Det skal ikke være sådan i Danmark, at man langsomt sniger danske traditioner ud af vores offentlige institutioner. Altså om man har juletræ eller man spiser flæskesteg eller spiser almindelige frikadeller. Det skal man ikke langsomt snige ud af vores offentlige institutioner, fordi man skal tilpasse sig en anden kultur. Det er jeg ganske enkelt imod. Og på de enkelte institutioner skal man være meget varsom med, hvordan man håndterer det, siger Helle Thorning-Schmidt til Politiken.dk.
Statsministeren klare utsagn vekket oppsikt. Men som Jyllands-Postens leder påpeker i dag, det er et symbol når det er snakk om svinekjøtt og halalslakting. Et symbol på en grunnleggende kulturkamp i samfunnet, noe som stadig flere erkjenner, men som «et tungt, fodslæbende kompagni af politisk korrekte tolerancefundamentalister nægter at se i øjnene.»
JP peker deretter på at lederen av Venstre, eksstatsminister og statsminister in spe (om en ser på meningsmålingene), Lars Løkke Rasmussen, nylig kom med bemerkningen om at Helle Thorning-Schmidt ikke hadde noe politisk budskap, men kun kunne si «noget om frikadeller».
Et slikt utsagn finner avisen som en utålelig, arrogant bemerkning.
Ei heller finner de økonomistatsråd Margrethe Vestager begrunnelse for å ta avstand til sin regjeringssjefs verdipolitiske erkjennelse, særlig elegant: «Jeg glæder mig over at leve i et land, hvor vi kan spise alting.» For diskusjonen dreier seg jo nettopp om at vi etter hvert «ikke kan spise alting,» fordi de muslimske tabuer i misforstått toleranse trekkes nedover barnehager og utdanningsinstitusjoner. Der ingen må spise svinekjøtt, når ikke alle vil. At alle skal spise halalslaktet kjøtt, fordi et muslimsk mindretall anser det for avgjørende å avholde seg fra kjøtt som ikke er behandlet etter muslimske forskrifter. Og som lederen påpeker: Det er lett å latterliggjøre enkeltelementer i denne kulturkampen, som da også blir gjort.
Uanset hvor meget man forsøger at lægge låg på debatten om værdinormerne, uanset hvor meget man forsøger at latterliggøre dem, som er bekymret for de danske traditioner og den danske kultur, så er den brutale kendsgerning, at diskussionen om halalkød og svinekød hænger nøje sammen med afskaffelsen af julearrangementer i skolerne og sparegrisene i bankerne. Derfra fører diskussionen direkte til det beklagelige faktum, at toneangivende muslimer har så uendeligt svært ved klart og tydeligt at tage afstand fra bestialske handlinger som stening, pisk og hånds- og halsafhugning.
Derfra fører kulturkampen uvægerligt til stiltiende accept af undertrykkende adfærd i muslimske famlier, som langt overskrider grænserne for, hvad man kan rangere ind under begrebet privatlivets fred, men som tangerer eller endog i visse tilfælde overskrider straffelovsbestemmelser.
Det grelleste eksempel på, at muslimer ikke alene forlanger ret til at dyrke deres egen religion sammen, men også forlanger, at alle andre skal respektere muslimske normer, så vi under den såkaldte Muhammed-krise for snart otte år siden. Da fik den muslimske salamitaktik med lidt efter lidt at indføre muslimske normer, som hver for sig kan forekomme ubetydelige, pludselig uventet fart, godt hjulpet på vej af intrigante imamer og flere lige så intrigante eksambassadører.
En av mine pakistanske venninner reagerte slik: «Du vet, vi er fra en kultur der svakhet utnyttes. I vår kultur er det slik at gir du meg lillefingeren, så tar jeg hele hånda. For hvorfor skulle jeg nøye meg med litt, når jeg kan få mer?»
JPs leder avslutter med, «Debatten er åbenbart for farlig. Låg på!». Det «farlige» med debatten er at vi ikke tør gå til kjernen – for det kan avstedkomme reaksjoner fra dem som krever slike særhensyn som vi rett og slett ikke orker å stå i. Vi blir for eksempel islamofobe, vi bryter konvensjoner om religionsfrihet, vi anses som fremmedfiendtlige eller regelrett bakstreverske nasjonalromantikere. Da er det klart enklere å svare med at folk får spise hva de vil, kle seg som de vil og ellers gjøre som de vil, bare vi alle følger nasjonens lover. Men det er ikke så enkelt, og vi vet det, fordi vi kan være en velfungerende stat samtidig som vi blir mindre og mindre velfungerende som nasjon.