Af Orla Borg
Tusindvis af indvandrerkvinder går hjemme i deres lejligheder, fuldstændig afsondret fra det danske samfund. Ofte er de isolerede, fordi deres mænd ønsker det. Mange af kvinderne er helt uden for myndighedernes rækkevidde, fordi de ikke modtager nogen ydelse fra det offentlige. I en tid, hvor regeringen vil have 25.000 flere indvandrere i arbejde, er isolationen alarmerende, for den går i arv til børnene, advarer integrationskonsulenter.
Vi kender dem kun fra gadebilledet: Muslimske kvinder med tørklæde, der står og venter på bussen, kommer gående med en indkøbspose eller skubbende en klapvogn foran sig. Vi ser kun deres hænder og et ovalt ansigt. Kvinderne forsvinder ind i rungende opgange i boligblokke på Nørrebro, i Ishøj, i Gellerupparken og i Vollsmose til lejligheder, hvor tunge gardiner sikrer, at ingen kan kigge ind. Og så er de væk. De går bogstavelig talt ind i deres egen verden. En verden, der for mange kvinders vedkommende lige så godt kunne ligge et sted i Mellemøsten. Her kommer kun familie og landsmænd. Skulle der komme en mandlig sagsbehandler fra kommunen eller en håndværker fra boligforeningen, sørger manden for, at kvinden er ude i køkkenet, og at køkkendøren er lukket. En stor del af de omkring 100.000 kvinder fra ikke-vestlige lande i Danmark lever i et parallelsamfund uden kontakt med det danske. Det er der mange forklaringer på. Mange kvinder opfatter det selv som deres rolle i tilværelsen at passe mand, børn og husholdning. Andre bliver bundet i hjemmet af den ene børnefødsel efter den anden, og andre igen nærer ganske enkelt en frygt for det omgivende samfund, som de ikke forstår og ikke er en del af. Men en af årsagerne er også, at mændene ønsker, at kvinderne skal blive hjemme i lejligheden, siger integrationskonsulenter, der leder efter det rigtige ord for fænomenet:
Overbeskyttelse
Nogle vælger at kalde det »overbeskyttelse«. Andre siger »undertrykkelse«. Under alle omstændigheder kan integrationskonsulenter fra kommunerne fortælle rystende historier: Der er den om den 25-årige familiesammenførte kvinde fra Århus, som havde fået fire børn i løbet af kort tid og som selv om hun havde boet i Danmark i syv år blot fem kilometer fra kysten aldrig havde set havet. Der er den om den 38-årige kvinde fra Iran, som blev holdt indespærret i lejligheden i 10 måneder, fordi manden ikke ønskede, at hun skulle ses af andre mænd. Og der er den om den 42-årige kvinde fra Irak, der først efter ni års ophold i Danmark fik lov til at gå over i en kvindeklub for indvandrere, der lå et stenkast fra lejligheden. Historierne hører til de mere ekstreme, men de er ikke atypiske for livet for mange indvandrerkvinder. Lederen af socialcenter Nørrebro i København, Bodil Vendel, siger det på denne måde: »Vi ved af erfaring, at hvis kvinderne bliver for oplyste, så bliver de i mange tilfælde i bogstaveligste forstand banket på plads af mændene.« Derfor går de sociale myndigheder på listesko, når de skal forsøge at lirke kvinderne fri af lejlighederne: Først skal kvinderne ud af køkkenet. Så skal de ud af lejligheden. Dernæst skal de listes ud af boligkarreerne. Og først på det tidspunkt kan der overhovedet blive tale om integration i form af sprog, samfundsforhold og måske på langt sigt en tilknytning til arbejdsmarkedet.
Mændenes prestige
Bodil Vendel fra Socialcenter Nørrebro siger: »De fleste af kvinderne her kommer fra 3. verdens lande, hvor de har en helt anden familiestruktur og en helt andet kultur, end vi har. Kvindernes rolle er at sørge for hjemmet, og det bliver de fastholdt i her i Danmark. Det har vist sig, at de fastholdes af mændene i det kønsrollemønster, der findes. De forhindrer kvinderne i at komme uden for hjemmet for de skal servicere mændene.« »Vi er nødt til at involvere mændene også. Det kan godt være, at de bare lige skal være med i starten for at se, hvad der foregår. Vi risikerer at gøre kvinderne en bjørnetjeneste, hvis vi giver dem for meget frihed. I deres kultur er det mændene, der har overmagten. Hvis mændene ikke selv har arbejde, men sidder i en klub og spiser og ryger, er deres prestige er væk, og selvtilliden er gået i bund. Hvis vi så tilmed begynder at få deres kvinder ud på arbejdsmarkedet først, går det helt galt,« siger hun. Det er især i de såkaldt selvforsørgede familier, at problemet er tydeligt. Det er familier, hvor kvinden er kommet til Danmark som familiesammenført, og manden har sagt, at han nok skulle forsørge hende. Det betyder, at hun ikke får bistandshjælp eller andre offentlige ydelser. Derfor kan myndighederne ikke stille krav af nogen art til hende, og det er op til manden at bestemme, i hvilket omfang hun kan deltage i noget som helst uden for hjemmet.
