Kampen om særregler intensiveres i Europa. Enten det er avtalen inngått i Hamburg mellom islamske organisasjoner og myndighetene om særrettigheter for muslimer, eller det er etablering av et islamsk parti i Belgia som skal kjempe for sin religions plass i samfunnet. Flere europeiske land er dessuten i ferd med å utvikle et apartheidliknende samfunn, der muslimer lever for seg omgitt av sine kulturelle og religiøse normer, regler og levesett.
Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt skriver i Information om den nye tilstanden i Europa, de konfliktene som skapes, som også fører til at befolkninger mener brudd på menneskerettigheter er akseptabelt for å forsvare nasjonens grunnkultur
Hvordan kan en uenighed om, hvem der skal pynte et juletræ og indkøbe konfekt til et arrangement i en boligforening i Kokkedal ende med politisk storm over hele landet? Det lader sig kun gøre at forstå denne lokale ballade i en større sammenhæng såsom forbuddet mod muslimske symboler i Frankrig og Schweiz
Direktøren for kunstmuseet i Tronheim i Norge, Pontus Kyander, har fået den idé, at man for fremtiden ikke mere skal anvende det norske flag på hans museum. Det begrunder han med det synspunkt, at flaget for en nation ikke mere er et samlende symbol for alle i landet. Det fungerer ifølge direktøren ekskluderende, og samler kun de etniske, kristne nordmænd og ikke landets nye indbyggere som er kommet til med en anden tro.
Pontus Kyander har dermed drevet kampen om symboler i Europa lidt videre. Men han kunne næppe være kommet på denne idé, hvis der ikke var et og andet om det. Sæt nu han rent faktisk har ret, og man i Norge som i andre europæiske lande mere og mere lever i adskilte nationer, ikke defineret efter politiske territorier, men efter religiøse og moralske skel? Således forstået at de oprindelige befolkninger lever for sig selv og med deres egne skikke og normer, og de andre – de muslimske indvandrere – lever i deres egen verden.
Pontus Kyanders idé er, at vi må finde andre symboler end flaget for nationen, tegn som er mere generelle og almene, og som samler folk på tværs af religion, etnicitet, kultur og nationalitet. Og hermed er han måske kommet til at åbne for en diskussion om, hvad symbolet er for multikulturalismen, der i sin mest radikale form åbner for, at vi lever i hver vores nation – religiøst og kulturelt og sprogligt – indenfor samme politiske territorium? Hvad er det for et symbol, der skal tegne de værdier, der skal holde sammen på et sådan fællesskab? Og hvad er det for et fællesskab, der er tilbage i det multikulturelle samfund, når vi ikke mere deler hverken kultur, religion, nationalitet eller sprog?
Særregler vinder frem
Kampen om symboler i Europa er blevet intensiveret efterhånden som de multikulturelle samfund er rykket nærmere. Flere og flere krav lyder på, at man vil have ret til at pleje sine kulturelle skikke og have sine særlige religiøse krav respekteret.
Med støtte fra muslimske organisationer forberedte den norske regering i 2009 en lov, der skulle gøre det muligt for muslimske kvindelige politibetjente at bære en specielt designet uniform, der opfyldte religiøse krav. Det er som bekendt normalt i Danmark, at man diskuterer om, hvorvidt det er muligt at åbne svømmehaller udelukkende for muslimske kvinder i bestemte tidsrum. Man drøfter også hvordan man kan beskytte muslimske drenge mod at bade nøgne sammen med drenge af dansk etnisk oprindelse i folkeskoler, og endelig drøftes fortløbende krav om specielle diæter forberedt af religiøse hensyn i offentlige institutioner. Desuden er der krav om indretning af specielle bederum forskellige steder, i lufthavne osv. Oversættelsesfaciliteter med omrejsende tolke til forældremøder i skoler og andre steder er helt almindeligt, og initiativer med undervisning i oprindelseslandenes sprog i skolerne for børn fra 2. og 3. generation er stadigvæk en permanent kilde til diskussion.
Vi bliver mere delt
I religiøse trosskoler er det almindeligt. At nævne disse kendsgerninger kan læses som en anklage. Men det kan også fortolkes som et tegn på, at en ny virkelighed er ved at tegne sig. Vi bliver mere og mere delt, det muslimske mindretal og flertallet af danskere. Hvor muslimske børn kommer i flertal i skoler trækker de etniske danskere deres børn ud og sætter dem i privatskolen. Man diskuterer i fuld alvor, om ikke apartheid er en god ting i skolen, så muslimske indvandrerbørn kommer i en klasse for sig, adskilt fra de andre etnisk danske børn. Vi bosætter os hver for sig, i adskilte kvarterer.
