Forskjellsbehandling og diskriminering

Er danskene rasister (2)

Boken ”Er danskerne racister? Indvandrerforskningens problemer” leverer en dødelig kritikk av 20 års rasismeforskning i Danmark. Man kunne således forvente at det ble krav om at både departement, instituttledere og andre aktører ble endevent, men alt fortsetter nok som før.

Dette er andre del av anmeldelse av boken Er danskerne racister? Indvandrerforskningens problemer. Frydenlund, Frederiksberg, 2013.. Den første kan du lese her 

Slørene og drabene

”Medierepræsentationer af mediekvinder som undertrykte og begrænsede af kultureelle normsæt fungerer som centrale markører i konstruktionen af majoritetens selvforståelse.”

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Og videre: ”Kønsmæssig ulighed og den hertil knyttede forestilling om kvindes seksualitet som gruppens ejendom projiceres ud på etniske minoriteter”.

Ovenstående er hentet fra et længere citat i en artikel fra 2005 af kønsforskeren Randi Marselis. Citatet er gengivet på side 134-135 i lektor Mehmet Úmit Necef og professor Henning Bechs aktuelle bog ”Er danskerne racister: Indvandrerforskningens problemer.”  Bech og Necef konkluderer på side 135, at ”denne type argumentation er blevet standardinventar i den internationale ”postkoloniale feminismes” skrifter. Den er imidlertid ikke uden videre holdbar.” Først og fremmest, mener forfatterne, fordi hverken Marselis eller andre har godtgjort, at ”tørklæde, burka, nikab, æresdrab, tvangs-eller arrangerede ægteskaber, mødomsdyrkelse osv. faktisk fungerer som vigtige modpoler i forbindelse af danskernes konstruktion af sig selv som moderne, frigjorte osv”.

Den evige kønsdebat

Bech og Necef peger lidt længere henne ligeledes på, at det ikke er ”godtgjort, at eventuelle kønsuligheder og kønsproblemer fra majoritetsdanske kvinder glider ud af syne, når denne opfattelse er blevet etableret. Tværtimod har spørgsmålet om kvinders ”undertrykkelse” og uligestilling i det danske samfund været bestandige og udbredte temaer i mediedebatterne siden slutningen af 1960´erne.”

Der er flere interessante eksempler gengivet i Bech og Necefs bog. Et af dem stammer fra køns-og kulturforsker Rikke Andreassen, der også er lektor i kommunikation på Roskilde Universitet i Danmark. Slår man hende op på nettet kan man læse, at hun her arbejder med ”interkulturel kommunikation med fokus på race/etnicitet, hvidhed, køn, seksualitet og magt”.

Racisme eller bekymring?

Andreassen er i Bech og Necefs bog citeret for blandt andet, i bogen ”Der er et yndigt land: Medier, minoriteter og danskhed” (Tiderne Skifter, 2007), at tolke en oplevelse fra den socialdemokratiske kommunalpolitiker Mai-Britt Iversen. På side 138 i Bech og Necefs bog har de gengivet Iversens oplevelse fra en lokal legeplads: ”Der mødte mig to totalt indhyllede småpiger, der med besvær legede. Et uhyggeligt syn ikke udelukkende på grund af tøjet, men på grund af den kvindeundertrykkelse, der ligger bag”.

Andreassen skriver om Iversens udsagn: ”Iversen understreger, at hun ikke er en national politiker som dem fra Dansk Folkeparti. Dette er en velkendt retorisk strategi. Ved at fremhæve, at man er tolerant og ikke er racistisk, kan man slippe af sted med at argumentere mere racistisk, end man ellers ville have kunnet”.

Bech og Necef konkluderer – og med rette, mener denne anmelder – på side 139 at det er ”meget svært at finde noget racistisk” – uanset hvor snævert eller bredt man definerer racisme – i Iversens tekst, hvis man også læser den i dens helhed”. Iversens citat indgik i et indlæg i Politiken i 2001. Her understregede politikeren, der i øvrigt er gift med en indvandrer, at man skulle benytte enhver lejlighed til at ”fortælle flygtninge/indvandrere om, at kvindeundertrykkelse ikke tolereres i vores samfund”.

Er danskerne mod tørklædet?

Bech og Necef går også i rette med Andreassen, den ovennævnte forsker, fordi hun i en undersøgelse, hun stod for i 2007, konkluderede, at mange danskere er modstandere af det muslimske hovedtørklæde. Samme år som Andreassen fremsatte denne påstand, foretog analysefirmaet Rambøll en meningsmåling for Jyllands-Posten. Den påviste, som Bech og Necef skriver på side 139, at et stort antal danskere ikke er imod, at muslimske kvinder bærer det almindelige hovedtørklæde, hijab. Næsten tre ud af fire kvinder mener, at muslimske kvinder skal have lov at bære tørklæde overalt i det offentlige rum. Omkring 15 procent af de adspurgte mente, at man skulle forbyde tørklædet i skoler, uddannelsesinstitutioner og blandt offentligt ansatte eller i det offentlige rum. Bech og Necef påpeger også, at ”Selv blandt det mest tørklædekritiske parti Dansk Folkepartis vælgere var det kun 38 procent, der ønskede forbud mod det almindelige muslimske tørklæde i skoler og på uddannelsesinstitutioner”.

