Politikk

Ny politikk gir politisk spagat

Etter at den danske Regjeringen og Dansk Folkeparti (DF) har inngått en ny samarbeidsavtale, kan det skape store forstyrrelser i dansk politikk. For stort sett alle politiske partier har innsett at 24-årsregelen og tilknytningskravet i ekteskapsinnvandringen er det danske folks vilje, og har derfor lovet at denne politikken skal bestå selv om de sitter ved roret. Men så kom innstramningen ved poengsystemet. Hvordan skal de andre partiene forholde seg til dette?

Rita Karlsen, HRS

For få dager siden ble avtalen mellom Regjeringen og DF gjort kjent, og den målbærer en ytterligere innstramning i innvandringspolitikken for det som kan defineres som ikke bærekraftig innvandring.

Det kan skape mer kaos i dansk politikk enn hva som var avtalens intensjon, eller kanskje nettopp ikke. I så fall er det et meget strategisk valg som er gjort.

For det er en kjensgjerning at den danske innvandrings- og integreringspolitikken har endret seg radikalt etter VK-regjeringens snuoperasjon på begynnelsen av 2000-tallet, en politikk som ble iverksatt fra 2002. For langt de fleste, også de som da tapte valget, er enige om at det nettopp var den nye utlendingspolitikken (som det kalles i Danmark) som gjorde at Venstre og de Konservative vant valget og kunne danne regjering med DF som støtteparti.

Derfor er det heller ingen partier med seriøse regjeringsambisjoner som har noen planer om å reversere innstramningene i utlendingspolitikken, til tross for en viss opposisjon, særlig mot 24-årsregelen og tilknytningskravet, de første årene etter at VK tok over. For folket svarte med at dette var velkomne endringer, og senere har da også erfaringene tilsagt at politikken virker etter intensjonene.

Men nå vil altså, antakelig først og fremst, DF ha mer og dermed kommer poengsystemet som innebærer poengsetting ut fra såkalte integreringsrelevante kvalifikasjoner. Jo høyere poeng jo høyere sjanse for opphold i Danmark – og motsatt.

Så kunne vi forvente at det på nytt ble politisk ramaskrik. Men se slik ble det ikke. Reaksjonene kan kanskje betegnes som litt fresing fra en kattepus som prøver å se ut som en tiger – i den grad reaksjonene har vært negativ – for partiledelsene har nemlig langt på vei heller logret med halen. Logringen handler dog ikke om glede, men om avventing, godt tatt på kornet i dag av politisk kommentator Ralf Pittelkow med spesielt blikk på SFs (søsterpartiet til norske SV) leder Villy Søvndal:

Villy Søvndal på spanden

Ralf Pittelkow, Jyllands-Posten, gjengitt her med forfatterens tillatelse

En central del af den strategi, som Socialdemokraterne og SF har lagt for at få magten, er brudt sammen.

De to partier har hidtil sendt det beroligende budskab til vælgerne, at de vil videreføre den borgerlige indvandringspolitik med 24-årsreglen og tilknytningskravet. På den måde har de villet undgå at tabe endnu et valg på dette tema.

Men nu ændres hele situationen, fordi regeringen og Dansk Folkeparti vil gennemføre et nyt pointsystem for familiesammenføring. For indvandrere fra ikke-vestlige lande, der har dårlige forudsætninger for at klare sig i Danmark, betyder disse regler en stramning.

Oprør hos SF

Både S og SF sendte i første omgang signaler om, at et pointsystem principielt kan være en god idé. Dermed ville de undgå at blive hægtet af i udlændingepolitikken. Men nu breder oprøret sig i SF med et krav om, at Villy Søvndal skal tage utvetydigt afstand fra et pointsystem.

Dermed er Søvndal kommet alvorligt på spanden.

SF-oprørerne, herunder socialordfører Özlem Cekic, taler om det forkastelige i at give points efter sprogkundskaber, uddannelse og erhvervserfaring. Alene kærligheden skal styre, hvem der familiesammenføres.

Det holder ikke

Det lyder smukt, men holder ikke en meter i det virkelige liv. Folk har naturligvis friheden til at gifte sig med, hvem de vil. Men de har ikke friheden til at slå sig ned, hvor de vil.

Hvis familiesammenføringer alene skulle styres af kærlighed, ville der være næsten fri indvandring til Danmark. Enhver, der havde lyst, kunne gifte sig til at komme hertil.

Økonomisk ville dette få det nuværende velfærdssystem til at bryde sammen. Samtidig ville det eksisterende samfundsfællesskab opløse sig. Sammenhængskraft og tillid mellem borgerne ville afløses af parallelsamfund og værdisammenstød.

Hvad er holdbart

Et samfund må styre tilstrømningen ud fra, hvad der er holdbart for samfundet selv. Det ved de fleste danskere, og derfor støtter de den stramme politik.

Hidtil har Søvndal undgået at få dette flertal imod sig ved at acceptere de stramme regler, og det er lykkedes ham at trække sit parti med. Men hvad gør han nu?

Hvis han giver efter for oprørerne, kan det være slut med regeringsdrømmene. Men hvis han køber VKO’s stramninger, risikerer han mytteri i egne rækker, og det kan også ødelægge muligheden for at få magten. Samtidig kan det koste stemmer til De Radikale og Enhedslisten.

Nyrup er imod

Hos Socialdemokraterne er Helle Thorning-Schmidt heller ikke fri for problemer. Foreløbig har tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og røster i fagbevægelsen krævet en afvisning af stramningerne.

Søvndal prøver at vinde tid ved at henvise til, at man først må se de endelige lovforslag. Der er ingen tvivl om, at han og Thorning vil arbejde på et fælles svar. Det kunne gå ud på, at de accepterer kernen i det stramme pointsystem, men alligevel har nogle indvendinger, der bliver brugt som begrundelse for at stemme nej til regeringens forslag

Det vil dog være et skrøbeligt kompromis. Oprørerne i SF vil angribe dem hårdt for at acceptere pointsystemet. Omvendt vil regeringen og Dansk Folkeparti føre en meget offensiv valgkamp på, at de har stemt nej til de foreslåede stramninger.

Ved de tre seneste valg har udlændingepolitikken haft afgørende betydning. Det kan den få igen.