Integrering og integreringspolitikk

Danske traditioner og islamisme – en dårlig coctail

Der er sket rigtigt meget i de nordiske lande i det Herrens år 2012. Der har sikkert for nogle været lykkelige begivenheder på det mere personlige plan, men samfundsmæssigt er det vist så som så med lykken.

Snigende islamisme er næppe, hvad man forstår ved lykke. Og den er ikke mere så snigende endda. Der er ikke længere blot tale om ”endnu en skive af salamien”, såsom badeforhæng, halalmad i børneinstitutioner, halalslagtede kyllinger, kønsopdelte svømmehaller, bederum snart sagt alle steder, forældreskolemøder, hvor fædre er forment adgang, evindelige krav om moskeer, minareter, kvindelige jordemødre, promovering af de tilvandredes religion og deres hjemlands dehumaniserede kvindedragt etc. Fortsæt selv den uendeligt lange liste. Hos mange, der ikke har været personligt berørt, er opfattelsen: ”Jeg er ligeglad; det vedrører ikke mig.”

Mon næste stadium, hvor de tilvandrede misbruger demokratiet til egeninteresser og ændring af vores, deres værtsfolks, kultur og traditioner, vil få selv de fatsvage, til at forstå: ”Hov, dette vedrører også mig”?

Egentlig startede dette misbrug slet ikke i november 2012, selv om denne begivenhed fik nærmest international interesse. Allerede i 2010 så vi, at en ghetto på den københavnske vestegn fik en muslimskdomineret bestyrelse, der uden hensyn til urbefolkningen vedtog beslutninger, som hører hjemme i et muslimsk land.

hege_banner_rights_special_778x150

Den muslimske bestyrelse i ghettoen i Tåstrupgård i Tåstrup nedlagde forbud mod hunde i deres bebyggelse og forbud mod, at gamle mænd sad uden for supermarkedet tæt på ghettoen på en bænk og drak øl. I foråret 2012 var den gal igen i Tåstrup. Denne gang i ghettobebyggelsen Gadehavegård, hvor bestyrelsen blev beskyldt for at ville islamisere hele bebyggelsen. Begge gange gjorde de danske beboere islamisterne helt klart, at det ville de ikke finde sig i. Islamisterne i Tåstrup blev klar over, at de var for tidligt ude. Islamiseringen i Tåstrup måtte vente til en anden gang. Jorden skulle gødes lidt mere, før de kunne slå til igen. Og så blev begge bestyrelserne udskiftet.

Islamiseringsforsøget i Tåstrups ghettoer var naturligvis af størst interesse for de danskere, der bor i bebyggelsen og det omkringliggende område, men sås nok mere som en intern udryddelse af danskernes dagligliv og skikke, som de selv måtte klare ved at protestere. De to tilfælde blev kort refereret i flere aviser.

Anderledes så det ud i ghettoen Egedalsvænge i Kokkedal i november 2012, hvor en muslimsk domineret bestyrelse forbød julen i bebyggelsen. En aflysning af julen? Dette var dråben og bragte sindene i kog. Ikke blot gjorde dette angreb mod danske traditioner de danske beboere rasende. Også TV, øvrige medier og befolkningen tog del i dette. Udenlandske reportere troppede op i bebyggelsen; ja endog helt fra Rusland kom journalister rejsende til. Dansk TV2 mødte også op. Det slap de så ikke så heldigt fra, for islamisterne fik lynhurtigt trommet det sædvanlige tæskehold sammen, og 25 såkaldt utilpassede (læs: kriminelle) gik til angreb på både TV2’s reportere og deres bil. Altså business as usual, når medlemmer af fredens religion går til rundbordssamtale med deres værtsland.

Når forbud mod hunde og øl ikke kom vidt omkring i landet endsige vakte international interesse, mens et forsøg på at fjerne danskernes juletræ blev det, skal det naturligvis ses som et anslag mod dansk kultur samt noget fundamentalt i hele den kristne verden. Julen. På trods af regionalt forskellige traditioner er julen for de kristne Jesu fødsel med hertil hørende symboler: englene, vi hænger på juletræet, stjernen i toppen af træet, der i nordisk tradition symboliserer ledestjernen til Betlehem, Jesu fødested. Ja, selv juletræet, der kun er et par hundrede år gammelt og nisserne, der er fra hedensk tid, ses nu ligeledes som en del af den kristne jul.

