Islam

Ti minutter som endret verden, og mer av det samme, takk

Filmen Submission, underkastelse, som også islam betyr, endret europeisk kulturliv og debatt. I anledning 10-årsdagen for drapet på Theo van Gogh, mintes initiativtakeren til filmen, Ayaan Hirsi Ali, sin kollega ved filmfremvisning i New York. Hirsi Ali vil gi USA en wake up call.

Filmen Submission overgår alt annet innen samme bransje dette århundret. Den var beryktet og skapte reaksjoner før den ble lagt ut på nettet. Den lammet regjeringer, skapte frykt ikke minst i den nederlandske regjeringen (det vet vi i HRS også fra folk på innsiden, som ikke var blide på Hirsi Ali og van Gogh), var på dagsordenen i EU, NATO og i de mange sobre salongene: Islams nedrige kvinnesyn skulle blottlegges, og dette skapte altså panikk i vesten (sic!).

Klaus Wivel i Weekendavisen besøkte Upper East, New York, i forrige uke for å oppleve visningen der Ayaan Hirsi Ali selv deltok. Visningen var på 92Y, et jødisk institutt, som var under massivt sikkerhetsoppbud denne kvelden både på grunn av Hirsi Alis tilstedeværelse og at happeningen forgikk, nettopp, på et jødisk ”territorium”. Dette er jo blitt en naturlov i vesten.

Selv om både van Gogh, og Hirsi Ali, er (var) gudløse, mener Wivel at van Gogh var alt hva Hirsi Ali ikke er. Van Gogh tilhørte en spesiell europeisk kulturtradisjon: den sekulære bråkemakeren, storrøykende, usunn, sjuskete, frittalende, smakløs og respektløs. Van Gogh hånet enhver religiøs gruppe, som også muslimer, som han kalte blant annet for ”geitepulere”. Hirsi Ali derimot kaller van Gogh en ”sjokkunstner”:

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

”Han provokerede ofte for provokationens skyld, men han havde også en alvorlig side,” forklarer hun.

(…)

Filmens mest kontroversielle idé var at afbilde voldsopfordrende korancitater på huden af forslåede kvinder. Vi får fire kvinders fortællinger om tæsk og underkastelse, og vi ser dem knæle og bede; den ene bærer en gennemsigtig niqab, således at man kan se hendes nøgne krop. Som frafalden muslim hang der i forvejen en principiel dødsstraf over hovedet, men med denne film antog blasfemien i muslimers øjne utilgivelige højder.

»Jeg ville fortælle, at de korancitater har direkte konsekvenser for muslimske kvinder. Jeg ville spørge, hvad der er helligst – mennesker eller hellige tekster?« forklarer Hirsi Ali.

(…)

»Vi ville indlede en ikke-voldelig konversation, den samme, som vi har haft om kristne, jøder, nazister, kommunister og så videre. Hvorfor skulle muslimer undtages?« spørger hun.

Hvad hollænderne bevidnede i 2004, var direkte livsfarligt. Hirsi Ali fortæller, at hun advarede Theo van Gogh om konsekvenserne og opfordrede ham til at skjule, at han stod bag filmen, hvad han nægtede. Hun er glad for, at navnene på de fire kvinder, der medvirker i filmen, aldrig er kommet du.

Hirsi Ali hylder oplysningstidens idealer, og i sine udfald mod islam har hun aldrig skelnet mellem islamisme og islam, som hun har kaldt »tilbagestående« og voldelig. Konfronteret sidste onsdag med nogle af sine mest syrlige udtalelser, som at »islam er en dødekult«, forklarer Hirsi Ali, at hun skelner mellem islam og muslimer, mellem ideer og mennesker.

»Jeg er klar over, at der findes mange forskellige tolkninger af islam og mange forskellige muslimer.

Men når det kommer til de doktriner, man finder i islam, vil jeg fastholde, at man er idiotisk, hvis man ikke er bange for dem,« fortsætter hun.

