Innvandring

Europas siste dager?

Jeg er nok ikke den eneste de siste årene som har registrert at i omgivelsene mine er det flere som diskuterer på hvilket kontinent barn og barnebarn kan ha en fremtid. De har gitt opp troen på Europas fremtid grunnet innvandringens åpenbare negative konsekvenser i dag, og de like åpenbare perspektivene rundt befolkningsveksten som kommer i islamdominerte land i Afrika og Asia. Det vl si at de har gitt opp troen på at vårt politiske lederskap vil makte å ta ansvar. Der snakkes det fremdeles lovprisende om ”integrering” – vår tids trylleformular?

La meg si det med en gang: det er alltid hyggelig å møte ikke-vestlige, og da snakker vi i hovedsak om de med bakgrunn fra der islam dominerer, som er veltilpassede i Norge. De er og blir våre medborgere. De har blitt en fullverdig del av oss fordi de selv ville det. Ikke fordi noen integrerte dem. De kom til oss med åpne, vennlige sinn, og de hadde med seg grunleggende ferdigheter: skolegang. Aller viktigst: de søkte seg til frihet, bort fra undertrykkende regimer, æreskultur og repressiv religion.

Så er det alle de andre, hovedandelen vil jeg påstå, som kom av helt andre grunner. Motivet var egentlig kun ett: økonomi. Som en ung norskpakistansk kvinne, født i Norge, fortalte meg: – Da jeg var ti år, hadde pappa oppnådd uførepensjon etter ca 15 år i Norge. Det var målet hans med å flytte til Norge.

Demografi er tungen på vektskålen. Denne historiske lærdommen skulle man forvente at politisk lederskap hadde under huden. Men dette lederskapet har opptrådt som om de kan oppheve tyngdeloven. Selv om det er åpenbart for enhver som søker noe sannhet, at Europa har fått større og større og flere og flere områder som mentalt og økonomisk er mer å sammenlikne med tredje verden, fortsetter orkesteret å spille: ”Integrering, integrering, intergrering”, lyder det taktfast fra trommeslagerne, og hvis fargotten piper i utakt, brøler tubaen overdøvedende.

hege_banner_rights_special_778x150

Det er mange i samfunet vårt i dag som har gode grunner til å kjempe med alle midler mot en faktuell debatt om vår fremtid. Prestisjetapet ved å måtte innrømme at de har tat feil, er ett moment. Et annet er at så mange har levebrødet sitt i innvandringsindustrien.

Vel så avgjørende som demografien er verdiene – kanskje det aller viktigste. Politikerne, med hjelp av akademia og et kunskapsløst og tilbakelent kommentariat i media, ga repressiv religion, som aldri har vært i nærheten av en opplysningstid, fri adgang til dekket bord. Ved det dekkede bordet serveres det den dag i dag syvretters meny til moskeenes talerør. Endog etter terroren i Paris, og mens vi venter å neste angrep, endres ikke menyen. Islam er fredens religion, lyder det (igjen) fra klakkørene i de politiske korridorene. Vi hører om kapring av religion, misbruk av reliogion. Gjenta det, og gjenta det. Så blir det nok til slutt en sannhet, ikke sant?

Professor Bent Jensen sier farvel tl Europa. Kontinentet er tapt, sier han, og peker å oss velgere som de skyldige. Den synes jeg er drøy. Vanlige borgere som har prøvd å heve røsten siste tredve årene mot makta; innvandringskåte politikere, akademikere og medier, har blitt parkert i en brun skammekrok. Fakta som har blit lagt på bordet fra ”motstandsbevegelsen”, har blitt systematisk fordreid og underkjent.

Mange av de samme politikere som har herjet med sannheten og de som har lagt nakne fakta på bordet, sitter fremdeles i maktens korridorer. Det samme gjelder kommentariatet og akademikerne.

Men Jensen skylder på ”oss”, du og meg. Greit, la oss ta en debatten også, da! Kronikken i Jyllands-Posten er dyster lesning, men mer nøktern enn vi har hørt fra en eneste regeringsrepresentant noensinne i Norge. Kun stortingsrepresentant Christian Tybring-Gjedde har gitt oss et kraftig varsel, sist i boken sin, Mens orkesteret fortsetter å spille. Orkesteret svar på boken var å spille videre… Kanskje musikerne vil lytet til herr professor Jensen?

