af en norskpakistaner bosat i Norge. Vi bliver modtaget af en åbenhjertig rektor, som fortæller, at skolen blev bygget, fordi der ikke var plads til flere elever på de mest populære skoler i området. (...)

Overvældende mange af eleverne ved skolen er skandinaviske (...) Rektoren fortæller, at omtrent alle forældrene til eleverne bor i udlandet, eventuelt bor moderen sammen med børnene i Pakistan. Det er hans erfaring, at børnene kommer til Pakistan, når de er i skolealderen (dvs. 4 år). Rektor tror, at hovedgrundene til at børnene sendes tilbage til Pakistan er todelt: 1. det handler om penge, og 2. de skal opdrages til ægteskab. (...)

På spørgsmålet, om han kender nogle børn, der snakker norsk, svarer han kontant og lattermildt nej: 'De kom her, da de var 3-4 år. Selv da de kom, kunne de ikke norsk eller dansk eller noget andet sprog fra det land, de har statsborgerskab i,' siger han. (...)

Efter hans mening er mange af eleverne meget lidt motiverede. Han betegner skolen som en 'waiting service before marriage': 'Når eleverne er 16 år gifter de sig med en fætter eller kusine og rejser tilbage til Vesten' (...)

Vi snakker med en del af eleverne i skolegården (som også fungerer som undervisningssted) og de fleste bekræfter, at de har vestligt pas: enten fra Norge, Sverige, Danmark, Tyskland eller Frankrig.«

Snakkende hender

 

5.000 børn hjemsendt
Det er et snapshot af en problematik, de færreste nok havde forestillet sig så udbredt: anden- og tredjegenerationsindvandrerbørn hjemsendes eller 'dumpes' (begrebet dækker over børn, der sendes tilbage mod deres vilje for at forebygge, at de tilpasser sig det norske samfund) i deres oprindelseslande for senere at genindvandre som førstegenerationsindvandrere, uden kendskab til norsk sprog og kultur, og uden en kompetencegivende uddannelse.

Baseret på den norske udenrigstjenestes tal skønner HRS, at der årligt kan bo mellem 5.000 og 6.000 børn med norsk statsborgerskab alene i Pakistan:

»Omfanget er langt større end almindeligt antaget. Forældrenes motiv for praksisen er af både værdimæssig og økonomisk karakter,« hedder det i rapporten, som den norske regering får 14 dage til at læse og forberede sine kommentarer til. Når rapporten bliver offentliggjort i Norge i næste uge, er der næppe tvivl om, at den vil vække debat. Hege Storhaug siger:

»Vi forventer, at Stortinget må handle, for denne praksis med at sende norske statsborgere til genopdragelse er nådestødet til troen på integrering. De andengenerationsborgere vi mødte i Pakistan tager jo en fætter/kusine ægtefælle med herop og så er det jo et 100 procent pakistansk ægtepar, der skal føde tredje generation. Det er opskriften på at udvikle et parallelsamfund, der på sigt vil true stabiliteten i Norge og resten af Europa, og det truer vores umistelige demokratiske værdier,« siger Storhaug, der understreger, at det ikke kun er et norsk problem.

Praksisen finder sted i mange indvandrersamfund i Europa, og ifølge Norges ambassade i Marokko, er hjemsendelsesproceduren i stigning. I Ute av syne, ute af sinn citeres ambassaden for, at indvandringen i vældig mange tilfælde ikke er en éngangshandling, men en »pendulproces«, hvor mange norske børn med marokkansk baggrund tilbringer dele eller hele deres barndom i Marokko, før de rejser tilbage til Norge. Her føder de deres børn, som få år senere sendes tilbage på genopdragelse. I rapporten fortælles i Case D om en kvinde, født i Norge af norske statsborgere. Som tre-årig blev hun sendt til hjemlandet uden sine forældre. Hun gik i koranskole og 16 år gammel blev hun gift. Lige før hun skal føde, hentes hun tilbage til Norge, ægtemanden kommer med i kraft af familiesammenføring. Nogle måneder efter fødslen kontakter den nybagte mor på eget initiativ sin koranskole i hjemlandet og melder sit spædbarn ind, så det er sikret plads, når det bliver fire år.

Denne pendul-immigration er især kendt hos norsk-pakistanerne, som er den største indvandrergruppe i Norge med 26.000 personer - i Danmark er der 20.000 pakistanere, men den danske ambassade i Pakistan har ingen informationer, der kan be- eller afkræfte den norske situation. Selvom Danmark med sine seneste stramninger af udlændingepolitikken - 15 års reglen, tilknytningskravet og 24 års reglen - næppe oplever en tilsvarende udbredelse af hjemsendelser, mødte HRS flere danske børn af indvandrere på deres rundrejse i Pakistan.

Herhjemme har Socialministeriet skønnet, at 250 børn årligt er sendt på genopdragelsesrejser, men tallet er meget usikkert og på baggrund af HRS-rapporten kalder integrationsminister Bertel Haarder det danske tal et »meget forsigtigt skøn«. Han siger, at rapporten er et kraftigt belæg for, at det også i Danmark er et problem af betydeligt omfang. Hege Storhaug mener, at det danske tilknytningskrav er »genialt«, men tror ikke på, at det helt kan stoppe dumping af danske indvandrerbørn, de kan blot ikke være hjemsendt så længe ad gangen.

Integrationskonsulent i København, Manu Sareen , bekræfter da også, at hjemsendelse er »et problem, vi kender på alle mulige leder. Det er i virkeligheden to problemer: Der er dem, der sendes hjem på genopdragelse, og så er der dem, der trues med det - og det er jo lige så slemt,« siger han.

