Når det verste er en dansk kjæreste – i Danmark

I mars skrev den danske avisen Information at fagfolk som jobber med kvinner på flukt fra æresvold i Danmark forteller at kvinnenes ektemenn og familier får hjelp av hele nettverk i miljøet til å spore dem opp. Nettverkene omfatter både offentlige ansatte som lekker fortrolige opplysninger og taxisjåfører som…

I mars skrev den danske avisen Information at fagfolk som jobber med kvinner på flukt fra æresvold i Danmark forteller at kvinnenes ektemenn og familier får hjelp av hele nettverk i miljøet til å spore dem opp. Nettverkene omfatter både offentlige ansatte som lekker fortrolige opplysninger og taxisjåfører som holder konstant utkikk etter bortrømte kvinner. Utsatte kvinner og menn forteller også at det kollektive presset er så stort at det nesten er umulig for offentlige ansatte med bakgrunn fra samme miljø å si nei når en familie krever å få utlevert fortrolige opplysninger.

Jyllands-Posten har fulgt opp med en artikkelserie om den sosiale kontrollen i muslimske miljøer. Det er særlig jenter og unge kvinner som utsettes for sosial kontroll og sladder, men også gutter/unge menn fra disse miljøene er berørt.

Innvandrerjenter- og kvinner, samt etterkommere, som nå strømmer inn på gymnas og vidergående utdannelser figurerer i statistikkene som velintegrerte, ressurssterke unge, men sliter likevel med sosial kontroll på hjemmebane og i sine respektive miljø.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Et eksempel er den 26 år gamle læreren «Ayse». Hun er født i Danmark av foreldre som innvandret fra Tyrkia. Til tross for utdannelse, lønnet arbeid, alder og egne ønsker, bor hun fortsatt hjemme fordi foreldrene ikke vil at hun skal flytte hjemmefra før hun er gift. «Ayse» aksepterer det av flere årsaker, blant annet at hun ikke vil utssette familien for sladder, som igjen kan ramme søstrene og brorens muligheter for å bli gift.

26-åringen er praktisk talt aldri ute etter klokken 19-20, for da blir moren bekymret for hva hun foretar seg. Sladderen i lokalmiljøet vil da også begynne å gå om hun eller andre unge kvinner blir sett utenfor familiens hjem etter dette tidspunktet:

»Det kan ikke undgås, at det vil have konsekvenser for mig og min familie, hvis jeg begynder at tage til fester, gå med drenge eller vil bo alene. Jeg har et godt ry. Jeg er en ”pæn pige”, og det er man, hvis man ikke kommer sent hjem. Det vigtigste for at have et godt ry er, at du er ”ren”, dvs., at du er jomfru og ikke har haft en kæreste,« siger hun og tilføjer:

»Der skal ikke ret meget til, før dit ry bliver skadet, særligt ikke når du bor i et område som vores, hvor der er mange til at overvåge dig og rende med rygter om, hvad du laver. Jeg vil sammenligne det med at have en hvid nederdel på. Kommer der bare en lille plet, så kan alle se det.«

«Ayse», som ønsker å være anonym, mener selv at foreldrene aldri har nedlagt en masse forbud. De er i realiteten rimelig moderne, synes hun, og begrunner det med at de alltid har prioritert utdannelse høyt og at hun ikke frykter å bli tvangsgiftet. Hun forventes imidlertid å følge en rekke uskrevne regler:

Alligevel har hun aldrig været i tvivl om, at der er forskel på, hvad hun selv og hendes bror kan gøre. Han kan f.eks. tage i fitnesscenter kl. 22, uden der bliver sat spørgsmålstegn ved det. Er hun selv i fitnesscenter efter kl. 19, ligger der en besked fra moren om, hvad hun laver. Ikke med et krav om, at hun skal komme hjem, men med en påmindelse om, at moren er bekymret for sin datter.

Det er bl.a. disse uskrevne regler for, hvad en pæn pige gør og ikke gør, der er årsagen til, at hun ikke har deltaget i gymnasiefester, og at hun tog hjem for at lave sine lektier og hjælpe sin mor, lige når hun havde fået fri fra skole.

Skole. Hjem. Skole. Hjem. Det var hendes liv på de ældste klassetrin i folkeskolen, i gymnasiet og en stor del af den tid, da hun tog sin læreruddannelse.

»Min mor har ikke direkte sagt, ”at du skal komme hjem efter skole for at vaske op og hjælpe mig”, men der har været en uudtalt forventning om, at sådan var det bare. På samme måde kunne det aldrig falde mig ind at spørge, om jeg måtte tage med til fester, da jeg var under uddannelse. Det gør en ”pæn pige” bare ikke. Jeg kunne aldrig finde på at sætte spørgsmålstegn ved det, og det hænger nok også sammen med, at jeg på mange måder respekterer og holder af mine forældre,« siger hun og fortæller, at det særligt i gymnasiet betød, at hun havde en følelse af ikke at kunne tale med sine etnisk danske klassekammerater om ret meget andet end skoleopgaver.

