Ytringsfrihet

Skam dig selv

Var det ikke for de onde, ville de frelste ikke være så fandens gode. Må man bede om lidt arvesynd, bare en knivsspids?

Mikael Jalving

Mikael Jalving

Skuespiller Sofie Gråbøl skammer sig over danskerne, filminstruktør Thomas Vinterberg skammer sig over den danske udlændingepolitik, og David Trads skammer sig øjensynligt over Venstre, selv om han ikke har en eneste aktie i partiet. Det er i det hele taget blevet højeste mode at skamme sig over andre, hurtigst og nemmest via de sociale medier.

Skyld og skam er gode, gamle kristne begreber, som vi imidlertid ikke længere forstår, sådan som de kristne har gjort i 2000 år. Det er sket det, at skam har løsrevet sig fra sin oprindelige betydning. I dag er skyld og skam de andres skyld og skam. Blandt de uskyldsrene, som bliver flere og flere, er skylden ikke ens egen hovedpine og anliggende, men et problem, som ses hos andre, et problem, som de gerne må se at fixe i en vis fart, så vi, de uskyldige ikke behøver skamme os dagen lang.

Skammen, det er de andre. Skylden, det er en andens. Ingen af delene har noget med én selv at skaffe, hvilket naturligvis gør den moderne skyld til en gratis omgang for ikke at sige et ganske behageligt bekendtskab.

“Jeg skammer mig over dig” er muligvis dagens klammeste bemærkning, men de andres skyld varmer i en kold tid eller køler i en varm. De andres skyld gør inderligt godt og udløser likes og englesang. Var det ikke for de onde, ville de frelste ikke være så fandens gode.

Det er relevant, som tidligere sognepræst Jørgen Juul Petersen (JP 23/2), at sammenligne den moderne skamløshed med calvinisme: Calvin sondrede skarpt mellem de frelste og de fortabte. Førstnævnte kunne fordømmende eller flovt se ned på sidstnævnte og skamme sig over deres umoral. I centrum stod selvretfærdigheden og bag den illusionen om at kende Gud – eller retfærdigheden, som Gråbøl, Vinterberg og Trads nok foretrækker at kalde meningen med det hele.

Denne renhedslære kan, som Petersen noterer, være slem nok, når den knytter an til religion, men er endnu værre, når gudsbegrebet sekulariseres og forvandles til politik og puritanisme.

Trads har intet at skamme sig over, bortset fra sig selv. Gråbøl og Vinterberg ligeså. Hvornår har de to sidstnævnte bidraget til den løbende debat om udlændinge, migration, islam eller velfærdsstat? Aldrig, mig bekendt. De har passet og plejet deres respektive karrierer, hvilket ingen kan fortænke dem i, de er professionelle på hvert deres felt, men politik? Nej. Hvad angår de fælles anliggeder har de meldt hus forbi hele deres voksne liv, bortset fra deres momentane moralisme renset for løsninger, alternativer eller konkrete bud. Skuespillerne lever tilsyneladende i deres egen verden af glas, glitter og fjerlette udsagn, der kan stå som moralske statuetter og tjene til at få dem til at føle, at de siger fra. Men hvad siger de ja til?

De skammer sig, men kun på den fede måde. Lad mig minde om, at utilpassethed kan være en god begyndelse, men kun hvis man tør kigge indad og søger et minimum af viden om den kontekst, man skammer sig over. Vis mig et land i verden, der kan tage patent på den perfekte middel mod folkevandringens trussel mod vore samfund nu og i årene, der kommer?

I al vor kulturelle optimisme og kristendomsudvandring er begrænsning blevet et tabuemne. Her tænkes ikke alene på begrænsning af eller stop for muslimsk tilvandring, men også på følelsen af skam og skyld på andres vegne. Aldrig nogensinde før har vi skammet os så meget over andre og dermed i virkeligheden rost os selv for at være forbilleder for alverden. Man behøver ikke være psykolog for at forstå, at denne narcissisme dybest set bunder i et udbredt selvhad til egen civilisation, kultur, nation og historie, sådan som den er blevet os givet. Idet vi tror, vi kan starte på en frisk hver eneste dag, hader vi dem, vi var, og dem, der synes at være rundet heraf, fordi begge dele siges at være forlenet med et dårligt eller racistisk menneskesyn. Der findes kun ét rigtigt menneskesyn, forstås, nemlig det, de rigtige mennesker har, og det er vel derfor, at de rigtige ikke finder det nødvendigt at argumentere for noget, for de har jo ret.

Må man bede om lidt arvesynd, bare en knivsspids? Ikke forstået som en tung byrde eller straf, vi har arvet fra vore forfædre. Næ, arvesynd forstået som synden ved siden af håbet i alle levende mennesker, herunder det evige opgør med den moralske indbildning, at man kan være sikker på at være god, hvis bare man tror tilstrækkeligt på det eller mener at gøre gode gerninger. Den går ikke, Vinterberg.

Livet er, som den amerikanske kristendomsfortolker Reinhold Niebuhr skrev, godt trods det ondes tilstedeværelse, og ondt trods det godes eksistens. Dobbeltmoralsk, kan man sige, både-og, men dermed også mere realistisk.