Uforutsett utvikling

Folketingsmedlem for Venstre, Søren Pind, tar til orde for assimilering for å motarbeide en utvikling han mener var og er uforutsett og uønsket.

Folketingsmedlem for Venstre, Søren Pind, tar til orde for assimilering for å motarbeide en utvikling han mener var og er uforutsett og uønsket. Ser man seg rundt i Danmark kan man se de siste 30 års enorme forandring av Danmark. Boligområder er forandret av en befolkningsmessig utvikling som ikke har stått klart for landets ledende politikere, skriver Pind i Jyllands-Posten.

Han mener også at samfunnet er i ferd med å sette likhetstegn mellom flyktninger og innvandrere. Det kan bidra til å gjøre flyktninger til reelle innvandrere og i så fall en pådriver for de allerede omfattende endringene i den danske befolkningssammensetningen:

Umærkeligt er vi ved at skabe lighedstegn mellem flygtninge og indvandrere. Gør man det, skal man ikke gøre sig nogen illusion. Så bliver flygtninge indvandrere for alvor. Og så forandres Danmark atter. Denne gang ikke skridt for skridt. Men stort og på en gang. Som kulminationen på udlændingeloven af 1983, hvor Danmark blev lagt åbent indtil 2001.

hege_banner_rights_special_778x150

Vi kigger os omkring og ser enorme forandringer på de godt 30 år siden dengang. Boligområder er forandrede ved en befolkningsmæssig udvikling, der ikke stod klart for de ledende politikere. Der er en påviselig sammenhæng mellem bestemte befolkningsgruppers tilstedeværelse og en vis mængde kriminalitet og sociale omkostninger. Alene palæstinensersærloven fra 1980’erne er en skamstøtte over denne udvikling. Er der derfor nogen, der spørger, hvorfor udlændingedebatten falder danskerne så svært, er det det enkle svar: Udviklingen var uforudset og i brede befolkningsdele hverken forberedt eller, tror jeg, ønsket. Det var samtidig en politisk beslutning foretaget i det danske folketing, der skabte denne uønskede udvikling.

Men nu står vi der. Og nu tager vi det næste skridt. Umærkeligt.

Pind opplyser at han på foredrag treffer unge mennesker som seriøst mener at hvis man fornærmer noen, har man selv ansvar hvis man blir drept. Eller som det så elegant ble formulert i Aftenpostens premiekronikk: Ber du om bråk, så får du bråk.

Utviklingen intensiveres i København, hvor danske mattradisjoner i stigende grad fjernes fra offentlige institusjoners menyer:

I København intensiverer udviklingen, hvor danske madtraditioner – inden længe bliver man nødt til at skrive »ellers traditionelle danske madvaner«, for kleresiet vil jo mene, at nu er også de nye vaner danske – sikkert og vist fjernes fra menukortet i alle offentlige institutioner (man sku’ jo nødig støde).

Nu venter jeg bare på, hvornår diskussionen om det stødende i vores nationalflag dukker op. Jeg mener; når vi sådan drager i krig i fjerne lande, kan man så tillade sig at bære korset i det røde flag? Eller vil det blive set som et stødende signal om det moderne korstog, den kristne verden konstant påstås at være i gang med.

Syrien er et særligt eksempel på det politiske svigt, som giver minder om 1983. Vi så til, at et moderne folkemord og flygtningehelvede blev skabt. I skygge af Irak-krigen skulle ingen have noget klinket. Den politiske illusion om intet at se eller høre gjorde, at man kunne bilde befolkningerne ind, at det ingen konsekvens ville have. Nu er 10 millioner på flugt, og ifølge udviklingsministeren er der tale om en katastrofe af »bibelske dimensioner« – om det er syndfloden, de syv plager eller saltstøtter, vi taler om, står ikke klart. Røde Kors konstaterer i et nøgternt sprog, at der er tale om den største humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig. Den største løgn om Irak-krigen blev dermed den, der bildte folk ind, at intet kunne være værre. Skam få løgnerne. Men det har også en praktisk konsekvens.

Nu vil disse mennesker i stort tal bevæge sig mod Europa. Og hvem kan bebrejde dem. Såret på krop og sjæl – for nogens vedkommende vil de have set deres børn blive korsfæstet og voldtaget og det der måtte være værre – vil de skulle indtræde i kompliceret socioøkonomiske strukturer. Det er de mennesker, vi nu beder indtræde på det danske arbejdsmarked.

