Frihetsverdier

Fred og frihed følger ikke ad. Hvis nogen skulle være i tvivl

Pacifisterne tror det, liberalisterne håber det, men inderst inde ved vi andre godt, at det er en sød løgn.

Freden kommer altid med en pris. Friheden kræver altid en indsats. Det gælder i Mellemøsten, det gælder herhjemme, det gælder i forholdet mellem stater og mellem stater og religiøst-politiske grupperinger allevegne.

Du kan godt få fred a la våbenhvilen mellem Israel og Hamas. Men den er skrøbelig og midlertidig – ligesom i Folketinget, hvor et flertal har forbudt utilbørlig omgang med hellige skrifter, selv om enhver idiot ved, det er Koranen, de hentyder til.

Til det er blot at sige: Vist kan man slutte fred med Koranen i 10 minutter, men Koranen slutter aldrig fred med dig. Dens mest rigide tilhængere haler konstant friheden til forhandlingsbordet.

Snart kræver de lidt mere anerkendelse, respekt, tolerance, ligestilling og lidt flere menneskerettigheder a la retten til ikke at blive fornærmet. Snart fortæller de os, at vi skal gå stille med vores egen kristendom, sekularisme og det, der kaldes »hvide privilegier« og vores »iboende racisme«. Måske angriber de os med knive, skydevåben eller selvmordsbomber; måske ikke.

Men skridt for skridt får vi israelske tilstande i Europa.

Fred

Freden er alles drøm og utopi, også min. Vi næres af den, vi fascineres af den; komponister har skrevet hymner til den, digtere har besunget den, selv videnskabsfolk istemmer med hippierne, at vi skal give fred og forståelse en chance mere. Det er alt sammen meget fristende.

Uden fred kan vi rigtignok ikke skabe kunst og videnskab, afholde musikfestivaler eller producere fetaost, æbleskiver og julekonfekt. Uden fred kan vores børn ikke vokse op under sikre forhold og ubekymrede spille bold i haven eller køre to gange 30 minutters intervaller på rundstrækningen ved Uvelse. Uden fred bliver livet en kamp, og vores civilisation reduceret til et lille helle, et ly for natten.

Der er bare lige den afgørende detalje, at livet er en kamp, og at vores civilisation er en lysning i vildmarken. Resten af verden er ikke indrettet som hos os, ønsker slet ikke at blive det.

Det er vores opgave at forsvare, hvad der på én og samme tid er europæisk og dansk. Der er ikke andre end os til at gøre det.

Koblingen mellem fred og frihed

Derfor må enhver, der ønsker fred, forberede sig på krig, sådan som det romerske ordsprog siger, selv om det er ubehageligt at blive mindet om så tæt op under jul.

Men krigen i Ukraine og Israel understreger den romerske sandhed, som strider mod alle vore automatreaktioner og stemningen på Politiken og i DR Byen. Pacifisterne tror det, liberalisterne håber det, men inderst inde ved vi andre godt, at det er en sød løgn. Fred og frihed følger ikke ad.

Friheden må således forsvare sig løbende, hvis den skal forblive frihed og ikke et falskneri. I bedste fald forsvarer den sig politisk, i værste fald korporligt, for så havner vi i borgerkrigen.

Det er derfor, vi må have politi, efterretningstjenester, trænede, væbnede styrker, kanoner, fly, fregatter, ammunition og allierede nok til at forsvare os mod vores fjender, som ifølge den seneste risikovurdering bliver flere og stedse dygtigere.

Krigs- og forsvarsparatheden er koblingen mellem fred og frihed. Foruden den og statens våbenmonopol risikerer den søde drøm om evig fred at føre os i ulykke.

Kollektiv indsats

Forsvarsevnen veksler fred til frihed. Frihedens kerne er, som Hannah Arendt understreger i en tekst, der netop er oversat til dansk med titlen ”Friheden til at være fri” (Forlaget Klim), deltagelsen i offentlige anliggender. Når den indskrænkes (som med koranfredningsloven), svækkes friheden til at være fri.

Denne frihed udspringer materielt set af at være fri for nød, dvs. at have fri tid, dvs. ikke altid at være travlt beskæftiget med at tjene til livets ophold, men styrkes åndeligt af at være fri for frygt.

Hvor den islamiske kultur vinder frem i Europa, vokser frygten for at sige, gøre eller mene noget forkert. Det skyldes, at islam forstået som skrift, lære og praksis indeholder politiske under- og overtoner – og dermed ikke bare er en trossag. Islams retfærdighed er en gerningsretfærdighed, ifølge hvilken friheden må underkaste sig freden, og så hjælper det bestemt heller ikke, at vores magthavere fedter for islamismen.

Vil du have fred? Jamen, så skal du bare underkaste dig Allahs soldaterreligion. Så træder du ind i fredens hus.

Vi skal ikke lade os lokke ind i fredens hus eller give efter for de mange trusler om bål og brand, hvis ikke vi makker ret. Vi skal ikke makke ret.

Vi skal stole på os selv, beskytte jøderne og huske, at fred og frihed ikke følges ad, slet ikke når det kommer til den islamiske kultur. Thi freden kommer altid med en pris, og friheden kræver altid en kollektiv indsats.e makthavere kneler for islamisme.