Renhet er åpenbart viktig i muslimske kulturer og miljøet bruker sosial kontroll for å sikre seg at jenter og kvinner fra samme miljø retter seg etter renhetsnormene. Så kan man bare spekulere i hva slags følger en slik oppfatning har for synet på det omgivende samfunns unge, spesielt jenter og kvinner, som ikke retter seg etter disse miljøenes medbrakte normer.

En pekepinn får man fra danske gymnasers psykologer og studieveiledere. Jentene som henvender seg til dem forteller at det verste i foreldenes optikk er at døtrene får en dansk kjæreste:

Også på landets gymnasier får psykologer og studievejledere henvendelser fra piger, som er frustrerede over ikke at have de samme frihedsgrader som deres etnisk danske kammerater.

»Henvendelserne går bl.a. på, at man ikke må deltage i sociale arrangementer, som f.eks. fester og cafébesøg, at man altid skal hentes og bringes, eller at man har fået sig en kæreste, og her er det værste en dansk kæreste,« siger Hanne-Grethe Lund, formand for Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening og studievejleder på gymnasiet Mulernes Legatskole i Vollsmose, hvor en femtedel af eleverne har en anden etnisk baggrund end dansk.

Organisasjonen Etnisk Ung og studentrådgivingstjenesten som yter sosial og psykologisk rådgiving på danske universiteter melder om det samme.

Sådan lyder det fra studievejledere, psykologer og organisationen Etnisk Ung, som får henvendelser fra piger, der ikke må tage på studietur, til fredagsbar, flytte hjemmefra, inden de er gift, og generelt oplever, at deres køn spænder ben for, hvor meget de kan disponere over deres fritid.

Etnisk Ung, som tilbyder professionel, anonym rådgivning til unge, der føler sig presset eller kontrolleret af familien, får omkring 1.100 henvendelser årligt fra kvinder med denne type problemer.

»Den sociale kontrol er ret omfattende, bl.a. fordi den finder sted på tværs af sociale skel. Det er både kvinder fra akademikerhjem og hjem uden uddannelsesmæssig baggrund, som oplever problemerne. Det kan f.eks. være, at man ikke har råderet over egne penge, at man får tjekket sin mobiltelefon, ikke kan deltage i de aktiviteter, man ønsker, eller at man havner i et tvangsægteskab,« siger Susanne W. Fabricius, projektleder ved Etnisk Ung.

»Vi møder studerende, som dagligt kæmper med at forene hjemlige normer og værdier med de forventninger og krav, der er på uddannelserne. Det kan f.eks. være et problem at tage på introtur eller tage med studiegruppen i sommerhus for at skrive opgave, ligesom nogle er frustrerede over, at forældrene ikke bryder sig om, at de flytter hjemmefra,« siger Marie Gjerum, socialrådgiver ved Studenterrådgivningen, som ikke har tal på, hvor mange der henvender sig med denne type problemer, da man ikke registrerer henvendelser på baggrund af etnicitet.

Etnisk Ung henviser unge kvinner til psykolog Inge Loua, som har skrevet boken «Når Aicha løber hjemmefra». Kvinnene hun mottar kategoriseres i to grupper: ressurssvake og ressurssterke. De kvinnene som for tiden begynner på eller er i videregående utdannelse tilhører som regel i den ressurssterke gruppen. Forskjellen mellom dem og de ressurssvake er at de ikke er blitt utsatt for fysiske eller voldsomme psykiske overgrep og derfor ikke ønsker å slå hånden av sin familie.

– Måten konfliktene foregår på er innen rimelighetens grenser og utløser f.eks. smelling med dører og høy stemmebruk, hvilket også finner sted i mange danske hjem. Emnene som legger kimen til konfliktene er derimot annerledes enn dem som blir diskutert i de fleste etnisk danske hjem, sier Loua til Jyllands-Posten. Hun legger til at hun møter 24 år gamle studenter som føler seg latterlige fordi de fortsatt bor hjemme eller som finner det urettferdig at deres brødre har større frihet enn dem.

»De er fanget i dilemmaer, der går på, at de gerne vil flytte, men ikke vil udsætte familien for sladder eller gøre forældrene kede af det. De føler sig voksne og er egentligt afklarede, men er bange for konflikterne, hvis de er åbne med deres ønsker om at bo for sig selv, deltage i det sociale liv med de andre studerende eller have en kæreste,« siger hun.

Tal fra Socialministeriets Integrationsbarometer viser, at 20 pct. af indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse i 2013 oplevede, at deres frihed til at vælge en kæreste eller ægtefælle blev begrænset af familien. Det var et fald på 6 pct. i forhold til året før.