Helt ligegyldigt var det heller ikke, at juletræsaffæren, eller ”juletræsgate”, som den også er blevet kaldt, endvidere skulle ses i lyset af, at det muslimske flertal i bestyrelsen kort forinden havde valgt muslimernes eid-fest til en pris af 60.000 kr til og danskernes julefest, der estimeret ville koste 6-7.000 kr, fra. Det sås som den foreløbige sidste forsmag på, hvad der venter forude, når (ikke hvis) muslimerne bliver en majoritet i vores land.

Men det var slet ikke slut med balladen. Når muslimernes fredagsbøn er slut, går de sjældent fra moskeen en smule højstemt af at høre deres guds ord, formidlet af imamen. Næh, fredagsbønnen er i stedet ofte optakt til ophidselse. Således også i Kokkedal. Man kan vel glæde sig over, at der denne gang kun var tale om trusler, og at der ikke blev skudt nogen. Så blev formanden for bestyrelsen, Karin Leegaard Hansen, truet og chikaneret ud af bebyggelsen, efter at der også var øvet hærværk mod hendes hjem. Dernæst blev de muslimske bestyrelsesmedlemmer meldt til politiet for overtrædelse af straffelovens § 266b. Det er den såkaldte racismeparagraf, der uafbrudt anvendes mod danskere. For en gangs skyld skulle muslimerne smage deres egen medicin. Der var sandelig halløj i ghettoen. Som forventet udtalte islamisterne, at det hele var pressens skyld.

Også den nys afgåede kulturminister (for finkulturen) Uffe Elbæk, som er blevet betegnet som en elendig politiker og en aparte og ensporet kulturminister, ønskede at lufte sin uvidenhed om danskernes kultur: Han kaldte det en udvikling af dansk kultur, at islamisterne ønskede at afvikle vores kultur. Han er ikke for ingenting medlem af det kulturafviklende parti Det Radikale Venstre. Sådan tænker disse skamløse personer.

Kulturministerens partifælle, Anita Bay Bundegaard, tidligere MF, nu redaktør, røg da også i blækhuset. Nu havde ”nydanskerne” lært, hvad demokrati var, og så var det heller ikke godt nok. Hendes argumentation er så forvrøvlet, at man må tage sig til hovedet: Det er den forrige regerings skyld, det er Muhammedkrisens skyld, og midt i vrøvlet dukker såvel frikadeller (som danskerne tvinger muslimerne til at spise) som indhyllede kvinder op. I hendes optik har det bestemt ikke noget med islamisering, islamister, kolonisering af Danmark bid for bid eller andre nedrigheder at gøre. Udryddelsen af danske traditioner er ganske enkelt demokrati. Lidt spagfærdigt kunne man indvende, at hun (og hendes parti) intet har lært af fortiden og derfor ikke husker, at med demokrati kan demokratiet omstyrtes.

Som kulturrelativist svinger hun til stadighed pisken over danskernes syndige hoveder. Som andre kulturrelativister bor hun langt, langt væk fra ghettoer i et naturskønt og fredeligt område. At de kulturfremmede, som hendes parti har kæmpet – og stadig kæmper – for at få ind i landet, gør livet farligt og usikkert for den del af befolkningen, der ikke er så heldig at bo i de samme trygge omgivelser som hun selv og hendes familie, er hende ligegyldigt. Hun lever i sikker forvisning om, at ingen islamist kommer til at stemme om hendes juletræ og øvrige juletraditioner. Endnu.

Og hvor endte så dette islamiseringsforsøg? Jo, en hurtig generalforsamling, en ny bestyrelse, og så blev det alligevel jul i Kokkedal. Juletræet kom op at stå i ghettoen den 1. december. Mediernes pisk havde ramt så hårdt ned i det islamistiske ulvekobbel, at ingen – som ellers den frygtsomme boligdirektør forventede – gik til angreb på træet.

Tak til mine brave landsmænd i Kokkedal. Tak til medierne for at følge denne sag helt til dørs. Og også tak til de udenlandske journalister, der mødte op. Det nytter – og er absolut nødvendigt – at bekæmpe disse islamister. Hver evig eneste gang, de stikker snuden for langt frem.