Hele familien rammes
Og der er ikke tale om blot et par hundrede kvinder. Hele 13.000 indvandrerkvinder eller 25 pct. af alle indvandrerkvinder uden for arbejdsstyrken får ingen offentlige ydelser og er derfor uden nogen form for kontakt med myndighederne, viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, som er fra 2002. Men også kvinder på kontanthjælp er ofte isolerede. Flere undersøgelser har vist, at sagsbehandlere er tilbøjelige til at skåne kvinderne og ikke tvinge dem i aktivering, men lader dem gå derhjemme. For alle parter måske bortset fra deres mænd er de isolerede kvinder et problem: Kvinderne selv får ingen udviklingsmuligheder. De lærer aldrig det danske sprog eller det danske samfund at kende og bliver låst fast i et kønsrollemønster, der hindrer dem i at få uddannelse, job eller bare udvidet deres horisont. Børnene bliver også isoleret, for da kvinden ikke har nogen indtægt, har familien ikke råd til at sende børnene i vuggestue og børnehave. Familien kunne efter al sandsynlighed få friplads, men mange kvinder vil hellere holde børnene hjemme, når de ikke skal noget selv. Det betyder, at børnene ikke har lært at tale dansk eller har lært om danske normer, når de begynder i skolen. Familien som helhed kommer til at leve i et parallelsamfund, hvor de ikke er i kontakt med det omgivende danske samfund, men hvor det bliver normer, kultur og traditioner fra hjemlandet, der styrer familien og som i mange tilfælde arbejder direkte imod alle former for integration. Samfundet går glip af borgere, som ideelt set kunne bidrage til samfundsøkonomien ved at få et arbejde og betale skat. Eller som i det mindste kunne sørge for, at deres børn blev motiverede til at få en uddannelse og et arbejde.
Problemet vokser
Det skræmmende er, at problemet er voksende i disse år, siger flere integrationskonsulenter i kommunerne. I flere kvarterer i storbyerne øges andelen af kvinder, der går med tørklæde, og som er isolerede fra det danske samfund. I Københavns Kommune er integrationskonsulent, Manu Sareen, foruroliget over udviklingen. Han beskriver, hvordan indvandrerne er ved at blive opdelt i tre grupper: En overklasse af velintegrerede, en middelklasse med job og en underklasse uden for arbejdsmarkedet. »Problemet er, at underklassen vokser kraftigst. Den isolerer sig mere og mere fra det omgivende samfund. Og specielt kvinderne er isolerede. Der sker i disse år en radikalisering, som er dybt foruroligende. Det foregår mest i tyrkiske, pakistanske og mellemøstlige familier,« siger Manu Sareen. Han beskriver, hvordan han tidligere i denne uge stod over for 15 somaliske kvinder, som det var lykkedes kommunen at få til at komme til noget undervisning. Kvinderne havde boet i Danmark i 10-15 år, men det var første gang, at de var i egentlig kontakt med det danske samfund, bortset fra besøg i supermarkedet, på barselsgangen og i socialforvaltningen. Manden ville ikke have det, forklarede kvinderne.
