Kai Sørlander

af KAI SØRLANDER Dette er den fjerde bog i serien Tænkepauser, hvor forskere fra Aarhus Universitet formidler deres viden på en kort og lettilgængelig måde. Denne gang er det professor i komparativ politik Gert Tinggaard Svendsen, som skriver om fænomenet tillid i en socialpolitisk sammenhæng. For økonomerne har de skandinaviske lande været en gåde. De har en stor offentlig sektor med dertil hørende høje skatter og svækkelse af de rent økonomiske incitamenter. Ifølge de dominerende økonomiske teorier skulle sådanne samfund have vanskeligt ved at fungere. De skulle undergrave deres egen økonomiske drivkraft og efterhånden æde sig selv op indefra. Alligevel er de skandinaviske lande nogle af de rigeste i verden, og de synes ikke umiddelbart på vej til at gå under. Hvad skyldes det? Tinggaard Svendsen finder svaret i en særlig høj grad af social tillid. Når man spørger folk rundt om i verden, om de mener, at man kan stole på de fleste andre mennesker, så skiller de nordiske velfærdsstater sig ud. De har den højeste grad af social tillid. Og denne tillid er en enestående ressource for virksomhederne. Den gør de økonomiske transaktioner lettere, fordi man ikke behøver at bruge så mange penge på kontrolforanstaltninger og retssager; og den fungerer derfor som et usynligt brændstof. Af samme grund er det vigtigt at bevare det høje tillidsniveau, men så må man også vide, hvorledes det er blevet skabt. Umiddelbart er det indlysende, at en høj grad af social tillid hænger sammen med pålidelige og ukorrupte institutioner. Men sådanne institutioner får man kun, hvis de er befolket med retskafne mennesker, så det er nødvendigt at gå længere tilbage og se på den gensidige opdragelsesproces, som kulturarven er udtryk for. Desuden er det også vigtigt, at de nordiske lande har haft en relativ stabil politisk udvikling uden radikale omvæltninger. Alt i alt synes historien at vise, at en højtillidskultur er svær at skabe, men at den er let at undergrave. Og Tinggaard Svendsen slutter sin lille bog med en advarsel mod den kontrol, som trænger frem overalt i samfundslivet, og som kvæler tilliden. Skal tilliden overleve, så skal den også have lov at udfolde sig. Selve Tinggaard Svendsens argumentation kan jeg godt følge, men overordnet set mangler jeg noget. Hans centrale tese er, at høj social tillid er en økonomisk gevinst for samfundet, men han burde også have set nærmere på sammenhængen mellem social tillid og økonomisk ulighed. Der er undersøgelser, som viser, at hvis den økonomiske ulighed bliver for stor (som i USA i dag), så svækkes den sociale tillid. Samtidig giver den igangværende økonomiske krise os grund til at tro, at meget stor økonomisk ulighed i sig selv forringer et lands økonomiske udvikling, fordi det fører til kasinokapitalisme i stedet for en ægte udvikling af produktionsapparatet. Set på den baggrund vil en demokratisk politik, som sikrer, at den økonomiske ulighed i samfundet ikke bliver alt for stor, både være til gavn for den almene sociale tillid og for den sunde økonomiske vækst. Desuden er det værd at gøre opmærksom på, at det egentlig bemærkelsesværdige ved de nordiske lande ikke er den høje grad af social tillid. Det er derimod den pligtopfyldelse og ordholdenhed, som gør, at vi er tilliden værdig. Vi fokuserer forkert, når vi først og fremmest fokuserer på den sociale tillid i stedet for på den tilgrundliggende pligtopfyldelse. På samme måde som vi fokuserer forkert, når vi fokuserer på menneskerettighederne i stedet for på den pligtopfyldelse, som er forudsætning for, at rettighederne kan effektueres. Skal vi bevare et samfund med en høj grad af social tillid, og som fortsat kan opretholde menneskerettighederne, så skal vi først og fremmest sikre, at det store flertal af borgere af sig selv opfylder de pligter, som hører deres demokratiske ligeværdighed til. Det er en svaghed ved Tinggaard Svendsens bog, at han nøjes med at betragte den sociale tillid som en økonomisk gevinst, og at han ikke i stedet lægger vægten på tillidsværdigheden som en demokratisk forpligtelse. Publisert i Weekendavisen 07.12.12. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.

Kai Sørlander

Om skribenten

Truende tider

Anm: Et spørgsmål om tillid