»Vi lever i de sidste tider,« siger min ven kulturhistorikeren. »Jeg mener det alvorligt, Europas dage er talte. Jeg er glad for, at jeg ikke selv kommer til at opleve finalen, de sidste krampetrækninger, før det er forbi. Det bliver ikke noget rart syn. Min kone og jeg forbereder vore børn til at emigrere«.

»Er du blevet vanvittig?« svarer jeg. »Det går da fint! Europæerne har aldrig haft det så godt. Vi har en velstand og en frihed, som historisk er enestående«.

»Det er rigtigt,« medgiver kulturhistorikeren. »Vore forældre og bedsteforældre og talrige generationer før dem skabte disse enestående frie, velordnede og velstående samfund. Men din og min generation har sat alt over styr. Og skaden, vi har forvoldt, er irreversibel, som samfundsforskerne siger. Vi har passeret det punkt, hvor afviklingen af Europas nationer kunne vendes. Nu kan vi blot beskrive og forsøge at forklare, hvordan og hvorfor bare én generation af europæere bar sig ad med at formøble 1.000 års kultur.«

»Det er noget hysterisk sludder, du …«

»Giv mig lov til at forklare,« afbryder min ven, »hvorfor det Europa, som du og jeg voksede op i, snart vil være forsvundet og erstattet af noget helt andet, som ingen europæere for blot en generation siden kunne forestille sig. Et Europa, som ikke længere vil være genkendeligt, et Europa, som ikke er Europa.«

»Den helt basale faktor er demografien. Europæerne gider ikke mere at reproducere sig selv. Der fødes derfor alt for få europæiske børn, og de europæiske befolkninger skrumper. Europæerne har mistet det mest fundamentale overlevelsesinstinkt. Det er et historisk enestående fænomen. En fjerdel af tyske kvinder – i de store byer en tredjedel – vil ikke have børn. Tysklands flere millioner tyrkere vil derimod være mere end fordoblet i 2020. Ifølge FN- og EU-prognoser vil Tysklands nuværende befolkning på godt 80 millioner skrumpe til kun godt 60 millioner i 2050, og heraf vil tyrkerne og andre muslimer udgøre en stadigt stigende andel, indtil de udgør flertallet før århundredskiftet. Italien vil skrumpe med 20 millioner til 37 millioner og Spanien med 10 millioner til kun 28 millioner. I de østeuropæiske lande inklusive Rusland og Ukraine ser det endnu værre ud.

Den anden væsentlige faktor er tilvandringen. Europæiske lande har i historiens løb modtaget og på kort tid integreret indvandrere fra andre europæiske lande: tyskere, svenskere, jøder og huguenotter er indvandret til Danmark og har været en gevinst for landet. Men vor tids indvandrere fra islamiske lande er af et helt anderledes omfang, og de vil ikke integreres. De tager deres religion med fra Mellemøsten, Nordafrika og Pakistan for at kunne leve isoleret i egne bosættelser, så de ikke påvirkes af værtslandenes kultur. Og deres tal vokser eksplosivt, fordi de får langt flere børn end europæerne. I Frankrig med seks millioner muslimer og i Holland er den muslimske befolkning mere end fordoblet siden 1980. Er du klar over, at mange tyske byer har en muslimsk befolkning på 30-35 pct.? Det samme gælder engelske og franske byer. I Tyskland var der i 1960 under 7.000 muslimer, i dag er der fire millioner! En lang række tyske byer vil få muslimsk flertal inden for en overskuelig periode. 160.000 højtuddannede tyskere forlader hvert år landet. I Bruxelles og mange andre europæiske byer er over halvdelen af nyfødte børn for længst muslimske. I Birmingham er der flere moskéer end kirker.

De europæiske velfærdsstaters ødelæggelse bliver det uundgåelige resultat. De virker naturligvis som en magnet på de millioner af mennesker i Mellemøsten, Nordafrika og andre steder. Man kan opnå en levefod, der siger spar to til livet i de til dels sammenbrudte stater, de kommer fra. Man har ret til bolig, gratis børnehave, lægehjælp, undervisning og uddannelse. For nylig kunne man på tv stifte bekendtskab med en palæstinensisk kvinde med syv børn, som har boet i 21 år i Danmark uden at have lært at læse og skrive – og formentlig uden nogensinde at have arbejdet.

