Rita Karlsen, HRS
Jeg har enda ikke lest Anders B. Breiviks programerklæring eller såkalte manifest, men derimot en rekke ulike analyser av dette manifestet. Det som kanskje utkrystalliserer seg i hovedandelen av disse analysene er fokuset på høyreekstremisme, og de til dels selvgode forklaringene på hva som skapte en Anders B. Breivik. I særstilling står kanskje Øivind Strømmen, en for meg ukjent mann innen 22/7, men som man i ettertid skulle tro er Norges fremste ekspertise på høyreekstremisme.
Men det er ikke bare Strømmen som nå skal få det norske folk til å innse høyreekstremismens eksistens og utbredelse, og ikke minst: hvor den henter sitt hat fra. Den samme kunnskap besitter visstnok ”minoritetsbefolkningen”, idet lederen for Rådet for innvandringsorganisasjoner i Oslo, Akhenaton de Leon, som for øvrig også er leder i Organisasjonen mot offentlig diskriminering (OMOD) , i en kommentar i Aftenposten til innvandrerandelen i Ap’s bystyregruppe i Oslo, hevdet følgende:
– (…) For eksempel har minoriteter lenge vært klar over at høyreekstremisme i Norge er et problem, det har ikke alle visst.
Men i særklasse over ekspertise på høyreekstremisme, finner vi visstnok Antirasistisk senter (ARS). De har endog nylig ansatt en rådgiver ”med fokus på høyreekstremisme”, hvilket antakelig henger sammen med en eller annen ekstrabevilgning. Rådgiveren er den tidligere generalsekretær av Islamsk Råd, Shoiab Sultan. I mine øyne ligger dette tett opp til å konstruere fiendebilder; ekspertisen på høyreekstremisme innehas av en religiøs muslim, som skal bevitne at terrorister som Anders B. Breivik farligste beveggrunn er islamhat? I mine øyne blir dette for enkelt.
Men ikke bare anser ARS den høyreekstremistiske faren som overhengende, og voksende, men de har også gått i rette med Politiets sikkerhetstjeneste (PST). Ifølge ARS følger ikke PST godt nok med på høyreekstremistiske bevegelser, i særdeleshet på internett. PST har likevel, og gjentatte ganger etter 22/7, stått fast på at terrortrusselen kan komme fra flere kanter, men de vurderer det fortsatt sånn at det er fra ekstreme islamister og ekstreme islamistiske miljø at terrortrusselen er størst. Så kan en spørre seg: Hvorfor har da ikke ARS ansatt noen ”med fokus på islamistisk ekstremisme”? Jeg tror ikke det er så mange som tror det handler om mangel på økonomi.
Som nevnt innledningsvis har jeg lest mange analyser av Breiviks manifest, men det er langt mellom det jeg vil kalle tankevekkende analyser. Fokuset er rett og slett for ensidig på islam(hat), noe som kanskje kan forklares med ”vår alles dårlige samvittighet” da langt de fleste først trodde terrorangrepene var islamistisk terrorisme – også blant våre muslimske borgere. Det i seg selv er ikke underlig, da Breivik langt på vei kopierte islamistisk terrorisme.
Derimot skiller en analyse seg ut, og den er foretatt av danske Ulla Nørtoft Thomsen. Hun skiller den politiske høyre- og venstresiden sin karakteristikk av Breivik som følgende:
Højrefløjen har sagt, at han er gal og ond, mest ond, dæmonisk ond. Venstrefløjen har sagt, at han er ond og gal, mest gal, ideologisk gal.
Breivik er ifølge højrefløjen den ubegribelige onde, der under dække af politisk interesse har sat en hæfteklamme i et frådende, ideologisk makværk for at kunne udleve sin afsindige personlige afstumpethed, narcissisme og ondskab.
Ifølge venstrefløjen er Breivik det levende monster, der måtte komme ud af højrefløjens modbydelige tankegang. Han er den idealistiske ondskab, der realiserer højrefløjens galskab.
Og så legger hun til:
Venstrefløjen har storskrydet uklædeligt over Breivik, højrefløjen har krympet sig lige så uklædeligt.
Det som derimot Nørtoft Thomsen gjør, er at hun skiller mellom personen Breivik og hans manifest. Hun fastslår at Breivik er en samfunnsfiende, og at man som demokrat kun kan se på hans handlinger med gru, vantro og avsky. Men, sier hun: ”der er en vanskelighed vedrørende manifestet.” Hun stiller således spørsmål ved hvordan det kan ha seg at Breviks analyser av etablissementet er så mye bedre enn etablissementets analyser av Breivik? Etablissementet i denne kontekst er demokratiet.
