Innvandring

Skam på den som ikke

Det skal hun ha, Aftenpostens Inger Anne Olsen, jeg leser hennes kommentarer med stor interesse. For jeg blir like imponert hver gang. Olsen slår fast det ene etter det andre, riktignok ikke med så mye dokumentasjon, men med en intensitet som kan skremme fanden på flat mark. I tillegg har…

Det skal hun ha, Aftenpostens Inger Anne Olsen, jeg leser hennes kommentarer med stor interesse. For jeg blir like imponert hver gang. Olsen slår fast det ene etter det andre, riktignok ikke med så mye dokumentasjon, men med en intensitet som kan skremme fanden på flat mark. I tillegg har hun den lille touchen som gjør skriveriene ekstra interessant, nemlig den med å peke på en eller flere navngitte personer.

Denne gangen er det, ratatata!, Per Sandberg. Du vet, han galningen i Fremskrittspartiet som ikke vet å kle seg i riktige t-skjorter og som slett ikke vet noe som er verdt å vite om innvandringspolitikk – til tross for sine mange år på Stortinget i ulike komiteer, også som innvandringspolitisk talsperson, og som 1.nestleder i partiet. Men Olsen har flere i persongalleriet sitt. Inn i valgmanesjen er jo også Carl I. Hagen kommet, en annen kar vi vet har besatte meninger om innvandringspolitikken. En liten dæsj Siv Jensen er det for øvrig også plass til. Heldigvis er de fra samme innvandringskritiske møkkaparti, om vi skal tro Olsen.

Men å tro på Olsen er litt vanskelig.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Utålelige meninger

Under tittelen «Per Sandberg er sluppet løs» (for øvrig bryr jeg meg ikke om Olsens persongalleri, men om hennes snedige argumentasjonsrekke) fastslår Olsen hva som er tilnærmet galskap og hva som, kremt, er de faktiske forhold.

Det avskyelige som noen tillater seg å mene er blant annet påstanden om at Norge får en eksplosjon i «asyltilstrømning» (det ordet liker ikke Olsen). I tillegg sier noen at de vil returnere båtflyktninger etter Australias eksempel, samtidig med å ikke bry seg om hva FN måtte mene om dette eller hint (hvilket nødvendigvis ikke er så dumt). Ei heller faller det i god jord at det påpekes at de som ivrer mest for at Norge skal ta imot mange flere innvandrere, bruker andres penger. Forkastelig er det også at noen har sagt at det er fullt mulig for kommunene og si nei til bosetting av flere, selv om et flertall på Stortinget ønsker å ta imot 8.000 syriaflyktninger.

Det er utvilsomt et «fakta» Olsen vil hamre inn med sin kommentar: De som kommer er hovedsakelig hjelpetrengende, de er flyktninger, og flyktningene kommer uansett hva noen sier eller gjør. Skulle det nå slumpe innom en og annen lurendreier, så tåler vi det så godt så.

Det beklagelige med Olsens holdninger er at det bidrar ytterligere til at systemet svikter.

Flyktninger vs asylsøkere 

La oss ta det enkle, men akk så vanskelige, først: Alle som kommer er ikke flyktninger, de fleste er asylsøkere. Og: det til tross for den største flyktningkatastrofen etter 2.verdenskrig, som det heter.

Asylinstituttet er en konstruksjon som tilnærmet har oppstått under dekke av Flyktningkonvensjonen. Flyktninger ivaretas av organisasjonen UNHCR (FNs høykommissæren for flyktninger), hvis oppgave er å lede og koordinere arbeidet med å løse flyktningproblemene og beskytte flyktninger verden over. I tillegg til å hjelpe mennesker på flukt, hjelper UNCHR også mennesker med å vende tilbake når det er mulig.

En asylsøker er en person som på eget initiativ har forlatt hjemlandet og selv hevder å ha et beskyttelsesbehov. Så er det opp til mottakslandet å avgjøre om et beskyttelsesbehov faktisk eksisterer. Asylsøkeren uten rent mel i posen gjør lurest i ikke å ha identitetspapirer og være fra et land som faktisk er i krig og nød (uavhengig av om du virkelig er derfra). Om lag 9 av 10 asylsøkere til Norge fremlegger ikke ID ved ankomst (hvilket de ifølge Flyktningkonvensjonen skal gjøre). Det betyr at mottakslandene bruker svært mye tid og ressurser for å avgjøre hvem som er hvem, hvilket heller ikke alltid lar seg gjøre. Det avdekkes også at asylsøkeren ikke er fra landet vedkommende hevder, eller at vedkommens selv «plutselig» har ID-papirer fordi hjemlandet faktisk er havnet i en situasjon som tilsier økt mulighet for påberope seg beskyttelsesbehovet. Dette innebærer igjen at tilslag/avslag på opphold er et spill, der den største taperen er de som virkelig trenger beskyttelse. For de virkelig hjelpetrengende kommer seg som regel ingen vei, i alle fall ikke til Nord-Europa. Dog ikke i Olsens verden: «Flere av dem som søker asyl i Norge får bli, ganske enkelt fordi de er forfulgt.» Nei, så enkelt er det ikke.

