I Polen, Ungarn og i Øst-Europa ellers snakker ledende politikere på måter som er utenkelige i de øvrige EU-landene, skriver utenriksredaktør Anna Libak i danske Weekendavisen. Det må vi akseptere.
Vestlige politikere passer på å framstille seg som tolerante, multikulturelle, åpne – alt er like bra, det finnes ikke holdninger og handlinger som er mer normale eller samfunnsbyggende enn andre. Det er annerledes i Øst-Europa, skriver Libak, der snakker ledende politikere et helt annet språk:
Som at det normale er at være heteroseksuel. At ægteskab er mellem mand og kvinde. At kvinder bør få flere børn. At abort er mord. At køn helt og holdent er bestemt af biologi.
Så hvordan kan de finde på at sige det? Hvorfor skammer de sig ikke? I de øvrige EU-lande vækker det ramaskrig, hvis en ledende politiker udtaler sig sådan. Det anses for snæversynet og diskriminerende.
Hver vår vei etter 2. verdenskrig
Forklaringen finnes ifølge Libak i at øst og i vest utviklet seg forskjellig etter Den andre verdenskrigen.
I vest kom det i årtierne efter krigen til et selvopgør, der kulminerede i tressernes og halvfjerdsernes kulturrevolution. De borgerlige samfund havde miskrediteret sig selv. Holocaust, kolonitiden, Vietnamkrigen, Jim Crow-raceadskillelseslovene i USA: Der var nok at skamme sig over.
Derfor blev systemkritikken indlejret i systemet: Og alt, hvad det borgerlige samfund støttede sig på, blev genstand for mistro. Folket, familien, nationalstaten, børneopdragelsen, seksualmoralen, kirken, kvinde- og manderollerne; det hele kom under mistanke for at skabe «den autoritære personlighed». Siden da har det stået på frisættelse fra undertrykkende normer.
I øst derimot var man enige om at det borgerlige, kapitalistiske samfunnet var sykt, mens de selv levde i et friskt, sosialistisk samfunn, uten dårlig samvittighet. Man la alle historiens forbrytelse over på andre, de vestlige imperialistene og kapitalistene.
I socialismen var der per definition ikke nogen, som var undertrykt, alle var ved magten, og der var ingen angst for, at borgerne skulle udvikle en autoritær personlighed. At elske staten var ligesom at elske sig selv.
Gjenreise nasjonalstaten
Men Libak understreker at mange mennesker i Østblokken drømte om å være frigjort fra sovjetisk overherredømme. Det gjaldt ikke minst i Polen og Ungarn, som begge har en stolt historie med å slåss for frihet og selvstendighet mot fremmede okkupanter.
De drømte om at genrejse deres nationalstater og dyrke alt det, der i Vesten i mellemtiden blev udfordret: traditionerne, sæderne, skikkene, vanerne, normerne, kirken, familien og flaget. Som alt sammen stod i stærk kontrast til det multikulturelle imperium, som Østblokken var, og som i teorien hvilede på en bærende værdi: Alle er principielt lige.
Da Sovjetunionen ramlet ihop kunne Øst- og Vesteuropa møtes i en felles visjon – men den ble kortvarig:
Vi ville frisætte dem, og de ville rigtig gerne frisættes. I et par gyldne årtier lykkedes det os at bilde hinanden ind i EU, at vores værdier ikke alene var fælles, de var universelle, og hele verden ventede på at blive frisat.
Men hele verden ville ikke underlegge seg vestlige frihetsverdier. Ikke-vestlige land satte seg på bakbeina, og – med Libaks ord – så tapte Vesten «sin status som magtcentrum i verden».
EU vendte da blikket innover. Jernteppet var borte og en global kamp for demokratiet ble oppgitt, og i stedet havnet vestlige land i EU i en verdikonflikt med østlige: progressive mot konservative.
Ikke anti-demokratiske
For Anna Libak er det avgjørende viktig å forstå at flertallet av polakker og ungarere ikke er imot demokratiet som sådan når de stemmer fram konservative ledere, de bare bryr seg og vil verne om sin historiske og kulturelle arv:
Men det er vigtigt at forstå, at når disse ledere nyder bred folkelig appel, så er det jo ikke, fordi ungarerne og polakkerne er imod demokratiet. At påstå det ville svare til at påstå, at vi hertillands bakker op om Mette Frederiksens coronarestriktioner, fordi vi er ligeglade med demokratiet. Vel gør vi ej. Vi gør det, fordi vi kerer os om folkesundheden. Og på samme måde skal vi tilstå polakkerne og ungarerne retten til at kere sig om deres stokkonservative, nationale egenart. Uden at udskamme dem som »ikkestuerene« eller »deplorables« – ynkelige.
Når de støtter Orbán og Kaczynski, er det, fordi de frygter, at EU vil gennemtvinge juridisk kønsskifte, homovielser og muslimsk indvandring til deres lande, og det er de imod. Det skal de have lov til. Der er grænser for, hvor bredt man skal definere de fælles værdier.
Europa og EU må kunne håndtere og akseptere et mangfold som også inkluderer konservative oppfatninger av kultur og samfunn. Noen verdier bør være felleseuropeiske, som pressefrihet og forsamlingsfrihet, mens andre bør være nasjonalt bestemt, som graden av og type innvandring et land tillater:
En uvildig dommerstand, forsamlingsfrihed (også for seksuelle mindretal!) og en fri presse er uomgængeligt. Et must. Det bør juridisk kønsskifte og homoadoption og indvandring ikke være. EU bliver kun en stærk union, hvis den faktisk kan rumme en mangfoldighed af værdier, avslutter Libak.