Islam

Ja, han er troverdig

Han var en av de mest sentrale figurene under verdenskrisen i 2006, da blant andre danske og norske utenriksstasjoner ble stukket i brann og mennesker ble drept grunnet noen streker på papir. Eksislamisten Ahmed Akkari har skrevet bok om sine erfaringer fra Muhammedkrisen og omvendelsen fra ekstremisme. Hans beretninger vitner om at de av oss som har uttrykt skepsis til islamske talspersoners motiv og det genuine/troverdige i deres uttalelser, hadde rett.

De jobber målbevisst for å skrote grunnloven og erstatte den med ”loven”, altså sharia. Når en islamist får spørsmål om han/hun støtter grunnloven i Danmark (eller Norge), svares det gjerne slik: ”Ja, vi respekterer loven.”

Ups. Hva skjedde? Dette er shariaspråket av beste klasse, et språk vi har påpekt mang en gang gjennom årene, som her (det kan være problem med lenken, artikkelen heter Islamisme i Norge – kriminell naivitet ). De doble shariatungene er et sentralt tema i boken fra eksislamistens hånd, Ahmed Akkari. Men kan vi stole på at det han sier nå er troverdig? Er det et nytt spill på gang?

En av de fremste islamkritiske grupperingene i Skandinavia, Trykkefrihedsselskabet ved teologen Katrine Winkel Holm, er klar i sin dom: vi skal stole på Akkari.  Han har levert en bok der han dømmer sitt tidligere virke nord og ned, og der han takker Danmark for alt det gode landet har gitt han. Boken Min afsked med islamismen, er oppriktig fra perm til perm, mener Winkel Holm.

hege_banner_rights_special_778x150

Spørgsmålet, som bedømmelsen af hvert af bogens ord afhænger af, er, om man stole på ham.

Kan man stole på en mand, der spillede dobbeltspil under Muhammed-krisen? En mand, der har ment, at vold var et legitimt våben i den hellige sag og som rejste rundt og satte terrororganisationer op mod Danmark? For det er unægteligt artige sager, Ahmed Akkari har på samvittigheden, men det er vel at mærke ham selv, der afslører dem. Det fremmer tilliden til ham.

Personligt er jeg ikke i tvivl om svaret. Ja, man kan roligt stole på Ahmed Akkari.

På mig, der har haft lejlighed til at tale med ham en del gange, virker han simpelthen som en anden mand end den unge imam, vi lærte at kende i 2006.

Meget mindre selvretfærdig og ikke nær så knejsende som det lille selvbevidste flødeskæg, der dengang dukkede op på fjernsynsskærmen.

Der er noget sårbart, næsten vemodigt over hans langt mere runde fremtoning i dag, og jeg tror han er ganske oprigtig, når han slutter sin bog af med denne sætning: » Til Danmark vil jeg til slut gerne sige: Undskyld. Og tak for alt!».

Det er verdt å merke seg hva Winkel Holm gjengir: imamdelegasjon fra Danmark søkte hjelp hos Hamas for å få fart på volden.

Imamdelegationen derimod gik så langt som til personligt at opsøge terrororganisationen Hamas i december 2005 for at få dem til at gå i aktion mod Danmark. De brændende ambassader viste, at deres appel fik effekt.

Vi bør også merke oss følgende: Akkari er krystallklar på at statsminister i Danmark den gang, Anders Fogh Rasmussen, gjorde helt rett i å nekte å møte diverse ambassadører for islams ukrenkelighet. Hadde Fogh Rasmussen takket ja, ville det vært å gi disse formørkerne lillefingeren, og resultatet ville blitt at de på sikt tok ”hele kroppen”.

Noe å tenke på for vårt politiske lederskap den gang (og media) som la seg flate for truslene og unnskyldte ytringsfriheten som best de kunne?

Berlingske tidende har fått tillatelse til å publisere utdrag av boken. Dette er opplysende påskelektyre. Les og lær, kjære politikere og journalister:

Kapitel 7: Prædikant

(…)

Jeg var stadig i gang med mit første år på studenterkurset, da jeg en dag fik en invitation til at prædike i den moske, der skulle blive min indgang til det største islamistiske miljø uden for København. Moskeen lå på den næsten komisk sigende adresse Grimhøjvej 15 og var indrettet i en sort og hvid erhvervsbygning med tilhørende lager, som for længst havde set sin bedste tid. Nærmeste nabo var en motocrossbane og noget, der lignede en container-kirkegård.

