Islam

Betimelig oppgjør med mytene om islamistisk terror

I anledning 15 årsdagen for 911, tar politisk kommentator på den danske nettsiden Altinget, Erik Holstein, et betimelig oppgjør med de mange mytene om islamistisk terror.

– Islamister står for over 90 prosent av terrordødsfallene i Europa og USA i den epoken som startet med 11. september. Hverken vestlig krigføring i muslimske land eller sosiale forhold er dekkende forklaringer på terroren, men en følelse av krenkelse går igjen på det historiske plan og for den enkelte terrorist, skriver politisk kommentator på den danske nettsiden Altinget, Erik Holstein.

Inntil Al Qaida angrep USA i 2001, hadde svært få forestilt seg islamistiske angrep på Vesten, for det var ingen aktuelle konflikter. Det viste seg imidlertid å eksistere et dyptfølt hat, som både var basert på den muslimske verdens tilbakegang og på en dårlig integrasjon i Vesten, fortsetter Holstein. Islamister hadde riktignok forsøkt å bombe World Trade Center i 1993, men skaden var mindre enn forventet og hverken politikere eller etterretningsfolk innså trusselen fra ekstreme utgaver av islam. De siste 15 årene har det derimot gått slag i slag, og til tross for at de forskjellige lands etterretningstjenester har avverget tallrike angrep, har de siste årenes gjennomførte angrep vært de blodigste i Europa og USA siden 2001.

-Debatten om terrorens årsaker har splittet politikerne og det har blitt fremlagt et vell av analyser og forklaringer. Men mye har hatt karakter av ønsketenking eller regulære politiske statements, og derfor kan det være gavnlig å ta for seg noen av påstandene, mener Holstein.

hege_banner_rights_special_778x150

Han begynner med den vanligste og mest gjentatte påstanden om at islamister bare står for en liten del av terrordrapene. – Påstanden er kronisk feilaktig, konstaterer Holstein, som viser til DIIS` (Dansk institut for internationale studier) database over islamistiske terrorangrep, Europols årsrapporter, universitetet i Marylands Global Terrorism Database og en rekke andre kilder. Resultatet er krystallklart:

Islamister er skyldige i den altovervejende del af terrordrabene såvel i perioden generelt som i det sidste år. Altingets opgørelse dækker kun Europa og USA, men billedet ændrer sig ikke afgørende, hvis man studerer terroren på verdensplan.

En annen påstand er at dagens terror ikke er verre enn den som pågikk i 70- og 80-årene. Men det er avgjørende forskjeller mellom nåtidens terror og datidens. Den islamistiske terroren kjennetegnes av at de forsøker å drepe flest mulig sakesløse sivile og fordi den ofte skjer uten at det ligger noen krav bak. Denslags finnes det få eksempler på før 2001, skriver Holstein og nevner to av unntakene: flyet som ble bombet over Lockerbie i 1988 og det blodige, fascistiske bombeattentatet på sentralstasjonen i Bologna i 1980.

I  70’erne og 80’erne gik den venstreekstreme Baader-Meinhof-gruppe målrettet efter at myrde toppolitikere og prominente arbejdsgivere, men ikke tilfældige tyskere. Separatistiske terrorgrupper som IRA i Nordirland og ETA i Spanien dræbte til tider også civile, men de konflikter var regionalt afgrænsede. Ser man på de senere års separatistiske drab, er de helt overvejende rettet mod soldater, betjente, dommere og andre myndighedspersoner.

Før 2001 behøvede den almindelige dansker, tysker eller belgier ikke at frygte for en terrorhandling, når han gik ind til en fodboldkamp eller en rockkoncert.

En av de mest utbredte påstandene blir like uærlig som til det kjedsommelige gjentatt av politikere – som plutselig fremstår som teologiske eksperter – og muslimske organisasjoner etter hvert angrep der gjerningsmannen/mennene definerer seg som muslimer og som regel har ropt Allahu Akbar før, under eller etter myrderiene: Terroren har ikke noe med islam å gjøre.

Ligesom det er uden mening at påstå, at ”Vesten er i krig med islam som religion”, er det uden mening at påstå, at terrorismen slet ikke har noget med islam at gøre. Det svarer til at påstå, at inkvisitionen og korstogene intet havde med kristendommen at gøre.