De synspunkter og denne film har trukket et nyt jerntæppe gennem den vestlige verdens mentale landskab. I Storbritannien kaldte Timothy Garton Ash Hirsi Ali for »oplysningsfundamentalist«. Guardians estimerede koldkrigs-journalist skrev, at hun aldrig var blevet taget alvorligt, hvis ikke det var, fordi hun var så smuk (den sidste udtalelse har han dog beklaget senere). Ian Buruma, den ansete hollandsk-amerikanske forfatter og professor, udgav en hel bog om mordet, hvori han antydede, at hun var lige så rabiat som de islamister, hun bekæmpede.

Også i Danmark førte Submission, som foregreb Muhammed-sagen med over et år, en pinefuld debat med sig, som med tiden har fået en del til at skifte positioner. Venstre gav få uger efter mordet Hirsi Ali en frihedspris, som blev overrakt af statsminister Anders Fogh Rasmussen: »Hvis vi dukker hovedet i denne sag, så forråder vi vores frihedsidealer. Til islamiske fundamentalister og tyranner og terrorister af alle slags må vi sige klart og tydeligt: Vi hylder friheden. Vi hylder frisindet. Vi hylder fremskridtet,« sagde han til prisvinderen.

Lidt over et år senere, mens danske ambassader var i brand, begyndte han som bekendt selv at tie, og få år senere indtog han et standpunkt, der lignede det modsatte af, hvad han ganske få år forinden havde ment. Som generalsekretær for NATO i 2010 advarede han eksempelvis en pastor i Florida mod at brænde en Koran af.

Nu skulle den højeste magt trygle en inferiør, ukendt provokatør om at tøjle sin ytringsfrihed.

Nervøsiteten har spredt sig til andre regeringsledere og militære ledere i vestlige lande, som også har måttet advare mod samme slags islamfjendtlige manifestationer, ligegyldigt hvor ubetydelige de synes at være.

Da en koptisk produceret amatørfilm om Muhammed blev udsendt omkring 11. september 2012, og en ny runde af vold i muslimske lande førte til, at den amerikanske ambassadør i Libyen, John Christopher Stevens, blev myrdet, var det blevet lige så naturligt at bebrejde instruktøren for urolighederne som de voldsmænd, der førte an.

SUBMISSION og Hirsi Alis synspunkter havde også store følger for hovedpersonen selv. Hun blev efter filmen og dødstruslerne gemt væk af de hollandske myndigheder i månedsvis, og har siden måttet leve under heftig beskyttelse. Hun kom i det hollandske parlament for det liberale parti VVD, men fik af forskellige årsager over to dage i 2006 inddraget sit hollandske pas og sin bolig. Uønsket forlod hun landet for at komme til USA, hvor hun skrev sine erindringer, oprettede organisationen AHA til støtte for voldsramte muslimske kvinder i USA, blev gift med den konservative, skotske historiker Niall Ferguson, fik et barn og et statsborgerskab. Hun er stadig under beskyttelse af efterretningstjenesten.

Som i Europa var det først og fremmest den amerikanske højrefløj, som tog imod hende – udover et par enkelte sekulære debattører, såsom Christopher Hitchens eller Paul Berman, som til gengæld forsvarede Hirsi Ali med en lidenskab, som formentlig ikke er blevet andre intellektuelle til del i moderne tid, fraset Salman Rushdie.

Hun har fortalt, hvordan hun i første omgang søgte ind på Demokratiske tænketanke som Brookings Institution, da hun mente, at de ville være mere modtagelige over for en kvindesagsforkæmper.

Men som i resten av Europa er ikke kvinnesaksforkjempere lenger velkomne på venstresiden. Vi er frosset ut av de rekkene, fordi de vi så gjerne ville kjempe for, er de aller mest sårbare og undertrykte – muslimske jenter og kvinner. Derfor endte Hirsi Ali først opp i konservative American Enterprise Institute. Nå er hun tilknyttet Harvard’s Belfer Center. I USA er hun nå i medias søkelys grunnet IS’ blodtørstige herjinger og fordi en av landets mest populære TV-komikere, Bill Maher, som tilhører venstrefløyen, har gått i strupen på islam flere ganger i beste sendetid.