Området omkring Grimhøjvej var på alle måder trist. Til gengæld lå det bare ti minutters gang fra Gellerupparkens endeløse rækker af grå boligblokke, og det var her, moskeen havde sin største menighed. I Gellerupparken bor der næsten 8.000 mennesker, og allerede i 1998 var flere end 70 procent af dem flygtninge, indvandrere og efterkommere. De fleste var arabere og muslimer, og derfor var søgningen til moskeen helt anderledes stor end den, jeg kendte fra Aalborg.

Det var noget helt andet end de scener, jeg hidtil havde optrådt på. På Grimhøjvej alene kunne flere end 500 personer være samlet til fredagsbøn, og jeg vidste, at moskeen blev betragtet som en af landets førende og toneangivende islamistiske bedesteder. Så jeg var på ny nervøs og spændt, da jeg stod af toget fra Aalborg og gik ud på Banegårdspladsen, hvor et medlem af bestyrelsen for den aarhusianske moske i sin bil ventede for at fragte mig videre fra det pulserende provinscentrum og ud i det øde industrikvarter.

Set udefra var den sort-hvide bygning, der husede moskeen, ganske anonym. Det eneste, der fortalte mig, at jeg var på rette sted, var en jævn strøm af gamle brugte biler og besøgende med mørklødede ansigter, der vandrede hen over den grusbelagte p-plads, forbi et lille galvaniseret metalskilt med teksten »Lighed og Broderskabsforeningen« og den arabiske titel ovenover.

På de karakteristiske lange skæg og hvide og brune kjortler kunne jeg se, at flere af de besøgende var dawaer. Jeg fulgte dem rundt om et hjørne og fandt hovedindgangen, som lå skjult fra Grimhøjvej. Det var en gammel glasdør med rød træramme. Men at træde gennem denne åbning var som at gå fra en plads i første division og direkte ind i islams danske superliga.

Til venstre lå et bemandet cafeteria, der serverede sandwich, te og andre madvarer, og til højre var et bederum så stort som et almindeligt parcelhus. På gulvet lå et tykt tæppe udsmykket med mønstre, der dannede rektangulære felter til hver af de bedende, og ved væggen stod en prædikestol kunstfærdigt udskåret i træ. Tæppet var skåret til og vendt, så de bedendes ansigter naturligt ville komme til at vende mod Mekka og muslimernes største helligdom, Kabaen, som traditionen foreskrev.

Længere inde i bygningen fandtes kontorer, soverum til overnattende gæster fra ind- og udland og et bibliotek langt større og mere righoldigt end det, jeg kendte fra Danmarksgade. Bestyrelsesmedlemmet, der havde hentet mig ved banegården, viste mig høfligt ind i et lille lokale, som var forbeholdt moskeens ledelse og de allermest respekterede prædikanter og imamer fra ind- og udland. Det var i sandhed en ære at være dette sted.

At prædike her var et stort skridt videre på min religiøse færd.

Jeg var på det tidspunkt så småt blevet bevidst om uenighederne mellem de forskellige grupper i det islamistiske miljø. Jeg kunne endnu ikke sætte ord på de nærmere detaljer og forskelle og baggrunden for dem, men jeg vidste, at der var ting, man kunne sige og udlægge som Guds vilje i ét miljø, som ville give problemer i et andet.

Linjen på Grimhøjvej havde jeg ikke noget godt kendskab til, så den dag valgte jeg at holde en tale, som jeg vidste ville appellere til alle. Jeg styrede behændigt langt uden om bestemte synspunkter og problemstillinger i verden, som kunne sætte sind i kog. Det var en succes, og da jeg senere blev inviteret til at komme igen som prædikant, følte jeg mig mere end nogensinde før som en rigtig imam. Jeg levede mig ind i rollen som skriftklog og betragtede mig selv som et lyslevende eksempel på troens gode budskab. Mit dirrende ego kunne knap nok være under den kalot, jeg nu trak på hovedet fredag efter fredag.

Typisk for min alder havde jeg endnu ingen ide om, hvor udbredt min egen uvidenhed i virkeligheden var. Jeg stod i vand til anklerne og troede, jeg kendte oceanet.

