Innvandring

Flyktningekrise og folkevandring

Bildet av en liten død gutt på 3 år forsøkes gjort som et ikon på flyktningekrisen. Men bildet er et ikon på noe helt annet: Nemlig den totalt mislykkede asyl- og flyktningpolitikken i Europa, som nå av mange omtales som folkevandring.

Bildet av den døde 3-åringen som ligger med hodet i vannet alene på en strand er forsøkt gjort som ikon på flyktningekrisen og dermed bildet på alle de andre om lag 3.000 menneskene som har endt med å bøte med livet på vei inn i Europa. Flere av disse uskyldige barn som ikke har hatt noe annet valg enn å følge det foreldrene har bestemt for dem.

De er flyktninger, fastslås det fra et samstemt media og ulike hjelpeorganisasjoner. Det fastslås også at «et flertall i folket» vil ta imot flere flyktninger. Det underliggende er at de som ankommer Europa ikke har noe valg, de må flykte hit, enten fordi de er reelle flyktninger fra krig og nød eller fordi de ikke kan leve verdige liv der de er – og her er det «humanity», som én intervjuet på en eller annen nyhetskanal i går fortalte at de hadde lært på skolen.

Selv etter at historien om 3-åringen er blitt kjent, fastholder media og andre at det ikke har noen betydning. Ikonbruken fortsetter, for dette viser den virkelig krisen som skal vekke oss fra dvalen. Fakta betyr altså lite i denne sammenhengen, det vesentlige er at mennesker, inkludert barn, dør på veien. Man er med andre ord tilnærmet Djevelen selv om en forholder seg til denne krisen i et større perspektiv og med langsiktige linjer.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

– Les også NRK: «Mange flyktninger som Alan flykter fra Tyrkia»

Denne 3-årige gutten (samt hans bror og mor) døde fordi hans far tok en hasardiøs beslutning. Etter tre år i Tyrkia, hvilket tilsier at gutten enten er født i Tyrkia eller har hatt hele sin oppvekst der, vil faren videre – til et økonomisk bedre liv. Jeg skal ikke dvele med dette, bare spørre: Hvor mange mennesker i denne verden ville ikke få et bedre økonomisk liv i Vest- og Nord-Europa? I alle fall en viss tid, avhengig av hvor mange som kommer på kort tid.

– Les også Aftenposten: «Mafiaen tjener mer på menneskesmugling enn på narkotika»

Propagandamaskineriet

Jeg vil hevde at ingen, absolutt ingen, ikke ønsker å hjelpe de syriske flyktningene, være seg om de har kommet seg til Europa, er i leire i nærområdene eller befinner seg på internflukt i Syria. Men det er her vi ikke klarer å holde tunga rett i munnen.

Media er opptatt av å formidle at mange, eller endog flesteparten, av de som nå kommer til Europa, er flyktninger. Det vet vi lite om. Så vi kan med all rimelighet spørre om definisjonen og bruken av ordet flyktning er tippet over i det urimelige.

Frontex er straks mer ryddige, de sier konsekvent «migranter/innvandrere og flyktninger». For selvsagt vet vi at ikke alle er reelle flyktninger, men det er altså ikke av særlig betydning for media og en del andre. For selv om noen/flere/mange jukser, så vil det alltid være en flyktning vi har bidratt til å hjelpe.

Å skrive dette er selvsagt som å banne i kjerka eller tegne Muhammed, men propagandamaskineriet ser denne uken, ja, en uke før valget, til å ha satt inn for fullt. Både TV2 og NRK skal ha egne temasendinger om «flyktningekrisen» (altså ingen tvil om hva som er krisen, kommer tilbake til det), førstnevnte visstnok hver dag hele uken. Innsamlingsaksjoner er satt i gang, i sosiale medier og av ulike organisasjoner, drahjelpen fra media er uten ende. Dagens nyhetssending på NRK P2 var stort sett viet «flyktningekrisen», da ut fra perspektivet om det enorme engasjementet som det norske folk viser: «Vi har ikke sett større personlig engasjement siden tsunamikrisen i Thailand i 2004», ble det hevdet. Millioner av penger er kommet på bok til organisasjoner som Røde Kors og Norsk flyktningehjelp, og mottaket på Hvalstad (i Oslo) har så stor strøm av gaver og frivillige hjelpere at de må ansatte én til for å ta seg av givergleden. Intervjuet ble en kvinne fra Hønefoss som er så glad i å strikke og hun vil gjerne dele den gleden med kvinnene på Hvalstad mottak. Partiet Venstre kjenner sin besøkelsestid og erklærte i dag at de har bedt statsministeren om «hastemøte om flyktninger».

