Frihetsverdier

Valgkampens største hemmelighed

Under Løkke er der kommet 56.000 flere muslimer til Danmark.

I år 2050 er jeg muligvis både død og begravet. Men mine børn og måske endda børnebørn vil forhåbentlig vandre lyslevende omkring blandt familie, venner, kolleger, naboer og andre danske borgere, europæere og kinesiske turister.

Jeg aner ikke, hvordan landet vil se ud til den tid, men jeg ved, at her vil være mange flere muslimer. Bare siden 2015, altså siden Lars Løkke Rasmussen kom til magten, er der kommet 56.000 flere muslimer til Danmark.

Tallet skyldes Brian Arly Jacobsen, der er en hyppigt anvendt religionsforsker fra Københavns Universitet, og som ingen kan beskylde for at sympatisere med Stram Kurs. Ifølge hans kvalificerede skøn var der ca. 320.000 muslimer i Danmark for knap et halvt år siden. De største grupper er tyrkere, syrere, irakere, libanesere, pakistanere og somaliere. Heraf er klart den største andel sunnimuslimer, som typisk bor i de største byer.

Forøgelsen på 56.000 muslimer under Venstres ledelse kommer frem, når man sammenligner med samme Brian Arly Jacobsens tidligere skøn, at der i 2015 var ca. 264.000 muslimer i Danmark.

Under Venstre, Konservative, Liberal Alliance og DF’s stramme udlændingepolitik er andelen af muslimer med andre ord vokset med 21 pct. Hvis du er tryg ved det, skal du naturligvis bare stemme på de samme politikere og partier som sidst. Du kan tilmed kalde dig humanist eller verdensborger, hvis du er i det humør.

Samtidig er der kommet flere moskeer til i de senere år. Brian Arly Jacobsen refererer til en undersøgelse fra Aarhus Universitet, som opgør antallet af moskeer i Danmark til 161 i 2017. I 2006 var der 115, altså er der tale om en en stigning på 40 pct. Hertil kommer de såkaldte kældermoskeer, som ikke indgår i den officielle statistik. Demografi og kultur er ikke aparte størrelser. De hænger sammen.

Hvad så i år 2037?

Ifølge Brian Arly Jacobsens fremskrivning baseret på de seneste 20 års gennemsnit vil der om 18 år være 489.000 muslimer i Danmark. Fremskrives udviklingen baseret på de seneste fem års gennemsnit, vil antallet være 534.000 muslimer i Danmark, dvs. en stigning på mellem 52-66 pct. i forhold til i dag.

Det er her, historiens lange linjer skærer sig gennem den verserende valgkamp. Lars Løkke Rasmussens stigningsprocent har indtil videre været 21 pct. flere muslimer på fire år. Det vil fremtidens politikere kunne gøre endnu bedre.

Spoler vi frem til 2050, vil mine børn og børnebørn formentlig kunne forvente at skulle dele Danmark med omkring en million muslimer, muligvis flere. Vi begynder allerede at kunne skimte Libanon forude.

Disse tal og denne udsigt er valgkampens bedst bevarede hemmelighed.