Rita Karlsen, HRS
Ifølge Aftenposten (ikke på nett) er i underkant av 25 millioner mennesker i EU-landene nå arbeidsledige. Bare på ett år er det blitt i underkant av 2 millioner flere ledige, og den eksplosive veksten skjer i de kriserammede eurolandene. Ikke siden den store, økonomiske krisen i mellomkrigsårene (1918-1939) har det vært så mange arbeidsløse i vestlige industriland. Og kanskje det verste: hele 5,5 millioner av de arbeidsledige er unge under 25 år. I noen land (Hellas og Spania) har ungdomsledigheten nådd opp i 50 prosent, mens den i andre land er raskt voksende (Italia og Portugal). Vi snakker altså om en massearbeidsløshet, og den strekker ut i tid. Tidsaspektet er farlig for den arbeidsledige, for det er ikke uvanlig at en velferdsstat har kriterier for rett til arbeidsledighetstrygd/dagpenger. I for eksempel Hellas mister man retten til dagpenger hvis en har vært uten jobb i over ett år.
Norge er det landet i Europa med lavest arbeidsledighet, med 3 prosent, mens våre naboer, Danmark og Sverige, ligger på 7,8 prosent og Finland på 7,6 prosent.
Men gir slike arbeidsledighetstall et dekkende bilde?
Nei, det gjør ikke det. For i tillegg til de arbeidsledige kommer alle dem i arbeidsfør alder som er helt eller delvis utenfor arbeidslivet. I Norge ligger dette tallet på anslagsvis 700 000 personer. Tallet er ikke så ulikt det vi finner i Danmark, ifølge jp.dk’s leder:
52.700 danskere er i fleksjob. 244.700 får førtidspension. 84.300 får sygedagpenge. 32.000 er dagpengemodtagere i aktivering.
13.300 er kontanthjælpsmodtagere i aktivering. 97.500 får dagpenge som ledige. 19.800 får kontanthjælp som ledige. 98.600 ikke-arbejdsparate får kontanthjælp. 2.000 er i forrevalidering. 9.800 er i revalidering. 16.100 får ledighedsydelse og 113.900 er på efterløn.
I alt 784.700 danskere i den arbejdsdygtige alder, der er på en eller anden form for overførselsindkomst og således skal forsøges af de arbejdende danskere.
I Norge har vi som kjent oljeformuen, som noen ynder å tro skal bære oss inn i himmelen. Men det kan vi bare glemme, for det er – og forblir – deltakelse på arbeidsmarkedet som er den viktigste kapitalen enhver velferdsstat har. Oljeformuen, gjenspeilet i BNP, skygger for en slik debatt i Norge, selv om arbeidsminister Hanne Bjurstrøm (Ap) nylig prøvde seg på en ”noe spesiell innfallsvinkel” ved å hevde at kvinner svikter velferdsstaten (Dagbladet 03.07.12).
Andre land, for eksempel Danmark, er tvunget til å ta debatten til et annet nivå:
I en tid, da samfundets langsigtede økonomiske bæreevne for alvor er til diskussion, må samtlige velfærdsydelser af indlysende grunde kulegraves, og lige så evident er det, at fremtidens velfærdsydelser skal være rettet mod dette ene mål:
At det altid skal kunne betale sig at arbejde.