Efterhånden som mine besøg på Grimhøjvej blev flere, og jeg lærte en del af de centrale personer i moskeen at kende, skærpedes mit blik for stemningen og den religiøse og politiske linje. Det gik op for mig, at Grimhøjvej var en salafistisk højborg, hvor de forhistoriske muslimske idealer blev dyrket og prædiket langt strengere, end jeg nogensinde havde oplevet.

Jeans, slips og enhver anden for form for påklædning, der var føjet til modebilledet, siden de første tre generationer af muslimer levede, blev fordømt som en synd på linje med at spise svinekød. Det samme gjaldt alle former for deltagelse i den frie vestlige livsstil med musik, billedkunst, byliv og samvær mellem kønnene uden for de traditionelle arrangerede rammer. Demokrati blev betragtet som blasfemi, fordi det lod mennesker bestemme det, der rettelig skulle være overladt til Gud. Og enhver, der formastede sig til at sige noget positivt om denne styreform, blev betragtet som vantro, uanset hvor islamistisk vedkommende ellers var. Det blev fordømt på det kraftigste, hvis nogen i moskeens kreds så meget som nærmede sig grænsen.

Ligesom i Aalborg tiltrak denne ultimative lære mange lavtuddannede flygtninge og indvandrere, typisk fra Mellemøsten, Asien og Afrika. Det var folk, som aldrig havde udviklet en sund kritisk sans og lært om verdens mangfoldighed i skolen, og som derfor trivedes med at leve efter firkantede regler, der aldrig efterlod tvivl om rigtigt og forkert.

Men også en anden og langt mere udspekuleret gruppe færdedes i Grimhøjvejs religiøse korridorer. Det var en gruppe, som snart skulle begynde at udklække en stor del af de senere mistænkte og dømte i danske terrorsager, og som med tiden sendte adskillige unge i døden i islams hellige krig verden over.

Abu Talal al-Qasimi(medstifter og højtstående medlem af egyptisk-baseret terrororganisation, red), som jeg selv havde mødt i Aalborg, var indtil sin forsvinden en fast og skattet gæstetaler i den aarhusianske moske. Da jeg første gang trådte gennem den røde glasdør, havde han været væk i tre år, men alligevel blev der næsten dagligt talt varmt om ham og hans dedikerede kamp for troen.

Abu Talal var en martyr, hed det. En helt, hvis forbillede andre muslimer burde stræbe efter at efterleve.

Det var tydeligt, at flere tog denne opfordring særdeles alvorligt. En af dem var en yngre egypter ved navn Mohammed El Bana, som i dag er lærer på Den Islamisk-Arabiske Privatskole på Nørrebro i København.

I moskeen og det islamistiske miljø gik Mohammed El Bana dengang under navnet Abu Yusuf. I den traditionelle arabiske kultur tager en mand Abu-navnet for at fejre, at han har fået sin første søn, hvilket er den direkte betydning af abu: far til. Men for mange islamister er abu-navnet også et belejligt tilnavn, der kan give anonymitet.

Under sit alias prædikede Mohammed El Bana utallige fredage passioneret om den hellige krig, og hans budskaber var så radikale og klare, at han af mange i miljøet blev betragtet som Abu Talals oplagte arvtager. Fra prædikestolen holdt han sig til at tale om forholdene og konflikterne i lande som Afghanistan, Pakistan, Israel og Egypten, men når mørket faldt på, åbnede han af og til døren til en anden og langt mere nærværende del af sin voldsvision.

Under fredagsbønnen sad El Bana og den jihadistiske linjes mest indædte støtter typisk samlet i et af de fjerneste hjørner i det store bederum på Grimhøjvej. Det var høgene, det vidste alle. De var langskæggede, og ligesom de mere moderate dawaer fulgte de strengt salafisternes forbud mod vestlig påklædning. De færdedes i deres egne små cirkler langs væggene, og når andre bedende gik hjem, samledes de som regel i cafeteriet for at diskutere troen og situationen i verden til langt ud på aftenen.

Som ny og særdeles dedikeret prædikant var jeg vellidt blandt de fleste i moskeen. I mig så høgene formodentlig en fremtidens mand, der med den rette påvirkning måske kunne trække nye støtter til deres sag. Derfor fik jeg ofte lov at sidde med i deres lille sluttede cirkel efter bønnen. Det var i disse situationer, jeg over dampende the serveret på sølvfade hørte Mohammed El Bana og mange andre tale om vold mod både Danmark og resten af Vesten som den mest naturlige ting i verden.