Han har bekendtgjort, at der er for lidt afstand mellem islams doktriner og IS’ handlinger. Ti år efter har USA i Maher fået sin egen version af Theo van Gogh, og forvirringen på venstrefløjen er den samme, som den var over for den hollandske instruktør i Europa.

Debatten fik sit mest eksemplariske udtryk for et par uger siden, da Maher havde Ben Affleck i studiet. Den Oscar-vindende skuespiller og instruktør kunne slet ikke skjule sin foragt. Han kaldte den islamkritik, Maher og hans anden gæst, forfatteren, ateisten og islamkritikeren Sam Harris, leverede, for »klam« og »racistisk« og fortsatte med at overfalde dem i flere minutter. Stort set samtlige aviser og nettidsskrifter kommenterede bataljen, og udsendelsen blev en af de mest sete.

Også Hirsi Ali kommenterede skændsmålet i Mahers program denne aften i 92Y.

»Hollywood indspiller film med Moses og Jesus, men hvornår får vi Ben Affleck at se som Muhammed, den historisk vigtigste figur for tiden?« spurgte hun. »At man aldrig kunne drømme om at indspille sådan en film, siger alt om Hollywood i dag. Hollywood opfører sig som soldaterne i den irakiske hær, da de så IS nærme sig.« Hirsi Alis egen person er også blevet genstand for en af årets store kontroverser. I foråret 2014 modtog hun en æresgrad fra Brandeis University for sit forsvar for kvinderettigheder i den muslimske verden. Efter pres især fra en stor amerikansk muslimsk gruppe og hundredvis af studerende og undervisere besluttede universitetsledelsen at trække anerkendelsen tilbage. Begrundelsen lød, at man ikke havde haft kendskab til hendes nedværdigende bemærkninger om islam. Sagen fik aviser og kommentatorer over hele USA til at diskutere, om en krænkelseskultur på universiteterne var gået over gevind, og om ytringsfriheden var truet.

Selv giver Hirsi Ali denne kommentar onsdag aften til Brandeis-sagen: »I AHA bruger vi mange kræfter på at få kvinder ud af muslimske lande, som er blevet kidnappet. Jeg beder ikke om, at muslimer og andre på universiteterne er enige med mig, men jeg vil bede om, at de er solidariske med de kvinder, vi har hjulpet. Jeg er deres stemme. De har ingen,« siger hun.

En annen gjest denne kvelden er Wall Street Journals kommentator og debattredaktør Bret Stephens. Han fik Pulitzerprisen for sine kommentarartikler i 2013. Han leverer klar tale:

”Hvis man ikke som mand beundrer Hirsi Ali, har man ingen nosser,« siger han. »Hvis man ikke som kvinde beundrer Hirsi Ali, har man ingen hjerne. Brandeis University mangler begge dele.”

Jeg tror Stephens peker på noe helt avgjørende når han forklarer hvorfor ikke venstrefløyen på refleks støtter Hirsi Ali – som kjemper mot religiøst mørke og for kvinner, og ”dertil” er svart:  Det finnes en understrøm hos oss som vi er lite bevisst, som får oss til å underkaste oss totalitære strømninger – som tidligere så manges fascinasjon for nazismen og kommunismen, begge europeiske oppfinnelser. Nå gjør vi samme knefall for islam.

”Vi lyver over for os selv, hvis vi tror, at drømmen efter frihed er den dybeste del af den menneskelige sjæl. Problemet med frie samfund er den frygt, der opstår, når man er tvunget til at vælge sin egen skæbne. Der er en trang efter at leve i samfund, hvor andre træffer valgene.”

Så hva tenker Hirsi Ali? Om jeg må si det: som meg selv, og antakelig svært mange med meg: Vi må gjennomkrenke islam akkurat slik vi frigjorde oss fra kristendommens mørke ved bruk av alt fra kritisk fornuft til hån og latterliggjøring.

”Islam skal gennemgå en periode af ubønhørlig blasfemi, ligesom kristendommen har,« siger hun.

 Og da vet vi hva vi risikerer: flere skjebner som Theo van Gogh.

Weekendavisen 31.oktober: 10 minutter der ændrede verden