Innvandring

Debatt om debatten

Kun 16 km skiller de to landene fysisk. En bro over Øresund og et hav av politisk forskjell. Da handler det om innvandringsdebatten og Sverige kontra Danmark. Utgangspunktet er kometdikteren Yahya Hassan, som har beskrevet vold og hykleri i danske gettoer. I Sverige har man ikke noe slikt som en getto.

Den danske debatten om innvandringens konsekvenser er generaliserende og fiendtlig. Det vil nok Svennsson mene. Mens hans nabo på andre siden av Øresund vil peke nese tilbake og kalle den svenske innvandringsdebatten for lammet av politisk korrekthet. En spade er overhodet ikke en spade, en ghetto er ikke en ghetto – i Sverige, mener Jesper Jespersen.

Jyllands-Posten har satt seg som mål  å finne årsakene til og konsekvensene av den svenske innvandringspolitikken som produserer syv ganger flere nye innvandrere enn den danske politikken. Utgangspunktet er oversettelsen til svensk av  danskpalestineren og dikterkometen Yahya Hassan.

En dag i januar fik kulturredaktør Daniel Sandström på Svenska Dagbladet i Stockholm en god ide.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Han kender Danmark rigtig godt og har fulgt intenst med i dansk politik og kulturliv, fordi han boede i Skåne i mange år, inden han flyttede til den svenske hovedstad.

Derfor havde han også set den samfundsmæssige betydning af en debut-digtsamling fra den unge danske digter med palæstinensiske rødder, Yahya Hassan. Digtene havde vakt enorm opsigt i Danmark, fordi det var en ny stemme i indvandrerdebatten – en ung mand indefra, der kritiserede indvandrermiljøet for at være præget af hykleri, vold og svindel med samfundets penge.

På den baggrund bad Daniel Sandstrøm kulturredaktøren på dagbladet Politiken, Jes Stein Pedersen, om at fortælle de svenske læsere i Svenska Dagbladet, hvorfor denne danske digter havde skabt en sådan furore med sine digte.

I Danmark er der næppe nogen, der vil betegne Politiken som en avis, der er racistisk over for landets indvandrere. Måske snarere tværtimod.

Men i læserbrevsspalterne på Svenska Dagbladet blev Stein Pedersen på baggrund af sit indlæg kaldt både racistisk og fremmedfjendsk.

»Racistiske synspunkter«

Det skyldtes, at han i sin tekst bl.a. skrev følgende:

»Jeg er mest spændt på reaktionen i Sverige, hvor man har været alt for bange for at tale direkte ud af posen om de problemer, som notorisk opstår, når et socialdemokratiseret, meget verdsligt velfærdssamfund i løbet af relativt få år pludselig rummer bydele – ghettoer – som overvejende bebos af marginaliserede muslimer. Jeg kan næsten ikke se to parter, der befinder sig længere væk fra hinanden, end den moderne, frie, veluddannede og selvbevidste svenske kvinde og den socialt deklasserede muslimske patriark fra den etniske underklasse, som forsøger at få tilværelsen i den frisatte modernitet til at falde i hak med sine ømfindtlige æresbegreber og kvindesyn.«

Ifølge den svenske litteraturkritiker Elise Karlsson havde Stein Pedersen herved »udtrykt racistiske synspunkter vendt mod muslimer«.

I dag – to måneder efter den svenske storm – er Jes Stein Pedersen stadig lidt rystet over reaktionen, som for ham siger meget om den svenske indvandringsdebat.

»Jeg tænker jo, at Sverige har en ekstremt humanistisk flygtningepolitik, hvor eksempelvis syrerne får permanent opholdstilladelse. Men det, som er slående, og som overraskede mig, er hvor håndsky svenskerne forekommer at være, når det drejer sig om helt konkret, nede på jorden, at tale om, hvad det så afstedkommer af udfordringer at have alle disse nye svenskere. Bare det at gengive, hvad en ung digter med palæstinensiske forældre har oplevet i en indvandrerbydel som Gellerup, gjorde, at budbringeren blev kaldt racist, fordi jeg bl.a. tillod mig at bruge ordet ghetto. Det er et ord, man ikke bruger i Sverige, men som Yahya Hassan selv anvender,« siger Jes Stein Pedersen.

Én af kritikerne af Jes Stein Pedersens indlæg var Karin Olsson, kulturredaktør på den svenske avis Expressen. Hun mener, at indlægget er typisk for den danske debat, hvor der tales generaliserende om indvandrere.

