Efter min mening er det en udvikling, som kan blive meget farlig for frihedskulturens fremtid i Spanien. Ved første øjekast virker en sådan udmelding måske overdreven eller apokalyptisk. Hvad kan der være galt i, at en enkelt pige i overensstemmelse med sin religion og sin families tradition for at bære tørklæde også bærer det i klasseværelset? Ville det ikke være grusomt at tvinge hende til at tage det af og vise sit hår, når man ved, at hendes tro og traditioner gør det lige så traumatisk, som hvis kristne piger skulle blotte deres bryster eller balder? Fra denne udtalelse er der kun et lille skridt til at mene, at et forbud mod muslimsk tørklæde i offentlige skoler er et udtryk for antimuslimske, etnocentriske og racistiske fordomme samt koloniherrementalitet. Men spørgsmålet er ikke så enkelt. Det muslimske tørklæde er ikke blot et stykke stof, som et otteårigt barn frit kan beslutte at tage på hovedet, fordi hun kan lide det, eller fordi det er mere behageligt at have håret tildækket. Det er et symbol på en religion, hvor diskriminationen mod kvinder desværre stadig er mere udpræget end i nogen anden religion. I alle religioner – selv den mest avancerede – er der dog stadig diskrimination mod kvinder. Men religion kan ikke trænge ind i det offentlige rum, uden at der sker en krænkelse af visse grundlæggende principper for en demokratisk kultur, især borgernes lighed og frihedsrettigheder – og undertrykkende hierarkier etableres.
Vargas Llosa peker videre på slørets symbolkraft – hvordan sløret er ”flagget og emblemet” til det islamistiske systemet, som den franskiranske flyktningen Chahdortt Djavann sier det, sitert i ”Tilslørt. Avslørt”. Vargas Llosa advarer så mot å sidestille kulturer verdimessig. Han retter ramsalt kritikk mot multikulturalister som han mener har en ”statisk og fundamentalistisk oppfattelse av kulturer”:
Multikulturalisme bygger på en forkert påstand, som klart skal forkastes: at alle kulturer alene i kraft af deres eksistens er ligeværdige og respektable. Det er ikke sandt. Nogle kulturer er mere veludviklede og moderne end andre. Selv om det er sandt, at der i de mest primitive kulturer findes traditioner og overbevisninger, som har beriget menneskets tilværelse og lærdom, som andre kan drage nytte af, er det også sandt, at der i mange kulturer stadig findes fordomme og traditioner, som er barbariske, diskriminerende og endda kriminelle, og som intet demokrati kan acceptere uden at forråde sin egen kerne og gå baglæns på civilisationens lange vej.Det er den holdning, man har indtaget i Frankrig, hvor der har været voldsom debat om det muslimske hovedtørklæde. Frankrig er et godt eksempel for andre demokratiske lande, fordi franskmændene i 2004 ved lov forbød ’brugen af demonstrative elementer af religiøs karakter i landets offentlige skoler’.I begyndelsen mente såkaldte progressive kræfter, at loven var reaktionær og et udtryk for fordomme mod indvandrere med muslimsk baggrund. Det er den ikke. Loven giver tværtimod alle indbyggere, uanset etnisk baggrund, race, kultur og religion, en mulighed for at bo og arbejde i Frankrig i et frit retssamfund, hvor de fortsat kan praktisere de traditioner, der er forenelige med loven. Det betyder selvfølgelig, at man må opgive de traditioner, der ikke er forenelige med loven, ligesom de kristne kirker var nødt til, da de skulle tilpasse sig åbne samfund.
I betragtning af at demokrati er et enormt fremskridt i forhold til fortidens despotiske og enevældige regimer, er det svært at forstå, at dette kun skulle gælde for demokrater, og at vildfarelsen om, at alle kulturer er lige, skulle få demokratiske lande til at tillade antidemokratiske enklaver inden for deres grænser eller skikke, som er i strid med de grundlæggende principper om frihed og lighed.Personer, som forsvarer multikulturalisme, nærer en statisk og fundamentalistisk opfattelse af kulturer, som historien ikke giver belæg for. Kulturer udvikler sig også, i overensstemmelse med videnskabelige fremskridt og udveksling af ideer og viden, hvilket sker stadig hyppigere i den moderne verden. Disse processer forandrer løbende folks overbevisning, skikke, overtro, værdier og fordomme.
Vargas Llosa avslutter med en krystallklar oppfordring: Ikke gi opp verdslighet og prinsipp om likhet i frykt for å fremstå som etnosentrisk og fordomsfull. Det vil i så fall være det samme som å gå på akkord med menneskerettigheter og frihet:
Hvis demokratiske lande ønsker at hjælpe den muslimske religion med at gennemgå den samme verdsliggørelse, som har gjort det muligt for den katolske kirke at tilpasse sig den demokratiske kultur, er det værste, man kan gøre at opgive så vigtige fremskridt som verdslighed og lighed blot for ikke at virke etnocentrisk og fordomsfuld. Det er på ingen måde etnocentrisk, men kun universalistisk og pluralistisk, når man fastholder princippet om, at man ikke vil gøre nogen indrømmelser i kampen for menneskerettigheder og frihed.