– Den kulturradikale elite fremstår i stadig høyere grad som realitetsbenektende

Berlingskes Bent Blüdnikow intervjuer programsjefen i danske Radio24syv Mads Brügger, som i høst forsøkte å få gallerister til å stille ut Dan Parks provokunst som et ledd i debatten om ytringsfrihet og fengsling av kunstnere. Da radiostasjonens ansatte uttrykte frykt i forbindelse med prosjektet valgte imidlertid stasjonen å avlyse det. Det ble en øyenåpner for Brügger, som nå har meldt seg ut av Dansk PEN i protest mot at organisasjonen ikke fremstår med et klart forsvar for ytringsfriheten og angrer på at han ikke kom inn i kampen før.

Berlingskes Bent Blüdnikow intervjuer programsjefen i danske Radio24syv Mads Brügger.

Han meldte seg nylig ut av Dansk PEN i protest mot at organisasjonen ikke fremstår med et klart forsvar for ytringsfriheten og mot at skribent- og ytringsfrihetsorganisasjonen ekskluderte forfatteren Birgithe Kosovic. Styret i PEN anklaget Kosovic for illojalitet etter at hun videresendte en intern e-post til nettverket FriDebat. Kosovic mener imidlertid at hennes markante forsvar for ytringsfriheten generelt og engasjement for å få PEN til å bidra til å stille ut den svenske provokunstneren Dan Parks bilder i Danmark spesielt, var en sterkt medvirkende årsak.

Brügger kom sent, men godt inn i kampen for ytringsfrihet som følge av at Parks utstilling i Sverige ble lukket av politiet og Park selv dømt til fengsel for å ha forbrutt seg mot loven om «hets mot folkegrupper». I det offisielle Norge var det stort sett taust – med noen få unntak – men danske medier grep fatt i saken og mange deltok i debatten. Da det viste seg at få av de som deltok hadde sett Parks produkter, mente Brügger og radiostasjonen Radio24syv at det ville være interessant å hente dem til Danmark. På luften etterlyste de derfor danske gallerister som var villige til å arrangere en utstilling med Parks mest provoserende verk for å teste ytringsfriheten.

hege_banner_rights_special_778x150

Da Document.no høsten 2014 arrangerte et fordrag på Deichman der den drapstruede kunstteoretikeren Lars Vilks – som i februar ble utsatt for nok et islamistisk attentat i København hvor en møtedeltager ble drept – skulle snakke om Parks verk og dommen mot ham, forsøkte Antirasistisk senter og ytrevenstre-bloggen Radikal Portal først å presse Deichman til å avlyse arrangementet. Da det ikke lyktes arrangerte Antirasistisk senter en demontrasjon mot Vilks og foredraget, og fikk følge av hele 20 andre organisasjoner: AUF, Blitz, Den nasjonale støttegruppen etter 22. juli-hendelsene, Det Mosaiske Trossamfund, Grønn Ungdom, Kvinnefronten, Landsforeningen for lesbiske, homofile, bifile og transpersoner, Miljøpartiet De Grønne, Motmakt Oslo, Norges Kristelige Studentforbund, Norsk Folkehjelp Solidaritetsungdom, Palestinakomiteen, Queers4Palestine, Rødt Oslo, Rød Ungdom, Skeiv Ungdom, Skeiv Verden, Sosialistisk Ungdom, Stopp Hatprat-kampanjen og Ungdom mot Rasisme.

I Danmark beskrev programsjef Brügger bildene som «vanvittig provoserende i alle retninger». Utstillingen inkluderer blant annet et bilde av Jesus og Muhammed i seksuelt samvær, en katolsk biskop som mottar oralsex av en liten gutt og en stor jødisk gris med davidsstjerne på magen som bæsjer på Gaza. Han har også plassert en plakat med henvisning til nazistenes gassing av jøder ved det jødiske menighetshuset i Malmø og en plakat med kjente svarte svensker med hodet i renneløkker. Det er også bilder som kan krenke alle som er berørt av massakren på Utøya.

