Flerkoneri og proforma ekteskap

En sko og en søppeltønne til besvær i Malmö

En mann står tiltalt i Malmö for overfall motivert av rasisme. De fornærmede er to muslimske kvinner, mens mannen er tidligere kasserer i det svenske Trykkefrihetsselskapet. Saken synes politisk og økonomisk (erstatning) motivert. Men det er langt mer enn som så: med fellende dom kan det bli definert som kriminelt å være medlem av en organisasjon som fremmer ytringsfrihet og islamkritikk. Samtidig utsettes Trykkefrihetsselskapet for sofistikerte hackerangrep.

I en e-post fra Lars Hedegaard, en av initiativtakerne til det danske Trykkefrihedsselskabet, og nå redaktør av nettmagasinet Dispatch International, skriver Hedegaard som ble forsøkt drept i fjor  

Kort tid efter, at Dispatch International i går publicerede disse artikler,

http://www.d-intl.com/2014/03/17/skoenes-dag-i-malmo-tingsret/?lang=da

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

http://www.d-intl.com/2014/03/17/kronika-hatbrottet-som-bidde-en-tumme/

http://www.d-intl.com/2014/03/17/kronika-den-sjunkande-journalisten/

blev vi atter udsat for et sofistikeret hackerangreb.

Jeg opfordrer jer til at publicere artiklerne, før vi igen er off line. Disse angreb er vokset med 30 pct. den senere tid i takt med, at vores besøgstal er vokset.

 Man forstår hvorfor. I Malmö Tingsret foregår der en retssag, som på overfladen handler om en tidligere kasserer i det svenske TFS, der efter at have pådraget sig svære læsioner i hovedet ­ og var rundt på gulvet ­ gik til angreb på en affaldstønde og daskede til en muslimsk kvinde med en sutsko.

Det er nu gjort til en politisk proces mod det svenske Trykkefrihedsselskab, der er den egentligt anklagede i denne absurde sag.

Ved at dømme den uheldige tidligere kasserer for «hate crime» med henvisning til, at han har bestyret TFS’ regnskaber, vil anklagemyndigheden kriminalisere Trykkefrihedsselskabet.

Hvis det lykkes, er vejen åben for forfølgelse af enhver, der er eller har været medlem af TFS.

Anklageren, Linda Rasmussen, havde ikke andet at fremføre for sin påstand om at kassererens adfærd var inspireret af TFS end nogle artikler skrevet af folk, der har hadet os fra begyndelsen.

Velkommen til Kafkaland!

Hvis nogen vil vide, hvad det svenske Trykkefrihedselskab står for, og hvilke diskussioner, der for foregår i selskabets regi, kan de med fordel anskaffe sig bogen «Farliga ord», der udkommer på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek den 7. april.

Hedegaard følger rettssaken i Malmö, og dette referatet vitner om en politisert svensk rettsstat, og antyder at de to påstått fornærmede kvinnene ikke har rent mel i posen. Det måtte også to politimenn til for hver kvinne under arrestasjon, da de åpenbart kunne slå fra seg.

Under den sidste retsdag i sagen om Trykkefrihedsselskabets tidligere kasserer udfoldede anklageren store bestræbelser på at vise, at hans påståede overfald på to muslimske kvinder var motiveret af racisme, og at han havde lært det hos Trykkefrihedsselskabet. Den anklagedes sko kom til at spille en central rolle.

MALMÖ. Det var ikke mange kendsgerninger, anklager og forsvarer kunne enes om under anden og sidste retsdag i sagen mod Trykkefrihedsselskabets tidligere kasserer, der i Malmö Tingsret står anklaget for racistisk motiveret mishandling.

Episoden fandt sted den 4. august 2012 uden for akutmodtagelsen i Malmö. Den anklagede var på vej ind, efter at han var styrtet på sin cykel og havde pådraget sin svære læsioner i hovedet. Han havde bl.a. brækket næsen. Som han forklarede i det tidligere retsmøde, var han blevet overfaldet af to arabere, fordi han havde råbt ”hottentot”. Han kan endnu i dag ikke huske, hvad der skete efter faldet fra cyklen og til han vågnede op på akutmodtagelsen – altså heller ikke episoden med de to kvinder.

