Rita Karlsen, HRS
Vi var ikke før ferdig med kommunevalget i Norge, før norske medier kaster seg utpå med sine analyser og konklusjoner knyttet til det danske Folketingsvalget. Her er nyheten av Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, kan være statsminister etter valget i morgen, dertil den første kvinnelige statsministeren i Danmark. Den røde blokken leder svakt an før morgendagens valg, og norske journalistkommentatorer nøler ikke med å ”forklare” den blå blokkens tilbakegang. Den har akkurat samme forklaringsramme som hvorfor FrP gjorde et så dårlig valg kommunevalg – nemlig fravær av innvandrings- og integreringspolitikk (i Danmark kalt utlendingspolitikk).
For de som forholder seg til hva som skjer i danske politikk via norske medier, må det være trist å høre at det har gått så nord og ned med Danmark. ”At det er godt å være norsk – i Danmark” fremstilles som et slitt PR-triks. ”Sannheten”, fortsatt ifølge mainstream media, er at Danmark er fremmedfiendtlig, egoistisk, selvgodt, ja endog et rasistisk land. Alt dette og sikkert mer til skyldes at landet fikk en blå regjering, en koalisjonsregjering mellom Venstre (V) og de Konservative (K) med støtte fra Dansk Folkeparti (DF), i 2001, som siden har sittet ved makta.
I norske medier fremstilles DF, som norske FrP, som den store, stygge ulven. For danskenes sin del ristes det på oppgitt på hodet av VK-regjeringen som har latt DF få makt som støtteparti, men i Norge er det opplest og vedtatt at det eneste ”riktige” er ikke å samarbeide med FrP.
VK-regjeringen, med både støtte og pådriver i DF, strammet inn utlendingspolitikken allerede fra 2002. Siden har stadig nye innstramninger blitt foretatt, alt fra 24-årsregel, tilknytningskrav, økt forsørgelsesbyrde for den danskboende, økte krav til danskkunnskaper og dansk språk samt en rekke andre innstramninger og nå senest et poengsystem for å kunne få opphold i Danmark. (For øvrig en rekke innstramninger som er mer eller mindre kopiert av vår egen rød-grønne regjering). Innstramningene har hatt som målsetting å få slutt på uønskede importerte praksiser, som for eksempel tvangsekteskap, løse problematikken med stort frafall i utdanningen og liten deltakelse på arbeidsmarkedet, samt at mange mennesker er på ulike trygde- og stønadsordninger. VK-regjeringen generelt, og DF spesielt, har ikke lagt skjul på at de har ønsket et endret innvandringsmønster til Danmark, kort fortalt: fra konsument til produsent.
Innstramningene har hatt, og har fortsatt, stor støtte i folket. Siden langt de fleste er fornøyde med dagens politikk på området, er det altså heller ingen store krav om endringer – verken den ene eller andre veien. Selv partiene på ytterste venstre, Enhetslisten og Radikale Venstre, som fra dag én har protestert mot innstramningene, har ikke gjort noe særlig forsøk på å løfte utledningspolitikken inn i valgkampen. Thorning-Schmidt har da også lovet at den stramme utledingspolitikken skal ligge fast, selv med et rødt styre.
Men hvordan kan det da ha seg at ”fraværet” av utlendingspolitikk i den danske valgkampen sender den blå blokken ut av regjeringskontorene, slik som norske journalistkommentatorer ynder å fremstille det som?
Torben Rugberg Rasmussen, lektor ved Center for Mellemøst-studier, SDU, forklarer noe av fenomenet i en kronikk i Informationen.dk. Han mener at når utlendingsspørsmålet har hatt relativ liten plass i valgkampen har det mindre med DF å gjøre, men mer med at området er blitt normalisert.
På samme måde er det hverken Breiviks højreradikale amokløb, støtten til regeringens efterlønsreform eller indførelsen af en styrket grænsekontrol, der er forklaringen på, at tilslutningen til Dansk Folkeparti er vigende. Måske har partiet blot fundet sin naturlige placering i det danske partisystem med et vælgergrundlag på 10-15 pct. af befolkningen. Også her er forklaringen flygtninge- og indvandrerområdets normalisering.
Normaliseringen skyldes i første omgang ikke, at DF har dæmpet retorikken, men snarere at deres hårdeste modstandere lider af metaltræthed. Den såkaldte multikulturalisme, der op igennem 1990’erne etablerede sig som bærende ideologisk ramme i kampen mod indvandrerfjenderne og alle former for etnisk, national, kulturel eller sproglig enhedstænkning, er enten under hastig nedslidning eller reduceret til et spørgsmål om selvfølgelige værdier som respekt, åbenhed, tolerance eller kulturforståelse.
Rugberg Rasmussen har lite til overs for multikulturalismen, hvilket er interessant i seg selv, for det er akkurat denne ideologien som ivrig forsøkes befestet i Norge, med støtte fra nasjonale medier og ikke minst i skyggen av 22/7. Når multikulturalismen har mistet sitt fotfeste i Danmark mener Rugberg Rasmussen at det handler om at multikulturalismen er en negasjonsideologi – som dertil mangler konkret innhold:
Op gennem 00’erne viste multikulturalismen sig smukkest i modvind dvs. som negationsideologi. Den stillede en kvalitativ ny tid i udsigt en tid befriet fra den nuværende ordens lag på lag af fejltænkning, tilbageståenhed og forløjet idyl. Problemet var, at den ud over betoningen af moralske standarder som respekt, åbenhed og tolerance ikke for alvor rummede noget bud på, hvordan samfundets bærende institutioner skal bringes til at fungere. Så snart multikulturalismen skulle gøres til virkelighed, var den altså at sammenligne med varm luft eller wishful thinking.
