Æresdrap og æresrelatert vold

Europas nye flyktninger

Norskpakistanske Deeyah er vår tids nye flyktninger i Europa etter andre verdenskrig. Human Rights Service har ved flere anledninger definert unge kvinner som Deeyah som ”seksuelle flyktninger”: Deres egne miljø tåler ikke at de tar til seg den friheten vi kvinner uten innvandrerbakgrunn har tatt som en selvfølge.

Deeyah er blitt stor internasjonalt, ikke minst på grunn av den prisbelønte filmen hennes om Banaz,  som ble drept av familien  i Storbritannia, et rystende drap som førte til en historisk dom.  Mang en journalist internasjonalt har ”oppdaget” den viktige livshistorien til Deeyah og hennes tanker om kulturelitens svik overfor særlig Europas muslimske jenter og kvinner. Klaus Wivel i Weekendavisen er en av dem. Han møtte Deeyah nylig i New York   i forbindelse med at hun viste filmen om Banaz i FN-systemet.

Jeg har gerne villet møde Deeyah, siden jeg første gang hørte om hendes egen historie for fem år siden. For mig eksemplificerede hun en ny type flygtninge, som næsten 70 år efter Anden Verdenskrig ikke kan leve i sikkerhed i Europa, og som ingen rigtigt syntes at ville repræsentere. Rushdies efterfølgere.

(…)

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Farvel til Norge

»Jeg var den første muslimske kvinde, der forsøgte at blive popstjerne. Det var ikke sket før, og det er ikke sket siden,« indleder hun dystert.

Deeyahs karriere yder i sig selv en forklaring på det påfaldende fravær. Karrieren tog sin begyndelse, da hendes far opdagede, at hans dengang syvårige datter kunne synge. Han smed alt hendes legetøj ud og bekendtgjorde fra den ene dag til den anden, at hendes barndom var slut. Deeyah, hvis fødenavn er Deepika Thathaal, skulle være musiker.

Familien var blandt de første pakistanere, der kom til Norge. Deeyahs farfar, en pietetsfuld mand, var med til at stifte det muslimske samfund i Norge, men Deeyahs far blev sekulær, politisk vakt, kunstinteresseret og uhyre ambitiøs på sine to børns vegne. Han fik Deeyah i stald hos Ustad Bade Fateh Ali Khan, en af de store pakistanske Khayal-musik-mestre, som efter lang tids modvilje måtte erkende, at hun var hans bedste elev. Hun havde også øvet sig så heftigt, at hun fik bylder på stemmebåndet. Farens disciplin var nådesløs. Ingen venner, ingen børnefødselsdage, hver ledig stund til træning.

Da hun var 13, udgav hun sin første plade. Et wunderkind, ekstremt talentfuld, og hun blev en barnestjerne i Norge. Multikulturalismens »poster-child«, kalder hun sig selv i den periode, ikke uden syrlighed. Efterhånden blev musikken mere poppet, ligesom hun begyndte at klæde sig mere sexet.

Hun havde oplevet racisme fra hvide nordmænd, men jo mere berømt hun blev, des mere rasende blev de i det pakistanske miljø. De lagde pres på hendes farfar og far og begyndte at angribe Deeyah selv. En gang med kniv, en anden ved at forsøge at kidnappe hende. Under en koncert i Oslo mod vold fik hun peberspray i ansigtet, mens hun sang.

»Det blev så slemt, at jeg stort set ikke kunne gå uden for en dør.«

Hendes lillebror, Adil Khan, i dag en berømt danser og skuespiller i Norge, fortalte for nylig til NRK, hvordan han som 11-årig måtte trøste sin rædselsslagne storesøster, og hvordan man i miljøet talte om at skille sig af med hende.

»På et tidspunkt sagde min mor til mig: ’Vi kan ikke beskytte dig’,« fortæller hun.

»Jeg svarede: ’Det ved jeg’. Så pakkede jeg en lille taske, købte en enkeltbillet og sagde farvel.«

Det var midt i 1990erne. Deeyah rejste til London og søgte ly hos en fjern slægtning.

»Jeg var lige fyldt 17, men hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg efterlod alt. Mine venner, min bror, min karriere, alt.«

Det var ingen hemmelighed, hvad årsagen var. På forsiden af flere norske aviser stod begrundelsen sort på hvidt. Det norske samfund kunne ikke beskytte et af landets mest lysende talenter. Hun var blevet eksileret fra sit eget land.

»Fra Norge, ikke fra Iran,« påpeger hun.

»I en af aviserne udtalte en imam, at det naturligvis var forkert, jeg fik dødstrusler, men at jeg på en måde selv havde bedt om det og burde have forventet, at den slags ville opstå. Han var statsfinansieret.«

Protesterne over denne retfærdiggørelse af vold udeblev.

»Det knuste mit hjerte dengang. Jeg tænkte, at hvis jeg havde været blond med blå øjne, ville de så have råbt op om, hvor forkert det var? Svaret er ja.«

For den 17-årige nu forhenværende »poster-child« var det en forfærdelig indsigt at få.