Nørtoft Thomsen mener vi ikke uten videre kan plassere Breviks tekst i et ”sort hull av ubegripelighet og avvisning” – nettopp fordi han er ”den onde selv”:
Fordi han netop er den totale outsider, den splittergale, den onde selv, har han gode forudsætninger for at kunne gøre iagttagelser i sit manifest.
Og det gør han, hvad enten vi vil det eller ej. Noget er anakronistisk, en del er grusomt, men meget er sandt, og ingen af overvejelserne kan være helt ligegyldige for den, der gerne vil forstå tidens basale forestillinger.
Nørtoft Thomsen påpeker at den utslagsgivende forskjellen mellom Breivik og oss andre, er at han har en fiende. Han ønsker en krig, men siden han ikke er i besittelsen av noen stat kan han verken erklære fiendeskap eller krig. Derimot kan han erklære borgerkrig, idet han kan erklære statens enhet som illusorisk og oppløst. Og her introduserer Nørtoft Thomsens terroren: For terrorens rasjonale er å være et angrep på en utålelig fred. Terror er en invitasjon til krig.
Breivik vil oppløse staten, fordi den i hans fortolkning er kontrollert av en forræderisk og destruktiv ideologi.
Denne ideologien er multikulturalismen. I Breviks fortolkning er multikulturalismen antinasjonalistisk og dermed en antidemokratisk idé. Dens kjerne er således ikke toleranse, men selvdestruksjon.
Nørtoft Thomsen peker deretter på at for Breivik er multikulturalismens ideologi introdusert og praktisert via hjernevask, som en ufrivillig kulturrevolusjon. Med årtiers manipulasjonspress har Europas befolkning endret sin identitet, sine tradisjoner, sine normer, sitt språk og sine verdier. I ettertid er vi også oppdratt til å se denne nedbrytningen som noe godt – og i Breiviks tolkning er det kun de tapreste som vil forsvare vår undergang med våre liv. Her introduseres også kulturmarxismen, som med all sin sosiale ingeniørkunst for Breivik er en totalitær hatideologi, skapt til å eliminere enhver rest av europeisk og kristen selvfølelse. Kontrollert av forrædere er ikke de europeiske stater å regne for demokratiske, og i Breviks fortolkning har de ikke vært det siden 1950-tallet.
Et demokrati anvender ikke omfattende og systematisk, avanceret hjernevask, lyder argumentet.
Derfor er multikulturalismens essens, ifølge Breivik, å bryte ned de nasjonale kulturer, men den antar forskjellige former:
Ifølge Nørtoft Thomsen skiller Breivik mellom 1) hardcore marxister, som går etter kapitalismens velfortjente økonomiske selvdestruksjon, 2) kulturmarxister, som forstår seg selv som radikale eller progressive, men som i realiteten arbeider flittig for Europas kulturelle og moralske avvikling, 3) suicidale humanister og karrierekynikere, som kopierer multikulturalistiske normer og teorier av hensyn til deres ego og deres karriere, ikke minst i den offentlige sektor – og endelig 4) globale kapitalister, som like lite som de øvrige respekterer nasjonalstatene, men som bare ser et stort globalt marked, hvor enhver står alene med sine interesser.
Men for Breivik har multikulturalismen aldri handlet om toleranse, til det er den selv alt for totalitær, påpeker Nørtoft Thomsen. Derfor er også postulatet om at multikulturalismen er imot hat, meningsløs. Her viser Breivik til de massive forfølgelses- og eksklusjonskampanjer den kan stable på beina imot sine motstandere. Tvert om mener Breivik at multikulturalismen langt på vei har lykkes til å definere ethvert mottrekk til seg selv som sjåvinistisk og fascistisk. Politiske fiender skal isoleres, underkues og tilintetgjøres. Dette er fiender som ikke bare tar intellektuelt feil, de er også moralsk onde. Ifølge Breivik har kulturmarxistene institusjonalisert multikulturalismen og har på ingen måte tenkt å muliggjøre kritikk, lytte til kritikk eller for den saks skyld: handle ut fra kritikk.