Holstein viser til den danske professoren og koraneksperten Thomas Hoffmann, som har påpekt at terrororganisasjonen Den islamske stat (IS) faktisk tar utgangspunkt i ordrette tekster fra koranen og øvrige islamske skrifter. Selv om de fleste muslimer tar avstand fra IS, så er IS ikke en tilfeldig «dødskult», slik mange foretrekker å beskrive dem. – Både IS og Al-Qaida er en del av islam, om enn en mindre og ekstrem del. Akkurat på samme måte som den katolske inkvisisjonen var en ekstrem utgave av kristendommen i en bestemt historisk periode, forklarer Holstein.

De som hevder at terrorismen skyldes krigen i Irak og krigen mot IS i Syria bør ta seg en titt på IS` propaganda-blad Dabiq, mener han, og påpeker at IS selv har redegjort for sine motiver. Det handler om hat til de vantro og Vesten i seg selv.

Her redegør IS selv for sine motiver i artiklen ”Why we hate you and why we fight you”.

Naser Khader (K) har oversat og offentliggjort centrale afsnit fra artiklen på sin Facebook-side 3. august. Det er illustrativt, for IS opridser klart sine motiver i seks punkter. De lyder:

”1. Vi hader jer først og fremmest, fordi I er vantro.

2. Vi hader jer, fordi I er sekulære, har liberale samfund, der tillader de ting, som Allah har forbudt, samt forbyder mange af de ting, han har tilladt.

3. På grund af det ateistiske overdrev hader vi jer og fører krig mod jer, fordi I ikke tror på jeres herre og skabers eksistens.

4. Vi hader jer for jeres kriminelle handlinger mod islam og fører krig mod jer for at straffe jer for jeres overgreb mod vores religion.

5. Vi hader jer for jeres kriminelle overgreb mod muslimer, jeres droner og krigsfly, der bomber, dræber og lemlæster vores folk over hele jorden og jeres dukker i de tilranede muslimske lande, der undertrykker, torturerer og fører krig mod alle, der opfordrer til sandhed.

6. Vi hader jer, fordi I har invaderet vores lande og slår jer tilbage for at drive jer ud. Så længe der er en centimeters territorium for os at generobre, så længe vil jihad være en personlig forpligtelse for enhver muslim.”

Rækkefølgen er ikke tilfældig, hvad IS selv fremhæver med disse ord:

”Det er vigtigt at forstå her, at selvom nogle måske argumenterer for, at jeres udenrigspolitik er det, der driver vores had, så er denne grund sekundær, hvorfor vi har sat den nederst på listen. Faktum er, at selvom I ville stoppe med at bombe, fængsle, torturere, bagvaske os og tilrane jer vores lande, så ville vi fortsat hade jer. For vores primære grund til at hade jer vil ikke forsvinde, før I omfavner islam.”

Denne tankegangen forklarer hvorfor angrepet 11. september 2001 kom på et tidspunkt hvor Vesten ikke var i krig med muslimske land, men tvert i mot hadde støttet muslimene mot Sovjet i Afghanistan og mot serberne i Bosnia og Kosovo, fortsetter Holstein.

En annen yndet forklaringsmodell er at terroren er et resultat av Vestens aggresjon mot den muslimske verden. Holstein punkterer den myten: den islamistiske terroren finner ikke bare sted i Europa, USA og Israel, men i land som Russland, India, Canada, Australia, Kina, Nigeria, Mali, Kenya og en rekke islamske land. Islamistiene er ganske enkelt i krig med det meste av verden, konkluderer han.

Så er det selvfølgelig de anstendige, som støtt hevder at islamistisk terror skyldes den «harde tonen i innvandringsdebatten». Holstein poengterer at det i så fall er vanskelig å forklare hvorfor terrorismen ikke bare rammer land som Danmark og Frankrike, men også mer «politisk korrekte» land som Storbritannia, Spania og Sverige.

Påstanden om terroren har sosiale årsaker har derimot noe for seg, selv om dette ikke er hele forklaringen. Det er vanskelig, for ikke å si umulig, å se bort fra det faktum at mange andre grupper i Vesten lever under tilsvarende sosiale kår som unge muslimer, mens det nesten bare er de siste som planlegger og utfører terrorangrep:

Der er ingen tvivl om, at dårlige sociale forhold spiller ind for nogle terrorister. Alt andet lige vil et liv i trøstesløse franske betonforstæder gøre unge muslimer mere modtagelige for ekstremisternes lokketoner. Især IS har rekrutteret flittigt blandt sociale tabere og kriminelle.

Men det er langt fra hele forklaringen. Osama bin Laden var som bekendt millionær, lederen af 11. september-angrebet Mohammed Atta studerede til ingeniør, og hovedmanden bag London-bomberne arbejdede på en skole.

