Forskjellsbehandling og diskriminering

Et asylsystem for de rike trenger en revolusjon

Milano nord i Italia er blitt en transittby for mennesker som har forlatt Den islamske stat eller Syria. Danske TV2 har møtt folk som fremstår som ressurssterke og ikke preget av krigstraumer. De vet hvor ferden går videre: fingeravtrykkene deres skal ikke legges igjen i hverken Italia eller når Tysklands grenser er tilbakelagt i bil. Menneskesmuglerne tar dem dit de ønsker seg: Danmark, Sverige og Norge. I dag mener jeg er dagen for å løfte frem revolusjonære tanker.

Det ankommer nå minst 100 asylsøkere til Danmark daglig. (Tall på dagsbasis foreligger ikke i Norge. 708 syrere søkte asyl første halvår.) Man regner med å passere 20.000 når 2015 ringes inn i vår gamle hovedstad København, de fleste syrere. Det fremstår som at mange av dem har forlatt hjemlandet for et bedre liv – og ikke er reelt på flukt. Tilbake sitter millioner av deres fattige landsmenn i flyktningleirer internt og i nabolandene.

For det er de som har råd til å betale menneskesmuglere i dyre dommer, og har nettverk i Europa, som kommer til kontinentet vårt. Og dette systemet aksepterer både den overordnede makten EU, og samtlige partier på Stortinget. Det er dette som på politikerspråk kalles humanisme.

Danske TV2 har vært i Milano og åpent intervjuet folk som er på vei til Skandinavia, der alle landene gir opphold til folk fra et land som Syria.

hege_banner_rights_special_778x150

Han (journalisten, min merknad) har stillet spørgsmålet: Hvorfor kan så mange rejse videre, når de ifølge EU’s regler skulle blive i Italien som første asylland?

Han har fået svaret: Italien er helst fri for de mange asylansøgere og lader dem rejse videre, som ønsker det. Og det er der mange, der gør.

Derefter tog han til hovedbanegården i Milano, hvor det vrimlede med asylansøgere. Han spurgte nogle tilfældige, hvilket land de ville til. De svarede:

”Tyskland” – ”Sverige” – ”Danmark” – ”Norge” – ”Danmark”.

32 årige Khaled Arab, hans kone og deres 5 mdr. gamle datter er også nået til Milano. Han fortæller om sine planer for sig selv og familien:

”Jeg vil til Danmark fordi danskerne er gode mennesker og landet er dejligt. Jeg kan rigtigt godt lide danskerne.”

”Hospitalsvæsnet er godt, og undervisningen er god – det er af hensyn til mit barn. Fremtiden bliver rigtig god der. Sådan en fremtid vil jeg have.”

Khaled Arab fortæller også, at han kan betale hvad som helst for at komme til Danmark. ”Det er ikke noget problem”, siger han. (TV2)

Måske er Khaled Arab og hans familie allerede ankommet til drømmelandet.

Vi vil til Norge

Dahlia Saleh, en yngre smilende kvinde, vil til Norge med sine tre søskende og sin mor. Indtil videre er de nået til Milano, og de har netop lavet en aftale med en menneskesmugler.

”Rejsen til Norge kommer til at koste 500 Euro for os hver, men vi vil ofre alt for at komme væk fra krigen. ” (TV2)

Dahlia fortæller at de skal afsted i bil, fordi det er mere sikkert end fly og tog, hvor man risikerer at blive stoppet uden mulighed for at rejse videre.

”Vi skal til Norge, og derfor vil vi ikke have taget fingeraftryk i Tyskland, vi vil ikke blive i Tyskland eller Schweiz, vi vil til Norge,” siger hun og gestikulerer glad med armene.

(…)

TV2 møder også en anden flygtning, denne gang i Tyrkiet. Det er 24-årige Nasir, der fortæller, at nu har han besluttet sig for at komme videre. Han har opholdt sig et år i Tyrkiet og arbejdet som opvasker om natten. Men han synes, hans liv er ved at gå til grunde.

