Eksklusivt: Efter terroren

Som formann for Lars Vilks Komiteen befant Helle Merete Brix seg midt i dramet som utspilte seg i København. I en eksklusiv artikkel for HRS skriver hun om terrorangrepet på Krudttønnen og synagogen, etterspillet og sine tanker om veien videre. Politikere må skaffe seg større kunnskap om trusselen og politisk ledelse må samarabeide og styrke organisasjoner og nettverk for frafalne og liberale muslimer i Europa, mener hun.

Formann i Lars Vilks komiteen Helle Merete Brix om terrorangrepet i København, etterspillet og veien videre. Politikere må skaffe seg større kunnskap om trusselen og politisk ledelse må samarabeide og styrke organisasjoner og nettverk for frafalne og liberale muslimer i Europa, skriver hun i en eksklusiv artikkel for HRS.

KØBENHAVN: «Godt at se at du er ude», råbte en ukendt mand i mit lokale supermarked forleden. En anden på en lokal café ville trykke hånd: ”Tak for arbejdet for ytringsfriheden”, sagde manden. Hans hustru smilede. De er ikke de eneste, der kommer med verbale sympatitilkendegivelser i denne tid. Det er en kæmpestor hjælp.

Det er i dag kun lidt mere end en uge siden, at det debatmøde, som Lars Vilks Komiteen arrangerede om kunst, blasfemi og ytringsfrihed den 14. februar 2015, på årsdagen for fatwaen mod Salman Rushdie, blev afbrudt af den 22-årige Omar Abdel el-Hussein, der udøvede sin helt særlige form for ytringsfrihed: Han affyrede så vidt vides 39 skud med et automatvåben skud i håb om at trænge ind til mødet om kunst, blasfemi og ytringsfrihed. Her skulle Muhammedtegner og kunsthistoriker Lars Vilks, lederen af feministgruppen FEMEN Inna Shevchenko og kunstkurator Agnieszka Kolek fra London blandt andet diskutere, om det er prisen værd at sætte livet på spil for ytringsfriheden.

hege_banner_rights_special_778x150

Vilks er på et hemmeligt sted

Terrroristen dræbte en af tilhørerne, filminstruktør Finn Nørgaard, der heroisk, viser det sig nu, var gået udenfor og havde forsøgt at stoppe skyderiet. Familien har oprettet en fond i hans navn. Man bør læse om den og dette fine menneske.

El-Hussein sårede to livvagter og en betjent, der heldigvis alle er udskrevet. Før han fortsatte til synagogen i det indre København, hvor han dræbte vagtmand Dan Uzan, der bevogtede en jødisk konfirmation og sårede to betjente. De er mig bekendt også udskrevet.

Muhammedtegner og kunsthistoriker Lars Vilks, der utvivlsomt var målet for attentatet i kulturhuset Krudttønden blev omgående kørt væk og bragt i sikkerhed, da politifolk og ambulancer kom til
Krudttønden efter terrorangrebet. Vilks skriver netop nu på sin blog fra et sted, jeg ikke aner hvor er: «In hiding, ja hur är livet där kan kanske någon undra. Det går tyvärr inte att säga så mycket om det eftersom det är så fruktansvärt hemligt.»

Vilks hæver ølflasken

Da skuddene begyndte at brage i lobbyen udenfor det rum, hvor vi sad, kom Vilks – og også jeg, der sad lige ved siden af ham – lynhurtigt ud af rummet og blev gennet ind i et opmagasineringsrum, der i de internationale medier blev til et kølerum, men så koldt var der nu ikke. Rummet lå ved siden af kulturhusets køkken i den bagerste del af bygningen. Her lå vi i skjul under et bord, mens en svensk livvagt med hævet pistol holdt vagt i rummet, der også blev låst indefra. Vi holdt i hånd. Vilks, den rare og let nørdede tegner, som jeg sætter så stor pris på, rakte på et tidspunkt en hånd ud og tog fat i en øl, der stod i en af ølkasserne. Fordi Vilks er Vilks sagde han: ”Hvis vi skal ligge her meget længere, kan vi i det mindste få noget at drikke”.

En pris til Charlie Hebdo

Ugen efter 14. februar 2015 har været en turbulent uge. I to døgn talte jeg og komitémedlem Niels Ivar Larsen, der til daglig er international redaktør på avisen Information, med et væld af medier, Fox News, CNN, BBC, franske medier, tyske medier, skandinaviske medier, Australien og Argentina og en masse andre, som jeg har glemt.

