Anbefalt litteratur

Truende tider

Demokratiet i Europa er foreløbig bundet til nationalstaten. Og ifølge Asle Toje, forskningsdirektør ved Det Norske Nobelinstitut, er det et åbent spørgsmål, om det kan overleve nationalstaternes afskaffelse, skriver Kai Sørlander i sin anmeldelse av Tojes bok ”Rødt, hvitt og blått”.

Publisert i danske Weekendavisen, gjengitt her med forfatterens tillatelse.

Rødt, hvitt og blått

Asle Tojes bok «Rødt, hvitt og blått – Om demokratiet i Europa»

Det moderne demokrati er primært vokset frem i den europæiske kultur.

hege_banner_rights_special_778x150

Her har man opbygget en række nogenlunde velfungerende samfund, som giver deres borgere en elementær politisk ligeværdighed, og som sikrer dem de friheder – såsom ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed – der hører uløseligt sammen med den politiske ligeværdighed.

Varme og kolde krige

Vi, der lever inden for disse demokratiske samfund, kan let glemme, hvor vanskelig en opgave det har været at opbygge dem.

Man kæmpede en kamp, som man ikke på forhånd kunne vide, at man ville vinde.

Befolkningen skulle opdrage sig selv, således at man var sikker på, at flertallet ville have vilje og evne til at opretholde grundlaget for, at demokratiet fortsat kunne fungere. Og på vejen var man igennem både varme og kolde krige.

På den ene side imod fascismens fører-dyrkelse, og på den anden side imod socialismens tro på, at staten skulle overtage ejendomsretten til alle produktionsmidler. Hvor godt denne kamp er lykkedes, kan man selvfølgelig skændes om, men for så vidt den er lykkedes, så er det sket inden for nationalstatens rammer.

Anden Verdenskrig førte imidlertid også til en mistro til nationalstaten. Krigen blev ført mellem nationalstater, og for at undgå en gentagelse skabte man det, som først udviklede sig til et fællesmarked, og som efterhånden er blevet til nutidens EU. Og for i fremtiden at undgå, at folk skulle ende som jøderne under Hitler, vedtog man flygtningekonventioner, som gjorde det til en pligt for de enkelte lande at give asyl til alle de mennesker, som møder op ved grænsen og kan sandsynliggøre, at de er forfulgt i deres hjemland.

Dette betyder, at de europæiske lande mere eller mindre bevidst har sat sig for at gennemføre to nye eksperimenter – udover det, som gjaldt opbyggelsen af de nationalstatslige demokratier.

To nye eksperimenter

For det første et eksperiment, hvor man i teorien vil gøre EU til et superdemokrati, som skal omfatte de nationalstatslige demokratier, men hvor man i praksis snarere har skabt et bureaukrati- og domstolsstyre. For det andet et eksperiment, hvor man i teorien går ud fra, at de europæiske demokratier kan bære konsekvenserne af de indre politiske stridigheder i resten af verden, og at de faktisk vil kunne integrere alle de mulige asylansøgere; men hvor det i praksis er et åbent spørgsmål, om de nu også kan løse den opgave uden at knække halsen.

Disse eksperimenter har sat demokratiet i nationalstaterne under pres. Generelt presses det af bureaukratiet i EU, som bestemmer en stor del af lovgivningen. Og Menneskerettighedsdomstolen gør det umuligt at føre en demokratisk asylpolitik, som også tager hensyn til landets egen evne til at integrere de tilkomne flygtninge. Hvor langt et land skal bevæge sig ind i EU-fællesskabet, og hvor mange asylansøgere det skal acceptere, er helt centrale demokratiske spørgsmål, som ikke har noget entydigt svar, og som der ganske naturligt må være demokratisk uenighed om.

Især fordi integrationen af dem, som får asyl, ikke rammer alle samfundsklasser lige hårdt. Hårdest ramt bliver de i forvejen socialt svageste, fordi det først og fremmest er i deres boligområder, at de modtagne asylansøgere skal indsluses, og hvor de altså skal bo, så længe de endnu kun dårligt kender de lokale omgangsformer.

Liberal asylpolitik

Moralsk set er en protest imod en liberal asylpolitik derfor hverken værre eller bedre end en protest imod en øget økonomisk omfordeling via skatten.

Denne demokratiske uenighed har den europæiske elite imidlertid forsøgt at lægge låg på.

Den har så vidt muligt gennemført en stadig udvidelse af det politiske fællesskab i EU, uden at lade det komme til en åben demokratisk prøve.

Og den har sat enhver modstand mod de konventioner, der binder os til en liberal asylpolitik, lig med racisme og fremmedhad og dermed associeret den med nazisternes udryddelse af jøderne – i stedet for at tage en åben og værdig demokratisk debat om problemerne.

Det er i dette politiske klima, at Asle Toje, forskningsdirektør ved Det Norske Nobelinstitut, har skrevet sin bog, som er en reportage fra den europæiske virkelighed.

Sund fornuft

Han besøger forskellige byer spredt over kontinentet og skriver om de problemer, som han konfronteres med. Hermed får han sat fokus på en lang række aktuelle dilemmaer og deriblandt også dem, som eliten gerne har villet nedtone: De indvandrertunge forstæder og fremvæksten af parallelsamfund. Socialdemokratiets nedtur og velfærdsstatens modsigelser. Arbejderklassens forfald og opkomsten af en underklasse på bistand. Multikultur og bandekrige.

Nationens status, og hvorfor borgerne i de europæiske lande ikke føler sig som europæere.

Ungdomsarbejdsløshed og demografi.

Kristendommens svækkelse og kunstens ligegyldighed.

Der er, som Toje selv gør opmærksom på, ikke tale om samfundsvidenskab, og heller ikke om politisk filosofi. Det er rejseindtryk fra forskellige sider af den europæiske virkelighed; og som sådan er det fortræffeligt.

Videnskaben og filosofien må man hente andre steder. Hos Toje får man kun en simpel sund fornuft, som er åben for såkaldt almindelige menneskers naturlige bekymring for en social forandring, som de – ofte med god grund – føler truende. Og det er ikke så lidt i disse tider.

Asle Toje: Rødt, hvitt og blått – Om demokratiet i Europa. 342 sider. Vejl. pris 288 norske kroner. Dreyers Forlag, Oslo.