Hvem er så som er fienden i Breiviks fortolkning? Nørtoft Thomsens gjør her en interessant observasjon, ettersom Breivik anser at fienden ikke har holdt seg bak sin egen (nasjonale) grense er han i krig, og siden det er medlemmer av hans eget folk som har lukket fienden inn, er han også i borgerkrig:
Denne gale mand mener altså, at han er en del af en europæisk civilisation, at han er født ind i en nation og at han har et fædreland. Det er usædvanligt i sig selv, og allerede problematisk.
Hvor der er grænser, er der nemlig mulighed for fjendskab, idet fjenden med inspiration fra Carl Schmitt kan defineres som sådan én, der skulle være blevet bag sin egen grænse.
Eftersom fjenden ikke er blevet bag sin egen grænse, mener Breivik, at han er i krig.
Og eftersom det er medlemmer af hans eget folk, der har lukket fjenden ind, er han også i borgerkrig.
Det er her det glipper for Breivik, idet han gir opp den demokratiske kamp:
Tiden er i Breiviks øjne inde til, at de kulturkonservative indser, at den demokratiske kamp er meningsløs. Den er umulig, fordi den kulturkonservative kamp er forbundet med social forfølgelse, udstødelse og latterliggørelse, mens de kulturmarxistiske forrædere roligt konsoliderer sig i staten, hvorfra de manipulerer med befolkningen.
Kulturmarxisterne udøver ifølge Breivik en kvælende social kontrol over alle potentielle dissidenter, tilsyneladende ganske uden samvittighedsnag af nogen art.
Det bekymrer dem ikke, at de har forvandlet Oslo til et ”shithole”, som han skriver, hvor ingen kan vide sig sikker.
Omkring år 2000 fik Breivik den opfattelse, at den demokratiske kamp var tabt. Ikke på argumenter, men på grund af en fra magthavernes side forræderisk og dermed decideret fjendtlig magtanvendelse mod deres eget folk.
Udviklingen ville hjælpeløst bevæge sig imod europæisk katastrofe, hvis man udelukkende satte sin lid til det samtaledemokrati, som ikke syntes at fungere redeligt.
Fra da af betragter Breivik sig ikke længere som debattør, men som modstandskæmper. Det er et skifte fra appel til handling: ”Protesting is saying that you disagree. Resistance is saying you will put a stop to this”, som han skriver.
Når Breivik gir opp demokratiet, og det som Nørtoft Thomsen kaller samtaledemokrati, som vi i Norge antakelig vil kalle dialog, blir han overbevist om at staten må død. Hver dag, skriver han ifølge Nørtoft Thomsen, ser vi at staten er ute av stand til å ta hånd om vår sikkerhet og frihet. Staten svikter, og da kan vi ikke lytte til den:
Grænserne udadtil er perforerede, de nationale jurisdiktioner er svækkede, og samtidig er fjendebegrebet dybt tabuiseret. Befolkningen er ideologisk set sat skakmat.
Til gengæld for at staten svigter sine egentlige opgaver, omdannes den til en desto mere omklamrende fordelingscentral og propagandaenhed.
Samlet set tager den multikulturalistiske stat mere sikkerhed og frihed fra befolkningen, end den giver. Staten er ikke længere vores ven og beskytter, og det er derfor os, der er gale, idet vi adlyder den, lyder ræsonnementet.
En kulturkonservativ uden stat er en eksplosiv størrelse. Breivik repræsenterer en sådan. Den kulturkonservative vil normalt ønske mådehold og groede processer.
Men når Breivik blir splittergal, skriver Nørtoft Thomsen, og skyter unge mennesker og ønsker krig, kaos og statlig sammenbrudd, er det snakk om en konservatisme som definitivt opplever å ha tapt kampen mot det bestående og nå omdanner seg til noe annet.
Der er tale om en forgæves og hjemløs kulturkonservatisme, som nægter at nyorientere sig og progressivt annamme de forandringsprocesser som den har tordnet imod – og som i stedet vælger at tænke revolutionært.
Samtidig påpeker Nørtoft Thomsen noe som knapt nok er legitimt å si, nemlig at Breiviks tekster ikke er dumme eller frådende av hat. Men likevel finner Nørtoft Thomsen at man halvveis inn i manifestet opplever en radikal endring, der moralen forkastes:
Breiviks tekster er ikke dumme. De er heller ikke frådende af had. Men godt halvvejs i manifestet erklærer han forræderne skyldige i et langt anklageskrift, der rummer alt fra historieforvanskning og politisk bias til kulturelt folkemord og medskyldighed i voldtægt og overfald på Europas oprindelige befolkning.
Straffen er døden.