Og det er ikke multikulturalismens eneste svaghed. Den bærer også på en anklage, kritik eller mistænkeliggørelse af det danske samfund, som savner empirisk gyldighed. Samtidig underordnes eller tilsidesættes fordelingspolitiske spørgsmål den kulturelle dagsorden.
Endelig har tankegangen en indbygget modsætning: På den ene side er multikulturalismen karakteriseret ved en ambition om at beskytte eller restaurere indvandrernes kultur og etniske arv mod såvel kuldechokket i det moderne samfund som assimilationens varmedød. På den anden side har vi at gøre med et projekt, der i varierede grader af disrespekt bekriger alle, der påberåber sig danske værdier, danske traditioner eller dansk egenart som afsæt. Mens man altså i den kulturelle mangfoldigheds navn insisterer på et kritikforbud over for de andres kultur, afvises danske bidrag til paletten af kulturel mangfoldighed. Ja, de udråbes endda som indbegrebet af forstokkethed, ravnekrog eller forløjet Morten Korch-idyl.
Rugberg Rasmussen mener at denne tankegangen er under avvikling – og la meg legge til; i alle fall i Danmark og en rekke andre europeiske land, rett og slett fordi multikulturalismen ikke bidrar til å forstå det faktisk eksisterende fleretniske og flerreligiøse samfunn.
Under avvikling er også en rekke av de fiendebilder som er skapt, nettopp fordi så få kjenner dem igjen fra virkeligheten:
På vej i glemmebogen er også indvandrervennernes eller det politiske venstres arsenal af kritik og fjendebilleder. Det gælder dels kritik og anklager, der står i gæld til 68-bevægelsens forståelse af det kapitalistiske samfund eller den vestlige civilisation som en systemfejl eller regulær skandale. Dels storforbruget af analogier til den tyske nazisme, det amerikanske samfunds ‘strukturelle’ og ‘institutionelle’ racisme eller til den europæiske eller vestlige verdens synderegister i den tredje verden. Hos det brede publikum udløser de kun hovedrysten.
Samme skæbne tilfalder storforbruget af kritik, fjendebilleder, dæmoniseringer eller forståelsesformer overtaget fra det politiske venstres mangeårige kampe imod småborgerskabet, provinsen eller den dæmoniske, irrationelle og let forførbare masse, som vi finder bag en metafor som ‘den indre svinehund’ og påstanden om en instinktiv dyriskhed, der aldrig lader sig civilisere eller gøre ‘stueren’. Disse mere eller mindre rygmarvsbestemte anklager og fjendebilleder er under afvikling.
Der er ikke længere opbakning til forståelsen af det danske samfund som en systemfejl eller som en mere eller mindre traumatiserende kulisse for indvandrernes liv. Påstande om at danske indvandrere og flygtninges forhold kan sammenlignes med jødernes i 1930’ernes Tyskland, de sortes forhold i USA og ofrene for den sydafrikanske apartheidpolitik, er så langt fra virkeligheden, at de ikke vinder genklang.
Når multikulturalismen mister forfeste er det heller ikke lett for multikulturalistene å fortsette i rollen som stedfortredende talsmann for innvandrerne – og den overordnede (selvinntatte) moralske rollen, som i tillegg er vaksinert mot kritikk, begynner å slå sprekker:
Multikulturalismens nedslidning er et anslag mod selvforståelsen som indvandrerven.
Når argumentationskæderne falder fra hinanden, er det vanskeligt at indtage en position som stedfortrædende talsmand for indvandrernes behov, interesser og kultur. Det gælder ikke mindst forvaltningen af rollen som stedfortræder for den smerte og længsel, som indvandrerne eller flygtningene bærer på, men som de ikke i selv er stand til at artikulere.
Samtidig lader forestillingen om at repræsentere en moralsk og erkendelsesmæssig privilegeret position, der er vaccineret imod kritik, sig ikke opretholde. Det gælder både den moralske overlegenhed, der er forankret i forestillingen om at tale på vegne af det pointerede offer og den uangribelighed, der knytter sig til forestillingen om at stå ansigt til ansigt med en fjende, der dybest set repræsenterer den samme dæmoni, perversion eller ideologisk befængte Heimat-tænkning som den tyske nazisme.
Igen: Sådan lader virkeligheden sig ikke længere forstå.
Men som Rugberg Rasmussen påpeker: Dette betyr selvsagt ikke at den politiske uenigheten er opphevet. Imidlertid har denne politiske diskusjonen i Rugberg Rasmussen definisjon en ambisjon om å få det faktiske eksisterende fleretniske og flerreligiøse samfunnet til å fungere effektivt, konkurransedyktig, sivilisert og konfliktfritt. Han mener således at ett av premissene for en slik diskusjon er at ingen på alvor lenger leter etter mulige systemalternativer til den moderne samfunnsorden, og at ingen for alvor vil begrense muligheten for sosialt opprykk, velferd, lykke, livskvalitet og politisk representasjon med henvisning til etniske eller religiøse forhold. Og dette er ”normalt”:
Der er ikke noget kontroversielt heri. Tværtimod er det her, vi ser konturerne af indvandrerområdets normalisering.
I stedet for at uddrive fjender, formidle godhed, sone skyld og udlove ny tider forskydes interessen i retning af en tænkning, der handler om at bringe samfundet til at fungere nogenlunde effektivt, civiliseret og moderne.