Innvandring

Jorden kalder alle jurister nord for København

Folkeretten er nationalstaternes sikkerhedsventil. De kan selv bestemme, hvem der skal ind i landet, hvem der skal ud, og de kan når som helst opsige internationale konventioner.

Det er sandelig ikke kun justitsministeren, der har et problem med at se fjenden i øjnene og forstå, at jo flere muslimer, der kommer til landet, jo mere sharia, klanvælde og ballade får vi også. Professor emeritus Ole P. Kristensen, kulturforsker Kasper Støvring – og i dagens avis – Kristian Thulesen Dahl har ganske vist ret i, at Søren Pind er gået i bådene og sejler rundt i tåge og ubehjælpsom patos som en slags parodi på den stakkels regent i Kongens Fald, grebet af eksistentiel ubeslutsomhed, frem og tilbage over Lillebælt.

Islamister vs. nationalister

Som en svømmer, der træder vande, prøver ministeren at placere sig selv i midten, islamister til den ene side, nationalister til den anden. Denne mondæne og falske symmetri erstatter hans tidligere klarsyn og mod. Jeg ved simpelthen ikke, hvor manden i Søren Pind er blevet af, men det har tydeligvis ikke hjulpet ham – eller hans chef – at få udleveret nøglerne til ministeriet.

Jorden kalder imidlertid ikke alene regeringen, men tillige centraladministrationens jurister, som må være de første til at forstå, at vor til stadighed ukritiske henvisning til internationale konventioner fra forne tider kan blive vort lands progressive død, akkompagneret af vor egen nihilisme og den hjernedøde, irreversible masseindvandring fra Mellemøsten og Nordafrika. Især, fordi konventionerne er blevet fordrejet og ophøjet til moralske imperativer.

hege_banner_rights_special_778x150

Retlig procedure

Som jurist og professor emeritus Ole Hasselbalch gjorde opmærksom på i Radio24syv i sidste uge, blev vor nuværende indvandringspolitik indledt med den fatale udlændingelov af 1983, der reelt åbnede sluserne via formelle og universelle retsgarantier til Gud og hvermand – og således stræbte efter at afpolitisere asylspørgsmålet. Indvandring var pludselig ikke et politisk skøn, men en retlig procedure.

Det forholder sig imidlertid sådan, at udlændingeloven af 1983, de internationale konventioner om borgerlige, politiske, sociale og kulturelle rettigheder af 1966 samt FN’s flygtningekonvention af 1951 alle bygger på folkeretten. Og folkeretten – med rod i 1600-tallets politiske filosofi hos bl.a. Hugo Grotius og Samuel Pufendorf – maner til forsigtighed, ikke til fantasmer og projektmageri. Forsigtighedsprincippet dokumenteres i konventionerne både for så vidt angår de almindelige forpligtelser, som migranter er underkastet, herunder at overholde landets love, og de gentagne henvisninger til vigtigheden af den offentlige orden.

Folkeretten

Det er naturligvis i dette lys, at det danske flygtningenævn i sin beretning for 1984-87 (s.17) om flygtningekonventionen af 1951, der vel at mærke var et svar på tidlige efterkrigstids flygtningestrømme inden for Europa, understreger, at ”konventionen ikke pålægger staterne nogen folkeretlig forpligtelse til at meddele asyl til personer, der opfylder konventionens betingelser”.

Med andre ord: Folkeretten er nationalstaternes sikkerhedsventil. De kan selv bestemme, hvem der skal ind, hvem der skal ud, og de kan når som helst opsige konventionen.

Det var da også derfor, at flertallet i det udvalg, der forberedte lovforslaget til den ny udlændingelov af 1983, anbefalede en disclaimer og gjorde gældende, at loven ikke skulle omfatte ”udlændinge, der er kommet hertil som led i en omfattende indstrømning af mennesker”.

Denne centrale stipulering blev imidlertid forkastet af Folketinget efter indstilling fra Dansk Flygtningehjælp. Folkeretten skulle ikke gælde i Danmark, dvs. den folkeret, der ifølge ovennævnte konventioner af 1966 indskærpede, at ”alle folk har selvbestemmelsesret” og fortsatte: ”I kraft af denne kan de frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling”.

Som også Højesterets præsident fremhævede i forbindelse med udlændingelovens tilblivelse, må ingen konvention skade et lands indre sikkerhed, herunder hensynet til landets sammenhængskraft. Den til enhver tid siddende regering skulle kunne lukke ned for indvandringen med henvisning til folkeretten, hvis Danmark blev udsat for en omfattende tilstrømning, som skønnedes at være i strid med bevarelsen af det Danmark, som vi kun har til låns via tidligere generationer og derfor ikke har hjemmel til at ødelægge.

Desværre lader vores svagt funderede regering ikke til at kende konventionernes folkeretlige grundlag. Men det må ministeriernes og styrelsernes jurister da gøre. De er tilmed ansat til at rådgive regeringen så sagligt og uhildet som muligt. Så hvad er det, der sker? Tier juristerne om juraen? Ser de ikke den politiske mission, der pågår? Eller er de en del af samme?

Mens tyskerne sover

I strid med sit valgløfte om en såkaldt ”straksopbremsning” har regeringen tilladt en ny myldretidstrafik for migranter i fælles forståelse med den tyske kansler Angela Merkel, som mener, at tyskerne på ny er en slags overmennesker, der kan tåle og klare alt. Med en vis fantasi, må det indrømmes. Kansleren sørger nu for, at migranter fra Tyrkiet, Grækenland og Egypten bliver fløjet til Tyskland i ly af natten og lander på tysk grund mellem midnat og kl. 6, mens tyskerne sover.

Det var med Kai Sørlanders udtryk ”højmoralen”, der vandt kampen om dansk udlændinge- og asylpolitik, og det er samme piedestal regeringen Løkke Rasmussen sidder på i dag. Dens spindoktorer siger godt nok noget andet, men den kedelige og grå virkelighed er, at Venstre de facto viderefører Dansk Flygtningehjælps udlændingepolitik tilbage fra Hans Gammeltoft-Hansens tid.

Det har været ikke-jurister som Søren Krarup, Mogens Camre, Sune Dalgård, Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe, Sven Ove Gade, Ejvind Vesselbo og Morten Uhrskov Jensen, der har advaret mod konsekvenserne og taget tæskene i presse og medier sammen med Ole Hasselbalch, som har været undtagelsen, der bekræfter reglen om, at jurister tilsyneladende ikke bekymrer sig om andet end karriere, status og en bopæl nord for København.

Les også: Menneskerettigheter blir juss og nasjonen svekkes