De udgør en enorm byrde og lægger beslag på en uforholdsmæssig stor del af de sociale budgetter. Vi ved fra Nationalbankens beregninger, at kun de indvandrere er en økonomisk nettogevinst, som har en uddannelse, når de ankommer; som er i beskæftigelse fra dag ét; og som forlader landet igen, når de ikke længere arbejder. I stedet modtager Europa millioner af mennesker uden uddannelse. Mange af deres børn får heller ikke en uddannelse. Det går ud over dem, der ved hårdt arbejde har opbygget landet og finansieret overflødighedshornet af velfærdsgoder. Husker du, at der ikke længere var råd til, at de gamle i Esbjerg kunne få en festlig juleaften på plejehjemmet?

Og vi står kun ved begyndelsen. I kraft af de voldsomme forskydninger, der også fremover vil ske i befolkningssammensætningen med færre og færre europæere og flere og flere muslimske tilvandrere og efterkommere, vil de europæiske landes økonomier skrumpe. Der bliver et mindre bruttonationalprodukt pr. indbygger. Andelen af produktive og innovative mennesker vil falde, mens andelen af lav- eller minusproduktive vil stige kraftigt. Samtidig vil udgifter til sociale foranstaltninger, til politi, retsvæsen og kriminalforsorg fortsat vokse. Skatter og afgifter på de produktive må hæves for at finansiere denne de facto destruktion af de europæiske velfærdsstater.

En tredje afgørende faktor er demokratiet eller rettere den demokratiske retsstat, som europæerne med rette er stolte af. Den giver borgerne en frihed og en retssikkerhed, som ikke kendes i de retsløse lande, hvor indvandrerne og deres efterkommere kommer fra. Her er politistat med klanvælde, korruption og undertrykkelse. Demokratiet er en fin styreform, og retsstaten et uvurderligt gode, men dens institutioner er skabt af og for demokratiske og lovlydige europæiske borgere. Retsstaten kommer til kort over for de enorme og voksende udfordringer over en bred front, Europa står midt i som følge af den islamiske massetilvandring.

En fjerde faktor er det net af love, direktiver og internationale konventioner, som europæiske politikere har spundet deres stater ind i, og som nu forhindrer dem i at gribe ind over for selv helt åbenlyse kriminelle handlinger. Eller sådan siger de europæiske politikere i det mindste selv. Det kan jo også være, at de blot bruger konventionerne som en undskyldning for ikke at foretage sig noget, der batter. Tilsyneladende er det ikke engang muligt for europæiske stater at forhindre illegal indvandring. Det er ligeledes ifølge politikerne heller ikke muligt at udvise stærkt kriminelle personer, der ikke har dansk statsborgerskab. Selv terrorister og personer, der er eftersøgt for mord, bliver beskyttet af konventionerne. Personer, der går i krig mod danske soldater, må ikke røres.

Nu og da foretager politikerne kosmetiske ændringer, men bliver så omgående af eksperter og medier udsat for en trommeild af beskyldninger for at savne anstændighed, medmenneskelighed og næstekærlighed. Den tid er jo også for længst indtruffet, hvor de islamiske tilvandrere kan være afgørende for udfaldet af et valg til de europæiske landes parlamenter. For nylig iscenesatte politikerne sig selv i en patetisk march mod terror, hvor repræsentanter for muslimske terrorregimer deltog – en både kvalmende og gratis gestus. For politikerne ønsker jo ikke at gøre noget seriøst ved de trusler, som de kunne afværge, hvis de blot ville.

Medierne er et fjerde problem. Især de elektroniske såkaldte public service-tv-kanaler har udviklet sig til en slags politiske partier, der ganske vist er uden noget folkeligt mandat, men som i egen selvforståelse har ret til at sætte den politiske dagsorden og bestemme, hvad der skal, og hvad der ikke må diskuteres. Og da alle undersøgelser entydigt viser, at disse medier beherskes af venstreorienterede, skaber de en permanent forvridning af den offentlige debat om alvorlige samfundsanliggender, herunder Europas undergang.

Man siger, at folk har de politikere, de fortjener. Det er under alle omstændigheder vælgerne, der ved valg efter valg stemmer på de politikere, som ved deres letsindige politik har lagt grunden til den kommende katastrofe, og som reelt ikke ønsker at gøre noget for at afværge katastrofen.

Derfor går Europa under for øjnene af os.«

Litteratur: Walter Laqueur: The Last Days of Europe (2007), Heinz Buschkowsky: Die andere Gesellschaft (2014), Camre, Mogens, Ole Hasselbalch og Lars Hedegaard: Der var et yndigt land (2014)