»I Danmark holder man sig ikke tilbage fra at udpege etniske grupper som problematiske eller særligt svære at integrere,« siger Karin Olsson, der bemærker, at Jes Stein Pedersen også laver en modstilling mellem marginaliserede muslimer og det kristne velfærdssamfund.

»Den måde at føre debat på, hvor man fremstiller religion som et problem, er ikke accepteret i Sverige. I den svenske debat betoner man snarere problemer med arbejdsmarkedet, diskriminering, sociale faktorer og uddannelsesniveau som forklaring på de kløfter, der findes i samfundet,« siger hun.

To forskellige debatter

Historiker og Sverige-kender Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor på Københavns Universitet, finder det sigende, at en redaktør på Politiken kan blive anset for at være fremmedfjendsk i Sverige.

»Den danske og den svenske udlændingedebat handler i virkeligheden om to vidt forskellige ting. Der er debat om udlændinge i Sverige, men den er bare helt anderledes. Det, man altid diskuterer i Sverige, er, hvor godt lykkes integrationen. Her retter svenskerne og de svenske politikere blikket indad. Hvis noget ikke fungerer, bliver det gjort til et spørgsmål om, at man ikke har været gode nok til at integrere,« siger Lars Hovbakke Sørensen, der tilføjer, at svenskerne slet ikke diskuterer en eventuel sammenhæng mellem antallet af udlændinge og integrationen.

»Der er debatten fuldstændig anderledes i Danmark, hvor næsten alle partier undtagen Enhedslisten og De Radikale i dag har erkendt, at der er en sammenhæng mellem antallet af udlændinge, der kommer til landet, og hvor godt det går med integrationen. Det synspunkt stod Dansk Folkeparti lidt alene med i slutningen af 1990’erne,« siger Lars Hovbakke Sørensen.

Han ser den svenske neutralitetspolitik igennem 200 år som en hovedforklaring på forskellen. Sverige låste sig f.eks. ikke fast til den ene side i Den Kolde Krig, men var tværtimod åben over for alle, også lande uden for Europa. Samme åbenhed ses i velkomsten til udlændinge i det svenske ”folkhemmet”.

»Neutralitetspolitikken har også betydet, at man har været vant til at balancere mellem synspunkter og været meget forsigtige med ikke at komme til at træde nogen over tæerne, akkurat ligesom man ser det i udlændingedebatten,« siger Lars Hovbakke Sørensen, der tror, at Sverige ganske langsomt vil begynde at nærme sig danske tilstande i debatten i takt med, at det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterne får større og større tilslutning.

Det ser Karin Olsson fra Expressen ingen tegn på.

Typisk for Sverige

»Efter en valgperiode med Sverigedemokraterne i Riksdagen kunne man frygte, at partiets tankesæt, sprogbrug og fokus på etnicitet og religion var blevet alment accepteret i en bred offentlighed, men det er ikke sket. Den svenske debat har i det store hele bibeholdt sin anstændighed,« siger Karin Olsson, der tilføjer, at svenske medier også fortsat er restriktive med at antage læserbreve med et indhold, der kan tolkes som racistisk.

Daniel Sandström, kulturredaktøren, der bad Jes Stein Pedersen skrive indlægget, så derimod gerne flere stemmer i debatten som i Danmark. Han finder det typisk for Sverige, at reaktionen på danskerens indlæg hurtigt blev til en debat om debatten.

»I stedet for at diskutere, om der muligvis kunne findes nogle problemer hos visse udsatte grupper i Sverige, blev diskussionen hurtigt drejet hen på, om det overhovedet var rimeligt at tale om noget sådant i offentligheden. Der findes en tendens til selvcensur i visse grupperinger i den offentlige debat. Den baserer sig på en grundholdning om, at hvis man overhovedet taler om et sådant emne, så kommer man til at spille racisterne gode kort i hænde. Jeg mener, at man dermed udelukker sig selv fra at kunne føre en konstruktiv debat, som vi kan have brug for i Sverige, om hvordan man løser problemerne med opdeling af vores moderne samfund,« siger Daniel Sandström.

Netop i den forgangne uge udkom Yahya Hassans digte i Sverige, og et blik på anmeldelserne viser, at ikke alle deler opfattelsen af, at det er gavnligt at få så mange synspunkter og oplevelser frem som muligt. Således skrev litteraturanmelderen Jesper Olsson i sin anmeldelse i Svenska Dagbladet følgende:

»Det er dybt foruroligende, hvis Hassans digte, ved at skildre hykleri, bærer ved til nynazismen og et fordummende syn på islam og muslimer.«