»Det er Guds vilje, at muslimerne skal besejre korsfarerne og herske i verden,« lød et argument, jeg også tidligere havde hørt Abu Talal tage i sin mund i moskeen i Aalborg.

Under disse sene seancer hørte jeg aldrig nogen tale om konkrete planer, men det stod klart, at især El Bana havde et indgående kendskab til personer og beslutninger truffet i den terrorgruppe, Abu Talal i sin tid havde været med til at stifte i Egypten: al-Gamaa al Islamiyya.

Præcis hvordan og hvor stærk tilknytningen var, ved jeg ikke, men i det lukkede forum i cafeteriet lagde El Bana aldrig skjul på, at den eksisterede. Det var den, der i sin tid havde været årsag til, at han måtte flygte fra fængsling, retsforfølgelse og måske henrettelse i Egypten, forklarede han. [Mohammed El Bana bekræfter, at han kom i moskeen på Grimhøjvej i sidste halvdel af 90’erne. Han forklarer, at han hverken husker, hvad han talte om, eller hvem han færdedes sammen med under besøgene. Han afviser dog, at han var tilknyttet en bestemt fraktion, og at han udbredte jihadistiske synspunkter, da det efter hans opfattelse ville være ulovligt.]

Umiddelbart var jeg frastødt af tanken om voldelige angreb på dansk jord. Alligevel kunne jeg ikke sige mig fri for at være tiltrukket af denne lille ekstreme cirkel. Atmosfæren ved the-møderne om aftenen var altid elektrisk, og som ny i moskeen følte jeg mig smigret over at blive budt ind blandt troens allermest dedikerede og kompromisløse mænd.

———

Noget af det, der fyldte mest i tanker og samtaler i det jihadistiske miljø i slutningen af 90’erne, var begivenhederne i Afghanistan. Efter en række år med borgerkrig oven på den fejlslagne sovjetiske besættelse havde en ny gruppe overtaget kontrollen i landet.

Gruppen var Taleban, hvilket direkte oversat betyder »islamiske studerende«.

Talebanerne havde rødder i sufi-bevægelsen, men havde indgået en besynderlig alliance med jihadisterne og al-Qaeda i kampen om magten i det krigshærgede og dybt splittede land. Med krigs- og jihad-erklæringer havde disse erfarne og dybt troende stammekrigere på rekordtid skabt, hvad mange på Grimhøjvej med beundring betragtede som det første islamistiske idealsamfund i den moderne verden. De danske nyheder fortalte kun meget sporadisk om udviklingen, men på samtalerne med og mellem mine værter i Aarhus kunne jeg forstå, at »det nye Afghanistan« var et land, hvor Guds vilje og Sharialovens regler blev fulgt uden tøven og kompromis.

Det var et godt og gudfrygtigt samfund, blev der sagt med ærefrygt. Ingen lod sig gå på af, at utro kvinder systematisk blev stenet til døde, at anderledes tænkende blev skudt, og at småtyve fik hugget hænder og arme af, så blodet flød i gaderne. Det rimelige i at straffe på den måde fremgik af Koranen og beretningerne om profetens liv og var dermed hævet over enhver menneskelig tvivl.

Af samme grund så disse personer i udkanten af Aarhus gerne tilsvarende forhold udbredt til resten af verden og ikke mindst Danmark.

Under fortrolige samtaler i cafeteriet og private hjem dukkede flere navne op, som offentligheden senere skulle komme til at kende.

Et af de mest populære var Osama bin Laden. Manden, der oprindelig var saudisk rigmand, var i islamistiske cirkler kendt og beundret for sin rolle i afghanernes kamp mod den sovjetiske besættelsesmagt. Alle fornemmede tilsyneladende, at noget nyt og stort var under opsejling fra hans hånd.

»Kan nogen bringe den hellige krig og sejren til Vesten, er det ham,« forlød det.

Osama Bin Laden havde både de økonomiske midler, den ideologiske gennemslagskraft og de rette forbindelser gennem sit voksende internationale terrornetværk. Samme år, som jeg begyndte at komme i moskeen på Grimhøjvej, havde bevægelsen udsendt et manifest, som slog fast, at det var enhver muslims pligt at dræbe amerikanere og deres allierede verden over. En kategori, som danskerne uden tvivl faldt i.