Uden for nummer
En anden, der er foruroliget over udviklingen, er Mohammed Selfati. Han er sekretær for imam Ahmed Abu Laban i Det Islamiske Trossamfund på Nørrebro, har boet i Danmark i 28 år, har undervist voksne indvandrere i mange år og kender begge verdener indgående både den danske og indvandrernes. »Udviklingen er alarmerende, fordi kvindernes isolation går videre til 2. og 3. generation af kvinder. Vi risikerer, at de heller ikke kommer ud i det danske samfund. Det haster med at få kvinderne ud af lejlighederne. Det er, som om de er bundet til radiatoren hjemme i køkkenet, siger de nogle gange. Men ofte vil de heller ikke selv ud. Enten på grund af børn, tradition eller af frygt for det derude. Derfor skal man begynde lige så forsigtigt, hvis kvinderne skal ud af isolationen,« siger han. Mohammed Selfati skønner, at omkring 90 procent af alle ikke-vestlige kvinder på Nørrebro er isolerede. Derfor inviterede han i fredags foreningen FAKTI Foreningen af kvinder til fremme af integration til at komme i moskeen efter fredagsbønnen med tilbud til kvinderne om at komme frivilligt til danskundervisning og rådgivning i foreningens lokaler. Foreningen FAKTI har fået omkring et hundrede indvandrerkvinder ud af lejlighederne, og formanden for foreningen, Dorte Kampp, siger: »Mange af kvinderne er ensomme. De kan ikke gennemskue systemet eller noget som helst af det omgivende samfund. Og da de ikke får nogen offentlig ydelse, er de simpelthen uden for nummer. Vi prøver at få dem ud af lejlighederne, for det er første skridt til integration. Men det er en meget lang proces.«
Mere opsøgende
På Nørrebro har Susanne Munck, kandidat i kulturformidling, foretaget en undersøgelse af 36 indvandrerkvinder, der var isolerede derhjemme. Hun peger på, at isolationen har store konsekvenser: »Når kvinderne er isolerede, lærer de ikke sproget. Og derfor kommer de hverken til forældremøder i børnehaven eller i skolen. For det første forstår de ikke, hvad der bliver sagt, og for det andet er de flove over, at de ikke kan deltage i samtalen. Derfor ved de alt for lidt om børnenes verden, og de kan ikke følge med i deres børns udvikling,« siger Susanne Munck, som mener, at de danske myndigheder skulle være langt mere opsøgende og offensive over for de isolerede kvinder blandt andet med tilbud om fripladser og halvdagspladser i vuggestuer og børnehaver. »De udenlandske kvinder, der kommer til Danmark i dag, er jo næsten alle sammen familiesammenført og i såkaldte selvforsørgede familier. Vi risikerer at parallelsamfund udvikler sig mere og mere til stor skade for integrationen,« siger Susanne Munck. Hvis parallelsamfundene får lov at udvikle sig, vil de komme til at lægge en barriere i vejen for regeringens plan for fremtiden, som blev fremlagt i regeringsgrundlaget torsdag. Regeringen opererer med, at i alt 25.000 af de 60.000 nye personer, der skal skaffes i arbejde, hentes i indvandrerkredse. Isolationen af indvandrerkvinderne virker imidlertid hæmmende på både 1., 2. og 3 generation.
Kvinderne skal hjælpes
Formanden for Integrationsrådet i Århus Kommune, Mohammad Reza Taremian, har oplevet utallige eksempler på de isolerede kvinder. Han opfordrer regeringen til sætte en undersøgelse i gang for at få kortlagt omfanget af problemet: »Myndighederne er ikke engang selv klar over, hvor mange kvinder der lider under de nuværende forhold, og hvilke alvorlige konsekvenser isolationen har for samfundet. Man er ikke klar over, at det er ved at gå helt galt. Her går vi og siger, at vi lever i et 200 år gammelt demokrati med normer og værdier, vi er stolte af. Men samtidig lader man flere tusinde indvandrerkvinder ligge under for forældede kønsrollemønstre, der ikke giver disse kvinder mulighed for at blive en del af samfundet. De demokratiske værdier gælder åbenbart ikke for disse kvinder. Når mændene siger: Min kone skal blive hjemme, skal vi så bare lade ham bestemme det? Jeg mener, at vi fra samfundets side bør banke på lejlighederne, indtil der bliver åbnet, så vi kan hjælpe kvinderne ud af isolationen og med ind i fællesskabet,« siger Mohammad Reza Taremian. Han tilføjer, at situationen for kvinderne tilmed er blevet forværret, efter indførelsen af reglen om, at det nu tager syv år mod tidligere tre år at få permanent opholdstilladelse, når man er familiesammenført til Danmark. Det betyder, at manden til enhver tid kan true kvinden med, at en skilsmisse fører til, at hun bliver udvist af Danmark. Nogle af kvinderne, der bliver holdt isolerede mod deres vilje, forsøger at søge hjælp hos krisecentre for kvinder, og det ses af statistikken. I 2003 var 44 pct. af alle kvinder på centrene kvinder med anden etnisk baggrund end dansk. Lederen af Hillerød Krisecenter, Hanne Hou, siger: »Jeg mener, at vi for længe har ladet indvandrerkvinderne være alene med deres problemer, fordi de jo levede i et samfund adskilt fra det danske. Vi har været berøringsangste. I al vores godhed om ikke at være racister, har samfundet i mange år ladet stå til. Og det er der nogen, der betaler prisen for,« siger hun.
[email protected] |