Anbefalt litteratur

Islamismens røtter

Flyktningen fra den iranske revolusjonen, professor Mehdi Mozaffari, ekspert på islam, er aktuell med ny bok, ”Islamisme - en orientalsk totalitarisme”. Her viser han blant annet at islamismen har røtter tilbake til 800-tallet – hvis man da ikke regner tiden under Muhammed som islamisme – og ikke (gjen-) oppstod, som mange tror, med Det muslimske brorskapet i 1924.

Fredrik Stjernfelt har anmeldt boken i denne ukens Weekendavisen (kun papir), og tilkjennegir innledningsvis at Mozaffari er ”min gode bekendt og kollega”. Dessverre sies det ingenting i anmeldelsen om hvor Mozaffari mener skillet mellom islam og islamisme (eventuelt) går, men dette er like fullt nyttig lesing. 

(Bogen) giver et betydeligt bredere og dybere perspektiv på det omstridte begreb islamisme, end vi er vant til fra almindelig debat. Mange synes at føle et ubehag ved selve ordet »islamisme«, nogle har nærmest syntes selve begrebet udtrykte islamofobi, og mange experter på muslimske lande har ikke haft Mozaffaris statsvidenskabelige overblik i bedømmelsen af islamismen. Han kalder selv sin metode for »historisk politologi« : for at kunne begribe en politisk strømning bør man både kende dens historie og sammenligne den med beslægtede fænomener. 

Det er velkendt, hvordan moderne islamisme har sin rod i Hassan al-Bannas grundlæggelse af Det muslimske Broderskab, Kairo 1928, for at genoprette kalifatet, der i 1924 var blevet nedlagt i Istanbul. 

hege_banner_rights_special_778x150

Mozaffari trækker historien helt tilbage til islams oprindelse i 600-tallet, idet han undersøger hvilke særlige traditioner, islamismens centrale forfattere, al-Banna, Qutb, Mawdudi, Khomeini, viser tilbage til. 

Her finder han en lang tradition for at søge tilbage til rødderne, til Muhammeds grundlæggelse af islam som politisk organisation i Medina og de fire »retledede« kaliffer efter ham. 

Allerede i 800-tallet finder Mozaffari de første salafister, der længes tilbage til denne guldalder. Blandt skikkelser, som nutidige islamister henviser til, opregner Mozaffari Ibn Hanbal, der allerede omkring 800 bekæmpede græsk kultur og filosofi og Al-Ghazali, der omkring 1100 afviser enhver ikke-muslimsk åndsretning; krig mod vantro, fordømmelse af kættere, udbredelse af ortodoksi og opbygning af en fællesskabsfølelse mellem de rettroende er al-Ghazalis inspirerende opskrift. 

Ibn Tamiyyas kæmper omkring 1300 for sharia i alle politiske, administrative og retlige beslutninger – han krævede i 1294 dødsstraf for blasfemi over den kristne an-Nasrani, der havde fornærmet Muhammed – en sag, der spejler sig i islamisters vrede over karikaturer og lignende i vore dage. 

Ibn tamiyya er også jihad’ens teoretiker, der formulerer det »sublime alternativ« : i jihad er der kun to muligheder: sejrens triumf eller martyriet som belønnes med paradis. en win-win situation. Blandt de fire muslimske lovskoler er især Hanbali-skolens radikale linje inspiration for islamismen – den ligger bag Al-Wahhabs hårde doktriner fra 1700-tallet – der igen ligger bag blandt andet al-Qaeda. 

Disse islamiske kilder får så fornyet aktualitet i moderne islamisme, hvor Mozaffari grundigt gennemgår hovedskikkelserne. 

Hans komparative greb er at se moderne islamisme som snævert beslægtet med de europæiske totalitarismer, der får magt i samme periode: kommunismen ( 1917), fascismen ( 1922) og nazismen ( 1933). 

For Mozaffari er islamismen ikke blot inspireret af disse bevægelser – den har også en beslægtet baggrund i de europæiske imperiers undergang i Første Verdenskrig. Det var ikke kun det kejserlige tyskland, Østrig-Ungarn og det zaristiske Rusland, der her måtte lade livet – men også Osmannerriget og kalifatet. 

