Innvandring

Ny katastrofedom fra EU

En ny EU-dom setter den stramme danske utlendingspolitikken under ytterlig press. Men om dommen slår dårlig ut for danske regler for familiegjenforening, er den en katastrofe for norsk politikk på området.

Rita Karlsen, HRS

Dommen i den såkalte Zambrano-saken slår fast at det er i strid med EU-retten hvis et EU-land avviser å gi oppholds- og arbeidstillatelse til utenlandske statsborgere som forsørger barn med statsborgerskap i et EU-land.

Peter Starup, lektor i EU- og udleningsrett ved Syddansk Universitet, tolker dommen som en ny spiker i kisten for de danske reglene for familiegjenforening, melder JP.

– Den her dom kan vise sig at få enorm stor betydning og være ekstremt vidtrækkende.

– For Danmarks vedkommende betyder det formentligt, at vi må pakke sammen med de stramninger af udlændingepolitikken, der er gennemført, og vende tilbage til, hvor vi var i slutningen af 1990’erne, fortsætter han.

Samme konklusjon kommer Peter Vesterdorf, jurist og EU-ekspert ved Håndværksrådet, frem til.

– Dommen slår fast, at rettighederne som unionsborger indebærer ret til et familieliv. Det betyder også efter min overbevisning, at det får store konsekvenser for den danske udlændingepolitik, siger Vesterdorf.

Ekspertene mener at denne dommen er mer vidtrekkende enn den såkalte Toprak-dommen fra desember i fjor, som satte spørsmålstegn ved om Danmark kan gi avslag på familiegjenforening til tyrkiske statsborgere under 24 år. Zambrano-dommen fastslår nemlig retten for alle tredjelandsborgere, og åpner således også for utnyttelse.

– Det her gælder ikke bare tyrkiske statsborgere, det gælder alle tredjelands-borgere. Samtidig gør det den ekstra delikat, at den kan bruges til at spekulere i. Hvis man groft sagt sørger for at få et barn, så kan man med den her dom i hånden indløse billet til Danmark, siger Peter Starup.

Men EU-domstolen fremstår igjen som lite oppmerksomme på hvilke bieffekter deres dommer kan få. Ifølge nyhetsbyrået Ritzau påpeker domstolen i sin avgjørelse at barn som er statsborgere i et EU-land fratas deres rettigheter som unionsborgere hvis foreldrene holdes ute av landet. Jeg vil anta at det er her ikke snakk om foreldrene, men om far.

”Nægtelsen af ophold til en tredjelandsborger i den medlemsstat, hvor hans små børn, som han forsørger, bor og er statsborgere, og også afvisningen af at tildele en sådan person arbejdstilladelse, har en sådan virkning,” konkluderer domstolen.

Det er ikke første gang Danmark er i hardt vær i forhold til EU hva gjelder den danske utlendingspolitikken, særlig relatert til tilknytningskrav, 24-årgrensen og nå senest poengsystemet. For mens danskene legger opp til at innvandrere i Danmark skal sikres sine rettigheter i Danmark, for eksempel ved ikke å bli levende visum for en fetter fra foreldrenes opprinnelsesland, samt å lukke de hull som tilsier at man kan trikse seg til opphold i Danmark for eksempel ved proforma ekteskap (som den tidligere Metock-dommen var et bevis på), så er EU-domstolen hellig overbevist om at familieretten går foran alt annet.

I Norge er det kanskje ikke så mange som kjenner til Metock-dommen, til tross for at den med sin forunderlige forhistorie burde vekke bred debatt. Her til lands ble dommen nevnt, omtrent i en sidekommentar, idet den fikk stortingets saksordfører, Per-Willy Amundsen (FrP), for implementering av direktiv 2004/38/EF til å trekke seg. Antakelig henger tausheten rundt Metock-dommen sammen med at norske journalister ikke har oppfattet at også Norge bindes opp av EU-domstolens dommer i forhold til det forannevnte direktivet.

I Danmark har man derimot kjempet mot både Metock- og Toprak-dommens konsekvenser. Særlig har Dansk Folkeparti (DF) latt seg kraftig provosere av at EU overstyrer medlemslandenes nasjonale lover og regler via ”evigvarende” direktiver som medlemslandene nødvendigvis ikke skjønner rekkevidden av. Den samme holdningen har Søren Pind, som i går overtok styringen av integreringsdepartementet. Spørsmålet er nå hvordan Danmark vil reagere på Zambrano-dommen, som altså fastslår at barn kan benyttes som springbrett til opphold i Danmark.