Men bare 12 dager etter etterlysningen av gallerister trakk Radio24syv seg og sendte ut en pressemelding om at den offentlige debatten hadde sporet av i den grad at stasjonens «opprinnelige idè ikke lenger var synlig i prosjektet» og at utstillingen derfor ikke kunne gjennomføres.

«Vi har ønsket at gøre debatten om ytringsfrihed konkret, fordi den bliver rigtig interessant, når de pågældende debattører personligt skal tage stilling til, om en ytring eller en handling nu også er nødvendig og tjener andet formål end selve krænkelsen i sig selv,» lyder det i Ramskovs pressemeddelelse.

Avgjørelsen ble begrunnet med en juridisk vurdering og at debatten var blitt avsporet, men underveis hadde man i et åpent brev av studioverten og journalisten Rushy Rashid, blitt anklaget for å ville starte en ny Muhammed-krise.

«Jeg mener, at vi ryger tilbage til 2005, hvis billedet med Muhammed kommer ud af den udstilling. Vi rører ved de samme følelser som i 2005, men det er værre denne gang, fordi vi samtidig er med i koalitionen mod Islamisk Stat. Der skal ikke ret meget til at starte en kamp mellem os og dem, mellem islam og Vesten, og det her kan blive tændstikken, der antænder branden,» siger Rushy Rashid til Jyllands-Posten.

– Dan Parks bilder vil av de fleste mennesker bli oppfattet som en dyp krenkelse av jøder, kristne, sorte, muslimer, innvandrere, ofre for forbrytelser – stort sett alle. Det var nettopp derfor vi fant dem egnet som utgangspunkt for en debatt om hva vi bruker ytringsfriheten til – fordi de ikke hetser mot en bestemt gruppe – men bare hetser, lød det fra Radio24syv.

Men kort etter innrømmet Brügger at en av grunnene til at de droppet initiativet var frykt blant radiostasjonens ansatte: – Vi mottok interne e-poster fra medarbeidere som var redde og bekymret. Det gjorde et kjempeinntrykk på meg. Vi begynte alle å skjelve på hendene, sa han.

Innrømmelsen ble berømmet av forfatter og medstifter av organisasjonen FriDebat, Jens Martin Eriksen, som mener at selvsensur altfor ofte blir bortforklart og kamuflert med honnørord som respekt, høflighet og anstendighet.

Brügger besluttet seg for å droppe behovet for sosial anerkjennelse fra de såkalt progressive, ga høfligheten på båten og hev seg inn i kampen for ytringsfriheten. I dag angrer han bare på at han ikke kom på banen før.

Dansk PEN drar føttene etter seg når det gjelder å forsvare ytringsfriheten på hjemmebane, mener han.

– Er du den typen som noen hånlig kaller ytringsfrihetsfundamentalister?, spør Blüdnikov, som viser til Brüggers fortid som klassisk venstreorientert:

»Ja, det er rigtigt i det store hele. Men jeg kan ikke lide udtrykket ytringsfrihedsfundamenlist, for enten har man det eller også har man det ikke. Det er ligesom, hvis nogen kaldte folk for demokratifundamentalister for enten har vi demokrati eller også har vi det ikke.«

Hvad har forårsaget ændringen?

»Hvad mener du?«

Når man kigger tilbage på dit liv, så fremstår der jo en klassisk progressiv historie. Ung ambitiøs mand fra velbjerget journalisthjem får straks arbejde i Danmarks Radio og har alle de rigtige progressive meninger om verden. Din første udsendelse var vist »Danes for Bush« med den sædvanlige nedrakning af USA?

»Ja, det er en tilståelsessag. Det er fuldstændigt korrekt. Det var sådan som ungdomsredaktionen var i DR. Det var god latin at være progressiv.«

Hvorfor ikke sige venstreorienteret?

»Ja, jo, men jeg har aldrig oplevet politisk kontrol.«

Det var måske ikke nødvendigt, fordi de venstreorienterede meninger var automatiske?