– Les også Morgenbladets leder om «bruddet i den norske flyktningedebatten, endelig.»

Den virkelige flyktningekrisen

Den virkelige flyktningekrisen utspiller seg i Syria og noen av nærområdene, som Jordan og Libanon (se så bort fra de rike gulfstatene, de har stengt sine grenser).

Det er der de reelle flyktningene befinner seg – og de står nå i fare for å sulte i hjel.

Det er her flyktningekrisen er.

Det er her flyktningekrisen er.

FNs matvareprogram (World Food Programme) erklærte fredag at de fra 1.september stoppet bistanden til 229.000 syriske flyktninger i Jordan. Pengekassa er tom.

– Due to a lack of funds we had to suspend from the first of September assistance to 229,000 Syrians who live in Jordan, outside (UN) refugee camps, World Food Programme spokeswoman Dina El-Kassaby said.

FNs flyktningebyrå ​​(UNHCR) anslår at mer enn fire millioner syrere har flyktet fra borgerkrigen som så langt skal ha kostet 240.000 mennesker livet. De fleste har søkt tilflukt i nabolandene. Ifølge UNHCR er det beregnet at mer enn 1,1 millioner er i Libanon, mens Jordan huser rundt 600.000. Andre mener tallet i Jordan er høyere, opp mot 1,4 millioner, eller 20 prosent av Jordans befolkning. Det er verdt å merke seg at verken Libanon eller Jordan gir varig opphold til noen av flyktningene, de hjelpes i den grad det er mulig å gi dem hjelp.

Men den hjelpen blir stadig vanskeligere å gi. Nå har både Libanon og Jordan klaget over at deres allerede knappe ressurser har nådd sin grense, og FN-organisasjoner har gjentatte ganger appellert for å få givere til å avhjelpe situasjonen.

El-Kassaby sier at WFP trenger 23 millioner euro (ca. 213 millioner NOK) ukentlig for å dele ut nødvendige matrasjoner til fire millioner sårbare syrere inne i Syria og 1,5 millioner andre som er flyktet til nabolandene. Hvis vi antar at det reelle flyktningetallene i nabolandene er opp mot 3 millioner, snakker vi om et behov på om lag 250 millioner NOK i uka.

Det ER dette flyktningekrisen burde handlet om.

Sterkt følelsesstyrte oppslag

Vi har et media som selv synes å tro at de er nyhetsstyrt, men «nyhetene» blir visst bedre om de knyttes så tett opp til oss selv som mulig. Strategien er velkjent. For eksempel om det handler om dyrevelferd: Det fokuserer på ett av dyrene, helst et ungdyr (de er jo søtest), og det blir gitt et navn, slik at vi skal føle nærhet og bekjentskap – da berører det oss personlig. På mediaspråket heter vel dette «sterkt følelsesstyrte oppslag». Så løper media i flokk og følge, teller klikk og derav penger.

Disse følelsesstyrte oppslagene har en misjon. Misjonen med «flyktningkrisen» er at vi skal ta imot flere til Norge og Europa – samtidig som det gjerne legges til: og hjelpe flere i nærområdene. Men prioriteringer fokuseres det ikke på, bare mer.

Å påpeke at media opptrer slik får gjerne følgende svar: konspiratorisk tenkning. Kall det konspirasjon, kall det hva du vil: Min mening er at den valgte strategien er fullstendig feilslått hvis det faktisk er å hjelpe de sterkt trengende vi vil. Fakta er, uansett hvor kynisk det høres ut fra min side, at barn og andre også dør fordi noen vil ha mer, samtidig med at 100.000-vis i Syria, Libanon og Jordan står i fare for å ikke få tak i en neve ris om dagen. Hvor blir de bildene av i europeisk media? 

Den fullstendige feilslåtte asyl- og flyktningpolitikk i Europa er anført av Tysklands Angela Merkel og hennes idé om å sette Schengen-avtalen til side for syriske flyktninger, samt Sveriges lengeførte politikk på området. Men det media fokuserer på er ikke flyktningekrisen, men en folkevandring.