Tørklædet som politisk symbol?

Skulle man opsummere, hvad der er det mest interessante i afsnittet om tørklæder og tildækning i Bech og Necefs bog, kunne man sige, at det er opsummeringen af mange års forvrøvlede påstande. Påstande om at modstand mod tørklædet er udtryk for kulturimperialisme og kolonialisme. Og mere i den dur.

I afsnittet savner man dog noget væsentligt: Forståelsen af hovedtørklædet som et politisk symbol. Det synes ikke som om hverken Bech eller Necef har tanke for, at de kvinder, der frivilligt ifører sig hijab, i en række tilfælde vel gør det for at cementere, at for dem står sharia over vestlig lov? På side 167 skriver Bech og Necef, at ganske vist er påstande om tørklæde som ”dydens rene vej og som modstand mod vestliggørelse” ikke overbevisende. Men det er tørklædet som et utvetydigt symbol på kvindeundertrykkelse heller ikke, mener forfatterne: ”Denne påstand er svær at opretholde, når mange veluddannede og velartikulerede kvinder fremfører, at de selv har valgt at gå med tørklæde”. Ja, men hvorfor?

Videre på samme side mener forfatterne endda: ”De tørklædekritiske skal måske bare lære i det store og hele at acceptere – eller ignorere – kvindernes valg”.

Æresdrab

Så er der mere fornuft i forfatternes hovedrysten på side 201 over for de forskere, der ”afviser æresdrab som en særlig kategori af mord, der er betinget af kultur”. Et af flere eksempler på sådan en forsker er den tidligere nævnte Andreassen, der har skrevet om æresdrab i sin bog fra 2007. I bogen afviser Andreassen, skriver forfatterne på side 195, at bruge kultur som forklaring på drab, i stedet må man se på bl.a. ”personlig situation og individualitet”.

Andreassen fremfører også tanken om, forklarer Bech og Necef, at ”drab begået af etnisk danske mænd på deres kvindelige partnere eller ekspartnere ikke adskiller sig radikalt fra det, medierne kalder æresdrab, men blot er variationer over samme tema”. Andreassen skriver således i bogen, at det er ”værd at overveje om de mange drab på etnisk danske kvinder begået af deres (etnisk danske b&n) mænd eller eksmænd ikke også kan betragtes som en slags æresdrab”.

Men som Bech og Necef påpeger på side 195: ”Ved æresdrab er det den dræbte kvindes egen familie, der er den drivende kraft, og ikke manden eller eksmanden. Ved de sidstnævnte mord er der heller ikke nogen kollektiv opmuntring eller opbakning”.

Samme følelser

Men ikke nok med det, Andreassen og også juristen Rubya Mehdi, der forsker ved Institut for Tværkulturelle og regionale Studier ved Københavns Universitet, mener at både jalousidrab og æresdrab i en vis grad afspejler samme følelsesmæssige problem: ”Æresdrab har stor lighed med passionsdrab, …..” mener Mehdi således i en tekst med titlen ”Arrangerede/tvangsægteskaber og æresdrab under sharia og under pakistansk ret og sædvaneret. (I Mehdis bog Integration og retsudvikling, Jurist-og økonomforbundets Forlag, 2007).

Det mest greelle eksempel fra dette afsnit stammer fra advokat Henrik Viltoft, der i 2001 gjorde sig til talsmand for at etniske mindretal bør kunne få strafnedsættelse ved æresdrab med henvisning til den kulturelle eller religiøse baggrund. På side 197 i Bech og Necefs bog har de gengivet Viltofts tilkendegivelse: ”Jeg mener, at traditionerne fra hjemlandet sætter gerningsmandens skyld i et særligt lys, og at straffen bør nedsættes betragteligt, når disse individuelle forhold ligger klart belyst”.

Forskerne kører videre

Hvad der er tankevækkende, efter at have gennemlæst Bech og Necefs bog med alle de besynderlige, udokumenterede og til tider horrible påstande fra forskere om alt fra danskernes fremmedfrygt over tørklæder til æresdrab er egentlig mest dette: At deres uhæderlige forskning ingen konsekvens synes at få for de pågældende. Journalist Klaus Wivel på Weekendavisen opsummerede dette i en kommentar i avisen den 25. januar (ikke online). Han indledte med at skrive, at ”Med så dødbringende kritik af 20 års danske racismeforskning i ministerier og på universiteter måtte man vel forvente, at departementchefer, institutledere og andre kræver hele området endevendt”. Wivel citerer Necef for i et interview i Berlingske Tidende at mene, at de udokumenterede påstande i forskningen har ført til ”kløftedannelse og en dæmonisering af danskerne”.

Men nej. Som Wivel skriver i slutningen af sin kommentar: ”Alt fortsætter som hidtil”.