Eksterne skribenter

Retten til ikke at være så forbandet hellig

Mellem 1988 og 2016 ligger en afgrund. Gensyn med Salman Rushdie, Carsten Jensen og en ny stemme ved navn Kristian Tørning, skriver Mikael Jalving.

Hvis Salman Rushdies roman De sataniske vers var udkommet i dag og ikke for snart 30 år siden, ville etablissemanget formentlig have vendt ryggen til ham i al tavshed. Mellem 1988 og 2016 ligger en mindre afgrund. Dengang gik redaktører og forfattere højrystet i brechen for ytringsfriheden og sagde lige ud, hvem fjenden var. I dag mener mange såkaldte kultur- og mediefolk, at der ikke er grund til at fremturde. Islam skal som bekendt også være her.

Før 1988 var vi i Vesten mere eller mindre uvidende om, at der i vores samfund fandtes islamiske fundamentalister, som med demografiens ubønhørlige magt regner med at kunne manifestere sig stedse tydeligere. Udgivelsen af Rushdies skandalesucces fik tusindvis af dem på gaden og førte til offentlige bogbrændinger i de større byer i England og Pakistan, ligesom romanen blev forbudt i en lang række lande, heriblandt Indien, Sydafrika, Pakistan, Saudi-Arabien og Egypten, da den iranske ayatollah Khomeini udstedte en dødsdom over forfatteren og alle, der havde noget med den at gøre – dvs. også ikke-muslimske forlæggere, oversættere og boghandler.

Salman Rushdie blev midtpunkt i en ideologisk strid, som var kommet senere, men fik premiere her. Hvad vi ikke kunne vide, men ane, var, at striden ville fortsætte – blot med nye navne og episoder og potent drama.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Det kan være mærkeligt i dag at begribe vreden over en enkelt bog, men det er fordi vi stadig ikke forstår islamismen med rod i den forestilling, at der kun findes én sand bog, som til gengæld er hævet over alle andre bøger. Hadet til konkurrerende fortolkninger ligger simpelthen indlejret i islamismen, som ikke har det fra fremmede, men fra islam selv, beredvilligt retfærdiggjort af intellektuelle og skriftkloge med henvisning til det globale og retfærdige fællesskab af muslimer. Når muslimer ikke efterlever denne forestilling, handler de imod de autoritative påbud.

Læg dertil, at Rushdies roman faktisk er svær at læse, fuld som den er af indfald, kontralogiske hændelser og det, litteraturvidenskaben kalder magisk realisme. Jeg er selv gået i stå flere gange, men langt værre er det, at alverdens fundamentalister bestemt ikke kunne se magien. Til gengæld forstod de islamiske intellektuelle, der gik forrest, at romanen udfordrer islam som enevældig monoteisme og indimellem vender Koranen på hovedet og udforsker den mulighed, at profeten i et svagt øjeblik var lydhør over for flerguderi og andre tænkemåder. Dele af romanen kan således læses som en kommentar til Koranen og de såkaldte sataniske vers, der er blevet skrevet ud af den hellige bog.

Hvis romanen har et budskab, så er det retten til ikke at være så forbandet hellig hele tiden, og det kan man da godt kalde kættersk, hvis man har fået religion på hjernen. Men dette budskab var med garanti mere indviklet, end tusindvis af vrede muslimer forstod. For dem var det nok, at en eller anden britisk muslim havde gjort nar af Muhammed: For that he must die!

Modtagelsen i muslimske miljøer bekræftede ufrivilligt vigtigheden af romanens budskab. Modtagelsen viste, at den sekularisme, som vi i generationer har taget for givet i Europa, ikke længere var en given sag takket være den eksplosive indvandring sydfra. Sekularisme er ikke alles ideal, og demografien kan på længere sigt vise sig at undergrave demokratiet.