Zambrano-dommen vil etter all sannsynlighet også få betydning for Norge. Her vil den derimot få enda større konsekvenser enn i Danmark. Dette henger sammen med at Danmark har andre statsborgerskapsregler enn Norge. I den norske statsborgerloven § 4 (Erverv ved fødsel) heter det følgende:

Barn blir norsk statsborger ved fødselen dersom faren eller moren er norsk statsborger. Dør faren før barnet blir født, er det tilstrekkelig at faren var norsk statsborger da han døde.

Ifølge den nye EU-dommen innebærer dette at ikke bare har en tredjelandsborger rett til opphold i Norge hvis han har barn født her, men alle hans fremtidige barn – uansett hvor i verden de er født – har også rett til norsk statsborgerskap hvis far oppnår norsk statsborgerskap. Dette åpner for et enormt misbruk. La oss ta følgende tankeeksperiment: Ali fra Somalia bor på et mottok i påvente av å bli sendt ut da han har fått avslag på asylsøknaden. Ali hevder så å vente barn med somaliske Sali, som allerede har fått opphold for seg og sine to barn. Det norske myndigheter ikke vet, er at Ali og Sali allerede er gift. Det har de unnlatt å si noe om da Sali krever sine rettigheter som alenforsørger. Ali og Salis plan var nemlig å søke om opphold hver for seg, og skar det seg for den ene skulle den andre i ettertid søke familiegjenforening. Med Zambrano-dommen kan dette gjøres mye enklere. Ali venter barn med Sali, ergo har han rett til opphold. Men ikke nok med. Det finnes også andre planer. For hjemme i Somalia har Ali en kone til, og dette er kone nr.1, det vil si sjefskona. Hun venter også på opphold i Norge for seg og sine fem barn. Hun sendte Sali til Norge fordi Sali er yngre enn henne, og dermed anses som mer ”troverdig” som asylsøker. Fikk både Ali og Sali opphold på selvstendig grunnlag var saken ”løst”, da kunne bare Ali søke familiegjenforening med kone nr.1 og barna. Fikk bare en av opphold, fortrinnsvis Sali, skulle Ali komme på familiegjenforening, så skulle de skille seg og Ali kunne deretter hente kone nr.1. Skulle det mot formodning bare bli Ali som fikk opphold, kunne likevel samme prosedyre benyttes.

Når så Ali får norsk statsborgerskap kan han fortsette å produsere norske statsborgere, det vil si at han kan ta seg både kone nr.3 og 4 i Somalia, og alle barna vil ha rett til norsk statsborgerskap. Med andre ord har Norge en statsborgerskapslov som stimulerer til, eventuelt premierer, flerkoneri. Dette henger igjen sammen med at den norske ekteskapskontrakten er lite verdt hva gjelder verdimessig forpliktelse, da mange, særlig muslimer, opplever den religiøse ekteskapskontrakten som den viktigste. Slik sett ekter menn flere kvinner gjennom religiøse kontrakter, bosatt her eller i utlandet, og samtlige av barna har rett til norsk statsborgerskap. Dette medfører også at morens rettigheter overfor egne barn og barns rettigheter til samvær med moren svekkes, da faren kan ta barna med til Norge mot både morens og barnas vilje. Er moren kone 2, 3 eller 4 har hun heller ingen rett på å få komme til Norge, hvis da ikke eventuelt herboende kone godtar å skille seg etter norsk lov – hvilket mange gjør nettopp knyttet til de økonomiske fordelene ved å være aleneforsørger. I tillegg kan barnas omsorgssituasjon svekkes, da vår erfaring er at barn som hentes til Norge av faren, blir satt til omsorg av herværende kone, som ikke nødvendigvis ønsker å ta seg av disse barna.

Det hadde vært interessant å vite hvordan EU-domstolen ville vurdert dette – jf. at de Zambrano-dommen nettopp henviser til at barn som er statsborgere i et EU-land fratas deres rettigheter som unionsborgere hvis ikke begge foreldrene har opphold i landet.