Man kan snart ikke møde en ærlig kronprins uden også at høre den rituelle bekendelse til demokrati. Det kan få en og anden til at mene, at demokratiets tilhængere tror alt for meget på sig selv og den styreform, der egentlig blot er et middel til at håndtere meningsforskelle i en kontekst, hvor vælgerne forventes at kunne skelne mellem ord og handlinger og derfor ikke tillader vold som en del af den politiske hverdag.
Det sidste kan man imidlertid ikke længere forvente.
Mange danskere mener i dag, at ord dræber, hvorfor debatten må gå med mundkurv, og mange europæiske muslimer vil ikke finde sig i, at deres religion kritiseres og foretrækker islamisk lov frem for sekulære love.
Det burde få os til at forstå, at demokrati ikke er noget universalmiddel, men bare et af flere greb om magtens realitet.
Dette til trods er demokratiet blevet guddommeliggjort af dets tilhængere i Vesten med det resultat, at demokrati er blevet erstattet af demokratisme. Indrømmet, parlamentarisk styre har givet os meget i løbet af de seneste 150 år, herunder medindflydelse, mere tillid og velstand. Men det skyldes mestendels, at folkestyret er blevet til organisk og indtil for nylig var rodfæstet i nationalstaten og dens legitimitet.
Historisk set er demokratiet blevet stedse mere udvidet, men spørgsmålet er, hvor meget det kan strækkes. I dag har selv teenagere og udenlandske personer, der næsten lige er kommet hertil, stemmeret, ligesom de mest syrede typer i debatten drømmer om et verdensparlament – eller ønsker at give Europa-Parlamentet, EU, FN eller diverse lobbyorganisationer mere magt over de nationale parlamenter.
Internationaliseringen af demokratiet svækker den lokale og kulturelle forankring, og de kommende generationer vil i lyset af den demografiske udvikling formentlig ikke nære samme intuitive loyalitet over for folkestyret.
Ethvert levedygtigt demokrati må være rundet af grænser, bunde i et bestemt folkeligt kollektiv og bør ligesom statsborgerskab ikke foræres til Gud og hvermand. Det må – med andre ord – kunne forsvare sig selv mod trusler udefra og opløsning indefra.
Begge dele er vores internationalt sanktionerede demokrati dårligt egnet til. Allerede nu dikterer transnationale aftaler og konventioner fra en bestemt historisk periode efter 2. Verdenskrig i alt væsentligt, hvad politikerne tør mene og gøre. Alt andet vurderes som utopisk eller i strid med en eller anden eksotisk menneskerettighedserklæring. Allerhelst bilder vi os ind, at der ikke er noget problem, som vi ikke kan løse en skønne dag, hvis bare vi får tid til at se ordentligt på sagen. Sagen er imidletid, at offentligheden hele tiden lader sig distrahere.
Mens utallige medier f.eks. havde travlt med at diskutere ramadan og dehydrering, har vores regering i den forløbne uge underskrevet en international hensigtserklæring om at lade folkevandringen fra Syd mod Nord fortsætte.
Det skete på en konference i Marokko, hvor repræsentanter fra en lang række europæiske og afrikanske lande enedes om en officiel deklaration, der skelner mellem legal og illegal migration og tilskynder til mere af den første slags og påstår, at den er et stort gode for samfund på begge kontinenter, ligesom regeringer i endnu højere grad end tidligere bør slå ned på »fremmedfrygt«, »racisme« og diskrimination i modtagerlandene.
Det er mig uforståeligt, at nationalt valgte regeringer i bl.a. Tyskland, Belgien og Danmark går med til det. Spurgte man befolkningerne direkte, ville det blive et stort, fedt nej tak, vi har så rigeligt!
Det universalistiske tandhjul drives af vores manglende evne til at trække grænser, især for vores egen »godhed« og indgroede tendens til at spejle hele verden i vores eget selvbillede.
Hvad materien angår, vil den afrikanske migration sandsynligvis kun vokse de kommende årtier, også selv om det går økonomisk fremad flere steder i Afrika. Det skyldes, at migrationen stiger, når fattige lande udvikler sig, fordi flere dermed får råd til at rejse.
De nye muligheder må forventes at multiplicere den migration, som internationale aftaler à la den i Marokko tilmed søger at fremme. Man behøver ikke være professor for at forstå konsekvenserne. Ja, måske er det netop en fordel ikke at være det. Almindelige mennesker lader nemlig godt til at kunne forstå, at når Mellemøsten og Afrika kommer til Europa, så bliver Europa mere arabisk og afrikansk.
Man kan forledes til at tro, at vore ledere faktisk ønsker dette.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 26. mai 2018, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.