En neurolog, der var indkaldt som ekspertvidne, forklarede, at en hjernerystelse, som den anklagede sagde han havde pådraget sig, meget vel kan medføre hukommelsestab og ustyrlig adfærd.

I sin procedure fortalte anklageren, Linda Rasmussen, drabelige historier om langvarig og ondskabsfuld mishandling, som den anklagede skulle have gjort sig skyldig i: Han havde rettet talrige slag mod dem, dunket den ældre kvindes hoved mod en mur, så hun faldt omkuld og mistede bevidstheden. Derefter var han gået til angreb på hendes datter, men forinden havde han sparket hendes liggende mor.

De to muslimske kvinder havde kun overlevet de grusomme tildragelser, fordi en behjertet mand kom til stede og overmandede kassereren og kastede ham til jorden.

– Er det rigtigt, at du gik hen og sparkede den liggende mand? spurgte forsvareren, Mikael Sundman, den yngste af kvinderne.

Ja, det var vist rigtigt, medgav hun, men det skyldes, at hun havde været ude af sig selv over mishandlingen af hendes mor.

Det kom senere frem, at hun havde sparket i to omgange.

Derimod var det højst uklart, hvad den anklagede i grunden havde gjort. Vidneudsagnene var stærkt modstridende. Det eneste, forsvareren ville gå med til, var, at hans klient måske med en blød sko havde dasket to-tre gange på den ældre kvindes overarm. Alle øvrige anklager savnede bevis, mente han.

Et par politifolk, der var kommet til stede kort tid efter det påståede overfald, berettede, at de ikke havde bemærket skader på de to kvinder. Hvilket lyder underligt, hvis historierne om den grove mishandling var sande.

Spørgsmålet om der var brugt en sko under det påståede overfald, var genstand for anklagerens store interesse. Gang på gang spurgte hun vidnerne, hvor den anklagedes sko havde befundet sig, og om han selv havde taget dem af eller tabt dem, da han sparkede til en affaldsspand, der stod uden for indgangen til akutmodtagelsen.

Opfordret af anklageren fik den yngste af kvinderne lejlighed til at sige, at skoattentatet havde fået hende til at føle, at ”et dyr er bedre end mig”.

Til sidste blev det for meget for dommer Jacob Heister, der tørt bemærkede, at der var faldende interesse for skoene.

Først efterhånden blev det klart, hvorfor anklageren var så optaget af den anklagedes sko. Hun skulle bruge dem til at begrunde sin påstand om, at overfaldet var motiveret af racisme og islamofobi, for efter muslimsk opfattelse er det specielt forhånende at blive slået med en sko. Derfor var det en hadeforbrydelse og burde medføre en hårdere straf end et banalt overfald. Mindst seks måneders fængsel mente hun, at den anklagede havde fortjent.

Ellers havde hun ikke meget held med sin påstand om en hadeforbrydelse. Ved retsmødets begyndelse uddelte hun ganske vist nogle artikler fra Expo, Sveriges Stasilignende organisation, der har specialiseret sig i at afsløre såkaldte racister og højreekstremister. De skulle vise, at Trykkefrihedsselskabet er ”islamofobisk” og aldeles ikke interesseret i ytringsfriheden. Og eftersom den anklagede havde været kasserer i selskabet, mente hun, at det nok var Trykkefrihedsselskabets skyld, at den anklagede var sprunget på to muslimer. Hun runddelte også en artikel af forfatteren Göran Rosenberg, der – uden at anføre kilder – beskyldte selskabet for ”højreekstreme koblinger” og for ikke at anerkende, at islam er omfattet af religionsfriheden.

Det har Trykkefrihedsselskabet aldrig påstået. Man kan, siger Selskabets formand Ingrid Carlqvist i en kommentar til Rosenbergs påstand, naturligvis diskutere, om ideologien islam skal omfattes af religionsfriheden – især efter af Den Europæiske Menneskeretsdomstol i to domme har bestemt, at sharia, den islamiske lov, er uforenelig med demokrati, og den diskussion vil TFS gerne føre.