Folkevandring

«Vi foretrekker å se oss selv som gode mennesker og lar derfor nesten alle komme inn, blant annet fordi skylden og skammen fra nazismens tid stadig preger oss,» sier den tyske prisbelønte journalisten og forfatteren Wolfgang Büscher.

Danske Weekendavisen (ikke på nett) har møtt Büscher i berlinerbydelen Kreuzberg. Weekendavisen forteller at anledningen er dels hans nye, lille essay om folkevandringen, som nylig ble publisert i Die Welt am Sonntag, dels fordi han lenge har vært en av landets interessante stemmer når han har rapportert for aviser som Die Welt, Süddeutsche Zeitung, Frankfurter Allgemeine Zeitung og Die Zeit.

Tyskerne som nå vender tilbake etter endt sommerferie, møter et nytt Tyskland, et Tyskland som «i tiltagende grad opfatter sig som værende i alarmtilstand.»

Tv-stationerne sender ekstraudsendelser om flygtningekrisen. Ord som »stormløb« og »menneskeflod« gennemsyrer avisernes beretninger. Et vokabular hentet fra naturkatastrofernes verden. Intellektuelle er begyndt at skrive, at Europa og Tyskland befinder sig i en »ny folkevandringstid«. Det er ikke et scenario. Det er allerede et faktum, konstateres det, samtidig med at der sendes live fra den bayerske grænseby Passau, der både har fået tilnavnet »Tysklands Ellis Island« og »Tysklands Lampedusa«.

En av disse er altså Wolfgang Büscher, som Weekendavisen forteller har gjort det til sitt varemerke å vandre. Han gikk fra Berlin til Moskva som endte i en samfunns- og historireflekterende fortelling kalt »Hitlers fotspor«. Så tok han turen langs Tysklands territorialgrense, cirka 4.000 kilometer, og skrev Tyskland, en reise.

Ingen sier lenger alarmist

Den tyske regjeringen forventer nå 800.000 asylsøkere i 2015, sier Büscher, men viser til at ingen vet om antallet vil stige ytterligere. Samtidig er det store spørsmålet hva som vil skje de neste årene. Büscher påpeker at hvis han eller andre hadde brukt ordet «folkevandring» for et halvt års tid siden, hadde man blitt ansett for å være «alarmist». Nå brukes folkevandring alle veier.

»Sagen er jo, at når tingene bliver alvorlige, kigger man tilbage i historien. Lige nu ser man en bekymring for, at Europa får samme skæbne som Romerriget. Det gik under til sidst, ikke mindst på grund af folkevandringstiden for cirka 1600 år siden, hvor barbarer, frankere, germanere, hunner og arabere nedbrød Roms mere og mere porøse grænser.«

Wolfgang Büscher ser flere paralleller mellom den gang og nå:

»Romerne var blevet magelige. De ønskede ikke at gøre militærtjeneste mere og lod også de øverste etager af det militære hierarki besætte af de såkaldte barbarer. Man begyndte også at bruge barbariske tropper til at føre Roms indre og ydre krige. Men på et tidspunkt greb de nye ud efter magten, og i år 476 afsatte de den sidste kejser, Augustulus. Han fik en fed pension, så han kunne fortsætte med at nyde livet. Men det var slut med at bestemme. Romerriget brød sammen af flere grunde, men grundlæggende fordi det ikke længere havde kraften til at være Rom. I dag oplever vi et Europa, hvor man ikke rigtig vil militæret, men hellere vil nyde velfærden. Samtidig bliver grænserne porøse – og oveni vil europæerne heller ikke længere sætte børn i verden.«

Büscher understreker at det også er store forskjeller når man går 1600 år tilbake i tid og drar historiske paralleller.

»Når man trækker folkevandringstiden frem, handler det ikke om, at ligheden er én til én, men det handler om, at den flugtbevægelse, der foregår for øjnene for os, vitterlig er epokal. Omfanget kan ikke sammenlignes med de bådflygtninge, der i 1970erne kom fra Vietnam. Det kan heller ikke ligestilles med krigsflygtningene fra den jugoslaviske borgerkrig i 1990erne. Her var der konkrete årsager, der var til at overskue rumligt og tidsligt. Nej, det her er noget helt andet. Dette er jo ikke kun afstedkommet af en borgerkrig i Syrien. Folk kommer også fra Ghana, Mali, Somalia, Etiopien, Eritrea. Man har jo følelsen af, at den halve verden er ved at bryde op for at drage til Europa. Fra Afrika, Mellemøsten og Asien. Det er, som om nogen pludselig har udstukket en parole: ’Alle til Europa, nu!.’ Og især til Tyskland! Noget lignende har jeg – der nu er 64 år – ikke oplevet i mit liv. Denne flugtbevægelse har noget inflationært over sig.«

En annen vesentlig forskjell på folkevandringen da og nå, ser Büscher i hvordan man ankommer. Før kom man med en hær – i dag er det «individualister», endog i et rettighetsbasert asylinstitutt.