I det påfølgende anarki opstod der i hele dette område totalitære bevægelser, der ville genoprette ordenen og vende sig mod de sejrende demokratier ved forskellige kombinationer af reaktionære og utopiske politikker. 

For Mozaffari at se er denne sammenhæng overset, fordi de europæiske totalitarismer blev bekæmpet og forsvandt. 

Islamismen ikke bare overlevede Anden Verdenskrig, men udviklede sig i de muslimske lande, og Mozaffari gennemgår Broderskabets omfattende terrorisme især i Ægypten (attentater mod Nasser og Sadat etc.) og den shiitiske Fadiyan-bevægelses parallelle terrorisme, som iraneren Mozaffari giver en grundig analyse. 

To afgørende begivenheder styrker islamismen, hævder Mozaffari, de arabiske landes nederlag i seksdageskrigen 1967, der delegitimerede panarabismen, og naturligvis Khomeinis sejr i oprøret mod shahen, hvor Mozaffari selv deltog på sekulær side, inden han måtte flygte ( her ligger en hel bog og venter, som Mozaffari forhåbentlig får tid til i sit otium). 

Først herefter bliver islamisme en stærk kraft i mange muslismske lande i konkurrence med autoritære, liberale og andre kræfter. 

Iran 1979 radikaliserer også sunnitisk islamisme, og i 80erne skærpes de radikale dele af islamismen: for første gang optræder taktikker som selvmordsaktioner og overlagt mord på civile. 

ISlAMISMEN selv har naturligvis mange varianter, sunni og shia, med eller uden terrorisme, med eller uden mere lokale mål – men de forenes under Mozaffaris definition: »… en totalitær fortolkning af Islam hvis endegyldige mål er en verdenserobring med alle midler.« Nutidige islamisters jihad og terror forstås således som en direkte gentagelse af Medina, hvor en lille bande unge militante endte med at besejre den etablerede magt. Islamisterne er simpelt hen ikke i tvivl om, at verden på sigt vil ende med at blive styret som Profeten styrede Medina, og at det reelt er muligt hurtigt at omstyrte Vesten. Bogen afsluttes med et kapitel om Rushdie-sagen og Muhammedkrisen, som Mozaffari selv har været indblandet i, og det er overraskende at læse hans syrlige kritik af De sataniske vers, givet hans velkendte forsvar for Rushdies ytringsfrihed og hans analyse af frihedsbegrebets fravær i den islamiske tradition.

Mozaffaris kortlægning bygger også på hans begrebsanalytiske bestræbelser, der løber som en understrøm i bogen. Her forekommer det dog, at hans overordnede begreb for islamismen – undertitlens »en orientalsk totalitarisme« – ikke er færdigudviklet. 

Argumentet er, at islamismen er totalitarisme, som den ser ud i det orientalske område, hvor den farves af religion. Men »Orienten« er jo et notorisk svagt defineret begreb (og den ellers omhyggelige Mozaffari definerer det ikke). 

Problemet viser sig ved, at et helt bundt af totalitarismer i det 20. århundrede er fraværende fra analysen: maoismen og kommunismerne i Cambodia, Vietnam, Korea, Nepal, Indien, osv. De er naturligvis beslægtet med europæisk kommunisme, ligesom Broderskabet især er beslægtet med italiensk fascisme. Men de ville jo også falde ind under »orientalsk totalitarisme«, selv om de på mange punkter afviger fra islamismen? Det henstår til fremtidig begrebsafklaring, og det skal ikke skjule, at Mozaffaris grundige bog bringer diskussionen af islamisme op på et nyt og højere informations-og refleksionsniveau. 

Han er alvorlig i sin utvetydige formaning om, at demokratiske lande ikke må vige tilbage fra at bekæmpe islamismen – det er naivt at tro, den vil forsvinde af sig selv. 

Samtidig er han ikke unødvendigt alarmistisk og mener ikke, at islamismen i det lange perspektiv besidder mere end, hvad han kalder »harassment capacity« – evnen til at chikanere.

Dette dog, som han tilføjer, forudsat den ikke kommer i besiddelse af atomvåben.

Mehdi Mozaffari: Islamisme – en orientalsk totalitarisme. 312 sider. Vejl. pris 300 kr. Informations Forlag.

Takk til snaphanen.dk for tilsendte.