Spørg aldrig om hvorfor

Terrorisme. For 25 år siden mistede Guillaume Denoix de Saint Marc sin far i et terrorangreb. Gennem en af Gaddafis sønner forhandlede han en millionerstatning hjem til sin egen og andre familier til ofre for terror. En del af pengene gik til at bygge en organisation op, der hjælper og…

Terrorisme. For 25 år siden mistede Guillaume Denoix de Saint Marc sin far i et terrorangreb. Gennem en af Gaddafis sønner forhandlede han en millionerstatning hjem til sin egen og andre familier til ofre for terror. En del af pengene gik til at bygge en organisation op, der hjælper og støtter ofre og pårørende.

PARIS: Der var mange udtalelser og erklæringer fra organisationer og enkeltpersoner, da terroren forleden ramte satiremagasinet Charlie Hebdo. Men en af dem læste jeg med særlig interesse.

Den kom fra ”Association francaise des Victimes du Terrorisme”. (Den franske organisation for ofre for terrorisme, red.).

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

I erklæringen stod der blandt andet: ”Civilsamfundet skal stå sammen mod voldelig ekstremisme og vise sin udelte solidaritet med ofrene”.
Organisationen erklærede sig også rede til at støtte de, der måtte have brug for det i forbindelse med terrorangrebet. Og i organisationen, der i daglig tale blot hedder AFVT, ved man hvad man taler om og hvor vigtig støtten er.

Monumentet i ørkenen

Noget tid før terrorangrebet forleden på Charlie Hebdo var jeg i Paris og talte jeg med AFVT, lidet anende hvilken tragedie, der ventede forude. Samtalen foregik på kælderkontoret i det indre Paris, hvor organisationen holder til. Her tog Guillaume Denoix de Saint Marc, talsperson og direktør for organisationen imod.

Saint Marc viste mig blandt andet billeder af et monument fra Ténéré ørken i det afrikanske land Niger. Det består af sorte sten i sandet, der skal skabe illusionen om et fly. Og af 170 ituslåede spejle, der skal symbolisere ligeså mange menneskeliv.

Monumentet i Niger ørkenen er til minde om de flypassagerer, der for 25 år siden, 10 kilometer over stedet i ørkenen, blev sprængt i luften af libyske terrorister. Terroristerne havde haft held med at plante en bombe i en af kufferterne ombord på UTA 772. Flyet var på vej fra Congo over Tchad til Paris.

”Ingen kommer i denne ørken, det er sandt”, sagde Saint Marc og klukkede. Så blev han igen alvorlig: ”Men ofrenes familier ved, at monumentet eksisterer”.
Det er også ham, der har taget billedet. Ombord på flyet den efterårsdag i 1989 var nemlig hans far Jean-Henri:

”Jeg var nyuddannet ingeniør og på min arbejdsplads i Paris da det skete. Min mor ringede og var bange. Flyet var forsvundet. Jeg slog det hen. Men jeg tændte alligevel for TV, og som timerne gik, måtte jeg se i øjnene, at der var noget helt galt. Så bad jeg til, at det var en ulykke. At min far ikke var dræbt i et terrorangreb”.

Saint Marc fortalte, hvordan han skabte organisationen for terrorismens ofre, der har eksisteret i næsten seks år. Den er skabt for penge fra Gaddafi-familiens nu nedlagte velgørenhedsfond.

”Det tog ti år, før det blev endeligt fastslået, at det var libyske terrorister, der stod bag nedskydningen af min fars fly. Seks libyere, herunder Gaddafis svoger, blev dømt in absentia, for Gaddafi ville ikke udlevere dem. Jeg fungerede som talsperson for ofrenes familier. Og i 2002 besøgte Gaddafis næstældste søn Saif al-Islam, (der i dag sidder fængslet i den libyske by Zitan, anklaget for krigsforbrydelser under urolighederne i 2011, red.) Paris. Han var dengang var den mest vestligt orienterede af Gaddafi-familien og skulle deltage i en konference. Jeg inviterede mig selv, gik op og sagde goddag til ham og fortalte, hvem jeg var søn af. Han har siden sagt, han troede jeg ville slå ham.”

Libyen betalte

Saif Gaddafi bad Saint-Marc komme til et møde med ham på hotellet. Dernæst inviterede han ham til Libyen. Og lovede at hjælpe med at forhandle en erstatning hjem. Det blev to års seje forhandlinger og adskillige rejser til terroristernes hjemland:

”Jeg måtte lære at tale med alle mulige slags mennesker, den libyske efterretningstjeneste, de rene forbrydere og så Gaddafis søn. Ligesom jeg adskillige år før havde talt med terroristen Carlos, Sjakalen, i hans fængselscelle i Frankrig. Han holdt stædigt på, at Libyen umuligt kunne være indblandet.” Hvad der jo var helt forkert.