Kompromisløsheden, resultaterne i Afghanistan og det faktum, at bin Laden trods sin store rigdom levede beskedent efter det forhistoriske ideal, gjorde ham til et idol i den del af det islamistiske miljø, jeg nu lærte at kende. I moskeens bibliotek fandtes kassettebånd med hans taler, og til alle, der ville lytte, var der en gloriøs historie om den sagnomspundne »emir«.

For folk, der kom jævnligt i den aarhusianske moske, var det åbenlyst, at de ideologiske bånd mellem miljøet i de udtjente erhvervslokaler og verdens mest magtfulde og dødbringende terrorist, var tætte. Til gengæld var det de færreste, der som jeg kom så tæt på jihadisternes inderkreds, at de fornemmede, at forbindelsen tilsyneladende også var mere konkret.

(…)

Hvor ekstreme jihadisterne omkring moskeen på Grimhøjvej var, illustreres måske bedst af det syn på andre bedende, jeg oplevede under de sene sammenkomster i cafeteriet.

I denne cirkel var det slet ikke nok at passe de fem daglige bønner og holde sig fra svinekød og alkohol, hvis man ville betragtes som en god muslim. Enhver, der tøvede med at støtte Sharialoven eller roste selv små elementer i den vestlige kultur, blev betegnet som frafalden – et udtryk, der dækker over en person, som har forkastet islam, og som derfor skal straffes med døden.

I visse sammenhænge blev selv terroristen Abu Talal omtalt som blødsøden.

Også jeg blev i stigende grad betragtet som et broddent kar, efterhånden som min linje blev afdækket under mine prædikener og de lange samtaler fredag aften. Det var en linje, de fleste udenforstående ville betegne som rabiat, men som slet ikke var hård nok i dette selskab.

Mit udgangspunkt var den konservative og ortodokse form for islam, som jeg havde fået indprentet gennem bøger, taler, kassettebånd og studiegrupper i Aalborg. Det var en overbevisning, som var formet af alle de store islamistiske grupperinger, som fra begyndelsen havde trukket i mig fra hver sit hjørne. Mange holdninger var fælles for islamisterne, men taktikken, de ville bruge på vejen mod målet, var meget forskellig. Det var på det punkt, min linje afslørede sig.

Jeg mente blandt andet, at Sharialoven var vigtigere end samfundets love og på sigt helt skulle erstatte dem. Jeg troede også på den islamistiske kongstanke om, at de kristne og jøderne forsøgte at udrydde islam som led i en hemmelig sammensværgelse, og at et endeligt opgør derfor var uundgåeligt.

Jeg så i det hele taget meget firkantet på hele konflikten mellem Vesten og islam og betragtede den som et opgør mellem det gode og det onde. Derfor anså jeg også de hellige krigeres kampe og aktioner i eksempelvis Tjetjenien og Afghanistan som fuldt berettigede.

Men i mit syn på politik adskilte jeg mig fra jihadisterne. Påvirkningen fra Det Muslimske Broderskab betød, at jeg gerne så, at troen blev udbredt med fredelige midler gennem partier, foreninger og missionering i Vesten. Samtidig opfordrede jeg aldrig direkte til vold på europæisk jord.

Den linje var slet ikke hård nok for jihadisterne, som fuldstændig afviste politik som et middel for troens udbredelse. De havde lænket sig til tanken om, at der kun var en rigtig vej, udstukket af Gud gennem profeten Muhammed. Repræsentanter for alle andre overbevisninger var undermennesker, som ikke fortjente livet og skulle udryddes hurtigst muligt i jagten på det rene, gudsfrygtige samfund.

Min ideologiske »blødsødenhed« førte til, at høgene langsomt begyndte at lægge afstand til mig.

»I skal passe på ham Akkari,« hørte jeg dem hviske i krogene.

Især moskeens unge besøgende, som jihadisterne havde et godt øje til og håbede at hverve til deres ekstreme rækker, blev systematisk advaret mod mig og mit påståede moralske forfald. Nogle gange i det skjulte, andre gange så åbenlyst, at jeg ikke kunne undgå at høre og se det.

Især en enkelt episode blev afgørende. Gennem nogen tid havde jeg forsøgt at nå ind til en ung konvertit, som høgene effektivt havde slået kløerne i. Jeg havde oplevet ham blive stadig mere hadefuld, og i den bedste mening prøvede jeg nu at bidrage til hans verdensbillede med mit eget ortodokse, men knap så voldelige budskab.

