Islam

Brorskapet lusker i buskene

Faren for islamisering og shariadomstoler er ikke nært forestående, ”men den kommer snikende”, sier eksislamisten Ahmed Akkari relatert til islamdominerte miljø i Danmark. Og i kulissene jobber Det muslimske brorskapet for implementering av sharia – på sikt, noe få politikere syns å forstå.

Ahmed Akkari er aktuell med bok om livet sitt inn og ut av islamismen. Weekendavisen publiserte et lengre intervju med den tidligere imamen 11.april. Intervjuet handler ikke om hans personlige liv. Det handler om hans bekymring for utviklingen innad i islamdominerte miljø han selv var en del av, som mer og mer domineres av den islamske loven.

Det er interessant å notere at Akkari menert at Det muslimske brorskapet er en større fare enn jihadister, noe Walid al-Kubaisi også har forfektet. Personlig er jeg ganske overbevist om at det mest sentrale Brorskapsmiljøet i Norge er å finne i Det islamske forbundet, med den såkalte Rabitamoskeen, ledet av Basim Ghozlan.

Hvad er det egentlig, han er så bekymret for ved de muslimske miljøer i Danmark? Hvad mener han, når han taler om sharia-domstole i Danmark? »Det, jeg taler om, er den religiøse lov, der kun må gælde for en muslim. Den gør, at muslimer bliver gjort bange. Det vil sige, at de får at vide, at hvis de ikke går til den muslimske lov, så er de ikke rigtige muslimer, så er de frafaldne. Du skal lytte til Guds bud i alle sager, og derfor skal du gå til dem, der kender den muslimske lov. Og det er imamer,« forklarer Akkari.

hege_banner_rights_special_778x150

Han forklarer, at selv sekulære muslimer, der ellers ikke følger den religiøse lov, kan komme i klemme.

»Når for eksempel deres datter skal vies af en imam, så er det ikke bare noget symbolsk. Der følger en lang række regler og påbud med vielsen. Samtidig kan man så registrere ægteskabet ude i samfundet, og på den måde tilhører man den verdslige lov. Men hvem går man til, når der en dag opstår problemer? Den almindelige muslim ude i samfundet vil sige, at det er helt okay, at man går til byretten. Men i kraft af kontakten med moskeerne, og den påvirkning, jeg selv var med til at sprede, og i de programmer, der vises på fjernsyn fra Mellemøsten, og den undervisning vi førte over for store masser, hvor vi lagde det budskab i folks hoveder, at det måtte de ikke. Det var os, de skulle gå til,« fortæller han.

»Derfor er der mange muslimer, der sidder derude og har noget i deres liv, der ikke kan gå op. De ved, at hvis de skal være ‘ rigtige’ muslimer, så skal de gå til den muslimske lov. Det er her, at tanken filosofisk set bliver i strid med det øvrige samfund,« siger Akkari.

 – Ser du ikke kun sådan på tingene, fordi du har en rabiat fortid?

 »Nej, jeg tilhørte sådan set en af de store sunni-muslimske retsskoler, så jeg var slet ikke så langt ude, som mange har troet. Jeg tilhørte skolen shafi’i. Det er ikke en yderligtgående salafistisk skole. Mange imamer følger en af de fire store retsskoler.

 Fælles for alle disse er, at muslimerne skal være bevidste om, at de ikke hører til i den verdslige lov, men at de hører under shariaen. Jeg prøver at spørge: Er dette et problem eller ej?« siger han.

 Gode råd

Da Ahmed Akkaris status som imam var på sit højeste, modtog han konstant telefonopkald fra muslimer, der ønskede råd.

 »Det kunne være hvad som helst. Jeg har haft alt fra en kvinde, der ikke vidste, om hun måtte bruge noget bestemt farve i sit hår, til nogen, der har haft helt grelle sager om utroskab, skilsmisse og børn – og omkring sort arbejde,« svarer han.

 – Sort arbejde?

 »Ja, ifølge sharia-lovens gældende tolkning, så er der ingen skat. Den er blasfemisk, forbudt og illegitim. Kaliffen skal ikke tage skat, men andre former for indtægter. I mange år har man sagt til muslimer, og jeg har selv hørt budskabet fra (nu afdøde formand for Islamisk Trossamfund, red.) Abu Laban og andre imamer, at de ikke kunne sige, at man skulle betale skat, men at de heller ikke kunne opfordre folk til at snyde i skat,« svarer han.

– Har du som imam opfordret folk til at snyde i skat?

 »Ja. Flere gange under foredrag, og når jeg er blevet spurgt. Der har jeg svaret, at ifølge sharia-loven, der er skattelovgivningen noget, der er forkert. Og derfor kan man ikke opfordre muslimer til at betale skat,« siger han.

Akkari nævner også andre sager, som han mener, har været på kanten af loven. De omhandler skilsmissesager, forældremyndighedssager og polygami.

»Der er ingen imam, der kan sige, at manden ikke må tage flere koner. Gør de det, så er det kun for publicity,« svarer han og understreger, at han dog ikke selv har viet hverken kone nummer to, tre eller fire.

»Men jeg kender andre ældre imamer, der har gjort det. Og jeg har selv været med til sådanne vielser,« fortæller han.

»Så er der også spørgsmålet, om man kan gå til kommunen og blive skilt, men stadig fastholde et islamisk ægteskab. Og der er den udbredte holdning, at det kan man godt,« fortæller han og efterlyser flere kritiske spørgsmål til imamerne.

»De vil selvfølgelig selv bare sige, at de løser konflikter, som folk beder dem om,« siger han.

– Gør de ikke også det?

 »Jo.«

 – Men vi kan vel ikke forhindre, at folk kontakter religiøse autoriteter for at få vejledning om deres religion?

