Forbryderiske imamer
Af Britta Mogensen, for HRS
I januar 2011 fremgik det af medierne, at en 15-årig dansk konvertit var blevet imamviet til en koranlærer. De sociale myndigheder har taget hånd om den 15-årige, får vi at vide. Men hvad med de to importerede forbrydere? Bliver de straffet? Eventuelt med udvisning? Næppe.
Interessen for denne imamvielse af en mindreårig ser denne gang ud til at vare lidt længere, end vi tidligere har oplevet, og flere beretninger dukker op. Og alle politiske partier ser ud til at himle op om, at det altså skal stoppes . Jamen, forbrydelserne mod børnene har jo været kendt igennem flere år, så hvorfor mon politikerne først nu hidser sig op? Kan det være, fordi der denne gang er tale om en af vores egne, en hvid pige? Kommer det lidt for tæt på politikernes egen baghave? Tænk nu hvis…! Ja netop, så længe der bare har været tale om etniske minoritetspiger, så vaskede man hænder med et ”det vil vi ikke finde os i” og ”det er helt uacceptabelt”. I politisk henseende er dette stærke ord, ja faktisk tegn på den største ophidselse. Men ophidselsen har hver gang lagt sig igen. Den tolerance, der udvises, når det er etniske minoritetspiger, der får ødelagt deres barndom, udstrækkes ikke til hvide børn. Politikerne kunne jo risikere, at der en dag var tale om deres egne børn. Her sættes grænsen.
Også Norge og Sverige Antalet barnäktenskap ökar i Sverige – ansvariga blundar – ligesom tilfældet også er i resten af Europa – er befængt med disse imamer, der vier børn. Børneægteskaber og polygami er muliggjort gennem politikernes import af mere eller mindre selvudråbte imamer, der som såkaldte forkyndere har fri adgang til vores lande på grund af vores religionsfrihed. De bruger ikke religionsfriheden til blot at forrette bønner for muslimer, men til at indføre 1.400 år gamle regler overalt i Europa. Imamerne påberåber sig de vestlige landes religionsfrihed og demokrati til at få gennemført kvindefjendtlige ørkenregler samtidig med, at de misbruger de selvsamme begreber til indførelse, videreførelse og opretholdelse af shari’a. At det overhovedet er blevet gjort muligt, kan vi takke feje politikere for. De har været så bange for at blive anklaget for racisme, at de ikke har turdet sætte imamerne stolen for døren. Det er nemmere at lade kvinder og børn sejle deres egen sø med et ”Herregud, det er jo deres kultur, så lad dem bare”.
Med ratificerede konventioner ville det ellers være nemt for politikerne at sætte hårdt imod hårdt og udvise de imamer, der misbruger vores demokrati til at afskaffe demokratiet. Børnekonventionen forbyder børneægteskaber, og CEDAW-konventionen forbyder skadelige traditioner, der ødelægger kvinders liv, som f.eks. polygami. Enhver medlemsstat er forpligtet til at påse, at kvinder og børn ikke udsættes for traditioner, der er skadelige for dem, og at de, der tvinger dem, bliver straffet.
Mens nogle politikere som strudsen stikker hovedet i sandet i håb om, at forbrydelserne går væk af sig selv, er der andre politikere, der hellere lukker øjnene for, at børn misbruges, end at der tages fat om ondets rod, nemlig imamernes tilstedeværelse i vores lande. De institutioner, der skal varetage udsatte børns og unges liv, ser ’igennem fingre med’ de forbrydelser, de unge udsættes for via importerede imamer.
Langt de fleste politikeres forhold til imamvielser har hele tiden været en skændsel. Man ”vil ikke acceptere” polygami og børnevielser, og når børnene vil ud af disse ”ægteskaber”, som for de indfødte børns vedkommende ofte er sket i det skjulte uden forældrenes vidende, nægter imamerne dem skilsmisse. Hvem i alverden mener man, at politikernes manglende accept af disse forbrydelser mod børn skulle skræmme? Imamerne? Deres forbrydelser er jo fuldstændig straffri.
