Innvandring

-Jeg kan ikke bruke Allah til noe

Den 18 år gamle danskpalestineren Yahya Hassan har skapt overskrifter i Skandinavia etter sitt angrep på foreldregenerasjonen: de har sviktet barna. De har klynget seg til koranen samtidig som de har snyltet på velferdsstaten, banket opp barna og nektet dem å bli en del av det danske samfunnet. Selvsagt kom drapstruslene prompte. Nå blir det nok flere.

Den unge dikterdebutantens første utmelding var kontant: han var ”fucking sint” på foreldregenerasjonen.  Salven kom sist lørdag. Da meldte DR Deadline straks sin interesse: intervju pluss diktopplesning på direkten, og DRs facebookside rant over av drapstrusler. Her er diktet Hassan leste om oppdragervolden:

FEM BØRN PÅ RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE

FLERGRÆDERI OG EN PØL AF PIS

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

VI STIKKER SKIFTEVIS EN HÅND FREM

FOR FORUDSIGELIGHEDENS SKYLD

DEN DER LYD NÅR SLAGENE RAMMER

SØSTER DER HOPPER SÅ HURTIGT

FRA DEN ENE FOD TIL DEN ANDEN

PISSET ER ET VANDFALD NED AD HENDES BEN

FØRST DEN ENE HÅND FREM SÅ DEN ANDEN

GÅR DER FOR LANG TID RAMMER SLAGENE VILKÅRLIGT

ET SLAG ET SKRIG ET TAL 30 ELLER 40 TIL TIDER 50

OG ET SIDSTE SLAG I RØVEN PÅ VEJ UD AD DØREN

HAN TAGER BROR I SKULDRENE RETTER HAM OP

FORTSÆTTER MED AT SLÅ OG TÆLLE

JEG KIGGER NED OG VENTER PÅ DET BLIVER MIN TUR

MOR SMADRER TALLERKENER I OPGANGEN

SAMTIDIG MED AT AL JAZEERA TV-TRANSMITTERER

HYPERAKTIVE BULLDOZERE OG FORTØRNEDE KROPSDELE

GAZASTRIBEN I SOLSKIN

FLAG BLIVER BRÆNDT

HVIS EN ZIONIST IKKE ANERKENDER VORES EKSISTENS

HVIS VI OVERHOVEDET EKSISTERER

NÅR VI HIKSTER ANGSTEN OG SMERTEN

NÅR VI SNAPPER EFTER VEJRET ELLER MENINGEN

I SKOLEN MÅ VI IKKE TALE ARABISK

DERHJEMME MÅ VI IKKE TALE DANSK

ET SLAG ET SKRIG ET TAL

Jyllands-Posten har også meldt sin interesse for den frittalende unge mannen (9.oktober, ikke på nettet). Det gås rett på sak: intervjuet avbrytes av Hassans telefon. En illsint mor skjeller han ut på arabisk. Hvorfor? ”Fordi jeg snakker stygt om faren min. Ifølge koranen er det respektløst å konfrontere mannen. Det er derfor disse historiene aldri kommer frem.” Altså historiene om vold mot barna.

”Alle fikk bank av fedrene sine i gettoen. Og mødrene kunne ikke gjøre noe. Hadde min mor grepet inn hadde hun fått enda mer bank enn hun allerede fikk.”

Han forteller at søstrene gråter over hva han har gjort, altså at han går offentlig ut med gettoens ”hemmeligheter”. ”Alle vet at jeg er broren deres,” sier forfatterdebuttanten. Til uken kommer boken MIG JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD OG PÅ HANS ALLE MULIG UDUELIG DISCIPLE. (Jeg skvatt faktisk litt. Vår tids Øverland, eller ”bare” en sint ung mann?)

Det er når tittelen presenteres i intervjuet at ordene, som nok vil bli flittig sitert, faller:

”Jeg kan ikke bruge Allah til noget,« siger den 18-årige digter, som er træt af hykleriet blandt indvandrere i ghettoer som Mjølnerparken, Vollsmose og ikke mindst Trillegården i Aarhus V, hvor han selv er vokset op.