 »Nej. Men det er heller ikke det, vi taler om. Det drejer sig ikke om at forhindre folk i noget. Det handler om, hvor folks bevidsthed er. Det drejer sig ikke om forbud og at sætte folk i fængsel. Det drejer sig heller ikke om, hvad jeg har gjort eller ikke gjort, men om at der er et miljø, der ønsker nogle helt andre regler for samfundsindretningen. Og så synes jeg bare, at det er meget, meget overfladisk at spørge: Er det ulovligt? Nej? Nå, så fred være med det.

De folk skal til at vågne op. Med tiden må man forstå, at når et samfund har én lov, der gælder for alle, så hjælper det ikke noget, at der opstår en parallellov, hvor folk får at vide, at når de bliver mere religiøse, så er det denne lov, de skal sætte højest, og at den anden lov ikke rigtig gælder. Hvad vil det skabe i samfundet, når du har mange mennesker, der har det sådan? Og de er danske statsborgere og skal yde et bidrag til samfundet? De kommer til at få et dobbeltliv,« forklarer Akkari og giver et eksempel på en af de mere ekstreme sager.

I 2005 blev en mand dræbt foran spillestedet Rust. Han var blevet skudt af en dørmand i selvforsvar. De to var begge fra muslimske familier. Det kom efterfølgende frem, at imam Abu Laban havde mæglet mellem de to familier. Han fandt en løsning i Koranen: Drabsmandens familie skulle betale offerets familie 200.000 kroner (svarende til 100 kameler à 2000 kroner) og samtidig ændre forklaringen om nødværge til uagtsom manddrab – for ærens skyld.

 »Den ene var dørmand, og den anden skulle ind for at feste og danse. Alligevel vælger de at gå tilbage til shariaen, når der opstår en konflikt. Jeg synes, at det er et skrigende eksempel,« siger Akkari.

Det hemmelige broderskab

Ifølge Akkari er det ikke jihadister, men derimod det Muslimske Broderskab, man bør være bekymret for.

»Det er dem, der vil blive den store udfordring fremover – ikke salafisterne,« vurderer han.

Selvom broderskabet officielt kun findes ganske få steder i Europa, opererer de ifølge Akkari under forskellige dækorganisationer og i det skjulte.

»Mange af broderskabets brødre var på flugt fra Egypten. De begyndte at stifte ungdomsforeninger i Europa for at fastholde unge muslimer i deres religiøse identitet. I 1980erne så de minoriteterne vokse og glide ud af hænderne på dem. De fleste muslimer ville gerne det vestlige samfund fuldt ud, kalde sig muslimer og samtidig drikke alkohol og leve deres liv. Broderskabet skulle tackle den situation uden at komme på kollisionskurs med de vestlige lande. De var bange for, at det skulle ende, som det gjorde i Egypten, hvor de blev forfulgt. Så de ændrede i dele af den muslimske lov,« fortæller han.

»I stedet for den strenge sharia siger man, at vi er i en pagt. At muslimer kun er bundet af sharia inden for lovens grænser. Alt udover det med at omvende samfundet til islam, er sat på hold, fordi man er en minoritet. Dermed sender man beskeden tilbage til baglandet, at man er i en overgangsfase, samtidig med at vestlige politikere tænker, »nej, hvor smukt, de siger, at de vil overholde loven,« forklarer han.

»Når man taler med folk fra broderskabet, så vil de give svaret, at sharia ikke skal implementeres i Europa, så længe der ikke er et muslimsk flertal. Men noget af den skal alligevel implementeres, for det er stadig den højeste hellige lov, der skal gælde blandt muslimerne,« siger han.

Ifølge Ahmed Akkari er centrum for Det muslimske Broderskab i Danmark at finde i den snart færdigbyggede stormoské i Nordvest, der er finansieret for 150 millioner kroner doneret af emiren af Qatar: »Broderskabet er i dag i Rovsingsgade-moskeen. Det er broderskabsfolk, der styrer den. Deres formand, Abdelhamid Hamdi, er leder af Det muslimske Broderskab i Danmark i dag,« hævder Akkari.

Dansk Islamisk Råd, der bestyrer moskeen i Rovsingsgade afviser dog at være en del af det Muslimske Broderskab, og at deres formand skulle være leder af broderskabets gren i Danmark.

Ahmed Akkari: »Broderskabet har afdelinger i hele Danmark. I Vejle og Aarhus og enkelte medlemmer i andre byer. Som personer er de ikke mange. Men det drejer sig ikke om at tælle hoveder. Det er det spørgsmål, jeg får hele tiden: Hvor mange er islamisterne? Jeg plejer at svare nogle få tusinde. Det handler ikke om antal, men om, hvor magten ligger. Da vi kørte vores tur under Muhammedkrisen, der havde vi ikke noget flertal bag os, men vi havde alligevel et religiøst mandat. Så de muslimer, der ikke delte vores holdninger, og som ikke var stødt over Muhammedtegningerne, havde ikke meget at sige. De i eliten har Gud i ryggen. Det er det, jeg kalder islams skjulte monopol.

Den almindelige muslim har ikke kræfterne til at modsige det,« siger han og konkluderer: »Det er ikke, fordi faren er nært forestående. Men den kommer snigende. Man arbejder på en måde, hvor man forsøger at gøre sig så usynlig som muligt. Og der må vi spørge os selv: Er vi tjent med det? Og hvordan vil det påvirke vores samfund om fem til ti år? Vil det skabe konflikter, hvis det får lov til at blive i mørket? Det sunde ved dansk demokrati er, at ting kommer frem til debat, at man får dem frem i lyset og kan sætte klistermærker på de rigtige ting. Så kan man stille de rigtige spørgsmål. Det kan man ikke, så længe de nægter at stå ved, hvem de er, og hvad de vil.«.