Den kulturelle revolusjonen

Derfor har vi skiftet sindelag med hensyn til flygtninge

Invasionen af Ukraine er ulykkelig på alle måder, men tilbyder os en mulighed for at tænke os om på ny og indrette os derefter.

Det er kommet bag på politisk korrekte mennesker i de større byer, at danskerne skelner mellem migranter langvejsfra og flygtninge fra Europa.

Juraprofessor på Københavns Universitet Thomas Gammeltoft-Hansen, søn af den tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp, er nærmest ved at falde ned af stolen over den pludselige forskelsbehandling. I DR-programmet ”Genstart” bruger han og værten knap 30 minutter på sindelagsskiftet – uden at spørge hvorfor.

Men det skal jeg fortælle jer.

Fordi der er forskel

Først åbnede vi med den Gammeltoft-Hansenske udlændingelov af 1983 sluserne for migranter og flygtninge, som vi gjorde til velfærdsstatens passive modtagere og klienter. Det blev værst for os selv. Dernæst spildte vi næsten lige så mange år med at brændemærke kritikere af den vanvittige politik som «racister» og «kuk-kuk» (i Danmark synger gjøken kuk-kuk. red.), og selv efter klokkeklare erfaringer med tilflytternes segregation og tiltagende terrorisme i Europas bløde mellemgulv fortsatte vi med at udskamme kritikerne og afvise argumenterne imod mellemøstlig og nordafrikansk indvandring med politisk lyrik. Den var lige så dyr.

Nu står vi imidlertid ved foden af et tidehverv, og danskerne lader til at forstå det intuitivt, selv om de måske ikke sætter ord på forandringen: Ukrainske kvinder og børn er velkomne, unge syriske og mellemøstlige mænd er ikke. Ja, danskere fylder busser og biler med flygtninge og kører dem hertil, mens regering og Folketing iler med særlov, jobbanker og gratis transport. Overalt vejrer det ukrainske flag. Hvorfor? Fordi der er forskel. I navn såvel som gavn.

Ukrainerne ligner os, vil gerne arbejde og tilhører ikke en anden tro. De er heller ikke nødvendigvis kommet for at bosætte sig her. Mange af dem vil gerne hjem igen til deres eget land. Modsat hvad mange tror, rejser mennesker ikke toldfrit. Vi har alle noget med i bagagen. Noget forskelligt.

Konsekvenser

Vi trænger slemt til dette tidehverv, som kvalificerer vores syn på globaliseringen og tjener til større politisk dømmekraft i Utopia. Alt, alt for længe har vi ikke kunnet, villet, turdet skelne mellem migranter fra Langbortistan og flygtninge fra nærområdet; vi har ikke ønsket at tro vore egne øjne og instinkter, ligesom vi fromt har undladt at lægge to og to sammen med hensyn til muslimer, sharia, klaner, social kontrol, kvindeundertrykkelse, kriminalitet og voldsparathed, fordi vi ikke brød os om resultatet i vores lille velfærdsparadis bestyret af en magelig middelklasse med hang til fede ferier, større fladskærme og en grænseløs selvretfærdighed.

At forstå Langbortistan-indvandringens konsekvenser kaldte mildest talt ikke på kvantefysiske evner, men de kulturelle og økonomiske eliter har kun mødt indvandringen med deres empati, humanisme og andres pengepung og glemt, at nationalstaternes sammenhængskraft afgøres fra neden.

Som den norske politolog og forfatter Asle Toje påpeger under et besøg i Danmark, har Europa stille og roligt fået en ny underklasse af bistandsmodtagere, et nyt proletariat af servicemedarbejdere og et prekariat af løn- og freelancearbejdere med midlertidige job, og de føler sig mere og mere underrepræsenteret.

Tænke sig om på ny

Samme nøgternhed kommer fra Esben Schjørring, politisk redaktør på Altinget, under en ferie på vulkanøen Lanzarote, hvor han fodrer familien med is og solskin. Men klarsynet står tilbage: »Europa er blevet verdens Lanzarote,« skriver han i et glimrende essay i Kristeligt Dagblad, hvor han i lyset af krigen i Ukraine fremhæver eliternes afkobling fra virkeligheden og en middelklasse, der i årtier kanaliserede sit nationale sindelag over i et eksorbitant privat og offentligt forbrug i stedet for at holde beredskabet ved lige. Han beder os huske, at fred i en usikker verden hviler på en organiseret vilje til at gå i krig.

«Europæerne tog en exit ud af historien» og så sig selv som en cafésmart «postpolitisk avantgarde», konkluderer redaktøren, og på denne langstrakte badeferie spildte vi tiden med at dele vælgerkorpset op i gode og onde mennesker frem for at forsøge at løse konkrete problemer politisk.

Invasionen af Ukraine er ulykkelig på alle måder. Men midt i elendigheden tilbyder den europæerne en mulighed for at tænke sig om på ny og indrette sig derefter.