Så gyver han løs på hykleriet, på jødehatet, avstandstakingen til danskene, hvordan det hele tiden for foreldrene handler om ”oss” og ”de andre”, som smitter over på barna: 

”Ghettoerne er fyldt med dumme perkere (tyrkere, min merknad), som render rundt i joggingtøj. De går til fredagsbøn, men bruger ugens øvrige dage på at stjæle, hæle, drikke sprut og gå i seng med danske piger. Når de sidder i fængsel, bladrer de lidt i Koranen, anskaffer sig en bedekæde og optjener gode gerninger, så de kan begynde forfra med alt det forbudte.»

 Digteren har selv stjålet, solgt stoffer og slået uskyldige mennesker ned. Efterfølgende har også han bedt om syndsforladelse.

”Men jeg orker ikke mere hykleri. Folk spørger, om jeg er muslim. Men hvordan kan jeg være muslim, når jeg ryger, drikker og knepper og i øvrigt aldrig kunne drømme om at bede eller faste? Religionen skal ind i dette århundrede.” Hidsigt opremsende gør Yahya Hassan op med forældregenerationen, som han beskylder for at have slået ring om deres børn og forhindret dem i at blive integreret: VI HAVDE INGEN DANSKE KANALER VI HAVDE AL JAZEERA VI HAVDE ALARABIYA VI HAVDE INGEN PLANER FOR ALLAH HAVDE PLANER FOR OS.”

Forældregenerationen har skabt splid,« siger Yahya Hassan.

”De har spildt tiden på at spille kort og glo på Al Jazeera, mens de har svinet jøderne til og advaret deres børn mod at stole på danskerne. Selv rådnede de op på kontanthjælp.

Der er da ikke noget at sige til, at vi står med en generation af dumme mennesker, når forældrene er så idiotiske. De har fritaget deres børn fra kristendom og idræt. Alene det, at man ikke må bade sammen med danske børn, skaber en kropslig distance. Det er hele tiden os og dem.”

Allah har planer for mig

Yahya Hassan har aldrig oplevet sine forældre vise interesse for det danske samfund.

”Allah havde jo planer for os. Lad os vente og se, hvad han har til os. Af godt og skidt. Folk hænger fast i religionen, fordi de er bange for at komme i helvede. De er indoktrinerede og har Allah hængende over hovedet konstant.” 

Forældrene kom til Danmark som palæstinensiske flygtninge fra Libanon i slutningen af 1980′ erne, og i digtsamlingen beskriver Yahya Hassan en far, som faldt hen foran fjernsynet og udnyttede enhver lejlighed til at tæve sine børn.” 

Volden var ”tortur”, sier Hassan. Tortur fordi barna visste aldri når neste runde kom. Tilværelsen var uforutsigbar grunnet faren på flere måter. Den ene dagen bodde de hjemme, neste dag på krisesenter.   

Han kunne smadre mig, sige undskyld og derefter tage mig med ud og købe et computerspil.

Hvis jeg larmede for meget, smadrede han den gave, som han lige havde købt.» Ifølge Yahya Hassan behøvede faderen knap nok en grund til at slå sine børn.

”Jo, jeg lavede da drengestreger. Pissede i andre folks sko og den slags. Men vi kunne også få tæsk for at glemme nøglerne til lejligheden eller grine under aftensmaden. Det var det samme i alle familierne i ghettoen.” 

Hassan har ikke kontakt med faren lenger, foreldrene er skilt, slik jeg forstår det etter sharia, faren er gift på nytt, også etter sharia nødvendigvis. I diktsamlingen beskylder Hassan faren for dette typiske trygdejukset blant muslimer i Europa. Her er strofen:

”HAN ER MUSLIMSK GIFT MEN SEPARERET HOS KOMMUNEN SÅ HANS KONE ER ENLIG MOR PÅ BISTANDSKONTORET.”

Hassan sier at både kvinner og menn er aktive i trygdejukset:

”Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem der kan begå mest socialt bedrageri. Fædrene modtager kontanthjælp og sælger samtidig hælervarer til venner og bekendte. Mødrene modtager kontanthjælp og arbejder sort som opvaskere på restauranterne. I ghettoen svindler alle sig til overførselsindkomst.  De flytter adresse for at få mere i SU og lyver sig syge for at få førtidspension. Det hænger slet ikke sammen med Koranen, som forbyder folk at stjæle.”

