Integrering og integreringspolitikk

Profeten på min vegg

Integreringsordfører Inger Støjberg (V) i Danmark går i rette med islam i en kronikk i Politiken. Selv i Danmark vekker det oppsikt at en politiker mener at islam har verdier som ikke er forenelig med et land som bygger på frihetsverdier. Støjberg forholder seg retten til å male profet Muhammed på sin vegg og ber muslimer akseptere at det, som i en ellers god kronikk utmerker seg ved å glimre med sitt fravær av løsninger.

Inger Støjberg er talsperson for integrering (integreringsordfører) for partiet Venstre i Danmark. Men i motsetning til våre talspersoner for integrering, kanskje med unntak av Fremskrittspartiet i ny og ne, mener hun faktisk noe substansielt som hun også formidler.

Støjberg, som meg og sikkert de fleste av oss, forteller i en kronikk i Politiken at hun husker da hun gikk på barneskolen og tegnet både Vår Herre og Jesus. Det var den gang vi hadde kristendomstimer fordi homogeniteten i befolkningen var stor. Støjberg er sikker på at hadde hun den gang kjent til islam, ville hun ufortrødent også tegnet Muhammed – helt uvitende om hvilken oppstandelse det kan ha forårsaket.

Men her kan Støjberg ta det helt med ro. Hadde vi tegnet Muhammed for noen tiår siden ville knapt noen leet på et øyelokk. For det første var det få muslimer i Norden da, og de som var her var langt friere og mer frihetssøkende enn hva mange er i dag. Og det var før ”noen” (les OIC, Organisation of Islamic Cooperation) kom på den undertrykkende, men akk så effektive, ideen om islamofobi. Kritikk av islam gjorde OIC ensbetydende med hån, og argumentasjon veksler mellom forhånelsen av (en stakkars undertrykt) minoritet og en majoritet på om lag 1,5 milliarder muslimer. Skulle nå formodentlig ikke dette fungere, er det selvsagt ”vi” som har misforstått et eller annet.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Et besøk til ettertanke

Bakgrunnen for Støjbergs kronikk er at hun har vært på besøk hos Islamisk Trossamfund i København. Her reagerer hun blant annet på at det til tross for et imponerende bibliotek ikke finner en eneste bok på dansk, engelsk eller fransk. I enden av det lange møtebordet satt der fem kvinner, alle danske konvertitter, hvorav to av dem ikke ville håndhilse på de mannlige gjestene.

Støjberg forteller om en åpenhjertig diskusjon om islams rolle og om religion i hverdagens Danmark. Og ikke overraskende var konklusjonen at sammensmeltningen mellom hverdagen og forholdet til Gud blant troende muslimer er større enn den er for den kulturkristne Støjberg.

Som medlem af den danske folkekirke er jeg kristen på samme måde, som de fleste danskere er. Jeg deltager i kirkelige handlinger til jul, og hvis der ellers indtræffer lykkelige eller ulykkelige hændelser, og det er snart længe siden, at jeg gjorde op med mig selv, at min loyalitet og min samvittighed i forhold til min tro helt og andeles er et anlæggende mellem Gud og mig selv.

Det handler derimod ikke om, hvordan gejstlige autoriteter fortolker og udlægger Bibelen. Dette er på ingen måde et kontroversielt budskab for kristne, men det er det åbenlyst for nogle muslimer i Danmark.

Tiden står stille

Møtet satte imidlertid noen dype spor hos Støjberg. For eksempel sjokkerte det henne at det islamske forbundet ikke fullt og helt tok avstand fra steining. Begrunnelsen var at steining opptrer to ganger i koranen og at de som ble steinet ”i øvrigt selv ønskede det.” Hvilken håpløs tilgang til tilværelsen i et moderne Danmark er ikke det, funderer Støjberg. Hun beroliges heller ikke av utsagn som at ”homoseksuelle jo bare »render frit rundt« i Danmark” og at arrangerte ekteskap møtes med et skuldertrekk. Underlig finner hun det også at muslimer ikke skal delta på lik linje med danskene, for eksempel i sportsaktiviteter. Og en ting er nå den velkjente debatten om kvinner med for lite tøy, men i dette møtet fremkom at også muslimske menn foretrakk aktiviteter sammen med andre muslimske menn. Støjberg mener at da det ikke finnes noen form for islamsk fitness, kan det kun være ønsket om at bevare et religiøst parallellsamfunn som ligger bak.

Støjberg sier det mellom linjene: Tiden står stille i islam. For hennes poeng er at en gruppe fremtredende, velutdannede og på overflaten velintegrerte herboende muslimer praktiserer en tåpelig og foreldet tolkning av hellige skrifter – og det finner hun foruroligende.

Det er hun neppe alene om, men (klok av skade?) velger de fleste å holde kjeft. Men Støjberg kaster seg selv til ulvene:

Efter debatten med Islamisk Trossamfund kan jeg ikke sige mig fri for tanken om, at jeg har mødt et kobbel ulve i fåreklæder.