»Muligvis, men jeg lavede jo også »Det Røde Kapel« om forholdene i Nordkorea, hvor vi tog til det benhårde kommunistland.«

Det var vel ikke særlig udfordrende, for alle kunne se at Nordkorea var et vanvittigt sted, så der risikerede du vel ikke noget hos de progressive venner i journalistmiljøet?

»Næh, det kan du sige.«

Vendepunktet kom med Park-saken. For Brügger hadde alltid den danske forvaltningen av ytringsfriheten stått som et av de fineste kjennetegnene på demokratiet. At ansatte følte seg så utrygge at radiostasjonen måtte oppgi prosjektet med Park-utstillingen var følgelig en øyenåpner. Dog valgte stasjonen å innrømme at de var redde. Danmarks Radio (DR) – det danske svaret på NRK – valgte på sin side å snakke om hensyn og respekt. Den slags bortforklaringer gir ikke Brügger mye for.

Bekymrede det dig, at Dan Park er udlagt som en slags nazist og hatespeecher?

»Det vil være for simplistisk at kategorisere ham sådan. Han går efter alle og ønsker at provokere og sætte normer til debat. Hans kunst er et totalangreb på hele det multikulturelle svenske samfund. Hvis han kun var gået efter jøder eller muslimer, så havde jeg fundet ham mindre interessant som kunstner.«

Men du ville alligevel have accepteret ham som kunstner?

»Ja, for der er en flertydighed i hans værker og de refererer til komplekse forhold – ellers ville det være ren politisk propaganda. Beskyldningen om at han er nazist har intet med sagen at gøre, men er et forsøg på at lukke debatten ned. Han er grænsesøgende og grænseoverskridende, men helt afgørende for mig var også, at han blev smidt i fængsel og at de svenske myndigheder endda lod 8 af hans værker destruere. Det er aldrig sket i Danmark og det var så graverende for mig, at jeg måtte reagere. Det skete jo for pokker i Sverige, lige på den anden side af Øresund.«

Sagen om Dan Park blev indledningen til Mads Brüggers beslutning om at engagere sig i debatten om ytringsfriheden og sagen førte i sidste ende til opgøret i Dansk PEN, der ikke ville støtte Dan Park-udstillingen.

Presidenten i Dansk PEN, Anders Jerichow, er medarbeider i den venstreorienterte avisen Politiken. Det var han som stilte forslaget om å ekskludere Kosovic. I Brüggers øyne fremsto det som en politisk handling for å gi det mindretallet som ville at organisasjonen skulle engasjere seg et skudd for baugen.

»Dem, der førte kniven, var Politiken-folk som Anders Jerichow og Bjørn Bredahl. De holdt skåltaler om PENs aktiviteter i udlandet, men kun sporadisk, til allersidst, nævnte de Dan Park og terroren mod Krudttønden. Det var dobbelttale hele vejen igennem. På den ene side tog man pænt afstand fra fængslingen af Dan Park, men samtidig tog man afstand fra Park som kunstner. Og til sidst smed man Birgithe Kosovic ud. Det var en tragisk komedie.«

I Danmark gikk debatten om Park høyt mellom aktverdige, legitime aktører og avisredaksjoner, som bl.a. forfatter og medstifter av organisasjonen FriDebat, Jens Martin Eriksen, Berlingske Tidendes Mads Kastrup, menneskerettsekspert og leder for den juridiske tenketanken Justitia Jacob Mchangama og avisredaksjoner som Politiken og Jyllands-Posten.

Også Dansk PEN, hvis egenerklærte mål er å «kjempe for ytringsfriheten, ligegyldig hvor den utsettes for trusler (…)», meldte seg opprinnelig på debatten (Jyllands-Posten 29/8-14, ikke online):

»Det er umiddelbart svært at se, at der skulle være tale om en generel stigmatisering af folkegrupper. Han er ude på at udfordre nogle tabuer, men at han skal i fængsel for at provokere, tjener hverken den svenske debat eller ytringsfrihed. Det finder vi meget forkert,« siger Mille Rode, daglig leder af Dansk PEN. Foreningen er endnu ikke gået ud med en officiel udmelding, men vil nu gå i dialog med de andre nordiske PEN-centre med henblik på en fælles udmelding. »Det vil have større effekt, hvis vi udarbejder en fælles erklæring,« siger Mille Rode.