Det svindles også med alderen. Her en ny strofe fra diktsamlingen:

VI ER FLYGTNINGE UDEN ALDER DET ER DERFOR DER FINDES ARABERKVINDER I 7. KLASSE DER HAR PATTER SÅ STORE AT DER IKKE ER TØRKLÆDER NOK

(Det er dette jukset vi ikke minst ser blant enslige ”mindreårige” gutter/menn fra Afghanistan etc som søker asyl. Men det gjelder også familier: å justere ned alderen på barna fører til at man mottar barnetrygd i flere år.) Som Hassan sier det:

”Det er nemmere at få opholdstilladelse til små børn, så der fuskes med fødselsattesterne.

Jeg kender flere, som er 17 år ifølge fødselsattesten og 23 eller 24 i virkeligheden,” siger han.

Hassan begynte å skli utpå da han begynte på skolen:

”I skolen var de voksne søde og rare og delte ikke engang lussinger ud, når vi tabte noget på gulvet. Det kunne jeg overhovedet ikke styre. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg kunne stjæle de andres madpakker og Pokémon-kort og nøjes med et «hov, hov, det må du sørme ikke» som straf. Det var først, da de begyndte at ringe til vores fædre, at det gjorde ondt. Så fik vi alle sammen tæsk.”

Men lærerne kunne ikke styre Yahya Hassan, som blev smidt ud af folkeskolen i 2.klasse og sendt i specialskole. Som 13-årig blev han første gang anbragt på institution.  

”Der fandtes altså et samfund uden for de religiøse rammer. Jeg begyndte at spise bacon.

Mest i trods,” siger Yahya Hassan, som dog ikke kunne holde sig ude af ballade: JEG PISSEDE I BÅLET NÅR DE LAVEDE SNOBRØD OG TOG HAVETRAKTOREN TIL BRUGSEN. 

”De havde placeret mig på landet, sammen med alkoholikernes skrøbelige afkom. Jeg var ikke svag, jeg kunne stjæle og slås,” siger Yahya Hassan, som også skabte ravage på sit næste opholdssted: JEG SMADREDE HELE HYTTEN MED EN STOR STEGEPANDE FØRST ALLE VINDUER SÅ POTTEPLANTER OG KRUKKER OG TALLERKENER OG GLAS JEG SPARKEDE DØRENE IND OG VÆLTEDE REOLEN RYKKEDE SKUFFERNE UD OG KNÆKKEDE SKABSLÅGERNE AF PÆDAGOGERNE HOLDT JEG PÅ AFSTAND MED MIN LOMMEKNIV. 

”De snød mig,” udbryder han. ”De sagde, at de ville køre mig til fest, men jeg faldt i søvn i bilen og vågnede op i en hytte i Silkeborg. De anede ikke, hvad de lavede. Mange af dem var ikke engang pædagoger, bare store mænd. De var uddannet i livets skole, som de sagde.” Yahya Hassan understreger, at han ikke beskylder systemet for, at han begav sig ud på en kriminel løbebane.

”Det er ikke systemet, men forældregenerationen, der har ansvaret for deres børn. Forældregenerationen føler, at de gjorde deres børn en stor tjeneste ved at rejse til Danmark, og jeg har helt sikkert haft det bedre i Danmark, end jeg havde haft i en flygtningelejr i Mellemøsten. Men det betyder da ikke, at mine forældre kan fralægge sig ansvaret. De måtte flygte, og det gav dem traumer, men hvis man ikke kan overskue at have børn, bør man ikke få nogen,” siger Yahya Hassan, som medgiver, at han selv har valgt kriminaliteten.  

”Jeg flygter ikke fra mit ansvar. Det var måske ikke kommet så vidt, hvis jeg havde fået en ordentlig opvækst med andet end tæsk og korancitater. Men kriminaliteten, den er i sidste ende mit eget ansvar.”