Mikael Sundman bemærkede, at artiklerne fra Expo og Rosenberg jo ikke udgjorde noget bevis, hvilket anklageren indrømmede. Alligevel uddelte hun dem.

En af hovedpointerne i Sundmans procedure drejede sig om den affaldsspand, som hans klient havde sparket til, før han daskede til den ældste af de muslimske kvinder.

– Var det også en hadeforbrydelse, spurgte han. Var den anklagede modstander af affaldsspandens religion? Og han konkluderede selv: Hans klient var utilregnelig i gerningsøjeblikket, derfor sparkede han til spanden og derfor slog han måske den ene af kvinderne. Det havde intet med religion eller racisme at gøre, mente han. Hvis det havde været nogle andre den anklagede var stødt på, havde han formentlig slået ud efter dem.

Dagens dramaturgiske højdepunkt kom under afhøringen af Ingrid Carlqvist, som forsvareren havde indkaldt som vidne.

Næppe havde han stillet sit første spørgsmål, før Carlqvist tog ordet:

– Inden jeg svarer på spørgsmålet, vil jeg påpege, at hvis den anklagede bliver dømt for en hadeforbrydelse med henvisning til, at han har været med i Trykkefrihedsselskabet, så indebærer det, at Trykkefrihedsselskabet officielt bliver stemplet som en kriminel organisation. Dette er en helt grundløs påstand …

Mere nåede hun ikke at sige, før dommeren belærte hende om, at hun skulle besvare de spørgsmål, hun fik stillet.

Carlqvist fik dog lejlighed til at sige, at et var hende, der havde grundlagt det svenske Trykkefrihedsselskab og har været dets ansigt udadtil. Den anklagede har ikke tegnet TFS, men udelukkende taget sig af pengesager.

Trykkefrihedsselskabet er startet, forklarede hun, fordi den etablerede presse er ligeglad med ytringsfriheden, især når det gælder spørgsmål som islam og indvandring.

Hun indrømmede gerne, at Selskabet kritiserer islam, som hun betragter som den største trussel mod ytringsfriheden.

– Men hvis nogen tror, at vores islamkritik betyder, at vi går ind for at slå løs på folk, så er de i den forkerte forening, sagde Ingrid Carlqvist.

Herefter prøvede anklageren at fange Carlqvist ved at snakke om ”islamofobi”.

– Hvad betyder islamofobi? replicerede Carlqvist. Er det det samme som agorafobi, angst for åbne pladser?

Carlqvist havde medbragt en Koran, som hun lagde foran sig på bordet, og det synes at have frataget Linda Rasmussen lysten til at grave videre i spørgsmålet.

Dispatch International har spurgt Ingrid Carlqvist, hvad hun skulle bruge Koranen til.

– Jeg havde forudset, at jeg ville blive konfronteret med anklagen for islamofobi, og havde derfor slået op på Koranens Sura 8, vers 12, hvor der står, at Allah vil sprede rædsel i hjerterne på de vantro og opmuntrer de troende til at hugge hovedet af dem. Hvis man frygter islam, er det altså ikke ubegrundet. Allah har jo dekreteret, at vi skal være bange.

– Men I har jo har jo indbudt den hollandske politiker Geert Wilders til at tale, og han er islam-kritiker, sagde anklageren.

– Det er jeg også, svarede Carlqvist.

Derefter var det som om Linda Rasmussen mistede lysten til at forfølge dette spor.

Til gengæld prøvede ”målsägarbiträdet” – en person, der udover anklageren skal bistå de skadelidte – at bore videre i islamsporet:

– Hvorfor er islam farlig? spurgte hun.

– Kender du sharia? svarede Ingrid Carlqvist.

Mere kom der ikke ud af det, idet dommer Heister greb ind med en bemærkning om, at en diskussion om islam ville være ”for bred og for dyb”.

Der afsiges dom den 31. marts kl. 14.