»Der er den forskel, at i folkevandringstiden var det bevæbnede hære, der ankom, og med kvinder og børn bagefter dem. De ville erobre hovedstæderne. Det kan man ikke sige er tilfældet i dag. De folk, der vandrer nu, er i høj grad individualister. De søger deres egen lykke. Det er en af grundene til, at jeg faktisk ikke tror, at Europa eller Tyskland vil gå under. Men vi er nødt til at styre indvandringen og sikre en bedre integration. Det ville nemlig også kunne kompensere for vores eget fødselsunderskud, der under alle omstændigheder gør en eller anden form for indvandring nødvendig.«

Forvirrede tyskere

Büscher sier at i Tyskland ser man politisk svært forskjellig på det som omtales som den aktuelle, dramatiske utviklingen. Han fremhever at det kun er et lite mindretall av befolkningen som ønsker åpne grenser og la alle komme inn. Det avgjørende politiske spørsmålet er hvordan man styrer utviklingen.

»Alle her i Tyskland virker imidlertid meget forvirrede over situationen. Ingen kan rigtig give de store forkromede svar. Man taler om at lave en indvandringslov, der regulerer mere, men det er skrevet ind i vores grundlov, at alle politiske forfulgte har ret til asyl. Det er en paragraf, der opstod som en erfaring fra nazitiden. En lære af historien og en regel, der blev lavet i taknemmelighed over, at mange forfulgte tyskere under naziregimet havde fået asyl i Frankrig, England, USA, Danmark, med videre. Efter krigen skulle alle politiske forfulgte derfor kunne komme til Tyskland. Derfor har vi også en meget stor moralsk angst for at sige, at vi ikke lader alle komme ind. Asylretten gælder dog ikke økonomiske flygtninge og folk, der kun kommer af økonomisk interesse for at få et bedre liv og tjene flere penge. Men vi foretrækker at se os selv som gode mennesker og lader derfor næsten alle komme ind, blandt andet fordi skylden og skammen fra nazismens tid stadig præger os. Derfor har det nemmeste i lang tid været at træffe beslutninger, hvor alle bliver lykkelige. Men det går ikke længere. Den aktuelle folkevandring betyder, at vi nu er nødt til at prioritere skarpere, men alligevel er vi endnu ikke parate til det. Tyskerne er meget forvirrede lige nu.«

– Les også Dagbladet: «Flyktninger blir tatt imot som krigshelter i Tyskland»

Media byr på moralisering, ikke realiteter

Büscher hevder at de fleste tyske medier for alt for lenge har hatt en tendens til å tale utenom de store problemene, det gjelder især de mange talkshows.

»Vi oplever en moralisering, som ofte fortrænger realiteterne. Sprogligt ser man det ved en lille, men væsentlig ændring, der er indtruffet de seneste par år. Tidligere talte vi om ’asylansøgere’ – det var en præcis og neutral term for folk, der endnu ikke havde fået undersøgt deres baggrund for at ankomme til landet. Men nu hedder det ’flygtninge’ om alle, der ankommer, og det er en mere moralsk term. Når man siger flygtning, tænker tyskerne på dem, der måtte flygte fra nazisterne, og på fordrivelsen af tyskerne efter krigen. De kristne tænker også på Maria og Josef, der ikke kan finde et logi. Skiftet fra ’asylansøger’ til ’flygtning’ er en moraliserende drejning af indvandrerdebatten. Når man taler om at redde ’flygtninge’, er det ikke noget, der kan diskuteres. Det er folk i nød. Dem må man hjælpe. Punktum. Dermed slutter diskussionen, mens jeg mener, at diskussionen først må til at starte. For man må til at erkende, at asylansøgere ikke kun kommer, fordi de er i nød, men også fordi de vil finde et godt sted at være. Tyskland har faktisk en ret til at sige, hvem og hvor mange vi vil give asyl. Alle lande i verden har den ret.«

Der er en grense

Det vises til at det i disse dager er en rekke tyske tv-stasjoner som sender reportasjer fra utlandet der det i kor synges »Germany, Germany!«. Folk forteller i intervjuer at de vil til Tyskland fordi de har hørt at de er meget velkomne her, forteller Büscher, og legger til at det i så måte er en iherdig imagepleie siden 2.verdenskrig – og en internasjonal suksess. Samtidig avviser han at Tyskland er særlig forpliktet til at ta alle på grunn av nazismens forbrytelser.