Ingen af de unge muslimer gifter sig med unge etniske danske og får børn og knytter netværk og venskaber, fordi de er opdraget til, at det er forbudt eller fordi de tvinges ind i et etnisk ægteskab, der er arrangeret af deres forældre og familie. De lever måske i en kultur, der på dette område er ligeså bigot, som fortidens hvide, amerikanske, racistiske sydstatskultur?
Liberal konsensus er væk
I en britisk rapport dokumenteres, hvor langt vi lever fra hinanden holdningsmæssigt, for så vidt som forholdene i Storbritannien kan overføres til Danmark. F.eks. mener 51 pct. af muslimerne i Storbritannien, at det er forkert, hvis en muslimsk kvinde gifter sig med en ikkemuslimsk mand, 31 pct. mener, at frafald fra islam er forkert og bør straffes med døden, og endelig mener 61 pct., at homoseksualitet er forkert og bør kriminaliseres.
Disse kendsgerninger fortæller os måske, at den liberale konsensus, som vi er vænnet til at leve med i Vesteuropa ikke fortsætter med et mere blandet samfund og forskellige kulturer og religioner. Vi bevæger os med andre ord mod en større diversitet i holdninger til politik og moral, hvor ekstreme positioner vil blive mere tydelige – som i USA, hvor kristne religiøse fundamentalister spiller en betydende rolle i det politiske liv. Men det er bemærkelsesværdigt, at ingen politikere overhovedet har nogen som helst viden om disse aspekter af multikulturalisme. Man ønsker ikke at vide noget, og man har ingen svar på nogen af de spørgsmål, som de rejser.
Denne udvikling med større og større adskillelse i livsform og holdninger mellem ikkemuslimer og muslimer er med til at skabe forvirring om multikulturalisme i Europa. Den kan fortolkes som et tegn på religiøs og kulturel adskillelse for muslimernes vedkommende fra flertalssamfundet. Men den kan også i et velvilligt perspektiv i forhold til multikulturalisme fortolkes som et velkomment forsøg på at vedligeholde kulturelle og religiøse værdier fra muslimernes hjemlande og som et initiativ, der skal bibeholde en religiøs gruppes kollektive identitet.
Som bekendt indførte tidligere præsident Sarkozy forbud mod burkaen i Frankrig i 2010 og tillige forbud mod at bære tydelige religiøse symboler på undervisningsinstitutioner og andre steder. Schweiz indførte i 2009 forbud mod opførelse af minareter efter en folkeafstemning. Også liberale og venstreorienterede schweizere stemte for, som en protest.
Religionsfriheden krænket
Ifølge de liberale og venstreorienterede, der stemte for forbuddet, ville man dermed gøre indsigelse mod, hvad man opfattede som illiberale normer i det muslimske mindretals kultur og deres uforenelighed med menneskerettighederne, og tvinge en debat frem om tabuiserede emner. For ingen politikere eller medier sætter efter deres mening bigotteriet i muslimske normer på dagsordenen: Den voldelige animositet mod homoseksuelle, forskelsbehandlingen af kvinder og opdragelsen og forbuddet blandt muslimske unge mod at gifte sig med andre unge fra den oprindelige befolkning udenfor det muslimske mindretal. Ved at stemme for forbuddet mod minareter kunne man fra sin egen venstreorienterede position protestere mod ligegyldigheden i det politiske establishment overfor krænkelsen af menneskerettighederne i denne sag.
Det er schweizerne ikke trygge ved. Derfor deltog de med protest i det symbolske slag om minareterne og støttede det udemokratiske forbud, som klart krænker religionsfriheden. Kampen om symboler synes at være den form diskussionen om multikulturalisme tager i Europa i disse år. Når en ny kulturel nation som muslimerne forsøger at introducere nye tegn, der skal understøtte og paradere deres adskillelse fra flertalssamfundet, bliver de mødt med rigide og udemokratiske modangreb. Med lovgivning svarer demokratiske institutioner igen med at krænke muslimers religionsfrihed og undertrykke symbolerne på islams identitet.Pontus Kyanders initiativ kan ses som et angreb på disse modangreb. Han ønsker at dekonstruere flertalssamfundets helligste tegn på, at det eksisterer som et historisk fællesskab hinsides tid. Hans påstand er, at det nu bare er et flertal, og ikke andet end et flertal her og nu. Hans initiativ kan ses som en udfordring af den etniske stat.