Hvis man ellers har smag for den slags, kan man fejre den svenske nationaldag (6. juni, red.) med at se en ny dokumentarserie om den tiltagende muslimske og arabiske bandekrig i Stockholms forstæder.
Tv-serien beretter om en række begivenheder i Järva-området nordvest for hovedstaden fra 2015 til i dag. Kriminalitet, vold, trusler og blodhævn, alt det sjove og festlige fra Mellemøsten – nu bare på nordlige breddegrader. Der er ifølge politiet tale om »kriminalitet uden impulskontrol«, »dårlig livsstil« og »hændelser« i »udsatte områder«. De adspurgte i dokumentarserien mener, at det er statens skyld. Folkehjemmet har ikke inkluderet ungdommen; den er blevet svigtet.
Muslimsk-arabisk land
Intet af dette kan overraske. Heller ikke konsekvenserne af den groteske migration til landet af granit og stål. Integrationsproblemerne var kendte allerede i midten af 1980’erne, et årti efter at magthaverne i et anfald af momentan politisk sindssyge officielt udråbte Sverige til en multikulturel smeltedigel: Så sagde vi, at Sverige skulle være Europas Amerika.
Det gik ikke. Eller rettere: Det gik, som man kunne have forventet, hvis man havde lyttet til fordommene. De, erkendelsens spioner, fik ret. Åbner man sit land for muslimske og arabiske normer, så får man skridt for skridt et muslimsk-arabisk land.
Denne slemme, slemme generalisering skærpes af to særlige forhold, som gør sig gældende i Sverige.
Kombinationen af velstand og feminisme
Når den muslimske bandekultur har vokset sig så stærk og fremgangsrig dér, så hænger det sammen med værtslandets generelle velstand. I Sverige kan en narkohandler med selv meget ringe svenskkundskaber tjene op mod 50.000 kr. om dagen. Den slags penge er mildest talt fristende for unge machofyre uden andre færdigheder.
Fristelsen bliver kun større af, at Sverige i forvejen er tømt for maskuline værdier, hvorfor klaner, bander og unge risikovillige mænd ikke møder modstand, slet ikke fra stat, myndigheder og politikere. Skulle man blive taget af politiet, så er straffen lav og tolerant, og fængslerne indrettet som komfortable moteller. Kombinationen af velstand og feminisme har i Sveriges tilfælde ført til en politisk dekadence, som efterkommerne allerede nu betaler prisen for.
Seriens svenske instruktør og producent skyder som nævnt skylden på det svenske samfund for at have svigtet ungdommen; det er lige efter bogen. Først giver svenskerne deres forstæder væk til fremmede mennesker med en helt anden normalitetsfølelse. Dernæst giver de sig selv skylden for ikke at have været gode nok. Ned med os!
På en efterhånden legendarisk måde er det altid her, det ender i Sverige. Ingen tør se virkeligheden i øjnene. Ingen vil forstå, hvorfor det gik, som det gik. Ingen har nogen løsninger på noget som helst. Om mindre end 50 år vil der slet ikke være nogen nation at fejre den 6. juni.