Forskjellsbehandling og diskriminering

Maskene krakelerer

En bit lakris kan fortelle litt av hvert, faktisk ganske mye. Særlig i Sverige, der man tenker i samme baner på en måte man ikke ser andre steder i Europa: den politiske korrekthet sprenger alle rammer. Den svenske tragedien rammer ikke bare svenskene, men også dem som tar en visitt, som den største sensasjonen i europeiske poesi i fjor, Yahya Hassan. Han er jo rasist han også, ikke sant?

Jyllands-Posten har det siste tiåret (altså særlig etter drapet på Theo van Gogh, 2.november 2004), servert noen sylskarpe perler på lederplass. I går tok avisen nok et oppgjør med broderfolkets hykleri på den andre siden av Broen, under tittelen Svenske masker.

Utgangspunktet er godterisensur: I Haribos godtepose ”Skipper-Mix” har man i omlag 30 år kunnet bite i en svart afrikansk maske av lakris. Lakrisbiten ble gjenstand for offentlig rasismedebatt. Dermed føk den rett ut av produksjonen. Slik fortsetter Jyllands-Postens leder: 

Det er ingen skrøne, men en sand historie fra den virkelige verden. Det pågældende land findes også – og er som bekendt vores kære naboland Sverige – hvor den politiske korrekthed synes at have sprængt alle rammer og via de sociale medier finder stadig flere og nye måder at mutere på. Her er intet for småt til at blive vendt og drejet og fundet diskriminerende eller racistisk. Denne kultur forstærker sammen med it og internet den politiske korrektheds strukturelle pres på de moderne, kommercielle virksomheder, som helst vil undgå at blive opfattet som politiske. Derved bliver de det alt for nemt. 

hege_banner_rights_special_778x150

Den svenske offentlighed forbløffes og tænker i takt på en måde, som ikke ses i noget andet europæisk land. Det er en stille tragedie. 

Den svenske tragedie rammer ikke alene svenskerne selv, men også dem, der kigger forbi. I forrige uge gik det ud over en sagesløs litteraturredaktør fra et konkurrerende dagblad. Redaktøren var blevet inviteret af et svensk dagblad til i en kronik at indvie de svenske læsere i, hvorfor den dansk-palæstinensiske digter Yahya Hassan havde fået et kolossalt gennembrud i Danmark, og hvad de kunne forvente sig af digtsamlingen, når den udkommer på svensk. Ikke mange timer senere blev den danske redaktør kaldt racist og fremmedhader af den svenske avis’ litteraturanmelder. 

I store dele af den svenske offentlighed bliver alt, hvad der bare stikker en lille smule ud, slået ned eller skammet ud. På den bliver landet åndeligt fattigere og mindre varieret, mens repræsentanterne for den politiske ensretning praler med, hvor meget de elsker mangfoldighed. Deres tolerance er en maske. Bag masken gemmer sig en postuleret enighed om, hvad der er godt og ondt, og ve den, der forsynder sig mod denne ortodoksi. Vedkommende er en frafalden. 

Det er denne kontrol over sjælene, som de politiske, kulturelle og industrielle eliter ønsker at fastholde i Sverige. Det er en kamp om magt, sådan som politik altid er, men den får et religiøst skær over sig i Sverige. 

Engang blev konger kronet og salvet af kirken under højtidelige ceremonier. I dag er det tilsyneladende nok at formulere sig salvelsesfuldt i politik, medier og kultur for at nå royale højder og se ned på folk, der ikke udtrykker sig korrekt nok til at blive en af det fromme selskab. Fromheden er ikke til at tage fejl af. Den er puritansk, selv om den kalder sig både social og liberal. Den er fundamentalistisk, selv om den skilter med at være åh, så demokratisk, og den er ekstremt svensk til trods for, at dens talsmænd fantaserer om, at den kan blive global. 

Så slemt går det nok ikke. Den svenske selvforståelse møder kritik i disse år – selv i Sverige – og maskerne viser tegn på at krakelere. Når afstanden mellem ideologi og virkelighed bliver for stor, falder de.