Ja, det påstår en som kan politikk, Karen Jespersen, tidligere statsråd for Socialdemokratene gjennom 90-tallet, og etter det statsråd for partiet Venstre på 2000-tallet, nå folketingsmedlem for samme parti.
Vi har omtalt de seks tiltakene her. Kommentaren i Berlingske tidende er gjengitt med Jespersens tillatelse. Den er en oppvisning i hva som også foregår i Norge. Nær sagt: godt valg! Er det slike politikere vi vil ha? Jeg får lov til å svare først: nei, takk.
Her er sammenfatning av Jespersens hovedpunkt:
- Tillitssamfunnet sprekker. Importert voldskultur gjør seg gjeldende.
- Det skal helst ikke snakkes om.
- Må man snakke om dette, ja, da gjøres det mest mulig overfladisk.
- Hver eneste gang noe dramatisk skjer knyttet til innvandrere, er statsråder ”rystet”. ”Står det så ille til? Nei, det visste jeg ikke. Jeg er sjokkert.”
- Så kommer punkter med myke tiltak, som skal utprøves i noen få kommuner, etterfulgt av en liten slump penger. Alt gammelt nytt. Og problemene blir bare verre og verre.
- Man vil ikke erkjenne at en nøkkel til problemet er dette tankegodset som handler om ”dem og oss”, om islam og voldspreget klankultur. Det danske samfunnet reagerer altså med svakhet og forvirrelse.
- Man ansetter endog islamister i kommuners tjenester for å løse problemene! Men islamsk kultur er likevel ikke et tema.
- Integreringsministeren vet ikke hva hun skal gjøre. Derfor kommer det seks løsningstiltak ut av løse luften. Min kommentar: Akkurat det samme som skjer i Norge og ethvert annet europeiske land. Politikerne løper rundt som forvirrede reddharer.
Karen Jespersen: Hækkerups tiltag er «tungen ud af vinduet»
Af Karen Jespersen MF, (V)
Tre store indvandrerdrenge er sigtet for grov vold mod en mand, der gik tur med sin hund ved Vollsmose. Et fredeligt homogent samfund med stor tillid er ved at blive et splittet samfund. Karen Hækkerups seks punkter mod det, hun kalder det etniske proletariat, er tungen ud af vinduet.
59-årige IH satte den røde hundesnor på pudlen Sussi og sammen drog de af sted på deres sædvanlige tur. De gik ad de kendte stier i det naturskønne område, der grænser op til den stille villavej. IH havde en drikkedunk med. Og det blev måske hans ulykke. Han blev nemlig brutalt slået ned og frarøvet nogle få ejendele. Tre store drenge fra ghettoen Vollsmose, som stisystemet grænser op til, er nu tilbageholdt for at stå bag det uhørt voldelige overfald, som offeret sandsynligvis aldrig kommer sig over.
Dette overfald kan ses som led i et mønster. Man ser et stigende antal eksempler på, at det fredelige danske samfund med dets stærke sammenhængskraft og tillid slår revner. Ubehagelige islæt af en helt anderledes voldspræget kultur og opdragelse slår igennem. Men de fleste politikere og meningsdannere lader som ingenting. Og når politikere handler sker det ofte med løsrevne og overfladiske initiativer, der mest tjener til, at de kan vifte med, at de viser handlekraft. Dette mønster er gradvist blevet stadigt mere tydeligt gennem de sidste årtier. Men alligevel vil størsteparten af politikere og meningsdannere ikke se det. Det fremgår blandt andet tydeligt af seks punkter til forbedring af integrationen, som integrationsminister Karen Hækkerup fremlagde et par dage efter overfaldet.
De seks punkter er rent ud sagt tungen ud af vinduet. I interviewene med Hækkerup nåede man lige at fange noget med forældre, der skal tage ansvar for, at deres børn bliver en del af det danske samfund, at de kan blive straffet på pengepung og at myndighederne skal samarbejde med religiøse og kulturelle foreninger. De seks punkter var da også helt åbenbart blevet til i huj og hast. Flere dage efter offentliggørelsen var der intet lagt ud på ministeriets hjemmeside. Og da jeg fik punkterne tilsendt var der kun et par linjer til hver tekst.