»Jeg var ikke kriminel. Jeg har gjort alt, hvad der overhovedet var muligt, for at deltage i det norske samfund. Da det virkelig gjaldt, var opbakningen væk. Jeg havde det ligesom den kuffert på båndet i lufthavnen, som blot kører rundt og rundt, og som ingen samler op. Det pakistanske samfund ville ikke have mig. Det ville hvide nordmænd heller ikke.«

Farvel til Storbritannien

I London begyndte hun forfra. Hun fandt efterhånden et pladeselskab, Warner Brothers, som ville lancere hende som en ny popstjerne. Hendes manager, Steven Fargnoli, havde tidligere arbejdet med Prince og Sinead O’Connor. Men hun var nervøs for, at det hele ville gentage sig.

Deeyah spejdede forgæves i Storbritannien efter muslimske kvinder, der var blevet popstjerner. Var stemningen lige så intimiderende mod kvinder, der forsøgte sig som musikere? Hun spurgte producenterne på pladeselskabet, hvor de var henne. I Storbritannien var der mange flere muslimske indvandrere end i Norge, og flere havde været der i tre-fire generationer. Der burde da være mindst tre-fire muslimske kvinder, der før hende havde slået igennem?

»De slog det hen,« forklarer Deeyah. »De sagde: ’Du burde være glad for, at den første bliver dig’. Det svar plagede mig i årevis.«

Der gik ikke lang tid, før Deeyahs musik begyndte at få opmærksomhed i Storbritannien, hvorefter hun straks blev opsøgt af rasende muslimske mænd og fik anonyme opkald og mails. Dødstruslerne tikkede ind.

»De prøvede atter at tage min stemme fra mig.«

For Deeyah var det deprimerende at opdage, at selv i en by som London, denne berømte, multikulturelle by, var det umuligt at blive en muslimsk kvindelig popstjerne uden at frygte for sit liv. Nedtrykkende var det også, at reaktionerne ligesom i Norge udeblev, skønt truslerne blev offentligt kendt.

Som den britiske kommentator Nick Cohen har skrevet om hendes sag: »Ingen kom til Deeyahs forsvar, hverken venstrefløjsaktivister eller omsorgsfulde konservative politikere. Ikke BBC eller den venstreorienterede presse, som ellers tager så mange venstrefløjssager op. Alle var ligeglade. At forsvare en asiatisk kvinde mod uprovokerede angreb fra asiatiske mænd var i deres forskruede hjerner en racistisk eller islamofobisk handling.«

Hun flyttede mismodigt til USA og gemte sig i en forstad til Atlanta i Georgia, hvor hun i to år lå og gloede på en TV-skærm.

»Jeg var fortabt,« fortæller hun.

Det gik op for hende, at hun ikke havde hjertet i sin karriere. Det var hendes fars ambition, ikke hendes. 28 år gammel besluttede hun sig for at holde op med at optræde.

»Jeg følte mig fanget, forvirret, uinteresseret, uinspireret, trist og rasende. Jeg gav mit liv til det her. Som barn fik jeg aldrig lov at lege. Hvad havde det hele nyttet? Var det blot for, at jeg hele tiden skulle pakke mine kufferter og forlade lande? Jeg var færdig.«

Langsomt samlede hun sig selv op og begyndte at arbejde for forskellige organisationer, som hun havde støttet gennem årene. Hun kom i tanke om de henvendelser fra folk, hun hele sit liv havde fået, ofte unge, ulykkelige indvandrere, som var i færd med at blive tvangsgift eller udsat for vold. Hun besluttede sig for, at det var deres historie, hun ville fortælle.

Først lavede hun projektet Sisterhood for at hjælpe indvandrerpiger med at indspille deres musik. Det følte Muslim Council of Great Britain sig kaldet til at kommentere. Storbritanniens mest magtfulde britiske muslimske organisation udtalte, at kvindelige kunstnere »skulle afstå fra at optræde foran et blandet publikum«, og at kvinder skulle undgå at tiltrække »unødig opmærksomhed«, da det kan »påvirke et mandligt publikum«. Igen: kun spredte protester.

Dernæst gav Deeyah sig i kast med at sammensætte en dokumentarfilm. Det havde hun aldrig gjort før, men hun fandt ud af, at det var ligesom at lave musik.

»Jeg vidste, hvordan man skaber musik, og havde allerede produceret en plade – Listen to the Banned – som samler numre fra censurerede musikere. Nu ville jeg gøre noget ved begreberne ære og skam. Det er kernen af alt det her.«

Deeyahs dokumentarfilm skulle få den vestlige verden til at forstå, at overgreb på unge ikke bare finder sted i Irak eller Pakistan, men i London, Oslo, København og Amsterdam. Her var de menneskelige ofre; hos naboen. Hun lavede sin film om Banaz, dræbt af sin egen familie. Deeyah påpeger, at Banaz’ historie er en blandt titusindvis; de fleste ender ikke i mord, men oftere i et liv under total kontrol.