Herefter bryder han lydmuren og forsvinder ind i en verden af krig, våben, uniformer, organisering, taktikker, ordener og fortjenstmedaljer.
Hans forsøg på at genetablere korsridderånden kommer ind her og er et forsøg på at genetablere den europæiske selvbevidsthed og selvrespekt, som vi pga. kulturmarxistisk historie- og begrebsforvanskning kun kender som chauvinisme og religiøs fanatisme.
Han griber bagom statsmagtens civilisatoriske projekt til en uafhængig krigerånd, som han mener, der er behov for.
Gennem stålsat fjendskab, kold strategisk tænkning og Koranpsykologi opnår Breiviks kynisme gruopvækkende højder, f.eks. når han er inde på, at alvorligt flammekasterforbrændte kulturmarxister kan ”kaste rædsel i hjerterne” på andre potentielle forrædere.
Han fastholder, at krigens og fjendskabets logik kan og skal tilintetgøre moralske domme og menneskelig empati. Krig handler ikke om rigtigt eller forkert, men om overlevelse eller undergang. Dermed er al moral ophævet og al empati kontraproduktivt.
Breivik tror på, at multikulturalismens totale stat vil bukke under i en tilstand af økonomisk og politisk kaos, godt hjulpet på vej af muslimerne, som han glæder sig over bliver en stadig tungere økonomisk byrde for forræderstaten.
Terroren skal skubbe på denne udvikling, bl.a. ved at demonstrere for de europæiske borgere, at deres stat, som de opfattede som deres beskytter, i virkeligheden slet ikke tjener deres interesser og nu fuldstændigt har mistet overblikket.
Men, skal man forstå Breivik, eller for den saks skyld, overvinne han, må man også overgå han:
Som demokrater kan vi andre enes om, at demokratiet må og skal være en bedre løsning end terror og borgerkrig. Men det betyder, at demokratiets analyser skal være bedre end Breiviks.
Når han er slået ned med en velfortjent folkelig fordømmelse, kommer den næste opgave: at slå ham analytisk og taktisk.
Som det er nu, synes den dybe og langsigtede alvor at blive holdt ude af det politiske liv for kun at blive luftet i eksklusive dybdeinterviews om livet, døden og kærligheden, hvor politikere og tænkere over et glas rødvin røber, at de godt ved, at Europas fremtid desværre nok bliver interessant, med mindre vi får englevinger, og at vi gambler stort med vores efterkommernes kulturelle arv.
( … )
Vi ved jo godt, at vi skubber en ret uforudsigelig udvikling foran os. Vi lever som om helt basale politiske begreber som stater, fjendskaber og nationer ikke længere eksisterer.
Vi lever i en stor boble af evig nutid og synes ikke at eje omsorg for fortid og fremtid. Vi er oversocialiserede kollektivister, men vi er samtidig æreløse individualister.
Begreber som forræderi og patriotisme giver dårligt nok mening for os. Enhver bare lidt alvorlig bekymring for Europas fremtid overskygges hos os af en endnu alvorligere bekymring for vores egne personlige fremtidsudsigter.
Hvem foretrækker ikke Europas undergang i barbari om 100 år frem for en fyreseddel i næste uge?
Breiviks synder skriger til himlen, men i deres radikale anderledeshed og galskab sætter de vores egne synder i desto tydeligere relief.
Det er rent hykleri at frygte nye Breivik´er, for dem får vi næppe mange flere af.
Til gengæld skorter det ikke på følgagtighed, uvidenhed, kortsynethed, fejhed, egoisme, overfladiskhed, materialisme, intolerance og handlingslammelse.
Det er de synder, vi skal gøre noget alvorligt ved, hvis folk som Breivik ikke skal have ret i, at samtaledemokratiet ligger underdrejet og er ude af stand til at løse problemerne.
Men dessverre, når man ser på de langt de fleste skriveriene og uttalelsene etter 22/7 kan det nettopp synes som vi langt på vei gir Breivik rett. Utfordringene i det fleretniske og flerreligiøse Norge har aldri vært vanskeligere å sette på agendaen. Det lød tilnærmet lykkelig fra media under kommunevalgkampen at FrP tapte når de ikke ”fikk dra innvandrerkortet”. Det har vært reist debatter om ytringsfrihet og ditto begrensninger, og NRKs Brennpunkt ”Ord som dreper” reiste spørsmålet om hvis vi får mer demokrati, hva får vi da?
Ja, hva får vi med mindre demokrati? Hva får vi ved at noen gis uforholdsmessig stor definisjonsmakt?