Derfor er De sataniske vers pligtlæsning den dag i dag, og du er i den heldige situation, at juleferien står for døren. Får du hul på den snirklede roman, så vil du blive mindet om, at troens modsætning ikke er vantro, men tvivl, og i tillæg vil du bifalde, at tvivlen er en del af den menneskelige konstitution og mulighed. Mennesket er ikke alene dyret, der fortæller historier, eller dyret, der taler, eller dyret, der bytter kødben, handler og tager selfies. Mennesket er tillige det væsen, der indimellem tvivler.

Denne tvivl har svære kår inden for islam, sådan som vi er kommet til at kende dette politisk-religiøse system af autoritative tekster og praksisser i store dele af verden med udspring i Mellemøsten for 1400 år siden. I dette system, der hævder at være universelt, bliver det modsatte af tro akkurat oversat til vantro, hvorfor kampen mod de frafaldne går hen og bliver den vigtigste kamp af alle.

Dette had til menneskelig selvstændighed havde det kulturradikale Danmark faktisk blik for – dengang.

På lederplads skrev Tøger Seidenfaden i 1993 som nytiltrådt chefredaktør for Politiken, at alt for mange hidtil havde været tavse, og redaktøren lagde ikke fingrene imellem:

”Tavsheden er et udtryk for, dels hvor stærkt den nye, politisk-religiøse islamisme står, dels hvor levende og bogstavtro – og dermed latent intolerant – mange muslimers tro stadig er”. Seidenfaden fortsatte: ”De principper, Salman Rushdies situation aktualiserer, havde været de samme, hvis forfatterskabet havde været ordinært, blasfemien plump og mennesket personligt og politisk problematisk.”

Så var det ligesom sagt. Men snart fik piben en anden lyd, ikke alene i Politikens spalter, i det meste af det kulturradikale Danmark. Tøger Seidenfaden vendte også selv på en tallerken under Muhammedkrisen, og da den svenske tegner Lars Vilks kom i problemer, kunne Seidenfaden og det lyserøde parnas ikke være mere ligeglad. De ordinære, plumpe og politisk problematiske måtte sejle deres egen sø. Fjenden var ikke længere islamisterne; fjenden var islamofoberne.

Forfatteren Carsten Jensen var lige så klar i mælet som Seidenfaden – dengang.

I en nytårstekst i Ekstra Bladet januar 1995 beskrev han den arabiske verdens fascisme på en måde, han sikkert ville korse sig over i dag, og smed trumf på: ”Salman Rushdie var ikke kun det første offer for en ny form for religiøs forfølgelse. Han er også et blivende symbol på Europas manglende vilje til at forsvare sine egne frihedsidealer. Man trykker hånd med hans forfølgere i fetaostens hellige navn og taler det stille diplomatis hykleriske og nyttesløse sprog i stedet for at trække en grænse.”

Få år skulle gå, og Carsten Jensen meldte sig blandt de hellige hyklere, der ikke mere ønsker at trække en grænse, slet ikke i territorial forstand.

Hvis der i det hele taget er nogen, der har misbrugt humanismen, så er det de seneste årtiers erklærede humanister med frontfigurer som netop Jensen og Seidenfaden. I en ny bog, som også kan anbefales til juleferien, betegner Kristian Tørning dem rammende som egohumanister.

Egohumanisterne lærte intet af Rushdie-sagen – eller rettere: De drog pludselig den modsatte konklusion, at Vesten skulle give efter for islamismens pression, sige undskyld til profetens talrige efterkommere og lære at leve med kulturberigelsen i respektens højhellige navn.

Kristian Tørnings analyse beskriver dette forfald i den kulturradikale tanke, som har fostret en humanisme, der er den klassiske humanismes modsætning ved at se stort på almindelige menneskers erfarede virkelighed og de kolossale sociale problemer forbundet med den pågåenede demografiske omkalfatring af Vesteuropa.

Kristian Tørning er noget så udsædvanligt som ph.d. og lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole – og folketingskandidat for Dansk Folkeparti. Han beskriver den voldsomme indvandring til Danmark, som ønskes mindst af dem, der påvirkes mest af den, og leverer et signalement af de egocentrerede humanister.

Hvem er de?

