Æresdrap og æresrelatert vold

Fordømt av kvinner

«Gerningsmanden er for det meste en kvinde.» Påstanden kommer fra danskafghanske Geeti Amiri (25) som utpeker sitt eget kjønn som drivkraften bak sosial kontroll og æresvold i innvandrermiljøer. Hun viser til at det finnes kulturer hvor kvinner går til bakholdsangrep og begrenser hverandres personlig frihet ved å sladre og utstøte hverandre.

«Gerningsmanden er for det meste en kvinde.» Påstanden kommer fra danskafghanske Geeti Amiri (25) som utpeker sitt eget kjønn som drivkraften bak sosial kontroll og æresvold i innvandrermiljøer. Hun viser til at det finnes kulturer hvor kvinner går til bakholdsangrep og begrenser hverandres personlig frihet ved å sladre og utstøte hverandre.

»Debatten handler om de onde mænd, men man retter ikke skytset mod de egentlige skurke. Bag hver mand i en æresrelateret konflikt står to kvinder og klapper ham på skulderen, fordi han har gjort det rigtige. Hvem opdrager mændene? Hvem putter det puritanske billede af kvinder i hovedet på dem? Det er kvinderne, der opretholder rygtesamfundet. Det er sygt, hvordan kvinder taler om hinanden. De er hinandens værste fjender. De er ikke ofre,« siger Geeti Amiri til Weekendavisen.

Kvinnenes ansvar

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Geeti Amiri

Geeti Amiri

Geeti Amiri mener det er på tide å advare om at de kontrollmekanismer, som hun selv har merket på egen kropp, skal tilskrives de muslimske kvinnene snarere enn mennene. Selv ble hun jaget hjemmefra med en hjernerystelse da hun var 17 år, uten at noen av kvinnene i familien løftet en hånd. Det var kvinner i hennes ekskjæreste sin familie so saborterte deres forhold. Nå er hun fast bestemt på å avdekke hykleriet som praktiserer av kvinner med innvandrerbakgrunn (eller «nydanske kvinner» som det heter i Danmark).

»Muslimer spørger mig, ’Er du jomfru?’ Så spørger jeg ’Er du dum?’ Hvordan kan man forestille sig det? Jeg har været i tre seriøse forhold. Jeg vil ikke gifte mig med en mand uden at kende hverken ham eller mig selv først. De fleste nydanske piger går i byen, drikker og har sex før ægteskab. De gør alle de ting, jeg gør, men de er ikke ærlige om det. De rekonstruerer deres mødom og konkurrerer om at fremstå anstændige og ærbare i et forsøg på at få bejlere. De hæver deres egen værdi ved at trampe på de medsøstre, der er uheldige nok til at blive opdaget eller dumme nok til at være ærlige,« siger hun.

Amiri etterlyser en innvandrerkvinnekamp som kopler seg av kollektivets maskineri. Hun planlegger en konferanse mot æresvold og håper at innsatsen vil nå ut på både grunnskoler og muslimske privatskoler.

Hijab som kamuflasje

Selv beskriver hun sitt kvinneliv i Danmark som nærmest schizofrent. Hijaben, som skal symboliserer at kvinnener ren og rettroende, som er et sentralt kvinneideal i islam, er ifølge Amiri ren kamuflasje: et panser som beskytter dem imot sladder. Tvert om er forestillingen om den fromme, muslimske kvinne ødeleggende, sier Amiri, fordi den er så langt fra hverdagen.

Ikke minst etterlyser Amiri kvinnesolidaritet:

»Forsvarer de dig, når du bor sammen med en mand, du ikke er gift med? Forsvarer de min ret til at være muslim og gå med nederdel og drikke et glas vin? Absolut ikke. Derfor er de nydanske stemmer så hykleriske. Hvor er kvindesolidariteten?«

– Viser det ikke, at det ikke er kvinderne, men systemet, der er noget galt med?

»Det er der, min indre feminist kommer frem. Jeg kunne aldrig finde på at lade en anden søster brænde på bålet for at redde mig selv. Da kvindebevægelsen opstod i Danmark, kæmpede kvinder for hinanden. Hvordan skal jeg kæmpe for dem, der er de første til at kaste med sten efter mig?«

Løgnen som æresvåpen

Amiri forteller at da hun og hennes daværende kjæreste, også han danskafghaner, ville forlove seg, stilte hans families kvinner seg på bakbeina. Han ba om familiens godkjennelse, men svaret var nei.

