Integrering og integreringspolitikk

Svensk politi om rystende forhold

Alle vet at forholdene i gettoen Rosengård er ille. Men det skal ikke snakkes om i Sverige. Dansk politis fagblad tok turen over sundet, og intervjuet dansk politis kolleger. Da falt eksempelvis denne setningen fra den første betjenten fagbladet snakket med: ”Hvis vi forteller om de tingene vi ser i Rosengård, måtte vi finne ny jobb i morgen.” Det var som sagt den første betjenten.

Fagbladet DANSK POLITI ville se nærmere på politiets arbeid i gettoer i Sverige, blant annet fordi ”tonen” i innvandringsdebatten er på en annen planet i landet på den andre siden av sundet. For Danmark er Rosengård i Malmö Sveriges svar på Vollsmose.

I Rosengård har over 90 prosent av beboerne utenlandsk opprinnelse, de sosiale problemene er massive, andelen unge under 25 år er stor.  Arbeidsløsheten er skyhøy, og mangelen på språkkunnskap og utdannelse gjør det svært vanskelig å klare seg i et høyteknologisk samfunn.

Det kan i sig selv være en udfordring for de offentligt ansatte, som arbejder i området, at have hånd i hanke med, hvem der bor hvor. Hertil kommer, at det ikke er god tone at påpege de problemer, som områdets beboere har, hvis disse kan tilskrives etnicitet, baggrund eller kultur.

hege_banner_rights_special_778x150

Den står i hurtigt klart, da DANSK POLITI spørger de politifolk, vi møder på Politistationen i Rosengården, om, hvilke muligheder de har for at løfte problemstillinger i området. Det vil i sagens natur kræve, at man kan tale åbent om problemerne – og her støder de ansatte ind i første barriere. – Hvis vi fortalte om de ting, vi ser i Rosengården, kunne vi godt finde nyt arbejde i morgen, svarer den første politiassistent, vi spørger.

Påpeker man det åpenbare som kan ses med det blotte øyet i gatene, nemlig at barn og unge driver gatelangs etter skoletid og mange av dem ender opp som narkopushere, trekkes rasismekortet prompte. At politiet ut fra erfaring mener at barn i ikke-vestlige familier er mer voldsutsatte enn andre barn, må heller ikke nevnes. Når jenter/unge kvinner ”hopper” fra balkongen, er det nesten umulig å kunne bevise hvorfor de ”hoppet”: selvmord eller mord?

Alle andre politifolk, vi møder, får samme spørgsmål – og alle andre svarer stort set det samme. Den svenske offentlighed, de svenske medier og den svenske tradition ønsker ikke integrationsdebatten. At påpege, hvordan mange børn, der i den mest problematiske del af Rosengården, reelt bare går rundt på gaden efter skoletid, og at en del sluses ind som pushere i et blomstrende drive-by hashmarked – og at kedsomheden også fører til en række overfald, røverier med mere – ville naturligt afføde et racismestempel fra det omgivende samfund.

Jeg er overbevist om, at man her i Rosengården finder en overrepræsentation af familier, hvor der foregår vold – i forhold til resten af Malmø. Men det er ikke en problemstilling, vi kan tage op som politi. Så vil vi lynhurtigt blive stemplet som racister. Det gør det også svært at gå ind og lave en strategi for, hvordan vi løser problemerne. Sådan siger Martin, politiassistent i Rosengården i Malmø. Han ønsker ikke at stå frem med sit rigtige navn. Han nævner sager, hvor yngre kvinder er døde efter et fald fra en altan. Efterfølgende efterforskning har ikke kunnet vise, om de hoppede selv, eller om de blev skubbet. Men hans fornemmelse af, at der sker rigtig meget bag de lukkede døre og de lukkede samfund, som aldrig kommer til politiets kendskab, må han tage med sig hjem hver dag.

Som alle andre, DANSK POLITI møder, trækker han blot på skuldrene af, at man i Sverige ikke italesætter problematiske sider af netop bydele som Rosengården. – Det er meget svensk. Sådan gør vi her. I gør, som I gør i Danmark, hvor I er meget hårde. Her har vi den holdning, at man er svensker, når man bor i landet, og at vi meget nødigt vil risikere at stigmatisere minoriteter, lyder forklaringen.