Derfor vil han gerne til Danmark og søge asyl. Han siger:

”Forholdene er gode i Danmark. Man får hurtigere asyl. De er gode ved syrere. De sikrer ens fremtid, og jeg skal på universitetet. Når jeg skal på universitetet, går det hurtigere end i andre lande.”

Vi snakker altså om velkledde ”flyktninger” med tykke lommebøker, som ikke fremstår som traumatiserte på noen måte. De er selvbevisste, målrettede, og de frykter ikke å bli identifisert der de åpent står frem foran kameraene og forteller om fremtidsdrømmene sine. At de ikke ser ut til å være traumatiserte er jo bra, men det skurrer mot intensjonene i asylinstituttet som handler om å gi enkeltindivid beskyttelse mot personlig politisk forfølgelse. Hvor mange millioner skal Europa ta imot?

Her hjemme legges statsbudsjettet frem 8.oktober, altså onsdag i neste uke. Da vil vi få vite hvor mange syriske flyktninger som skal hentes hit neste år. V og KrF har snakket om 5000, Regjeringen har lagt seg på 1000 for dette året – som var et ”pålegg” fra forrige regjerings budsjett.

Så hvor mange er på flukt? I sommer var antallet bare i Syria følgende: samlet 9,4 millioner på flukt, ifølge FN-tall. 6,5 millioner er på flukt inne i Syria, mens 2,9 millioner syrere har flyktet til nabolandene.

Skal vi hjelpe 1000 eller 5000 til neste år? Eller skal vi styre milliardene dette vil koste til de nødlidende?

UNHCR har ansvaret for verdens flyktninger, med et budsjett på 5,3 milliarder dollar. Samtidig har UNHCR ansvar for 10,4 millioner flyktninger (sannsynligvis er dette tall før den akutte krisen i Syria og Irak). Hva om Norge velger å finansiere UNHCRs hjelp til en million flyktninger i verden – i nærområdene? I år gir vi cirka 80 millioner dollar til UNHCR, ifølge Høykommissærens egen hjemmeside, som tilsvarer 312 millioner kroner.

UNHCRs budsjett på 5,3 milliarder dollar tilsvarer 34 milliarder kroner i 2013. Hvis Norge øker bidraget til 10 prosent av UNHCRs budsjett, til 3,4 milliarder kroner for neste år, betaler vi livsoppholdet for 1 million mennesker.

En million, 1 000 eller 5 000?

3,4 milliarder kroner er småtteri opp mot hva vi sparer på lang sikt. På kort sikt betaler vi enorme summer på byråkratiet, asylmottak, bosetting, integrasjon og sosiale utgifter (sistnevnte fortsetter inn i en uviss framtid) ved å fortsette dagens asylsystem som favoriserer økonomisk bedrestilte. Det eneste vi vet er at sannsynligheten for at dagens politikk går i minus er mer enn overhengende, hvilket ikke minst Finansavisen avdekket i fjor.  Enda viktigere: sammenhengskraften i Norge vil ytterligere svekkes ved sannsynlig verdimessig dårlig integrering av en betydelig andel av nye som hentes hit.

Forslaget om dramatisk økning i vårt bidrag til UNCHR, forutsetter at vi strammer inn asylpolitikken slik at vi bare tar i mot kvoten på 1000 fra UNHCR og kun tar i mot asylanter som er personlig forfulgt, det vil altså si at vi oppfyller Flyktningkonvensjonens opprinnelige intensjon, og derfor avslutter å gi kollektiv beskyttelse til folkegrupper, som eksempelvis somaliere, afghanere og syrere.

I disse urolige tider, er det på tide at politikerne våger å tenke nytt og fremtidsrettet. Tenk et land på fem millioner innbyggere kan klare å hjelpe en million nødlidende! Er ikke det fabelaktig? Er ikke dette noe som kunne bli et stolt felles nasjonalt prosjekt og styrke vårt indre samhold på tvers av etnisk og religiøs bakgrunn?

Les hos Den korte avis om TV2s reise til Milano