Det er veldokumentert at mange asylsøkere ikke har et beskyttelsesbehov, selv om de økonomisk ville hatt det bedre her. Så når Olsen hevder at «ca. 70 prosent av dem som kom til Norge i fjor ikke var økonomiske flyktninger» må vi gjette oss til både hva som er «økonomiske flyktninger» og hva som ikke er det. Samtidig blir hennes argument om at noen blander begreper i en suppe enda mer suppe, til tross for hennes forsøk på oppklaring. Spesielt interessant er hennes forsøk på å skille en menneskesmugler og en menneskehandler. En menneskesmugler tilbyr visstnok reiseruter, sikkert gratis og med nødvendig sikkerhet, mens en menneskehandler driver med kjøp og salg, tvang og lureri. I så fall tilsier det at mesteparten av det som nå foregår i og rundt Middelhavet, med opphav i Midtøsten og Afrika, gir menneskesmuglerne dårlige tider, mens menneskehandlerne tilbys et større og større marked.

Den største flyktningkatastrofen

Når man så snakker den største flyktningkatastrofen etter 2.verdenskrig med henvisning til alle millioner av mennesker som er på flukt, er vi inne i samme problematikk. Nei, alle disse er ikke flyktninger. Det har også professor/dr. Polit. Poul Christian Matthiessen og dr. Phil. Gunnar Viby Mogensen forstått.

I Berlingske viser de til at realitetene er at Europa opplever et forutsigelig og stigende migrasjonspress. Fra 2013 til 2014 steg antallet asylsøkere fra 431.000 til 626.000 personer.

Disse tal omfatter i princippet alle asylansøgninger til EU og altså ikke kun de personer, som krydser Middelhavet. Men på den anden side omfatter tallene ikke den del af migrationspresset, som går helt uden om registreringssystemet i f.eks. Italien og Grækenland. Endvidere omfatter tallene heller ikke de illegale indvandrere. Det gælder således personer, som indvandrer legalt med henblik på f.eks. arbejde og uddannelse, men som bliver i landet, efter deres opholdstilladelse er udløbet.

Hvis vi holder os til den del af indvandringsstrømmen, som registreres, så skævvrides diskussionen af en ukorrekt brug af de to begreber asylansøger og flygtning.

( … )

Det er vigtigt at skelne mellem en asylansøger og en flygtning, da antallet af dem er meget forskelligt. I følge oplysninger fra EUs statistiske kontor, Eurostat, blev mere end halvdelen af de behandlede asylansøgninger i 2014 afvist. Kun hver fjerde asylansøger blev tillagt flygtningestatus. Dette er endvidere ofte sket på grundlag af fragmentariske og svært kontrollerbare oplysninger fra ansøgerne. Da man normalt i sådanne situationer lader tvivlen komme ansøgeren til gode, er andelen af reelle flygtninge formentlig overvurderet.

Så har en gruppe af asylansøgerne på 15 pct. fået en såkaldt »subsidiary protection status«. Denne er baseret på, at de kunne komme i fare, hvis de vendte tilbage til deres hjemland, f.eks. personer som unddrager sig den militære værnepligt. Det er således en gruppe, som ved at forlade hjemlandet så at sige gør sig til en slags flygtninge.

Endelig har en lille gruppe på fire pct. fået en såkaldt humanitær opholdstilladelse, f.eks. på grund af sygdom eller hvor der er tale om uledsagede børn. En stor del af de personer, som får afslag, appellerer deres sag. Mindre end en femtedel af disse opnår en godkendelse.

Men hvorfor bry seg om slike tall og fakta? Olsen har en helt annen tilnærming. Hun fastslår at «Antallet flyktninger i Norge øker, foreløpig nokså uavhengige av syrere.» Tja, den største nettoinnvandringen til Norge 2.kvartal i år, var riktignok fra Eritrea. Deretter fulgte Syria, Somalia og Afghanistan.

Matthiessen og Viby Mogensen fortsetter:

Når man bruger udtrykket »den største flygtningekatastrofe« om den aktuelle migrationssituation, er det på den ene side desværre sandt, at mange brutale og korrupte regimer plager og fordriver dele af befolkningen i Mellemøsten og Afrika. På den anden side er det næppe den vigtigste årsag til migrationspresset mod Europa i dag og i fremtiden. Selv i 2014, hvor borgerkrigen i Syrien rasede, var det kun 20 pct. af asylansøgerne, som kom fra dette land.

For skams skyld 

Olsen har videre en snedig plan for hvordan vi skal forholde oss til juksere: «Hvor mange skal vi avvise fordi noen kan lure oss? Og hvor mange må vi for skams skyld ta imot? Det må være lov å snakke om.»

Ja, siden Olsen velvillig har gitt oss lov, får jeg vel prøve meg: Vi skal ikke for «skams skyld» ta imot noen som helst. De vi eventuelt skal ta imot skal være i forståelse med gjeldende regelverk på området. Det regelverket sier også hvordan juksemakere skal behandles.