Hassan var voldelig da han ranet folk. Han var likeglad: JEG GIVER HENDE ET SLAG I HOVEDET HUN HOLDER STADIG FAST ET SPARK I MAVEN ET KNÆ TIL HOVEDET HUN FALDER TIL JORDEN.

Møtet med litteraturen var vendepunktet, som han stiftet bekjentskap med på en døgninstitusjon. Han stjal en stil fra læreren – som ble oppdaget, og historien endte opp i Norge mellom permene til Knausgård.

Han skyndte sig at skrive en stil mere, som vakte så stor begejstring hos læreren, at hun forsynede ham med digte, noveller og romaner.  

”På det tidspunkt havde jeg nærmest kun læst Dan Browns Da Vinci Mysteriet,” kommer det næsten undskyldende fra Yahya Hassan.  

Inspireret af den norske succes-forfatter Karl Ove Knausgård begyndte han at skrive om sit eget liv.  

”Knausgård havde også problemer med sin far. Jeg har læst hans bøger, siden jeg blev anbragt. Jeg er blevet ældre med Knausgård.”

Og han er like nådeløs som Knausgård: han utleverer de som krysser hans vei:

Intet blev udeladt i Yahya Hassans tekster. Heller ikke forholdet til den pågældende underviser: DET STARTEDE MED ET KYS SOM DET VEL ALTID GØR MEN DEN BOG VI SKREV SAMMEN VAR IKKE EGNET TIL HØJTLÆSNING FØRST BLEV HUN FYRET SÅ BLEV HUN SKILT.

”Jeg kan ikke tage hensyn til nogen, når jeg skriver. Det hele skal med, ellers fungerer det ikke for mig,” siger Yahya Hassan, som heller så nogen grund til at skjule det efterfølgende indbrud hos lærerens eksmand: JEG KNEPPEDE DIN KONE JEG RIBBEDE DIT HJEM FOR VÆRDIER JEG PAKKEDE FJERNSYNET IND I JERES SØNS DYNE JEG KUNNE IKKE ARGUMENTERE FOR AT MIN FÆTTER SKULLE LÆGGE JERES SØNS COMPUTER TILBAGE EN LAPTOP ER EN LAPTOP SAGDE HAN DET ER 500 MERE TIL HVER DINE GUITARER ENDTE HOS HÆLERHASSAN. 

”Jeg vidste, at der ikke var nogen hjemme på det tidspunkt,” siger Yahya Hassan.  

Så var det alle drapstruslene. Og rosd og kritikk. Ros for å fortelle om de håpløse forholdene i gettoene, kritikk for å henge ut sine egne. Og korreks fra e slsiolog som mener man kan klare seg fint selv om man har ”fiaskoforeldre”. (Ja da, unntak finnes alltid.) 

Hassan sier at han ikke snakker om ”nydanskene i parsellhuskvarterene”, men om ”perkerne i Gellerupparken og Vollsmose. De som ikke interesserer seg for det danske samfunnet og ikke anerkjenner det danske systemet.” Han advarer: det danske samfunnet og dets toneangivende stemmer undervurderer problemene.   

”Jeg køber ikke den der med, at det er de få, som ødelægger det for alle de andre. Nej, det er lige omvendt. Alle, der bor i ghettoerne, laver kriminalitet. Alle mine fætre er kriminelle.

Der er godt nok lidt stille i øjeblikket, for tre af dem sidder i fængsel.”

Her en ny strofe om da han ble sendt i varetekt etter et ransforsøk: JEG BLIVER TAGET UGEN FØR SOMMERFERIEN INDLOGERET PÅ 1. SAL MED UDSIGT OVER MØLLEPARKEN CELLE 21 HVOR OGSÅ DU HAR BETROET DIG TIL VÆGGEN FÆTTER EN HILSEN TIL LILJA GRAVERET I 2004.

Nå trenger han ikke begå kriminalitet lenger, sier han. ”Ikke berigelseskriminalitet i hvert fald. Før havde jeg en fætter og en hæler, nu har jeg et forlag, som giver forskud.”

Denne unge mannen kommer vi til å høre mye mer fra, tipper jeg.