Ifølge Sareen virker tilknytningskravet kun over for dem, der ikke er danske statsborgere - men det er der jo mange fra de etniske mindretal, der er blevet - samt i den situation, hvor man vil have en ægtefælle med herop.

»Men det værste er jo, at man taber de hjemsendte integrationsmæssigt og kulturelt. Der er i øvrigt også den 'bløde genopdragelse', hvor man sender børnene på muslimske friskoler her i landet, fordi børnene er ved at blive for danske,« siger Sareen, der understreger, at det stort set kun er de etniske underklasser, der sender børn på genopdragelse.

15 års reglen fik den danske regering indført, så børn, der udsendes, senest skal rejse tilbage til Danmark inden de fylder 15, hvis de vil være sikre på at kunne komme ind. Den regel er Bertel Haarder nu særdeles tilfreds med:

»Jeg har jo i Folketinget været beskyldt for at gøre et problem ud af en enkelt pige fra Kalundborg, der blev sendt på genopdragelse. Denne rapport viser, at det er et betydeligt antal. Men vi har foretaget de nødvendige indgreb med 15 års-reglen, som er velbegrundet og berettiget. Den stopper nok ikke helt hjemsendelserne, men den sikrer de unge, at de kommer herop i tide til at nå at få en uddannelse. Men selvfølgelig er det et handicap, at de overhovedet sendes ud, det hæmmer integrationen,« siger Bertel Haarder .

Hender klapperBørn er værdier
Hege Storhaug og HRS kalder praksisen i Norge »systematisk statslig diskriminering« og »omsorgssvigt«, når man tillader, at unge norske statsborgere af anden etnisk herkomst sendes på genopdragelse og til ikke-godkendte skoler i udlandet - »for det var aldrig sket med hvide, norske børn. Da man blev bekymret for norske børns skolegang i Sydspanien, var der straks fuld handling på, men nu tillader man, at børn fødes i Norge, opdrages i udlandet, og vender tilbage uden at kunne et ord norsk som 18-årig,« siger Storhaug.

Den praksis er samtidig med til at underminere den norske folkeskole som kulturbærer. Som det hedder i HRS' rapport:

»Det helt centrale på skolerne (i Pakistan, red.) er, hvad vi i Norge måske ville definere under begrebet 'dannelse'. Denne 'dannelse' består af, at eleverne skal lære at blive gode muslimer. 'At blive gode muslimer' er i sig selv ikke noget, vi reagerede specielt på, men vi registrerede uddannelsessystemets fravær af kritisk tænkning og om at fremme holdninger om fred, tolerance, venskab mellem folk og respekt for andres kulturer og religioner samt det totale fravær af ligestilling mellem kønnene. Dette 'dannelsesprojekt' er således meget lidt foreneligt med værdier som står centralt i Norge og støtter heller ikke op under, at den norske befolkning skal have et 'fælles kundskabs-, kultur- og værdigrundlag' (som er et af formålene i den norske skolelov).

Islamundervisning eller islamiat var særdeles centralt på alle skolerne vi besøgte og indlemmet i de fleste fag.«

Eller som Hege Storhaug siger det i telefonen fra Oslo:

»Skolerne er den vigtigste arena for integration, for dér mødes alle - hvis de altså ikke er sendt udenlands.«

Rapporten peger på, at der også er økonomi i at sende børnene til Pakistan. Mange familier har fået bygget store huse, enkelte hele paladser, i hjemstavnen, som de kan bo i, når de er på ferie. Desuden er det væsentlig billigere at leve i Pakistan end i Norge.

»De har etableret en stor boligmasse i Pakistan og de klarer sig økonomisk godt i Norge, så de har råd til at rejse frem og tilbage,« fortæller Storhaug.

Rapporten taler også om et »omfattende børnepengemisbrug« og at børn omtales som »værdipapirer«, både i den kendsgerning at børnene via giftermål giver visum til Vesten, men også udløser børnepenge og anden social indkomst. At børnene til gengæld ikke lærer norsk, opfatter forældrene, som HRS har talt med, ikke som noget problem - mange siger, at det er nemt at lære, andre at norsk ikke er vigtigt i en globaliseret verden, og så er der dem, der mener, at norsk ikke er så vigtigt i Norge, for der bor jo alligevel så mange pakistanere.

Men først og fremmest handler det om, at børnenes menneskerettigheder krænkes, mener HRS. De sendes væk for ikke at blive integreret i Norge - og det strider imod en række love. De sendes væk - dumpes - mod deres vilje hos fjerne slægtninge eller sammen med moderen. Som Storhaug siger, så slår manden på den måde to fluer med ét smæk: hverken barn eller kone bliver integreret i de vestlige værdier. HRS skriver:

»Vi kan ikke se andet end, at praksisen bør være uønsket og optimalt begrænset både af personlige hensyn til børnene, af hensyn til individets muligheder for at deltage som fuldgyldig borger i Norge som voksen, af hensyn til den enkeltes menneskerettigheder og retssikkerhed, og af hensyn til integreringen generelt og deraf udviklingen af Norge som et velfungerende fleretnisk og flerreligiøst demokrati.«

Men hvad skal Norge - og Europa - gøre?

Hege Storhaug :
»Det skal reguleres, lovene skal efterleves. Børneværnsloven skal bruges, skoler og opdragelsessteder i hjemlandet skal forhåndsgodkendes, hvis folk vil sende deres børn derhen. Vi skal have kvalitetssikring, kontrolrutiner og sanktionsmidler. Nu skal børns rettigheder have forrang for forældrenes, og det ved jeg, at regeringen også tænker i.«

Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00 [email protected] © HRS 2002 - 2005