33 år gamle Sofia Sulemann er utdannet cand.ling.merc og er ansatt som skolekonsulent i Århus kommune. Begge foreldrene har opprinnelse i India, men faren vokste opp i Pakistan og innvandret med sin familie til Storbritiannia. Sulemann forteller om familiens og miljøets oppfatning av ære og skam, som særlig hefter ved henne som kvinne. Hadde hun mistet jomfrudommen eller hatt kjærester før giftermålet sommeren 2014, ville hun ha «trampet på sin families ære».

Faren frykter da også at hun skal bli «for dansk»:

Det er en af grundene til, at hun har oplevet, at der var forskel på, hvad hun og hendes brøde måtte, efter at brødrenes stemmer gik i overgang, og hun selv begyndte at få hofter og bryster, forklarer hun og tilføjer, at der selvfølgelig også var grænser for hendes to brødre.

33-åringen anser seg selv som heldig fordi hun har fått lov til mye, som å delta på fester, vært utvekslingselev i Tyskland og fått velge ektemann selv. Men deltagelsen på skole- og bursdagsfester var likevel betinget av at broren også var tilstede:

Alligevel har hun mærket, at hendes køn spillede en afgørende rolle for, hvor frie tøjler hun havde.

»Da jeg kom i puberteten, begyndte min far at blive meget overbeskyttende. Det handlede dels om, at vi er muslimer og derfor bl.a. ikke drikker, og han frygtede, at jeg ville blive meget dansk. Han var ikke meget for, at jeg skulle med til skole- og fødselsdagsfester, som begyndte at dukke op i slutningen af folkeskolen, men jeg var så heldig, at min lillebror og jeg er nogenlunde jævnaldrende, og derfor havde vi den samme vennekreds, og da han også skulle med til festerne, gav min far sig til sidst,« siger hun.

Ægteskab efter folkeskole

Egentlig havde hendes far forestillet sig, at hun skulle have et ordinært arbejde og en mand, når hun var færdig med folkeskolen.

Kvinder med uddannelse var ikke et normalt syn i hans familie. Det er ikke noget, han direkte har fortalt hende, men hun var ikke i tvivl om, at det var det, han forventede. For at man kan forstå, hvorfor hun alligevel blev familiens første akademiker – i øvrigt til sin fars store stolthed – skal man forbi både Indien, Uganda, Pakistan, England og Danmark.

Moren, som vokste opp i Uganda og kom til Danmark da hun var 16, kom fra en mer moderne familie og ville tilbake til Danmark med sine barn for å slippe unna det tradisjonelle kjønnsrollemønsteret svigerfamilien i Storbritannia var opptatt av. Sulemann forteller at moren bidro til å presse faren til å gi datteren tillatelse til å utdanne seg, ta et studieopphold i Tyskland og at hun skulle få lov til å oppleve dansk ungdomskultur.

Men der er også en anden væsentlig tilføjelse; hun har aldrig misbrugt sin fars tillid. Hun har handlet efter præmissen om, at hun skulle være jomfru, indtil hun blev gift, og ikke have kærester. Ganske enkelt fordi det er værdier, der også er vigtige for hende selv.

»Jeg har altid vidst, at hvis jeg beviser over for min far, at han kan stole på mig, får jeg lov til flere ting. Den taktik er der flere, der benytter sig af. Min far kunne jo se, at jeg aldrig fik en klage fra skolen og klarede mig godt, selv om jeg fik lov til flere ting. Han har ikke haft en finger at sætte på det, jeg gjorde, og det har givet mig friheden. Drengene skal slet ikke gøre sig fortjent til tilliden på samme måde, og det hænger igen sammen med ærbarheden. I nogle familier er det en større plet på familiens ære, at datteren mister sin mødom før ægteskabet, end at sønnen bliver kriminel,« siger Sofia Sulemann.

Hun legger til at det var lettere å skaffe seg friere rammer fordi familien bodde i et område hvor det var få andre innvandrere: det gjorde risikoen for sladder minimal. Omgivelsenes mistenksomhet ble langt mer følbar da familien flyttet til det mer innvandrertette Rosenhøj:

»Det er ikke altid forældrene, der har noget imod, at deres døtre skal have lov til at prøve nogle forskellige ting. Det handler også om, at de er bange for, hvad andre tænker. Jeg oplevede det selv, da min familie flyttede fra Tranbjerg til Rosenhøj. Folk kunne tro, at man talte med en fyr, hvis man talte i mobil, eller at man skulle på date, hvis man havde taget pænt tøj på, og så kommer der lige pludselig et eller andet løst rygte hjem forbi familien,« siger hun.

Det er en offisielt vedtatt sannhet at utdannelse er en av de viktigste nøklene til integrering i samfunnet og antallet ikke-vestlige som tar høyere utdanning blir da også brukt som bevis på at integreringen generelt går godt. Hvis det som kommer frem i Jyllands-Postens artikkelserie er betegnende for studenter med ikke-vestlig opprinnelses tilværelse, bør det nok stilles noen spørsmål om hvilket samfunn man ser for seg at disses utdannelse skal integrere dem i. Det danske – eller for den saks skyld det norske – er det ikke.