Dertil kommer, at også andre etniske grupper lever under vanskelige sociale vilkår. Alligevel ser man ikke terrorhandlinger i Vesten begået af socialt marginaliserede kinesere, vietnamesere eller tamiler. Terroren er koncentreret om unge mænd med muslimsk baggrund.

Så hva er forklaringen?

En del kan forklares med drømmen om å gjenopprette det islamske kalifatet. På det personlige plan går imidlertid manglende selvkritikk, påfølgende offer- og krenkelsmentalitet og tilbøyelighet til å skylde på alle andre for egen misère igjen:

Tager man de officielle målsætninger fra Al-Qaeda og Islamisk Stat går en genoprettelse af det islamiske kalifat igen. Man vil have genetableret situationen fra islams storhedstid, hvor der var et samlet muslimsk rige – og hvor store dele af Europa og Asien var under kalifatet.

Den islamiske verdens tilbagegang de senere århundreder ses som en krænkelse, der skal hævnes. Mens det moderne Tyrkiets grundlægger Kemal Atatürk anlagde en selvkritisk vinkel på sit samfund og forsøgte at reformere sit land, retter islamisterne vreden og frustrationen udadtil.

Det er jøderne og ”de vestlige korsfarere”, der er skyld i tilbagegangen, mens forældede klanstrukturer, forældede kønsroller, førmoderne æresbegreber og sammenfiltringen af religion og politik ikke alene frikendes, men fremmes.

Dermed sakker den islamiske verden endnu mere bagefter i modsætning til en række østasiatiske lande, der på kort tid har taget springet fra kolonitid eller feudalstyre til moderne fremgangsrige samfund.

Holstein mener at oppfatningen av krenkelse og manglende selvkritikk går igjen på det personlige plan for en del terrorister. Også han mener at noe av forklaringen kan finnes i tradisjonell muslimsk barneoppdragelse av særlig gutter. Mange blir oppdratt som rene småkonger, hvor de læres opp til å tro at de har krav på omverdenens respekt og oppvartning i kraft av sitt kjønn. Nederlaget blir stort når det viser seg at omgivelsene ikke ser det på samme måte. Kombinert med manglende vilje eller evne til selvinnsikt og -kritikk, vendes frustrasjonen og vreden utover; ens personlige nederlag må være noen andres skyld. Uheldigvis oppmuntres denne like usunne som farlige mentaliteten av en rekke hel- og halvstatlige europeiske organisasjoner og talspersoner, som rutinemessig forsøker å bortforklare situasjonen og frata muslimske innvandrere og etterkommere ethvert personlig ansvar for sin egen livssituasjon. Ikke sjelden forklares muslimers misnøye med- eller dårlige integrasjon i vestlige land med det omgivende samfunns rasisme og islamofobi. Så er det jo ikke til å lure på hvorfor en misfornøyd og frustrert muslimsk ung mann retter aggresjonen mot det samme samfunnet.

Blandt islamistiske terrorister kan man også finde forskruede idealister, der i ramme alvor tror på, at det baner vejen til et paradisisk samfund at sprænge tilfældige kvinder og børn i luften.

Men især IS har tiltrukket folk med et ringe kendskab til religionen. Folk fra bandemiljøerne og regulære tabere, der åbenlyst bruger religionen som undskyldning for at udleve deres had mod det omgivende samfund.

Her har socialdemokraten Yildiz Akdogan måske givet en del af forklaringen, da hun efter terrorhandlingen i København pegede på den traditionelle muslimske drengeopdragelse som et selvstændigt problem, der kan føre til terror. Hun udtrykte det således i et interview til Altinget:

”Drengen er den lille prins i familien. Der er ingen krav, ingen regler, ingenting. Men når han kommer ud i samfundet, er han bare en ganske almindelig Ali. Der er ikke nogen, der henter kaffe til ham eller viser ham særlig respekt. Og så bliver nederlaget så meget desto større.”

”Først når Ali kommer i puberteten, træder hans far ind, og så bliver der stillet krav. Men det er for sent. På det tidspunkt er Ali kommet bagud i skolen og kan ikke opfylde farens forventninger.”

”Så kommer alle undskyldningerne, og drengene bliver hurtigt enige om, at deres problemer skyldes ”den møgkælling af en lærer, der garanteret også er racist”. Når de er nået derhen, bliver de lette at hverve for banderne eller de radikale salafister. Tidligere var det to adskilte grupper, men nu er der sket en sammensmeltning. Det gør det endnu farligere.”

De sidste par års udvikling i rekrutteringen til islamistisk terror – såvel i Danmark som i resten af Europa – tyder på, at Yildiz Akdogan har en vigtig pointe.