Verre er det at regelverket ikke fungerer. Det har det ikke gjort siden det såkalte asylinstituttet oppsto, men det har likevel vært mulig å videreføre det – fordi det har vært en viss kontroll på migrasjonen. Det er det ikke lenger, ikke minst fordi mennesker utnytter situasjonen, som selvsagt først og fremst går ut over reelle flyktninger, og på grunn av befolkningsveksten i deler av verden. Men journalister vil ikke ”snakke om det”, så vi får låne øret til Matthiessen og Viby Mogensen igjen. For øvrig tror jeg heller ikke at disse herrene har hørt om Olsens fabelaktige distinksjon mellom menneskesmuglere og –handlere.

( … ) hovedmotivet for at søge mod EU-landene er – som det normalt har været i forbindelse med vandringer – ønsket og håbet om at komme ind i en stat, som i højere grad kan opfylde familiernes ønske om en højere levestandard, tryghed og et godt undervisnings-, sundheds- og socialsystem. Men da adgangen for indvandring i Europa er begrænset, bruges asylkortet som adgangsbevis. Det er derfor direkte misvisende og ødelæggende for enhver faglig betonet drøftelse af migrationspresset mod Europa, når man i nyhedsmedierne og den politiske debat hæfter betegnelsen flygtninge på alle de personer, som f.eks. anvender Middelhavet for at komme til Europa.

( … )

Der er med alle forbehold paralleller mellem den daværende europæiske udvandring og det nuværende migrationspres mod Europa. Den almindelige afrikaner er gennem radio, TV og mobiltelefoner velinformeret om forholdene i Europa. Udviklingen i transportteknologien har muliggjort en let og hurtig rejse over mange kilometer. Agentsystemet i 1800-tallet er på sin vis erstattet af hensynsløse menneskesmuglere, som mod høj betaling bringer udvandrere fra Mellemøsten og Afrika til Europa.

Da deres gebyrer er høje, er det europæiske asylsystem først og fremmest til glæde for den økonomiske bedre stillede del af befolkningen i udviklingslandene. Selv om befolkningen i Europa voksede betydeligt i løbet af udvandringsperioden, kan det slet ikke måle sig med vore dages demografiske udvikling i f.eks. i Afrika, hvor befolkningen i løbet af 35 år vil øges fra godt en mia. til knap 2,5 mia.

Mediedekning

Man kan av og til, faktisk oftere og oftere, lure på hva det er journalister vil. Ja, det er mange tragiske skjebner i verden, og vi må alle bidra med de beste løsninger. Å flytte folk fra et land til et annet, er ikke blant de beste løsninger. Ei heller å ta noen ytterst få til et høykostnadsland som Norge «for skams skyld» på bekostning av mange andre.

«Alle» skjønner det, men den djevelen som påpeker det, vil få med media å gjøre. Som gårsdagens leder i Aftenposten, der å bruke penger i nærområdene, hvor man får langt mer igjen for de samme pengene og sikrere når de som faktisk er hjelpetrengende, blir omtalt som avlat:

Å betale avlat er ikke løsningen, penger kan ikke løse alle problemer.

Når vi først er inne på penger: Olsen har jo allerede fortalt oss at «Det er penger i flyktninger», for kjøpmannen tjener på dem og de avstedkommer arbeidsplasser på asylmottak og integreringsprogrammer. Bare et lite hint: hvorfor dette mellomleddet? Kan ikke staten bare gi pengene direkte til kommunen og kjøpmannen? Dette beviser bare nok en gang at økonomi er vanskelige greier, særlig for mediafolk.

Lederartikkelen har for øvrig kommet frem til at «Dårlig integrering er ofte et tidsbegrenset fenomen. Når folk får muligheten til å arbeide, må vi tro at de fleste menn – og etter hvert flere kvinner – vil forsørge seg selv og være lovlydige samfunnsborgere.»

Ja vel, det er bare å hoste opp statistikkene. Eller som Matthiessen og Viby Mogensen sier:

I stedet præsenterer mediernes dækning os meget ofte, for det første, for en håndfuld tilfælde, hvor ikke-vestlige indvandrere faktisk klarer sig rigtig godt i Danmark. En gennemgående for lav beskæftigelsesgrad og en for høj kriminalitet hos vore nye medborgere kommer altså til at fremstå som noget, man kun møder på et fjernt sted, der hedder den officielle statistik.

For det andet undlader medierne typisk at inddrage den nye indvandrings betydning for velfærdssamfundet. Siden 2008 er vore ikke-vestlige indvandreres efterslæb i beskæftigelse blevet stadig større. Det har selvsagt øget trækket på de offentlige udgifter. ( … ) Og for det tredje undgår medierne at arbejde med en realistisk dagsorden med hensyn til baggrunden for de nye internationale vandringer. I stedet fremstiller man vandringerne som verdens hidtil største flygtningekatastrofe.

Og til deg som enda er med meg: Nei, jeg er ikke verdens mest ondskapsfulle menneske. Jeg orker bare ikke mer av dårlige løsninger (gjerne konstruert av dem som selv tjener på det), feige politikere og virkelighetsfjerne journalister.