En svenske som virkelig har fått betale prisen for ”de svenske tilstandene” er tidligere SVT-journalist Gunnar Sandelin, også forfatter av bok om innvandringens konsekvenser i SverigeHan er stemplet ut av det gode selskapet som rasist. For å få en åpen kilde kontakter derfor fagbladet Sandelin.

Vi kontakter derfor Gunnar Sandelin, en tidligere journalist fra svensk fjernsyn, som i dag, efter eget udsagn, betaler prisen for at have forsøgt at oplyse og skabe debat omkring integration i Sverige. Han har for eksempel forsøgt at analysere på konsekvenserne af det faktum, at Sverige topper alle lister for asyl og familiesammenføring i forhold til landets befolkningstal.

Gunnar Sandelin, der også er socialrådgiver, udgav for nylig en bog om de svenske udfordringer og tavsheden i forhold til indvandring. Han forsøgte at sætte fokus på, at boligsituationen er desperat, arbejdsløsheden meget stor, og at der opstår en række parallelsamfund i Sverige. Bogen har siden toppet listerne over faglitteratur til trods for, at intet forlag vil udgive den, og at den kun kan købes over internettet.

Gunnar Sandelin forklarer blandt andet, at det har en pris, når Sverige sidste år gav 110.000 permanente opholdstilladelser, et tal som endda er endnu højere i 2013. At flertallet af de mennesker, man tager imod, overlades til sig selv, og til arbejdsløshed, da kun 2,5 procent af arbejdspladserne (ifølge Eurostat) er inden for rækkevidde for deres kompetencer – på et højteknologisk svensk arbejdsmarked. At indvandringen måske koster et trecifret milliardbeløb, svarende næsten til udgifterne i hele sundhedsvæsenet.

I dag er Gunnar Sandelin marginaliseret, og bliver kaldt alt fra racist til fremmedfjendtlig i offentligheden – uagtet at hans bog langt hen ad vejen er baseret på tal og statistik.

– Jeg forstår godt, hvis politifolk og andre ikke tør udtale sig i den svenske offentlighed. Det er simpelthen det værste, man kan gøre her i Sverige. På det område er vi DDR light, og får du først stemplet som fremmedfjendtlig, så mister du alt. Jeg er 62 år og i pensionsalderen, derfor går det, men prisen har været høj – meget høj. Jeg har mistet både venner og arbejde på at tage hul på debatten. Havde jeg været 10 år yngre, havde jeg ikke turde gøre det. Så skulle jeg stadig have et arbejdsliv at se frem til, fortæller Gunnar Sandelin.

Han fortsætter:

– Vi har et samfund, hvor de eksperter, som udtaler sig om blandt andet Rosengården, er folk som stort set aldrig har været der. Hvorimod jeg, der har været socialarbejder i et belastet område og har arbejdet med flygtningebørn, ikke bliver hørt og tilmed bliver beskyldt for racisme, når jeg siger noget. Svenskerne ønsker simpelthen ikke at tage debatten om konsekvenserne af den politik, vi fører, siger Gunnar Sandelin.

Af hensyn til de politifolk DANSK POLITI har talt med, har vi valgt at holde dem anonyme. Deres identitet er kendt af redaktionen.

Så hvem taper på de svenske tilstandene? Det kan jeg svare på: barna, ungdommen og kvinnene på innsiden av gettoen. Men det faktumet har aldri ligget den organiserte antirasistiske bevegelsen nært på hjertet, ei heller godhetsindustrien i akademia, der forskningsmidler ikke deles ut til de ærlige sjelene som søker sannhet.

Og selvsagt taper hele det svenske samfunnet, som utarmes økonomisk av en innvandring man antar koster over 100 milliarder i året, og den svenske kulturens frihetsverdier skyves stadig nye hakk bakover. Det ser vi jo ikke bare på  den vanvittige voldtektsstatistikken, mens også eksempelvis på bandekrigene, som i Göteborg, der folk skytes på åpen gate.