Det faldt ikke i god jord. I stedet for at lette grebet, strammede jihadisterne til og trak endnu hårdere i deres retning. Senere fandt jeg ud af, at den unge mand, som jeg havde forsøgt at nå, på høgenes opfordring var rejst ud i verden og havde mistet livet i deres hellige krig. Og han var hverken den første eller den sidste, der på den måde forlod familie og fremtid for at kæmpe til døden for et samfund, han ikke fuldt ud forstod, mens bagmændene sad i deres trygge rammer hjemme i Danmark.

Dengang forstod jeg ikke mekanismerne så godt, som jeg gør i dag, så det, der frustrerede mig mest, var egentlig, at jeg selv blev stemplet som en dårlig muslim. Det konfronterede jeg en dag mine modstandere med offentligt, og det fik hele situationen til at eksplodere.

Hadet til mig blandt jihadisterne brød i brand, og senere samme aften var det samme nær overgået mig.

———

Det var en fredag i november, og jeg var endnu en gang blevet inviteret til at holde fredagsbønnen på Grimhøjvej. Jeg havde endnu ikke taget til genmæle over for jihadisternes kampagne mod mig, men det plagede mig, at jeg blev stemplet som anløben og svag. Jeg betragtede mig selv som en særdeles god muslim, og derfor havde jeg på forhånd besluttet, at denne fredag skulle være dagen, hvor jeg åbnede munden og sagde dem imod. Mit angreb skulle ikke være direkte, men formet som en opfordring til at indstille den interne kritik af det, jeg betragtede som små og næsten ligegyldige forskelle i den ortodokse tro.

Mens jeg stod på talerstolen iklædt den hvide kjortel og kalot, talte jeg ganske enkelt om fred. Jeg opfordrede de bedende til at forstå, at hvis islam skulle stå stærkt, måtte vi islamister acceptere interne forskelligheder og udvise rummelighed inden for troens rækker.

»Man bør ikke erklære andre rettroende for vantro på baggrund af mindre uenigheder,« sagde jeg.

Men de ord var meget mere, end jihadisterne ville acceptere. Flere af mine gamle venner rejste sig prompte og styrede direkte mod moskeforeningens formand, Abu Nazih, en høj, bredskuldret mand med et stort sort fuldskæg, der altid var iført en stram arabisk hætte og en lang kjortel.

»Du er gået alt for langt! Du skal ikke sige sådan noget i vores moske. Det er for hårdt,« sagde den store mand vredt, da jeg efter bønnen blev trukket til side og stillet over for den samlede bestyrelse og et par af jihadisterne.

Jeg forsøgte at forklare, at jeg bare ønskede fælles fodslag inden for troens egne rækker, men lige lidt hjalp det.

Hele bestyrelsen var tydeligt forbitret, og jihadisterne skummede i deres krog. Stemningen var temmelig ubehagelig.

»Du kan ikke tale her mere,« lød den nedslående dom fra Abu Nazih, som i øvrigt siden hen er blevet sat i forbindelse med hvervning af unge til den hellige krig. [Abu Nazih husker ikke den konkrete episode, men siger, at han aldrig har forhindret nogen i at tale for forståelse og tolerance.]

Hvad jeg ikke havde forstået, var, at jeg med min prædiken havde trådt på noget, som absolut ikke måtte betrædes: enhver islamists følelse af retmæssigt at være hævet over alle andre mennesker – også andre muslimer.

Samme nat blev moskeen på Grimhøjvej stukket i brand, mens jeg lå og sov derinde.

Allerede inden jeg var taget af sted fra Aalborg om formiddagen, havde jeg besluttet mig for at blive i Aarhus til dagen efter. Trods den anspændte stemning var jeg derfor blevet i moskeen, og sidst på aftenen var det faktisk, som om trykket i sindene var lettet. Som sædvanlig blev en gruppe fra den hårde kerne hængende i cafeteriet, og lige så rutinemæssigt kredsede samtalen om kampen mellem Vesten og islam og uretfærdighederne begået mod den muslimske verden.

Denne aften iagttog jeg det hele lidt på afstand. Jeg følte mig lidt udstødt oven på begivenhederne efter bønnen, og tilfældet ville, at jeg ikke var alene med den følelse netop den aften. I den inderste del af moskeen, hvor der var bibliotek og et overnatningsrum, sad en libanesisk mand i slutningen af 40’erne med en kuffert, der var proppet med alt, hvad han ejede. Noget tøj, papirer og nogle ganske få personlige ejendele.