Igen ser man vreden, den udadvendte aggression over for nederlag i stedet for indadvendt refleksion over, hvad man selv kan gøre bedre.

Flere studier tyder på at denne atferden har sammenheng med medbrakte kulturelle og religiøse normer for barneoppdragelse. I juli viste en dansk studie at muslimer som er født og oppvokst i Danmark identifiserer seg mer med islam og muslimer, opplever Vestens intervensjoner som mer urettferdige, er sintere og de scorer høyere på voldelige intensjoner for å forsvare islam enn muslimer som er kommet til Danmark på et senere tidspunkt i sitt liv. Studien er følgelig inne på samme spor som den såkalte Århus-modellen, hvis grunnleggende perspektiv er at unge, radikaliserte muslimer reiser til Syria og slutter seg til IS fordi de er marginaliserte og ofre for diskriminering. Internasjonal forskning viser imidlertid at marginaliserings- og diskrimineringshypotesene ikke holder vann. Mye tyder derfor på at fokus bør rettes mot muslimske miljøers oppdragelse av særlig gutter – og ikke minst på disse miljøenes utbredte offermentalitet, som i stor grad sementeres og fremelskes av statsstøttede yrkesantirasister.

En helt ny rapport fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Ramböll bekrefter for øvrig problematikken. Som femåring har et barn av ikke-vestlige foreldre i gjennomsnitt utviklet mindre empati, er dårligere til å samarbeide og har vanskeligere for å uttrykke sine følelser enn et tre år gammelt barn av etnisk danske foreldre. Forskerne bak rapporten sier at resultatet av undersøkelsen er “sterkt bekymrende”:

“På kort sigt kan det betyde, at de ikkevestlige børn har sværere ved at deltage aktivt i fællesskabet i børnehaven. Det kan betyde meget for deres trivsel i daginstitutionen, men forskningen viser, at det også kan have langsigtede konsekvenser for deres læring i skolen. Når vi allerede i tre-femårsalderen kan se så store forskelle mellem vestlige og ikkevestlige børn, er det stærkt bekymrende,« siger Hanne Nielsen, som er manager i Rambøll.

Rapporten er en del av utviklingsprogrammet Fremtidens Dagtilbud og er en av de største undersøkelsene i sitt slag. Over en periode på fire år har 13 000 barn og 400 dagpleiere i 140 forskjellige institusjoner i 14 kommuner deltatt. Hanne Nielsen i Rambøll peker på kulturelle forskjeller når det gjelder barneoppdragelse og oppfattelsen av hva som er god og dårlig sosial atferd som en mulig forklaring:

Foruden dårligere sociale kompetencer viser rapporten også, at børn af ikkevestlige forældre statistisk set er markant dårligere til dansk og har en ringere matematisk forståelse. Det er knap så overraskende, mener Dorthe Bleses.

»Rent sprogligt er det forventeligt, at det tager længere tid at lære to sprog end ét, som det ofte er tilfældet i ikkevestlige hjem. Men det er iøjefaldende, hvor mange børn der når skolealderen uden at have de dansksproglige kompetencer, som gør det muligt for dem at tage imod læring i skolen.«

Hun peger på, at de ikke-vestlige børns dårlige sociale kompetencer til dels kan forklares med deres sproglige udfordringer:

»Eftersom de har relativt dårlige sprogkompetencer sammenlignet med danske børn, kan det spille en rolle i forhold til deres omgang med andre børn, hvordan de udtrykker deres følelser, og så videre.«

En anden forklaring kan være kulturelle forskelle, forklarer Hanne Nielsen: »Det kan være forskellige forståelser af børneopdragelse; for hvad der er god og mindre god social adfærd over for andre børn. Det er en udfordring ved testen, vi må være bevidste om, men som kan være svær at sætte sig ud over. Det er et emne, vi mangler mere viden om.«

Det er uansett blitt presserende for Europa å finne en korrekt forklaring, uavhengig om det er en, flere eller en blanding av alle. Erik Holstein understreker nødvendigheten av å få analyser på plass, for ellers er det uunngåelig at vi griper til feilaktige virkemidler. Det er ingen tvil om at sosiale tiltak og integrasjonsprosjekter som fungerer etter hensikten er viktige virkemidler, men så er også en erkjennelse av hva vi faktisk står overfor, mener Holstein:

– Men man er samtidig nødt til å erkjenne terrorens religiøse og kulturelle dimensjon. Erkjenne at Vesten ikke står overfor en uforklarlig dødskult, men at islamismen er en morbid utgave av religiøs fascisme som ikke kan sammenlignes med regional eller politisk terrorisme fra tidligere tider.