Og sådan er det hver gang. Ministeren er rystet. Hun vidste ikke, det stod så galt til …osv. Men var det ikke også det, hun sagde, alle de andre gange, når problemerne blev så tydelige, at hun ikke kunne sidde dem overhørig? Som dengang skadestuen i Odense blev raseret efter en Eid-fest. Og igen da den sociale kontrol med indvandrerpiger var et tema, var hun bestyrtet: »Jeg havde slet ikke drømt om, at det var så slemt. Det er til at græde over«. (Jyllands-Posten 08.11)
Det er de samme initiativer, der igen og igen bliver hentet op af embedsmændenes skuffer. Forældrekurser. Mentorer. Forældrepålæg. Tilsyn. Puljer. Ideer vi har hørt igen og igen fremført af forskellige integrationsministre. Hver gang med en lille pose penge bundet i halen. Den skal bruges til forsøg i for eksempel fire kommuner. Som de andre kommuner så skal lære af. I Vollsmose er der gennem årene brugt flere hundrede millioner kroner. Men problemerne bliver bare værre. Det kan man læse i den store rapport, der blev lavet efter angrebet på skadestuen i Odense. Her fremgår det sort på hvidt, at kriminaliteten er steget dramatisk, især i 2012. Det er særligt den grove kriminalitet og den personfarlige kriminalitet, der nærmest er eksploderet. Dette billede findes ikke kun i de store ghettoer. Også i mindre provinsbyer sker der overfald som det på IH.
Grove overfald bliver også begået af danskere uden indvandrerbaggrund. Det var tilsyneladende tilfældet, da en ung mand blev slået ned og skadet ganske alvorligt i København af en gruppe unge mænd. Og mange indvandrere er fredelige og afskyr vold. Men det ændrer ikke ved, at der er en klar overvægt af mænd med indvandrerbaggrund blandt dem, der begår kriminalitet, herunder voldskriminalitet. Og det kan ikke (bort)forklares med sociale problemer. Overvægten af kriminelle blandt drenge og mænd med indvandrerbaggrund har i høj grad kulturelle årsager. Og disse årsager bliver grundlæggende slet ikke tacklet eller de bliver tacklet forkert.
Mange af de flygtninge og indvandrere, der kommer til Danmark og andre vestlige lande kommer fra muslimske lande, hvor klaner spiller en afgørende rolle. De er i langt højere grad end danskere opdraget i en ’dem og os’-tankegang, hvor ’os’ hele tiden skal kæmpe mod ’dem’ for at hævde sig. Denne tankegang slår også ofte igennem i den skarpe opdeling mellem muslimer og ikke-muslimer. Den medfører i mange tilfælde en ligegyldighed eller direkte fjenftlighed over for danske normer og værdier og en modvilje hos forældrene mod, at børnene bliver for danske. Hånd i hånd med en stærkere islamisk identitet.
Man får aldrig integration i det danske samfund, hvis man ikke gør sig klart, at man må ændre på hele dette tankegods af ’dem og os’-islam og voldspræget klankultur. Men det gør man ikke. Det danske samfund reagerer svagt og forvirret. I Odense ansætter politiet en islamist som Asmaa Abdol Hamid til at bygge bro til de kriminelle unge mænd i Vollsmose. I Gellerup i Aarhus havde man en islamist ansat som lærer på en af skolerne. Hun havde en hjemmeside, hvor hun rådgav forældre, og denne side lå på skolens interne intranet. Her kunne man blandt andet læse en opfordring til forældrene om ikke at give deres børn danske navne, da de så ville blive for danske. De skulle heller ikke have danske børn som kammerater.
Karen Hækkerup følger samme spor i sine seks punkter. Her skriver hun blandt andet, at regeringen vil have et tæt samarbejde med minoritetsforeninger, kulturforeninger og trossamfund. Men intet om, hvem hun tænker på. Er det for eksempel Khalid al-Subaihi som arbejder med børn og unge på Nørrebro? En mand der flere gange har inviteret radikale imamer til København for at påvirke unge med fundamentalistiske islamiske holdninger til for eksempel kvinder og homoseksuelle. Tilsyneladende vil hun samarbejde med dogmatiske religiøse kræfter (trossamfund) om at løse opgaven. Hvorfor? Karen Hækkerup vil sikkert afvise, at det er den slags, hun har i tankerne. Men hvad tænker hun så på? Sandheden er formentlig, at hverken hun eller embedsmændene har tænkt særlig meget. Hendes seks punkter er blevet bikset sammen på rekordtid, så hun havde noget at gå i medierne med.
Det er politik, når det er værst.