»Min familie har forladt mig,« forklarede han nedslået.

Han viste sig at være behagelig og interessant at tale med. Derfor takkede jeg nej, da jeg sidst på aftenen fik et tilbud om at overnatte i et privat hjem hos en af de mere moderate besøgende i moskeen. Jeg ville blive og fortsætte min snak med libaneseren og senere fordybe mig i bøgerne i det omfattende bibliotek.

I løbet af de næste timer fortalte libaneseren, hvordan han var blevet udstødt af fællesskabet i det lokale flygtninge- og indvandrermiljø, fordi han havde tilladt sin datter at gå i byen og på café ligesom sine danske veninder. Selv var han religiøs, men han gik ikke ind for tvang og havde derfor givet sin datter lov til selv at vælge retning i livet. Som konsekvens blev både han og hun stemplet som frafaldne og dårlige muslimer, der ikke fortjente andres respekt.

Mandens egen fremtoning havde tilsyneladende kun bidraget til balladen. Han var tætbarberet, gik i jeans og skjorte og lod i det hele taget ikke troen diktere sit liv. Hvilket ikke var velset i det lokale miljø, hvor stærke imamer dikterede normerne.

Til sidst var de endeløse konflikter blevet for meget for hans kone, konkluderede libaneseren. Hun havde kort inden vores møde bedt om skilsmisse og taget datteren med, og nu ville han bare ud af landet med sin kuffert. Langt væk fra Aarhus, Danmark og islamisternes lange arme.

Moskeen på Grimhøjvej var måske det sidste sted, den stakkels mand følte sig hjemme, men de muslimske principper om gæstfrihed bød, at han her kunne bo gratis, indtil han fandt en vej væk. Det var og er ulovligt at sove i moskeerne, men det har ingen i miljøerne omkring dem nogensinde taget alvorligt.

Den libanesiske mands historie brændte sig fast. Derfor sad han og jeg og snakkede uafbrudt til først på natten, hvor vi begge var trætte og ville til ro. De øvrige besøgende havde for længst forladt moskeen, og det øde industriområde var fuldstændig tyst med undtagelse af støjen fra enkelte biler i det fjerne.

På grund af årstiden var der koldt i de gamle og dårligt isolerede erhvervslokaler. Det eneste rum, der var lidt varmere, var lokalet, hvor den nyskilte mand sov. Derfor tilbød han at gøre plads, så vi begge kunne være der. Det afslog jeg – og det reddede formentlig begge vores liv.

Jeg får det ofte for varmt om natten, så mens han gik til ro i det lune rum bagerst i moskeen, lagde jeg mig i et større opholdsrum lige ved cafeteriet. Det var tæt på indgangen, hvor kulden strålede ind fra et stort glasparti. Men der var masser af tæpper og store sofaer, og jeg lå blødt og sov, indtil jeg pludselig blev vækket af lyden af glas, der splintredes.

Jeg åbnede øjnene med et sæt og så direkte mod en mur af mørkegule flammer og et tæppe af røg, der hurtigt var ved at fylde rummet fra loftet og ned. Ilden var antændt i indgangspartiet og fik hurtigt fat i trækonstruktionen, så det var umuligt at komme ud den vej. Jeg var halvt i chok og stadig søvndrukken, da jeg hastede hen mod et vindue for at få luft og undslippe flammerne. Bag mig kunne jeg høre den knagende og bragende lyd af træ og ruder, der gav efter for varmen. Jeg skulle lige til at kravle ud, da jeg kom i tanke om libaneseren, jeg havde sagt godnat til en times tid forinden. I røgen fandt jeg frem til døren til soverummet, men den var låst fra indersiden.

»Brand, brand, kom ud!« råbte jeg, mens jeg hamrede på døren, så hårdt jeg kunne.

Da libaneseren forvirret åbnede og stirrede ud i ilden bag mig, flippede han fuldstændig ud. Han fægtede med armene og hoppede og dansede rundt om sig selv, mens han råbte en masse uforståelige ting. Det var, som om synet af flammerne og røgen var en dråbe for meget i denne mands allerede overfyldte bæger.

Han gik i panik, og jeg blev revet med. Det føltes som en evighed, men i virkeligheden var det nok kun et spørgsmål om sekunder, inden vi begge kom lidt til os selv igen.