»Mange forstår ikke, at disse kvinder er under konstant overvågning. Folk inden for de miljøer, som arbejder for politiet og i jobcentre, vil gribe telefonen og fortælle familien, hvis de har set datteren. I Oslo og i britiske byer er der taxachauffører alle vegne, som rapporterer om, hvad de ser. Man kan aldrig gemme sig.«

Filmen førte til, at Deeyah vandt en Emmy, en af filmindustriens fornemmeste.

»Det er vidunderligt og trist på samme tid. Det bringer ikke Banaz tilbage, men jeg er stolt af, at en piges stemme, ingen lyttede til, og ingen troede på, høres i det britiske House of Lords og i FN. Måske kan det føre til, at vi anerkender hende i fremtiden og gør noget ved det.«

Venstrefløjens racisme

Vi har for længst drukket vores lemonade. Restauranten er fuld, musikken høj, unge i baren er gået i gang med mere livlige cocktails, og Deeyahs stemme er en anelse hæs. Hun lyder ikke indigneret eller vred, når hun genfortæller historien om sit utrolige liv; snarere aner man stadig den mistro og det chok, begivenhederne har efterladt i hende. Hun forklarer med et grin, at hun er gået på pension som popstjerne, men i latteren gemmer sig en oprigtighed. Skønt hun stadig er ung, føles det, som om jeg er i selskab med en kvinde, som omstændighederne har tvangsmodnet i en grad, der mentalt set gør hende gammel og fremmed i et skandinavisk univers og blandt den tjekkede, smukke, dygtige kreative klasse, hun naturligt burde kunne finde sig til rette i. Ja, selv her blandt New Yorks bedre, yngre kulturborgerskab, som – gætter jeg – også ville lytte til hendes fortælling med fraværende venlighed. Hendes erfaringer har anbragt hende et ensomt sted i mere end fysisk forstand.

Fortabt er hun således også blevet politisk. Hun forklarer, at hun tilhører venstrefløjen, og hun gør en del ud af at understrege, at skønt partier som det norske Fremskrittspartiet tager relevante emner op, er deres tilgang ødelæggende for debatten. Hun nægter at blive brugt af højrefløjen, men hun føler sig hjemløs blandt de mennesker, hos hvem hendes budskaber om kvinders ligestilling og menneskerettigheder naturligt burde tænde en brand af forargelse.

Hun fatter ikke deres mangel på engagement og tolker det, som om venstrefløjen befinder sig i en eksistenskrise og har kastet alle sine mærkesager over bord. Man ser det eksempelvis i den magt, Storbritannien med venstrefløjens begejstrede deltagelse i årtier har givet religiøse ledere til at repræsentere trossamfund. En tankegang, som ifølge Deeyah har givet tale- tid og indflydelse til mennesker, som står så langt fra venstrefløjens egne idealer, som tænkes kan.

Hun spørger, hvad hvide danskere og hvide nordmænd med blond hår og blå øjne ville sige, hvis de blev udstyret med en sådan repræsentant, som talte deres sag. Ved at støtte de ortodokse fraktioner kastrerer de europæiske samfund sekulære og liberale muslimske familier som den, hun selv kommer fra, forklarer hun.

Deeyah mener, at venstrefløjsaktivister udviser en foruroligende ulyst til at sætte sig ind i de forhold, kvinder som Banaz og hun selv er vokset op under. Det skyldes, siger hun, at de er bange for at blive anset for at være racister.

»Den indstilling koster menneskeliv. Den frarøver folk, der ligner mig, muligheden for at deltage på lige fod med hvide kvinder i lande som Norge og Danmark. For mig er den frygt for at blive betragtet som racistisk i sig selv racistisk. Man er racistisk, hvis man retfærdiggør sin tavshed med, at det ligger i min kultur at blive misbrugt. Man er også racistisk, hvis man mener, at det er i orden, at en, der ligner mig, bliver undertrykt, mens en hvid kvinde ikke må udsættes for det samme.«

Hvorfor interessen er så minimal, forklarer Deeyah også med, at vi i Vesten har nemmere ved at tale om overgreb, hvis de opstår i Mellemøsten eller Afrika end midt iblandt os. Den kontinentale afstand gør det lettere at lade sig oprøre, men der gemmer sig en fejhed i det bekvemmelige langdistanceengagement, som er destruktiv. Naboens datter mødes sjældent med samme omsorg.

»Det er ligegyldigt, om et overgreb sker i Birmingham eller Karachi. En død er en død,« siger Deeyah.

Da vi endelig forlader den larmende restaurant og bevæger os ud på gaden for at tage afsked, fortæller Deeyah, at unge bliver ved at kontakte hende. De er som regel 13-14 år.

»Hvem skal samle den kuffert op? Det vil jeg gøre. Det er vores forpligtelse at hjælpe.«