30.000 mennesker mødte i mandags op på Østerbro ved Krudttønden til mindehøjtideligheden. Danskerne skal forholde sig til det for lilleputlandet Danmark utrolige: At et terrorangreb havde fundet sted i København, det første terrorangreb i Danmark efter det, der fandt sted den 22. juli 1985. Her sprængte en terrorgruppe først en bombe ved et amerikansk flyselskabs lokaler i København, derefter ved synagogen. 1 menneske blev dræbt og 32 såret.

Angrebet i lørdags kom blot lidt over en måned efter at brødrene Kouachi massakrerede en stor del af redaktionen på satiremagasinet Charlie Hebdo og derefter fortsatte til et jødisk supermarked, også i Paris, hvor de også dræbte adskillige mennesker.

Lars Vilks Komiteen, som jeg grundlagde i vinteren 2012 sammen med syv andre danskere, overrakte Charlie Hebdo vores pris for kunst og ytringsfrihed i oktober. Gerard Biard, den redaktør der overlevede angrebet fordi han var i London, en venlig, men stålsat midaldrende mand, modtog prisen i København. Under den efterfølgende middag i Nyhavn, et af Københavns populære områder, snakkede vi om muligheden for at Vilks og mig uafhængigt af hinanden kunne besøge dem ved lejlighed i Paris: Det skulle naturligvis være en onsdag, for onsdag er den eneste dag, hvor hele redaktionen er samlet. Sagde Gerard Biard.

Danmark, hvad nu?

Oplysninger fra den lørdag, hvor terrorangrebet fandt sted, kommer dryppende. Således er det først nu, jeg husker at en livvagt sagde til en betjent: ”Kig under bilerne om der ligger noget”. Nogle af bilerne havde terroristen skudt, andre ikke, om de intakte skulle naturligvis tjekkes for ”noget”. En bombe.

Og hvad så nu? Hvordan kommer Danmark videre, spørger journalister mig? En række punkter, vigtige at belyse, melder sig:

Danmarks statsminister helle Thorning-Schmidt vil ikke forholde sig til Lars Vilks tegninger, skønt det er Vilks´ afbildning af Muhammed som rundkørselshund, tegnet bl.a. i solidaritet med de danske Muhammedtegnere, der er årsagen til attentatet.

I statsministerens tale ved mindehøjtideligheden blev Lars Vilks ikke nævnt med et ord. Heller ikke fra de andre talere, forstod jeg. Ingen fra Lars Vilks Komiteen blev bedt om at holde tale ved mindehøjtideligheden. Trykkefrihedsselskabets formand Katrine Winkel Holm har nævnt det i sin kommentar i Jyllands-Posten.

Selv måtte jeg gå fra mindehøjtidelighed efter at have givet et interview til en amerikansk tv station. 30.000 mennesker der klapper, mange af dem med vanter på, lød for mig som lyden af skud.

Arbejdsopgaver for politikere og andre

En række punkter bør belyses, her blot nogle:

Der må for politi og efterretningstjenesten i Danmark være et før og efter 14. februar 2015 hvad angår måden, man beskytter personer som Lars Vilks og andre på. Vilks har rejst en sober kritik af beskyttelsen, og jeg er ikke uenig.
Men jeg vil ikke ud i en konkret kritik af de mennesker, der var tilstede den aften og hvis hurtige og modige reaktion reddede menneskeliv.

Var aftenen forløbet som planmæssigt, ville jeg havde afsluttet med at rette en stor tak til de tilstedeværende politifolk og folk fra den danske og svenske sikkerhedstjeneste. Fordi angrebet på Charlie Hebdo viste, hvor farligt deres arbejde kan være. Nu fik jeg lejlighed til at se det i praksis.

Beskyt Europas jøder

Der må ydes en væsentlig bedre beskyttelse af de jødiske institutioner i Europa. I Oslo, kan jeg forstå, danner muslimer ring om synagogen i solidaritet. Men det er ikke vejen at gå. Det er ikke private, religiøse grupper, der skal sikre eller ikke sikre religiøse gruppers beskyttelse. Muslimske grupper kan vise deres støtte på anden vis. Det er staten, der skal træde til her i Frankrig, Belgien, Norge, Storbritannien, Danmark og andre lande og yde den bedst mulige beskyttelse. Koste hvad det vil.