Men som alltid når problemer (likevel) siger inn over oss, er vi ikke helt villige til å innrømme hva problemene egentlig skyldes og slett ikke forberedt på å ta konsekvensene av dem. Igjen er Norge i en særstilling, hvilket gjør at vi ikke ser skogen for bare trær. For eksempel har det den siste tiden vært rettet sterk kritikk til vår boligpolitikk. ”Det bygges alt for lite boliger i Norge” hevdes det med brask og bram, som om det var en menneskerett for alle under 30 år å eie sin egen bolig midt i sentrum i en av våre storbyer. Og at ”boligmangelen” skyldes en eksplosiv befolkningsvekst, som er innvandringsdrevet, skal vi helst ikke snakke om, da kan jo noen føle seg støtt. Da er det jo straks bedre å skylde på en eller annen utbygger og manglende styring fra politikerne, som om førstnevnte skulle starte med sosial boligbygging eller sistnevnte skulle tørre å innrømme at innvandringen også gir noen uheldige konsekvenser. (Og så har vi jo oljeformuen…)
Dog kan vi bale med våre foreløpige ”små” konsekvenser, mens andre må ta langt mer drastiske skritt – og da er ikke veien lang til at de tåredryppende historier overskuer realitetene, noe ansvarsløse politikere ikke unnlater å slå politisk mynt på:
Debatten om regeringens forlig med Venstre og De Konservative om en skatteomlægning er da også dårligt ebbet ud, før de samme partier samt Liberal Alliance har indgået en reformaftale om førtidspensionen og fleksjobordningen.
Der er tale om et problemkompleks, hvis detaljer de færreste evner at gennemskue. Derfor har det ikke skortet på partsindlæg fra såkaldte ”ofre” for reformen, hvis personlige skæbner man let fatter sympati for, men som ikke giver retvisende billeder af reformen og dens konsekvenser.
Ej heller har diverse organisationer været sene til at påkalde sig opmærksomhed med udtalelser om, at »samfundets svageste skal betale regningen«, ligesom opportunistiske politikere på evigt stemmefiskeri blandt danskere på overførselsindkomst forsøger at slå politisk mønt af de sociale dommedagsprofetier.
Ulykkeligvis har der aldrig manglet politikere, der lover danskerne nærmest uendelig velfærd på andres regning. I lange perioder af Danmarks efterkrigshistorie er disse løfter blevet indfriet for dyrt lånte penge som udtryk for den ansvarsløshed, der både har præget og fortsat præger alt for mange medlemmer af Folketinget. Tankevækkende mange levebrødspolitikere er parate til at krydse talløse moralske grænser i bestræbelserne på at bevare det, de kalder et job, men som burde være et tillidshverv.
Mon tro om ikke denne ansvarsløsheten etter hvert blir så synlig at det ikke lengre lar seg gjøre å la befolkningen leve på en livsløgn? Flere og flere vil erfare at velferdsstaten ikke makter alle de oppgaver vi ønsker den skal ivareta, rett og slett fordi de som sitter igjen med regningen blir færre og færre, og motsatt: de som er på en eller annen form for trygd blir flere og flere.
En af disse moralske grænser har været at love danskerne retten til en livsløn, uanset hvilken skæbne livet end måtte tildele dem. Har man på samfundets regning fået en høj uddannelse, der har ført til et højtlønnet job, har de politiske signaler været, at man har ret til at bevare et job og en løn på dette niveau frem til pensionsalderen, også selv om livet måtte forme sig sådan, at man enten bliver uarbejdsdygtig eller ikke længere er i stand til at arbejde for fuld kraft.
Mere end halvdelen af Danmarks befolkning er på offentlig forsørgelse, og end ikke verdens højeste skattetryk kan længere finansiere denne largesse. Færre danskere skal parkeres på passiv forsørgelse. De, der ender med at blive det, må fremover acceptere ikke at få del i den velstandsudvikling, der måtte blive skabt af de arbejdende danskere, da grænserne for overførselsindkomster for længst er nået.
Regjeringen i Danmark får derimot ros for å ha tatt de nødvendige skritt med velferdsreformer:
Regeringen fortjener anerkendelse for at have taget de nødvendige skridt til at reformere førtidspensioner og fleksjob. Forhåbentlig vil reformarbejdet fortsætte med den samme forligskreds, da netop disse livtag med en kuldsejlet velfærdsmodel skal tages af et bredt flertal i Folketinget uden medvirken af de partier, der ved enhver given lejlighed lover danskerne et sorgløst liv på andres regning.
Hva skal vi skryte av regjeringen i Norge for? At de prøver å skylde på kvinnene? At de viderefører en innvandringspolitikk som beviselig ikke er bærekraftig? Eller at de drukner sin ansvarsløshet i den siste olje?