Det var bare et lille uskyldigt pip i Kristeligt Dagblad under overskriften «Folk har opdaget, at jeg ikke bare er en overfladisk tosse». Skuespiller Pelle Hvenegaard (f. 1975), som mange vil huske fra filmatiseringen af Pelle Erobreren (1998) eller som vært på tv-programmet Dagens mand (2008-2013), blev spurgt til sit livs vendepunkter. Han nævnte to.
Da han blev far til en adopteret pige, og da han begyndte at skrive om det. Om det sidste udtalte han: «Jeg tror, at jeg i mit arbejde er rykket tættere på mig selv og derved har kunnet inddrage mange flere facetter af min personlighed.»
Mig og mit imag
Udtalelsen er tidstypisk. Aldrig nogensinde før har vi været så optaget af personlighed og andres syn på os – og så ligeglade med virkeligheden.
Aldrig har alting handlet så meget om mig og mit image som i vor monstrøst-moderne epoke, igangsat af det mobile bredbånd for 10-12 år siden og skærmenes indtog i alt lige fra skole til fritid, forbrug, tidsånd, medier, politik, kultur og karriere.
Vist er det da prisværdigt med en mand, der ønsker at få hold om sig selv, men det er lige så problematisk med en mand, der synes at forveksle sit ego med resten af verden. At skrive, uanset om det er fiktion eller faglitteratur, handler ikke primært om at udtrykke sin personlighed eller blive anerkendt, men om at undersøge verden eller sider af verden, som muligvis er underbelyst eller helt overset. Det er forskellen på narcissistisk egolitteratur og litteratur, der lægger arm med almene, grundlæggende spørgsmål.
Sult
Lad mig give et eksempel. En roman som Sult – der netop er blevet genudgivet på dansk, sådan som den oprindelig blev skrevet på et trangt og koldt tagkammer ved Sankt Hans Torv på Nørrebro i København i 1888 – er en slående illustration af, hvordan man kan hæve egne oplevelser til litteratur, hvis man har fantasi nok og andre færdigheder.
Selv om romanen handler om et enkelt liv, en fattig ung mand i Kristiania, «denne forunderlige By, som ingen forlader, før han har faaet Mærker af den», dvs. bygger på forfatterens møde med Oslo, undersøger den et stof og en virkelighed uden for forfatteren.
Knut Hamsun var ikke optaget af sin personlighed eller sit image, men af at bringe en fysisk og psykisk tilstand frem ved hjælp af et suggestivt sprog og en kreativ indlevelse, hvilket er noget ganske andet end at ville inddrage alle tænkelige facetter af sin personlighed.
Hamsun ønskede faktisk at være anonym og lod teksten trykke uden at give sig til kende. Det ville være helt og aldeles utænkeligt i dag, hvor der raser en nådesløs kamp om ejerskab til snart sagt alt, og hvor dyrkelsen af personligheden er den pris, vi betaler. Besatte fremstiller vi os selv ærgerrigt på sociale medier, som var vi de første og bedste mennesker på hele kloden, skønt sandheden er, at vi snarere er de sidste. Her er Facebook for de dovne, Twitter mere for de progressive, LinkedIn er på sin vis allerværst. Under dække af et professionelt slør kan vi prale endnu mere med, hvor meget vi udretter i vores strålende og unikke karriere og gør en forskel hver eneste dag.
Virkeligheden: en scene
Konsekvensen er, at virkeligheden for længst har forvandlet sig til en scene – ligesom politik, tydeligvis. Vi er alle blevet skuespillere for Vorherre med forløjede selvbilleder. Ikke en eneste anledning går tabt. Når kendte mennesker dør, har de fleste en helt særlig relation til afdøde, uanset om navnet er Lise Nørgaard eller Ritt Bjerregaard. Uden skam og filter forvandler vi alt fra liv til død til spejle, vi kan reflektere os i digitalt, mens vi fortrinsvis sidder tørt og varmt indendørs og plejer vores varemærke.
Jeg længes ikke efter personligheder og kendisser, men efter virkelighed, modet til at se den i øjnene og skildre den fiktivt eller faktuelt. Jeg længes efter kunst, ikke efter kunstnere, efter bøger, ej forfattere, efter musik, ikke musikere, efter det, der er stort og gør ondt, ikke efter al den pladder og underholdning, som tiden disker op med dag og nat.
Samme dag, som interviewet med Pelle Hvenegaard blev bragt, ringede jeg til Kristeligt Dagblad og sagde avisen op. Naturligvis ikke kun på grund af det. Avisen er i mine øjne blevet mere og mere progressiv og københavnersnudet i løbet af de senere år, og jeg er træt som et alderdomshjem af al den fremtidsmusik, avisen bringer til torvs, til trods for at den skal forestille at være kristelig.
Den var mit sidste helle, nu er det også væk, og jeg må nøjes med litteraturen. Det går nok. Litteraturen har hjulpet mange før mig, og reolen er heldigvis fuld af ulæste romaner, der i modsætning til tidens tekster, blogs og journalistik lagrer sig i bevidstheden og mere ærligt bringer nyt om virkeligheden derude, som alle siger, de dækker og diskuterer, men som egentlig ikke rager dem en papand.