Det retoriske fyrverkeriet, den dansk-afhanske forfatteren og samfunnsdebattøren Geeti Amiri, har nylig gitt ut boken Glansbilleder om sin oppvekst i et hjem preget av sosial kontroll og æreskulturell vold.
Boken, som er utgitt på forlaget Lindhardt og Ringhof, omtales slik:
I en alder af 23 blev den nu 27-årige Geeti Amiri vist frem som pragteksemplet på en mønsterbryder. Selvom hun var opvokset i en flygtningefamilie på kontanthjælp, var det lykkedes hende at klare sig godt, komme ind på en videregående uddannelse og smile pænt til fotografen. Men billedet var et glansbillede, hvor der ikke var plads til alle de mørke sider af hendes fortid: volden i hjemmet, der sendte hende på krisecenter og efterfølgende ud på en lang rejse, hvor hun måtte kæmpe mod både den ydre verdens fordomme og sin egen indre arv.
Kort tid efter krakelerede glansbilledet og den rigtige Geeti Amiri tog bladet fra munden. Lige siden har hun taget emner såsom danske minoritetsmiljøers ‘rådne kvindesyn’ og system-Danmarks dysfunktionalitet op til debat.
«Glansbilleder» er den kontroversielle dansk-afghanske debattør og bloggers personlige beretning om en opvækst som flygtning i Danmark. Om kultursammenstød og kampen for at vinde retten til sit eget liv. Om frihedsberøvelse, vold og tvangsfjernelse. Om flugten fra Aghanistan og ankomsten til Danmark. Om at finde sine rødder og lære af sine fejltagelser.
Ifølge forlagets pressesjef har mottagelsen av Glansbilleder vært generelt god, blant annet i den borgerlige avisen Berlingske, venstreavisen Information.dk og på Danske bibliotekers litteraturside.
Men så var den selvutnevnt kulturradikale Politiken, da.
Under overskriften «Geeti Amiris hjerteskjærende livshistorie tråkker på en hel befolkning», lar litteraturredaktør Jes Stein Pedersen den dansk-iranske redaktøren, forfatteren og aktivisten Nazila Kivi sable boken og Amiri ned. Det viser seg imidlertid at det er personlige uoverensstemmelser mellom Kivi og Amiri, hvilket pressesjef Søren Anker Madsen i Lindhardt og Ringhof gjør Pedersen oppmerksom på. Han viser til at de to forfatterne og samfunnsdebattørene har vært i en offentlig konfrontasjon på sosiale medier, og påpeker de ikke direkte sjarmerende utmeldingene Kivi ved den anledningen serverte om Amiri:
»Hvis man gør Henrik Dahls (folketingspolitiker for Liberal Alliance. Min anm.] lille husmuslim sur, så ved man, at man gør noget rigtigt«.
Sådan skrev Nazila Kivi på Facebook om Geeti Amiri tilbage i oktober 2015. Her skrev hun også: »Man kan være en rigtig lille housemuslim og kapitalisere på sin egen eksotisering. Det er nok umiddelbart også lettere at please mænd fra majoritetsbefolkningen og vrikke sin ørkenprinsessekrop for dem …«.
Bakgrunnen er denne:
Det skal i sammenhængen forklares, at Geeti Amiri og Nazila Kivi på det tidspunkt var midt i en indædt debat på Facebook affødt af et indlæg, Kivi havde skrevet i Eurowoman.
Debatmiljøet i feministiske indvandrerkredse kan udefra betragtet være endog meget giftigt, og jeg har overhovedet ikke forudsætningerne for at gå ind i, hvem der har hvad på hvem.
Men dette har igrunn ingen praktisk betydning for Politikens vedkommede. Å be Kivi anmelde Amiris bok er omtrent det samme som at Aftenposten skulle be Jens Stoltenberg anmelde Thorbjørn Jaglands bok eller omvendt. Det hadde ikke blitt ansett som akseptabelt – i hvert fall ikke uten å opplyse om anmelderens personlige forhold til den anmeldte forfatter.
Til litteraturredaktør Pedersens forsvar skal det sies at han kanskje ikke visste om saken, men det gjorde til gjengjeld anmelderen, som selv er redaktør.
– Alle kriterier diskvalifiserer Nazila Kivi som anmelder af Geeti Amiris bok, skriver pressesjef Madsen og legger til:
Det er dybt useriøst og tendentiøst af Jes Stein Pedersen at sende Nazila Kivi bogen, og det er dybt useriøst og tendentiøst af Nazila Kivi at sige ja til at anmelde. Begge burde vide bedre. Politiken har et alvorligt problem.
Madsen har et poeng, for svaret han får fra Politikens redaksjon er forbløffende. Pedersen tar ingen selvkritikk, og mener tvert i mot at egen presseetikk er sin skjønneste orden fordi øh…middelaldrende, hvite menn og sånn:
Det sidste, vi ønsker, er at give bøger en unfair behandling. Netop derfor arbejder vi hele tiden på at sikre den fornødne bredde i anmelderkorpset, så det f.eks. ikke ender med, at midaldrende hvide mænd sidder på meningsdannelsen.
Nå som hudfarge tydeligvis er blitt en del av store europeiske hovedmediers redaksjonelle vurderinger og retningslinjer, går vi nok artige presseetiske tider i møte.