»Nej, det er vi ikke, men mange her i Tyskland vil gå langt for at blive opfattet som gode mennesker på grund af historien. Vi er naturligvis forpligtet til at tage imod politiske forfulgte og behandle asylansøgere ordentligt, men jeg vil egentlig forvente, at vores venner i EU deler denne belastning med os. Det er åbenbart ikke tilfældet i øjeblikket. Det er nu meget mærkeligt at opleve, hvordan Tyskland er blevet Europas mest populære tilflugtssted. Når man har brug for at redde sit liv, skulle man tro, at mindre end det rige Tyskland kunne gøre det. Hvis det står så slemt til, at man må flygte, hvorfor så ikke til Kroatien eller Spanien?«

Heller ikke når det gjelder integrering er alt på stell, som igjen tilsier at det er en øvre grense for hvor mange landet kan ta imot. Det handler blant annet om arbeidsplasser, boliger og skoleplasser. Dessuten er Büscher opptatt av at en ikke kan ha en innvandring som er imot folkets ønske.

Den tyske innenriksministeren har også klart uttalt at det er en øvre grense, men samtidig tror ikke Büscher at situasjonens alvor er gått opp for alle ennå.

» ( … ) Men situationens alvor er ikke gået op for alle endnu. Tyskerne er blevet mindre religiøse og ser ikke de religiøse dimensioner hos indvandrerne og undervurderer måske, hvad det betyder, hvis man får et religiøst skift rundt omkring. Ikke-religiøse synes, at religion er uinteressant og en privatsag. Man glemmer bare, at religion for en muslim ikke er en privatsag. I den muslimske verden er stat og religion meget tæt forbundet. Derfor kan der let opstå konflikter – det kender I selv til i Danmark med sagen om karikaturtegningerne. Tyskerne har endnu ikke oplevet et terroranslag som i Paris eller København, men kommer der et stort, religiøst motiveret angreb her, vil der måske også komme en anden stemning omkring det religiøse.«

Kritikk av Merkel

Utover sommeren har kritikken av Merkel vært økende. Nylig gjorde et tysk tv-program oppmerksom på at Merkel hadde brukt 26 milliarder euro da hun i 2009-10 skulle fikse bank- og finanskrisen – og 8 milliarder euro da Tyskland i 2013 ble rammet av store oversvømmelser. Men i forbindelse med migrant/flyktningkrisen har hun avsatt skarve 1 milliard euro. Hun oppfattes derfor som svært passiv overfor den enorme utfordring som alle de lokale tyske innvandrings- og asylmyndigheter står overfor. Hun er også blitt beskyldt for å fokusere for mye på Hellas-krisen. Der Spiegel skrev nylig »Hellas var i går« og at Merkel nå står foran sin egentlige prøve som tysk kansler: strømmen av mennesker. Bladet Stern hevder at Merkel i historieskrivningen vil bli sett som »Flyktningekansleren – eller som regjeringssjefen – som feilet med å løse sin århundreoppgave«.

Büscher mener at løsningen ligger i mer styring.

»Der skal være mere styring, både i Tyskland og i EU. Også når det gælder velfærdsstaten, er der ganske enkelt grænser for Tyskland, hvis ikke systemet skal bryde sammen. Vi havde først genforeningen, som var meget dyr. Grækenland er meget dyr. Dette land har allerede klaret meget. Men der er grænser. Vi vil også klare at integrere de nye flygtninge, så længe det er unge mænd, der ønsker at arbejde. Vi ved jo, at mange af dem slet ikke er dårligt kvalificerede, og det har vi brug for. Der er jo heller ikke andre muligheder, når man har en skrumpende befolkning. Hvad er egentlig alternativet? Enten får man børn og gør, ligesom ens forældre har gjort – eller også må man sætte lid til indvandringen og kontrollere og styre den. Der er ingen alternativer.«

Kanskje noe for norsk media å se litt nærmere på?