Som tidligere integrasjonsminister i VKO-regjeringen, husker Pind godt presset – som i Danmark som i Norge alltid blir drevet av medier og småpartiene – i enkeltsaker. Eventuelle konsekvenser, som asylinstituttets opprettholdelse, ressursmessige, økonomiske eller andre nødvendige forutsetninger, ser De blødende hjerter alltid bort fra:

»Jamen, de gør jo ingen skade«, lød det faste omkvæd. Og det håbløse i at forklare, at fik det enkelte menneske lov at blive, skulle alle i samme situation på grund af lighed for loven have lov til det samme, var evident. Der var det ikke kun politikere, der svigtede – men derimod folket selv. Der var ingen hjælp at hente, kan jeg tørt konstatere.

Lader man flygtninge komme i den situation, bliver de i Danmark. Dermed bliver de indvandrere.

Pind stiller spørsmål om Danmark har den kulturelle beredskapen til å håndtere tilstrømningen og de store befolkningsmessige forandringene. Hvordan vil det i det hele tatt gå med Danmark etterhvert?

Og nu kommer mit egentlige spørgsmål: Har vi det kulturelle beredskab til at håndtere det? Kan vi påstå, med sandhed i stemmen, at sådan som vi for tiden bedriver politik, vil disse mennesker i løbet af en generation eller to blive danske? Hvordan gik det egentlig med palæstinenserne som gruppe? Hvordan kommer det til at gå med syrerne? Hvordan kommer det i det hele taget til at gå med Danmark som årene går?

Når jeg spørger, er det fordi, jeg for år tilbage i denne avis appellerede til, vi ændrede kurs fra integration til assimilation. At vi måtte have den naturlige formodning, at søgte folk til Danmark – enten for ly eller for lykke – så måtte vi have den forventning, at de gjorde det for at gøre Danmark større og stærkere, men som dansk. I ordets bredeste forstand, men naturligvis også med en grænse for hvor vidt det begreb kan spændes. Der slår arbejdsmarkedet ikke til.

Der er der også behov for at stille kulturelle krav. Den tendens har denne regering gjort fuldstændig op med. De skrappe regler for udvisning af kriminelle udlændinge blev sløjfet. Midler til flygtninge sat op med 10.000 kr. Om måneden! Og forståelse af, hvad de islamistiske dele af islam gør, skrottet; som statsministeren bemærkede i partilederdebatten efter Paris: Der er ingenting at forstå.

Har vi det krav til mennesker, der vil til Danmark, at det fordrer kendskab, forståelse og indleven til og i dansk kultur? At vi vil være herre i eget hus? At vi vil forandringen og udviklingen, ja, men ikke kulturundergangen? Sådan ser jeg det ikke. Jeg ser en bevidst lukken øjne for, hvad udviklingen betyder. Tonalitet eller ej.

Man kan ikke bebrejde mennesker, der møder krig og ødelæggelse, at de søger et trygt sted hen. Jeg foragter de dele af den offentlige debat, der lægger disse mennesker for had. Men man kan bebrejde Danmark, at vi ikke vil forstå, hvad en sådan indlemmelse kræver. At vi ikke, som betingelse for adgang til dette land, kræver det helt naturlige, at man bliver et med det land, man søger til. For der er masser af lande, der ikke er som Danmark. Men der er kun ét Danmark. Og kommer man her med hensigt om at blive, kommer man for at blive dansk. Ellers må man søge andetsteds. Eller være flygtning – altså uintegreret og klar til at rejse hjem så snart lejlighed byder sig.

I denne sammenhengen spiller kultur en altavgjørende rolle, fortsetter Pind og avslutter:

Jo snarere vi får gjort klart, at ønsker man at leve i Danmark, må man tilegne sig bestemte dele af denne kultur og sige farvel til den oprindelige, man kom med, desto nemmere bliver det at skabe en national sammenhængskraft. I modsat fald ophører Danmark med at være Danmark. Tænk blot 40 år tilbage, og på hvordan en folkeskole så ud dengang, så kan ingen være i tvivl. Billederne fra dengang og nu er så forskellige, at man kun kan gisne om, hvordan et nyt billede vil se ud om endnu 40 år.