To år efter at Saint Marc besøgte Libyen første gang bar anstrengelserne frugt. Gaddafi og Libyen erkendte sit medansvar og Gaddafifonden, som Saif var chef for, indvilgede i at betale 1 million US dollar til hver af de 170 ofres familier. Næste vanskelighed bestod i at finde frem til de pårørende, der var fordelt på 19 nationaliteter og spredt over hele kloden. Men det lykkedes. De sidste pårørende blev fundet for to år siden. Saint Marc ser tilfreds ud. Men medgiver også, at det er ”en af de få succéshistorier for terrorens ofre, jeg kender til”.
Det er vanskeligt at få stillet de skyldige for retten. Og anstrengende at kæmpe. Saint-Marc havde heller ikke forestillet sig, at han skulle blive ved med at beskæftige sig med terrorisme:

”Men da en fransk organisation til støtte for ofre for terror blev opløst i 2009, var der brug for en ny. Jeg grundlagde AFVT for en del af den erstatning, som vores familie havde fået”.

Den lille organisation yder, i det omfang det er muligt, psykologisk og juridisk hjælp til pårørende til ofre for terrorisme. På kontoret og i netværket er både diverse eksperter, men også mennesker, der kender terror fra deres eget liv. En af de, der er tilknyttet AFVT er for eksempel advokaten Cyril Karam, der overlevede et terrorangreb på Paris´ metro i 1995.
At nå de unge

For nylig strammede Frankrig sin terrorlovgivning og den strammes nu yderligere efter terrorangrebet forleden. Myndighederne kan allerede nu inddrage pas hos mennesker, man mistænker for at ville drage i jihad. Der er også stramninger, når det drejer sig om at undskylde og tilskynde til terrorisme på internettet. Det er ikke længere et anliggende omfattet af loven om ytringsfrihed, men hører under straffelovens bestemmelser. I tiden efter terrorangrebet på Charlie Hebdo er dommene, ofte hårde domme faldet prompte, når for eksempel nogen har forherliget angrebet eller hånet ofre på sociale medier med mere.

AFVT blev konsulteret sidste år og har anbefalet, at den franske regering aktivt arbejder for en strategi, hvor man inddrager ofrenes vidnesbyrd i et forsøg på at nå ud til unge i kvarterer, hvor der er risiko for at de rejser ud og begår en terrorhandling:

”Vi har i vores netværk unge fra en lang række lande, der har oplevet terror. De er ikke længere vrede. De ønsker ikke hævn. De kan inddrages meget mere i antiradikaliseringsarbejde. Ofrene og de pårørende skal hjælpes, ja. Men de kan senere give noget tilbage, hjælpe samfundet ved at fortælle deres historier. Og måske forhindre, at en ung begår terror”.

Allerede i dag tager repræsentanter for organisationen ud på skolerne og taler med de unge. Men AFVT vil gerne i endnu højere grad i samarbejde med fængsler, skoler – og imamer. For:
”Terrorisme er universel. Men lige nu er det den islamiske terrorisme, der er fremherskende”.

Det betyder også, at AFVT i stigende grad får henvendelser fra forældre, hvis sønner eller døtre er rejst ud for at udføre jihad. Saint Marc sagde i den forbindelse:
”Jeg skal være forsigtig med at give råd og støtte til jihadisternes familier. Vores fokus skal altid være på terrorens ofre. Vi kan have en vis forbindelse til jihadisternes familier. Men de kan ikke arbejde med os i organisationen”.

I løbet af årene har Saint Marc og organisationen skabt et stort netværk. Hyppige rejser ud i verden har givet Saint Marc et overblik over, hvilke lande, der støtter ofre for terror, og hvilke, der ikke gør:

”Vi hjalp med at bygge en organisation op for terrorofre i Marokko, og den marokkanske konge har gjort en indsats her. Men i Algeriet giver man terroristerne fra borgerkrigen amnesti. Man har ingen mindesmærker, som vi kender det fra USA, Spanien og Frankrig. Det er heller ikke nemt for de pårørende fra Beslan ( hvor terrorister i 2004 besatte en skole og dræbte over 300 mennesker, de 186 af dem børn, red.). Rusland har sjældent et venligt syn på ngo´er. Og i Kabul, hvor jeg var i januar sidste år, smides børn til terrordræbte forældre nogle gange på gaden. Her samles de ikke sjældent op af mennesker fra samme organisation, der dræbte deres forældre. Kan du forestille dig det?”

Libyernes terrorangreb i 1989, der dræbte Saint Marcs far og 169 andre var hævn for Frankrigs støtte til Tchad i konflikten mellem Tchad og Libyen i årene 1978-1987. Men Saint Marc og hans organisation interesserer sig aldrig for hvorfor, nogen begår terror:

”Jeg talte på et tidspunkt med en mand fra IRA, der havde fortrudt en terrorhandling, han begik. For det var den forkerte person, der var blevet dræbt. Den forkerte! Så har man intet fattet”.