Ilden bredte sig nu med voldsom fart til væggene og loftet omkring os, og røgen og varmen var kvælende, da vi nåede ud til det vindue, jeg allerede havde fået op. Vi kastede os ud i den befriende kølige natteluft og løb i sikkerhed en snes meter væk.

Jeg havde endnu ingen mobiltelefon, og alle libaneserens ting lå stadig i kufferten i moskeen, så vi løb sammen op ad den øde Grimhøjvej i håb om at finde nogen, der kunne hjælpe og ringe 112. Men klokken to om natten var der øde overalt i industrikvarteret, så først en halv kilometer længere fremme nåede vi en mere befærdet indfaldsvej til Aarhus. Her fik manden, der netop havde mistet alt, stoppet en bil. Men da han råbte ind i kabinen, skræmte han føreren så meget, at denne i stedet for at hjælpe trådte speederen i bund og forsvandt med hvinende dæk.

Først efter endnu en halv kilometer nåede vi en tankstation, hvorfra vi kunne alarmere brandvæsenet.

Da de blå blink nogle minutter senere dansede hen over gruset på parkeringspladsen foran moskeen, var det allerede for sent. Ilden havde alt for godt fat i konstruktionen, og det meste af bygningen udbrændte.

Mens slukningsarbejdet stadig stod på, kunne jeg konstatere, at min nye ven var forsvundet. Sidst jeg så ham, var ved tankstationen, hvorfra jeg selv var blevet kørt tilbage af en venlig bilist. Til gengæld dukkede politiet op.

Jeg blev hurtigt udpeget som personen, der havde ringet 112, og derfor blev jeg bedt om at sætte mig ind på bagsædet af patruljevognen.

»Kan du fortælle præcis, hvad der er sket?« spurgte en betjent.

Mens han noterede på en blok, beskrev jeg forløbet af de seneste timer og minutter, uden dog at nævne sammenstødet efter fredagsbønnen tidligere på dagen. Jeg var stadig chokeret og vidste endnu ikke, om det havde nogen betydning, så jeg valgte at tie om det.

Da jeg kort tid efter fik et tak og trådte ud af bilen, fik jeg øje på flere af de bestyrelsesmedlemmer, som bare 12 timer tidligere havde skældt mig hæder og ære fra og forbudt mig nogensinde at prædike i moskeen igen. Nogle stod ved deres parkerede biler, andre gik lidt rundt og betragtede det dramatiske sceneri på afstand. Da et par af dem fik øje på mig ved politibilen, blev jeg kaldt over til en snak.

»Det er bedst, du ikke fortæller nogen, at du har overnattet derinde,« sagde de.

»Det har jeg allerede gjort. Og hvorfor skulle jeg egentlig ikke det?« svarede jeg surt.

Det forekom mig mærkeligt at spekulere på den slags i en situation, hvor jeg og en anden nær havde mistet livet. Samtidig var tanken om et muligt sammenfald mellem branden og eftermiddagens hændelser begyndt at melde sig.

Jeg forklarede, at jeg havde været ærlig om hele historien og havde tænkt mig at være det igen, hvis politiet ville høre den en gang mere. Det var tydeligt, at de ikke var tilfredse, men ingen protesterede mere.

Tidligt om morgen tog jeg toget hjem mod Vodskov. Mine forældre var chokerede over at høre om branden, men jeg gik vanen tro ind på mit værelse og isolerede mig, indtil jeg skulle møde på studenterkurset to døgn senere. Trods alt, hvad der var sket, levede jeg fortsat i min solide islamistiske boble, og den omfattede ikke mine forældre.

Politiet besøgte mig en enkelt gang sidenhen og fik genfortalt min historie. Men gerningsmændene til branden blev aldrig pågrebet.

Senere forlød det i miljøet, at det var medlemmer af den såkaldte Habashi-bevægelse, der stod bag attentatet. Habashi-bevægelsen er en slags sekt, der dyrker en helt speciel blanding af den konservative og mere spirituelle form for islam. Medlemmerne ser som alle andre islamister meget strengt på anderledes tænkende grupper, og rygtet ville vide, at de samme dag som branden havde et sammenstød med moskeformanden Abu Nazih. Der skulle være tale om en hævnaktion.

For mig var det dog svært at slippe tanken om, at forklaringen på branden også kunne være en anden.