»Kvinderne ville ikke acceptere mig, fordi jeg havde haft kærester og været i byen. Det vidste min eks-kæreste godt, og det har næsten alle muslimske piger. Jeg har bare været ærlig om det, og så kaster de sten på mig. De, der opretholder løgnen, slipper. Kvinderne opretholder et skel mellem anstændige kvinder og ludere, og han bukkede under for dem.«

Storebror

Amiri kommer fra en troende, men liberal familie. Hun var fire år da hun kom til Danmark og hadde et liv langt på vei lik danskene. Men da hennes far døde etter lang tids sykdom, endret livet seg. Moren lot storebroren bli familieoverhode, selv om han levde av kriminalitet og sjekket inn og ut av døgninstitusjoner.

»Det, der generede ham mest, var, at jeg læste bøger. Litteratur, der satte noget i gang, han ikke kunne kontrollere. Det stak helt af for ham, da jeg læste Rushy Rashids bøger (dansk-pakistansk journalist, der brød ud af et tvangsægteskab, red.). Han ville heller ikke have, at jeg cyklede, for det var noget, danske piger gjorde. Mange muslimer tror på myten om, at det kan sprænge mødommen. Min mor var udkørt efter mange år med min fars sygdom, og hun kunne ikke vælge mellem sine to børn i en konflikt. Hun var meget fraværende og rejste tit væk fra problemerne for at besøge familie i udlandet.«

Storebroren ble voldelig og begynte å slå. Etter et kinobesøk med en venninne, hvor de kom hjem kl 22:00, ble broren så rasende at han dengte løs på henne. Hun endte på sykehuset med ribbeinsbrudd og hjernerystelse. Myndighetenes løsning var å inngå en frivillig plassering av Geeti Amiri eller fjerne henne med tvang. Men, som Amiri påpeker, det var jo ikke hun som skulle ha vært fjernet, men storebroren som skulle ha fått hjelp. Og selv om søstrene støttet henne, så var det ingen støtte fra de eldste kvinnene i familien. De fordømte ikke broren, de fordømte henne.

»De stoppede ikke min storebror. De mente, at jeg var en egoistisk datter, og at jeg vanærede familien ved at forlade hjemmet, men hvor meget ære er der i at slå din søster, fordi hun læser en bog,« spørger Geeti Amiri.

Familiebrudd og forsoning

Amiri endte opp på et hjem for kvinner på flukt fra æresvold. Etter en stund fikk hun egen leilighet og begynte å studere. I dag har hun tilgitt både sin mor, som hun er flyttet tilbake til, og bror, som har fått egen familie og som ikke er særlig stolt av behandlingen av henne.

»Jeg kan mærke, min storebror skammer sig, selv om han aldrig har sagt direkte undskyld. Det har jeg heller aldrig bedt ham om. De første år talte vi slet ikke sammen, men jeg kan ikke kæmpe for min frihed, hvis jeg bruger krudt på at bebrejde ham. Jeg kan heller ikke ændre på min mor, men når du vender tilbage og står på dine egne ben, viser du, at det ikke er verdens undergang at flytte hjemmefra. Det er ikke nødvendigt at miste kontakten til hele din familie, når du tager dit opgør,« siger Geeti Amiri til Weekendavisen.

Ryktesamfunnets spilleregler

Amiri er dog ikke like optimistisk når det gjelder de ambisiøse unge kvinner med innvandrerbakgrunn som tar lange og prestisjetunge utdannelser på for eksempel medisin eller jus:

»Jeg er så skuffet over de kvinder. Hvad skal du med en uddannelse, der propper selvstændig tænkning ind i hovedet på dig, når du bagefter vælger at leve efter rygtesamfundets spilleregler? Hvorfor siger vi ikke alle sammen, lad os være ærlige. Ingen af os er så hellige, som vi udgiver os for?«

Geeti Amiri synes å være en slik kvinne som er etterlyst over hele Europa: En kvinne som tar et oppgjør med egen ukultur og maner spesielt kvinnene til å komme på banen – men å legge glorien igjen hjemme. Det gjenstår å se hvilke kår ærligheten har.

Weekendavisen.dk

Amiri studerer i dag statsvitenskap ved Syddansk Universitet i Odense og har en blogg på Berlingske.dk.