På grund af de ulykker, imamvielserne skaber og har skabt, var jeg stærkt imod, at de fik vielsesbemyndigelse. Lidet anede jeg, at det egentlig er fuldstændigt ligegyldigt, om de har denne bemyndigelse eller ej. Imamerne er nemlig fuldstændigt ligeglade med overtrædelser af de vestlige landes love. Myndighederne taler om (og de kan tale meget længe) at fratage imamer, der bryder vores love, vielsesbemyndigelsen, men erfaringen viser, at det gør absolut ingen forskel. Der vil stadig blive viet børn, der vil stadig blive indgået polygame ægteskaber, og der vil stadig være børn/kvinder, der ikke kan komme ud af de indgåede forhold igen, når det går op for dem, hvad de har rodet sig ud i. Det eneste probate middel er at udvise imamerne fra vores lande.
Allerede i 2005 kom den tidligere – nu afdøde – multi-tungede imam Abu Laban og den nuværende imam Mostafa Chendid i mediernes søgelys, da dagbladet BT den 13. juni 2005 offentliggjorde båndoptagelser, som afslørede, at Chendid og imamerne Abu Laban og Abu Jihad tilbød unge piger under 18 år at blive gift, velvidende at dette er ulovligt i Danmark.
Og de fik god hjælp af myndighederne til deres fortsatte forbrydelser. I 2004 havde Kirkeministeriet afvist, at en til politiet anmeldt polygam imamvielse var ulovlig. Argumentet var, at når der ikke eksisterer en lov mod polygami i dansk lovgivning, eksisterer polygami slet ikke, og når en vielse ikke er underkastet ægteskabets retsvirkninger, så er der slet ikke tale om en vielse. Nærmere kan man vist ikke komme en akrobatisk vrøvleargumentation. Og så skete der naturligvis ikke mere. Det gjorde der heller ikke, da daværende social-, integrations- og velfærdsminister Karen Jespersen i 2008 henvendte sig til daværende justitsminister Brian Mikkelsen om forbrydelserne. Hans svar var, at ”Hvis der alene er tale om en religiøs velsignelse, har denne ’vielse’ ikke nogen form for juridisk gyldighed i Danmark”. Hvor virkelighedsfjern har en politiker lov at være, når den manglende ”juridiske gyldighed” resulterer i ødelagt barndom, og at børn får børn?
Politikernes og myndighedernes stiltiende accept af, at børn indgik ulovlige vielser, og opfattelsen af, at hvis man ikke taler højt om et uvæsen, så eksisterer det ikke (og man skulle jo nødigt krænke nogen), gav imamer blod på tanden. Nu var det ikke mere nødvendigt, som i 2005, at afholde vielser af børn i skjul. Der skete jo alligevel ikke noget. Ingen straf, ingen udvisninger. Så nu turde imamerne tage det næste skridt. Derfor kunne landets TV-kiggere den 31. august 2008 se endnu en skive af salamien blive skåret og overvære en børnevielse med ”bruden” i en rigtig brudekjole og glade bryllupsgæster . Den lovovertrædende imam holdt sig anonym – bare for at være på den sikre side, man kunne jo aldrig vide, om politikerne omsider kom op af stolen og foretog sig noget. En sådan offentlig provokation kunne Karen Jespersen ikke sidde overhørig, og hun forsøgte at få sat en stopper for uvæsenet. Der var fra mange sider store forventninger til hårde straffe og udvisninger. Det håb brast med justitsministerens svar.
Er der virkelig nogen, der tror, at de få sager, vi hører om i medierne, er de eneste, hvor børns barndom og ungdom er stjålet fra dem, hvor forbryderiske imamer hjernevasker udsatte og omsorgssvigtede danske børn? Og hvor muslimske forældre tvinger deres døtre til ægteskab på grund af en forskruet ”ære”, der hører til i en anden æra?
Hvornår er der ansvarlige politikere, der handler lige så hurtigt, som tilfældet var med at lovgive imod indhyllede dommere? Jeg kan ikke forestille mig, at der ikke skulle være i hvert fald nogle få politikere, der har hørt om de forpligtelser, vores lande har over for børn ved ratificeringen af Børnekonventionen. Og selv blandt de mest tåbeligt romantiske multikultier, må der være nogle, som ønsker, at de, der groft bryder vore love og ødelægger børns liv, straffes.
Kan vi mon håbe på, at politikerne omsider, nu hvor det er blevet gjort klart for alle, at urdanske, ursvenske og urnorske pigebørn udsættes for det samme, som minoritetspiger gennem mange år har været udsat for, vil forstå, at kun ved at bruge skarp lud til skurvede hoveder, kan vi komme dette onde til livs?