Og deres udsagn er langtfra enestående. Der er desværre intet, der tyder på, at udtalelserne kan tilskrives finker, der fløj af panden i en lettere ophedet debat. For nogle år siden blev der lavet en stor undersøgelse af danske muslimers holdninger til alt fra tvangsægteskaber til ytringsfrihed.

Resultatet var rystende: 55 procent af de adspurgte danske muslimer mente, at det bør være forbudt at kritisere religion, og 64 procent mente, at ytringsfriheden i visse tilfælde bør indskrænkes. Der er desværre ikke ret meget, der tyder på, at disse holdninger har ændret sig.

En anden undersøgelse viste forleden, at hele 24 procent af de unge ikkevestlige indvandrere og efterkommere oplever at få begrænset deres frihed og selvbestemmelse af deres familie med hensyn til valg af kæreste eller ægtefælle. I ghettoområder i Danmark ser vi oprettelsen af såkaldte ’shariazoner’, hvor fundamentalistiske muslimer forsøger at gennemtvinge, at beboerne skal leve efter Koranens love.

Alt dette er som kjent velkjent, men debatten går likevel ikke til kjernen, om vi så snakker Danmark, Norge eller andre steder i Europa – og det til tross for spede forsøk, der Danmark i så måte har vært et foregangsland. Det hele stopper opp med ”antall”. Der det før ble konsekvent avvist at slike forsteinede holdninger i det hele tatt fantes i Europa, er det nå blitt umulig å avvise – men generaliseringsspøkelset lurer i hver krik og krok.

Der har været en tendens til i den danske integrationsdebat, at vi har meget svært ved at tage meningsfulde debatter og diskussioner om det, man kan kalde den værdimæssige integration. Debatten har det af og til med at blive reduceret til en omgang opskruet udveksling af synspunkter om symboler eller enkeltpersoners handlinger.

( … )

Hver gang deler debatten sig i to fløje, der enten kræver en ny lov, der forbyder det, som vi nu ikke synes er dansk, eller nærmest tiljubler udlevelsen af islamiske skikke i Danmark som den sande manifestation af frihed. Jeg kan ikke tilslutte mig hverken den ene eller den anden fløj i den debat.

Utfordringen for Støjberg, som mange andre, er at et liberalt opphav gjør det vanskelig ikke å anerkjenne at frihet har som konsekvens at mennesker har rett til å leve dere liv på en måte som hun kanskje verken forstår eller anerkjenner. Men omvendt har hun vanskelig for å forstå hvordan noen kan juble eller utvise likegyldighet når anerkjente, grunnleggende verdier i det danske samfunnet blir satt under press.

 Presset på frihetsverdiene

Uten å gå særlig rundt grøten hevder Støjberg at islamismen er den største trusselen for verdimessig integrering:

Hvad enten man kan lide det eller ej, repræsenterer islamismen i Danmark den største trussel mod den værdimæssige integration. Intet andet tankesæt udfordrer på så mange områder det, vi normalt anser som kendetegnende for danske værdier.

Men religionsfriheten eller religiøs frihet (som også inkluderer retten til å fravelge enhver religion) er grunnleggende. Samtidig skal vi ta hensyn til hverandre, et hensyn som vi kanskje stadig minne oss om går begge veier:

Mine religiøse normer skal ikke begrænse andres frihed. Og andres religiøse normer skal ikke begrænse min frihed. Det er en balance, jeg oplever være under pres i disse år. Der er en konflikt mellem dem, der forstår, at med ægte religionsfrihed følger også sekularisme, og dem, der ikke forstår den sammenhæng.

Det er en konflikt mellem dem, der forstår, at man aldrig må tvinge sine egne religiøse overbevisninger ned over andre via social kontrol eller sågar lovgivning. Den afgørende sondring – det fuldstændig afgørende fundament for et frit vestligt samfund – tilsluttede repræsentanterne for Islamisk Trossamfund sig ikke. Desværre er det et udbredt problem blandt muslimer i Danmark og resten af Europa.

Støjberg ønsker seg således en debatt om islam rolle i det danske samfunnet, samtidig som hun tydeligvis har glemt sitt eget utgangspunkt: nemlig at det er de meningsbærende muslimene som ”praktiserer en tåpelig og foreldet tolkning av hellige skrifter”. Men likevel kommer hun med en, alltids etter en ordrik forklaring, til følgende:

Jeg mener, at tiden er kommet til at tage et opgør med, hvem der vil Danmark, og hvem der ikke vil Danmark.

Og etter nok en ordrik forklaring, konkluderer hun som følgende:

Det er frihed – og netop frihed er det, Danmark bygger på. Det skal I respektere.

Støjbergs kronikk mangler bare én ting: politiske løsninger. Så da er vi tilbake til start.

(PS: Talsmannen Imran Shah fra Det Islamiske Trossamfunds moské i København mener derimot at de hadde et godt møte og han kan ikke forstå hvordan Inger Støjberg kunne få «så forkerte konklusioner og overfortolkninger» ut av det).