I Danmark har journalist på DR2 Martin Krasnik i Weekendavisen rejst en bidende kritik af sikkerhedsforholdene ved Danmarks jødiske institutioner. Krasnik skriver, at historien om den dræbte vagtmand Dan Uzan er ”historien om et bebudet mord, som det jødiske samfund havde frygtet – og advaret om i årevis. Det er dybt tragisk. Og det er skandaløst, hvis det ikke får konsekvenser for de ansvarlige”.

Politikerne mangler viden

Politikerne må klædes bedre på til at forstå, hvad denne trussel handler om. Her blot et enkelt eksempel: Et medlem af det danske folketing, Mai Mercado, politiker fra Konservative, talte forleden på tv om at det er noget helt nyt med denne ”cross-over”, som man nu ser, altså at kriminelle går hen og bliver jihadister. Således også lørdagens terrorist. Men der er intet nyt i, at kriminelle rekrutteres til radikale netværk. Fra Al Qaeda til de europæiske fængsler, er der kriminelle, der lukkes indenfor i islamistiske netværk. Britiske, franske og danske fængsler rummer masser af fanger, der i stigende grad får en radikal islamisk identitet. Det er beskrevet i blandt andre BBC journalisten Peter Taylors fremragende bog ”Talking to terrorists”. Det forekommer også logisk. Voldelige kriminelle er i forvejen villige til at begå vold. Kobler man jihad til deres sag, kan man også lokke med paradis i det hinsides.

Richard Pearl, præsident George W. Bush´s tidligere sikkerhedsrådgiver gav for nylig, før terrorangrebet, et interview til journalist Poul Erik Skammelsen på TV2 Danmark. Pearl fremhævede, at det er et stort problem for politi og efterretningstjenester, at der nu er en gruppe unge, der higer efter død og martyrdom. Før var det nemmere at bekæmpe forbryderne, for forbryderne var altid interesserede i at overleve. I dag søger terrroristerne døden.

Ofre mere vigtige end terrorister

Der bør være større fokus på terrorens ofre end på sympati for jihadister. Utvivlsomt har mange jihadister haft en vanskelig opvækst. Det har jeg også selv. Men jeg farer ikke ud med et maskingevær, hvis nogen siger mig imod.

Human Rights Service trykte for nylig mit interview med den organisation i Frankrig, der støtter ofre for terror, Association Francaise de Victimes de Terrorisme. Dermed er Human Rights Service, mig bekendt, det første skandinaviske medie, der beskæftiger sig med denne vigtige organisation, der naturligvis også arbejder med ofre og i de muslimske lande.

Støt de frafaldne og liberale muslimer

Sådanne organisationer, samt de netværk der findes for frafaldne muslimer og liberale muslimer i Europa – som jeg igennem mange år har opsøgt og skrevet om for Human Rights Service – må styrkes. Regeringer og politikere bør samarbejde i langt højere grad med disse individer, der ofte sidder lidt isoleret og ikke har mange penge at arbejde med. Fyld penge i deres organisationer og brug dem som sparringspartnere i forbindelse med en øget forståelse af, hvordan vi bekæmper denne nye trussel, der ikke blot handler om terrorisme. For al radikalisering begynder med at et menneske får kontakt til en imam, en gruppe, et netværk, der fortæller dem, at verden er opdelt i ”os” og ”dem”.

Livet går videre

Og så går livet ellers videre. Lars Vilks Komiteen afholder sit næste offentlige møde nok i juni, og det bliver på Christiansborg. Komiteens medlemmer mødes privat inden længe og drøfter diverse sager.

Og mit liv? Jeg optog mine normale aktiviteter mandagen efter terrorangrebet. Ikke fordi  jeg skal spille tuff, men fordi jeg havde lyst. Der er noget beroligende i at beskæftige sig med noget helt andet. Jeg har dejlige mennesker omkring mig, der står til rådighed, hvis jeg har brug for det.

Forleden rendte jeg tilfældigt på en af de betjente, der var på arbejde lørdag den 14. februar 2015. Jeg takkede ham for hans og de øvrige betjente og livvagters hurtige og professionelle indsats, der utvivlsomt reddede menneskeliv. Han svarede: ”Det var så lidt”. Heldigvis sagde han dog ikke: ”Skulle det være en anden gang”.