Men rett etter snudde ytringsfrihetsorganisasjonen tvert om og stilte istedet spørsmål ved kvaliteten på Parks verk.

Har den gamle kulturradikale eliten – det såkalte Politiken-segmentet – stadig et fast grep om dansk kulturliv?, spør Blüdnikow.

Til en viss grad, svarer Brügger, som mener at de i stadig høyere grad fremstår som realitetsbenektende:

De tager små skridt henimod en erkendelse af ytringsfrihedskampens vigtighed, men tager samtidig, så snart lejligheden byder sig, tre skridt tilbage. Det nye er, at i stedet for det obligate “men”, som i “jeg går ind for ytringsfrihed, men …”, så taler de nu om at man har et “nuanceret forhold til ytringsfriheden.”

Vågner du nogle gange med sved på panden, fordi du er havnet på samme fløj som Pia Kjærsgaard og Rasmus Jarlov og ikke med de pæne progressive folk fra Politiken?

»Jeg fortryder ikke noget, men jeg fortryder at jeg ikke gik ind i kampen tidligere. Jeg havde ønsket at jeg havde gjort det for ti år siden.«

Så hvorfor gjorde han ikke det? Brügger antar at det skyldes frykten for å bli utskammet og/eller satt i bås med folk som Pia Kjærsgaard eller Søren Krarup og angsten for å ødelegge «den gode stemningen». Og stemningen slår fort om, forteller Brügger, som praktisk talt kunne at dørene rundt ham ble stengt da han engasjerte seg i Park-saken.

Ikke overraskende blir den tidligere uklanderlig venstreorienterte mannen nå beskyldt for å være høyreorientert og rasist.

– Fordi man forsvarer ytringsfriheten er man plutselig på feil lag, sier han. Brügger mener at man ikke skal undervurdere behovet for å fremstå som et anstendig menneske, da de færreste ønsker å stå utenfor det gode selskap. Han tviler imidlertid ikke på at selv deler av de kulturradikale og Politiken-segmentet etterhvert vil følge etter i kampen for ytringsfriheten:

Hvornår besluttede du dig helt præcist til at ophøre med at være et pænt menneske?

»Det var under Dan Park-sagen. Man skal ikke underkende behovet for at være et pænt menneske. Den gode smag er en voldsom kraft, der river og flår i én. De fleste ønsker ikke at stå udenfor det pæne selskab.«

Tror du, at der er en chance for, at alvoren vil gå op for Politiken-segmentet og de kulturradikale?

»Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at kampen for ytringsfriheden har gode kort på hånden og at vi også efterhånden får folkene fra Politiken, Danmark Radio og de kulturradikale med. Jeg må indrømme, at chefredaktør Bo Lidegaards manglende vilje til at erkende, at ytringsfriheden er presset er chokerende. Men hans avis har jo også indgået en pagt med Muhammeds efterkommere, så man kan dårligt forvente sig andet.«

Når det gjelder DR, mener Brügger at de har latt seg fjernredigere av islamister og det faktum at den ressurssterke og maktfulle institusjonen velger å bortforklare det er et problem for hele samfunnet:

»Ja for DR har ladet sig fjernredigere af islamister og vover ikke at vise Muhammed-tegningerne. DR er en magtfuld institution med masser af penge og medarbejdere og alligevel lader de sig øjeblikkelig skræmme. Det er en skandale.«

Du tilhører et konkurrerende medie?

»Ja, men det er da ligegyldigt, for det drejer sig om principper og en afgørende kulturkamp. Den måde DR bortforklarer kritik er et problem for os alle. Der er en manglende lydhørhed og en sindblindhed og manglede vilje til at erkende, at vi står over for den største udfordring efter Den kolde Krigs ophør.«

Berlingske: Den dag Mads Brügger holdt op med at være et pænt menneske