Der er tale om en løs heterogen gruppe af etniske danskere, der er illoyale over for det danske folk og tanken om Danmark som en selvstændig nation, svarer Tørning og koger egohumanismen ned til fem dogmer:

Det første dogme lyder: Vi er moralens vogtere! Dogmet giver egohumanisterne ret til en selvforståelse, hvor deres etiske og empatiske evner er andres overlegen. Her ligger deres største egocentrisme, når de møder modstridende opfattelser med beskyldninger om diverse patologiske fobier, angst og psykosociale sygdomme.

Det andet dogme er: Kun vi har ret til at hade! Dette bud giver egohumanister ret til at føle og udleve den forbudte følelse had. For i kampen mod de moralske undermennesker har egohumanisterne ikke alene ret til at hade – de har monopol på hadet.

Det tredje dogme er: Vi kræver kompleksitet! Det betyder, at egohumanister kræver en øget indvikling af alle livets forhold. Buddet er ikke begrænset til multikultur, men rammer også uddannelse, arbejdsgange, familieformer og kønsroller. Faste former er forældede, dvs. fordomsfulde og forkerte.

Det fjerde dogme: Vi handler med ord! Det tildeler egohumanisterne retten til at opfatte deres egne ord som handlinger. De behøver således ikke deltage i deres egne idéer, men kan nøjes med at ytre sig om dem. Det gør de ofte i “vi”-form, f.eks.: “Vi er forpligtet til…”. Dogmet indebærer, at egohumanisterne finder det ganske naturligt, at ”nogen andre” skal bo i ghettoerne sammen med immigranterne, selvom det er egohumanisterne, der har skabt ghettoerne.

Egohumanismens femte dogme er: Vi vil verden! Hertil er kun at sige: Gu’ vil I ej! Det er bare noget, I siger, fordi det signalerer åbenhed, overskud og globalisme. I virkeligheden sender I jeres børn i bestemte skoler, ligesom I lever i bestemte kvarterer og aflukker. Jeres verdensforståelse følger et armslængdeprincip, så den virkelige verden i al dens råhed ikke kommer jer for nær.

Ifølge Tørning anti-kommunikerer egohumanisterne for at gennemtrumfe deres vilje uden om demokratiet. Når egohumanisterne anti-kommunikerer, så kommunikerer de strategisk med det formål at ødelægge samtaler. De kommunikerer for at forhindre, at der opstår viden og ny indsigt gennem samtaler. De kommunikerer, for at mørklægge frem for at oplyse.

Tørning argumenterer for, at det er egohumanisterne, der med deres anti-kommunikation har drænet  samfundsdebatten om såvel indvandring og kulturspørgsmål, men også om uddannelse og mange andre emner. Han beskriver endvidere, hvordan egohumanisterne har haft held til at montere en stribe tabuer ved hjælp af deres social censur. Egohumanisterne har ved hjælp af udskamning og tabuisering forhindret, at danskerne har kunnet forholde sig rationelt til folkevandringerne.

Bogen bliver en deprimerende gennemgang af vores samfundsudvikling, og jeg havde nær sagt tak for kaffe, men afsluttes med en opbyggelig appel om, at vi alle sammen begynder at tale om egohumanisterne frem for indvandrerne, fordi det er egohumanisterne, der gør den destruktive indvandring mulig.

Tørning tager i mine øjne fat, hvor de kulturradikale har sluppet grebet og hans dissektion af egohumanisterne mikroputverden låner en pointe fra Salman Rushdie: Vi må holde op med at være så forbandet hellige.

Jorden kalder.

Egohumanisterne – og deres totalitære identitetsprojekt er gratis som e-bog og kan hentes i flere digitale formater på www.egohumanisterne.dk. En papirversion af bogen kan købes for 80 kroner + fragt. 

Tøger Seidenfaden og Carsten Jensens citater kan findes i Jacob Mchangama og Frederik Stjernfelts store bog om ytringsfrihedens historie i Danmark fra Reformationen til Muhammedkrisen (s.849).

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 19. desember 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.