Politikk

En seier for Lars og demokratiet

En antatt gjerningsmann er arrestert i Tyrkia for attentatet på historikeren, forfatteren og journalisten Lars Hedegaard i februar i fjor. Spekulasjoner fra onde tunger om at Hedegaard selv skulle ha fingert attentatet, faller således i grus. Når vil det offisielle Danmark og Europa forstå hvilken helt Hedegaard er?

Man skal være hardhudet hvis man ikke klarer å ta innover seg hvilke konsekvenser attentatet på Hedegaard 5.februar i fjor har fått for hans personlige liv. Jeg var så heldig å få være til stede da ytringsfrihetskjempen for første gang etter attentatet kunne vise seg i en offentlig sammenheng: på innsiden av et barrikadert Folketing i møte med pressen. Der berettet han blant annet om det personlige tapet, som ikke å kunne besøke venner, ikke kunne gå en tur langs havet. Rett og slett om hvordan det er å være frihetsberøvet fordi man står opp for grunnerven i de åpen europeiske demokratiene, ytringsfriheten.

På fredag sendte dansk politi ut en pressemelding, der det kommer frem at en mistenkt er arrestert i Tyrkia og venter å på utlevering til Danmark. Det er foreløpig sparsomt med opplysninger. Hedegaard er naturlig nok lettet, og peker på de onde spekulasjonene om at han selv skulle stå bak attentatet.

– Jeg er også glad for det på den måde, at der har været visse spekulationer i pressen og andre steder om, at jeg selv har fundet på det her attentat.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

– Politiet havde næppe anholdt en person, hvis det var mig selv, der havde fingeret et attentat, som nogen har antydet. Men det er nu mest i udlandet, at det er sket, siger Lars Hedegaard.

– Det kan der nu forhåbentlig blive rammet en pæl igennem, siger han.

Selv var jeg aldri i tvil da nyheten om ”postbudet” med pistol kom i fjor fra den andre siden av Skagerrak.  Derfor skrev jeg essayet ”Vi vil leve i vår ånd” til boken Ny vind over Norge. 16 artikler om frihet og ansvar.

En annen som har stått op for Hedegaard, er forfatteren  Morten Uhrskov Jensen, som igjen peker på Hedegaard som en usedvanlig kapasitet. Flere sentrale samfunnsstemmer kan ha nytte av å gå i tenkeboksen?

En helt

Lars Hedegaard er en af de helt store i den danske debat. Svinet til som få, hvor han bør anerkendes som en kapacitet af en sjælden kaliber.

Med pågribelsen af den formodede gerningsmand til drabsforsøget på Lars Hedegaard er en sejr vundet. Meget venter fortsat på at blive afklaret, det præcise motiv, planlægningen bag med mere. Vi afventer. Indtil da er det tid at få slået noget vigtigt fast, nemlig hvem Lars Hedegaard er, og hvad det er, han har gjort i de sidste knap 20 år.

Siden midten af 1990´erne har den mere end almindelig velbegavede Lars Hedegaard ladet sin røst oplade for at advare danskerne og alle vesterlændinge om den vanvidspolitik, der undergraver de vestlige samfund: Masseindvandringen fra først og fremmest muslimsk dominerede lande. Lars Hedegaard har gennem omfattende studier af religionen islam og dens tilhængere påvist uden for enhver rimelig tvivl, at bekendelse til islam alt for ofte leder til direkte konfrontation med de samfund, som har slået dørene op religionens bekendere.

Takken for dette pionerarbejde har været en tilsvining af helt uhørt karakter. Lars Hedegaard er blevet sværtet som få. Ikke blot af venstreekstremister eller af Politiken-segmentet, men også af toneangivende journalister og andre, der vist nok anser sig selv som forsvarere af den vestlige verdens frihedsrettigheder. Weekendavisens Arne Hardis og Klaus Wivel springer særligt i øjnene. Begge gør sig til af at skrive kritisk om konsekvenserne af den førte udlændingepolitik, og begge har gentagen gange holdt sig for næsen, når de føler sig dragede til at kommentere Lars Hedegaard. Professor Frederik Stjernfelt skal også med. Professoren, der i egen selvforståelse forholder sig stringent til virkeligheden, og, når det kommer til stykket, er den ihærdigste råber, når Lars Hedegaard skal tilsvines.

Den parodiske retssag mod Lars Hedegaard for et par år siden udgør stadig det groveste forsøg på at få ham ned med nakken. Enhver, der lyttede til, hvad han sagde, var klar over, at han ikke sigtede til alle muslimer, når han omtalte problemerne med grove seksuelle overgreb i nogle muslimske miljøer. Grotesk blev det, da jeg i al beskedenhed kunne dokumentere, at tidligere drabschef ved Københavns Politi, Ove Dahl, havde fremsagt præcis lige så «kriminelle» udtalelser, men aldrig kom for retten. Tværtimod. Den yderliggående Zenia Stampe anmeldte ganske vist Ove Dahl for racisme, men trak anmeldelsen tilbage, da Ove Dahl beklagede, hvis han var blevet misforstået. Lars Hedegaard præciserede på samme vis sine udtalelser få dage efter, men blev trukket i retten. Ulighed for loven? Javist, men helt på sin plads, må logikken være. Det drejede sig jo om Lars Hedegaard, der kun på en teknikalitet blev frikendt i højesteret.

Om Lars Hedegaard, som jeg kender personligt, kan siges følgende: Når Danmark og Europa standser kontinentets drift til at styre mod afgrunden, vil det blive anerkendt, at Lars Hedegaard skal takkes som få. Indtil den dag oprinder, kan vi sige, at sjældent er budbringeren af de kedelige nyheder blevet behandlet så groft i den offentlige debat som Lars Hedegaard.

Med den dybeste taknemmelighed bør vi tænke på Lars Hedegaards enorme og uegennyttige arbejde for at bevare den danske og vestlige kultur.